Bispefronten

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2003, s.105-107.

Det var temmelig pinagtigt at være til stede i Folketingets spørgetid onsdag 7. maj. Her var der stillet tre spørgsmål til kirkeminister Tove Fergo, og hensigten var kun alt for klar. Hensigten var en ministerstorm, hvor kirkeministeren og dermed regeringen skulle rystes og rammes, og i den anledning havde socialdemokratiet sendt et såkaldt tæskehold på banen, som i sluttet trop kastede sig over den ensomme minister på hendes ministerstol. Der var ingen ende på opfindsomheden. Alverdens økonomiske og kirkelige bekymringer for folkekirken og dens forhold blev bragt på bane, og til sidst vendte fhv. finansminister Pia Gjellerup sig direkte til kirkeministeren og meddelte hende, at i henhold til det femte bud må du ikke lyve, og derfor skulle Tove Fergo nu skamme sig dybt og helst gå sin vej og allerhelst få hele regeringen til at gøre det samme.

Som man ser: sagligheden var overvældende. Det vidensmæssige niveau lige så imponerende. Og igen og igen måtte den arme kirkeminister rejse sig og tage sådanne perler alvorligt.

Forretningsordenen i Folketinget er sådan, at det er svært at komme en angrebet i spørgetiden til undsætning, fordi det i så fald skal ske i supplerende spørgsmål, og derfor måtte jeg i en periode se til i pinagtig passivitet, og da jeg endelig havde fundet en indgangsvinkel og ville på banen, var det for sent. Således blev situationen ekstra belastende. Synet af dette udkommanderede tæskehold og oplevelsen af dets åndfulde bedrifter kunne på kort tid gøre et menneske flere år ældre. Men een var der af politikerne, som godt vidste, hvad hun gjorde.

Det var Margrete Auken, der også havde meldt sig som spørger og lod sit berømte vid funkle. Endeløst. Igen og igen. Mere og mere jappende og højrøstet. Men med en meget klar dagsorden.

For Margrete Auken er kirkeminister Tove Fergo jo nemlig en saglig udfordring, fordi Margrete Auken ønsker folkekirken afskaffet til fordel for en kirke med egen mund og eget mæle. I realiteten en politisk korrekt frikirke. En reel adskillelse af stat og kirke, hvor de kirkeligt og kristeligt bevidstgjorte og aktive kan køre kirken og repræsentere dens holdninger og udtrykke dens meninger. Folkekirken er virkelig Margrete Auken til forargelse. En kirkeminister, der vil være evangelisk-luthersk og som sådan loyal mod Den danske Folkekirke, er følgelig til forargelse for Margrete Auken.

Og det var denne forargelse, hun højere og højere hujede ud over folketingssalen.

*

I dette spil var intet kneb for tarveligt og intet slag for lavt, og Tove Fergo måtte forsvare sig mod påstande, der byggede på løsrevne citater fra en debat om Det mellemkirkelige Råd, hvorfor der slet ingen saglig relevans var i angrebene. Men det var der ikke tid og mulighed for at dokumentere på stedet. Tæskeholdet og Margrete Auken fortsatte for fuld udblæsning.

Og så var der jo eet punkt, der var spørgetidens store scoop. Det var Haderslev-bispens åbne brev til kirkeministeren, som - yderst bekvemt og meget taktisk - var blevet offentliggjort på selve dagen for stormløbet mod Tove Fergo. Her kunne selv tæskeholdet finde sagligt belæg. Mente de. For her meddelte Niels Henrik Arendt som indviet hemmeligheder fra fortrolige forhandlinger mellem ministerium og bisper.

Som bekendt handler angrebene på kirkeministeren om rod og tvivlsomme dispositioner i kirkeministeriets økonomi. De foregående kirkeministre og de foregående års dispositioner har tømt Fællesfondens kasse. Ikke mindst indførelsen af den elektroniske kirkebog har kostet dyrt og vil vedblive med at tynge uforholdsmæssigt på folkekirken. (Vi var nogle stykker, der forudsagde det og nægtede at være med, og vi udgav såmænd en i disse tider læseværdig pjece med titlen "En pind til folkekirkens ligkiste" - hvilken pjece kan anbefales og rekvireres ved Tidehvervs ekspedition.)

I denne situation med en tom pengekasse har ministeriet søgt at klare for sig ved at antaste stiftsmidlerne, hvad der er betænkeligt, eftersom stiftsmidlerne naturligvis har de enkelte stifters forhold som opgave, og ministeriet har samtidig udsendt regnskