En folkelig biskop

Af Majken Frost. Tidehverv, 2006, s.1-3.

Det var en bekendt, der gjorde mig opmærksom på notitsen i Sct. Georgs Gildets blad, som fortalte, at d. 22. november ville fredslyset blive ført med fakkeltog fra Roskildes katolske Sct. Laurentii kirke til domkirken, hvor vandringen ville blive afsluttet med gudstjeneste ved domprovsten og mulighed for deltagerne til at tænde deres eget fredslys til hjemmebrug. Hvorefter fredskoordinatoren ville føre Laurentii lyset til banegården til landsdækkende og forudbestilt forsendelse med intercity. Notitsen havde overskriften "og lyset skinnede i mørket, og mørket fik ikke bugt med det".

Jeg spurgte mig selv, om Roskildes biskop mon har været at finde blandt de vandrende med faklerne, hvad der ikke er utænkeligt i betragtning af hans gennem årene gentagne opfordringer til en mere folkelig og farverig markedsføring af folkekirkens "branding". Fredslyset, der vistnok er opfundet af Østrigs Radio for en snes år siden, gjorde pludselig Jan Lindhardts anglikanisme helt symbolsk.

"Hvad gavner kirken bedst? Hvad letter den evangelisk-lutherske forkyndelse mest i forhold til danskerne" spørger Jan Lindhardt i forordet til sin sidste bog "Folkekirke? Kirken i det danske samfund" (2005). Og det er lidt forunderlige spørgsmål fra en luthersk biskop, som vel snarere måtte forventes at interessere sig for, hvorvidt kirken passer sit forkyndelsesembede, og om forkyndelsen også er evangelisk-luthersk. Men selvoptagethed og pædagogiske overvejelser rider i disse år folkekirken som en mare og fortæller således om en udbredt mistillid til både evangeliets formåen og til danskerne; hvilke sidste anses for ikke at gide eller magte at høre noget besværligt, hvad en luthersk prædiken godt kan træffe at være. "Tænd et lys og bed en bøn for nogen eller noget" stod der i en svensk kirke over den fremlagte stak lys, og tankegangen (hvis man kan tale om tanke i den forbindelse), er ikke kun et svensk fænomen. Den altfavnende kirke, som kommer folket i møde hvor som helst og til hvad som helst, er in, for, som Lindhardt skriver: Kirken skal være, hvor folket er.

"Jeg ved ikke, hvilken af de to tragedier er størst" sagde en kollega til mig for nogle år siden, "kirkens udbredte tivolisering eller den uhæmmede indvandring". Nej, det kan også være svært at afgøre, men at de begge er tragedier, er indiskutabelt. Og at de har fundet sted med velsignelse af dem, hvis embede skulle være at værne landet, henholdsvis hævde kirkens opgave og skyldighed, er ligeledes et faktum.

Lindhardts bog om folkekirken handler om den grundlovsfæstede forbindelse mellem kirken og staten og om forholdet mellem kirken og folket. Det samme gør journalisterne Michael Jarlner og Anders Jerichows "Grænser for Gud" (2005), og selv om Jan Lindhardt og de to journalister er lodret uenige om betimeligheden af Grundlovens par. 4, hvori det hedder, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, så er deres position i en vis forstand den samme.

Lindhardt har fortrinlige udredninger af det tætte både historiske og eksisterende forhold mellem kirken og folket, som i deres henvisthed til hinanden er dybt forbundne. Evangeliet til tro prædikes i en ydre verden, dvs. ind i en konkret virkelighed, og par. 4 betyder, at dette med historiens ret gøres gældende. Grundloven tager de faktiske forhold og deres forhistorie til efterretning.

De historieløse Jarnler og Jerichow færdes derimod i det rent spekulative og ideologiske: Grundloven er diskriminerende og utidssvarende i et multikulturelt og religiøst samfund, hvor alene oplæring i demokrati og de universelle menneskerettigheder bør være en statsopgave. Religion er en privatsag - osv. osv.

Alligevel er modsætningen mellem biskoppen og de to kulturradikale journalister på det overfladiske plan, for om det er oplæring i demokrati og menneskerettigheder eller nødvendigheden af brød og skuespil til folket, der hævdes som den absolutte myndighed i et folk, er dybest set et spørgsmål om smag. I begge tilfælde henlægges frelsen til noget jordisk, til FN eller menigmands krav og forventninger. Og det er den såkaldte folkelighedens nødvendighed i kirken Jan Lindhardt fremhæver og absoluterer - i den død for kirken, som han forudser vil være resultatet af at afvise at tage del i løjerne. Disse har han i den tidligere bog, "Ind i det ydre" (2004), anvist mange fantasifulde forslag til.

Det har igennem årene oftere og oftere slået mig, at det virkeligt uhyggelige ved Jan Lindhardt er, at mange af hans spørgsmål og overvejelser med lidt god vilje kan høres som sandt lutherske - og han mener vistnok selv, at de er det. Men den grænse, som Luther i sin overbærenhed med folkelige traditioner og påfund aldrig afveg fra, og som sætter disse ting på deres rette plads: At evangeliets tale ikke må forstyrres eller fordunkles af sådanne sager, den grænse kender Lindhardt ikke. Det afsløres gang på gang i hans fremfærd og adfærd, og det afsløres ikke mindst deri, at han og de kulturradikale har samme fjende - dem, Lindhardt kalder højrekræfterne, og hvoriblandt Tidehverv ikke uventet er at finde. Over for disse bagstræbere kan de to tilsyneladende uenige parter, Politikens penneførere og Roskildes biskop, mødes.

Der er ikke grund til at ofre flere ord på "Grænser for Gud", som må henvises til banaliteternes i forvejen righoldige bibliotek, men Jan Lindhardts omtale af de såkaldt kirkelige højrekræfter, der i overspændt evangelisk renfærdighed og berøringsangst over for folket lægger kirken øde, er der grund til at opholde sig lidt ved.

I disse år går flere af mine jævnaldrende på pension efter et langt liv i præsteembede, og jeg har af samme grund deltaget i en del afskedsgudstjenester. Ganske mange af de afgående har siddet i samme embede i 30 - 40 år. Og hvad møder der én ved disse gudstjenester og efterfølgende kaffeborde? Først og fremmest en lødig prædiken med et solidt teologisk arbejde bag, holdt i det fornemme gudstjenesteforløb, som indtil for nogle årtier siden var en selvfølge i enhver dansk kirke. Men dernæst også en menighed, som slutter op om den præst, der nu forlader den. Det er ikke de store ord, der er fremme, men trofastheden og forbundetheden har ikke været til at tage fejl af. De kender hinanden, menighed og præst, - for de har hørt sammen i gode og onde dage i årtier på samme måde, som ægtepar endnu undertiden gør det. I gode og onde dage.

Og hvad mere er, - blandt de fremmødte har der været ganske mange, som er kommet langvejs fra. For det er jo det, der er situationen i disse år, hvor selvoptagetheden og hittepåsomheden hærger kirken, og hvor faget kommunikation på pastoralseminariet bestrides af en skuespiller: at tidli gere trofaste sognekirkegængere må køre langt for at høre Guds ord. Men det er sådanne steder og på grund af sådanne steders præster, at folkekirken i Jan Lindhardts optik lægges øde.

Kirken skal være, hvor folket er, skriver Lindhardt som nævnt. Den skal tage del i folkets oplevelser og i enhver forstand solidarisere sig med det. Den grundlovsfæstede forbindelse mellem stat og kirke er et gode, også fordi staten, dvs. politikerne, fra bl.a. valgmøder bedst véd, hvad der rører sig i folket og kan gribe ind og bestemme, hvis uenigheden i kirken bevirker, at folkets accept af nogle forhold glemmes. For kirken skal følge med tiden, og tiden ændrer sig, og Lindhardt kunne ønske, at staten f.eks. ville skære igennem i den standende strid om kirkelig vielse af homofile. Den er der nemlig udbredt opbakning til blandt danskerne, véd han fra sin egen bispevalgkamp, hvor han klart gav udtryk for sin positive holdning over for sådanne vielser.

Man kunne måske her have forventet en lidt mere dybtgående stillingtagen til sagen, men det folkelige er nu engang sakrosant for Jan Lindhardt. Til hans hævden af politikernes og hans eget indblik i folkets hjerter og nyrer er dog kun at sige, at den har intet med virkeligheden at gøre. Menighedsrådsmedlemmer er i dag ikke altid sandeste repræsentanter for menigmand, opflasket som rådene bliver med følge-med-tiden talen. Eller mener JL, at Bertel Haarders håndtering af Grosbøllsagen med overgivelse af Tårbækpræsten til Lindhardts servile tilsyn nyder folkelig forståelse?

Kirken skal være, hvor folket er! Jo, det lyder smukt, men faktum er jo, at kirken faktisk er, hvor folket er, men at det ikke indebærer, at den skal lægge sig logrende foran folket og dets eventuelle oplevelsestrang. For kirken har en skyldighed og en opgave, som den er forpligtet på. Det véd Jan Lindhardt også ganske fortræffeligt, men hvad han ønsker, er at den kirke, som er, hvor folket er, bestandigt skal færdes med sig selv på ryggen og sin hensigt i inderlommen - at trække folk til huse. Altså ikke, fordi det er fornøjeligt at gå til fodboldkamp eller grundlovsfest, skal præsten deltage, men fordi det kan give pote.

Og så er der jo ikke grænser for, hvor kirken skal være tilstede. Men kan der tænkes en større foragt for og et større svigt af folket: Iveren for at tækkes det.

Til sidst: Lindhardt synes overbevist om, at blot folket kommer i kirke, møder det evangeliets "glade budskab", men som nævnt risikerer det ganske ofte at møde medieskabte fredslys eller andre happenings. Er Jan Lindhardt helt uvidende om den teologiske elendighed, der hersker blandt især yngre præster? Ved Jan Lindhardt, hvad der foregår på universiteterne, hvor kassetænkningen regerer, eller på pastoralseminarierne, hvor retorik og kropssprog indstuderes, og hvor undervisningen i konfirmandforberedelse giver rigtig mange sjove og kvikke forslag, - næsten lige så kvikke som Roskildes Stifts kæmpekonfirmandgudstjenester, hvor de unge mennesker kan sende SMS-bønner undervejs. Eller hvad siger Roskildebiskoppen til de omkring sig gribende meditationsgudstjenester i Ordets kirke - navlepillegudstjenesterne, som et vittigt hoved ikke helt forkert kalder dem?

Selvfølgelig ved JL om det hele, men al den slags er jo blot ensbetydende med at komme folket i møde, at sætte sig hvor folket er. Og så er der jo ikke at forglemme fjenden, fossilerne derude i landskabet, som skal afsløres. Så mon ikke vi tør love, at bogen om folkekirken ikke er den sidste fra Roskildes bispebolig.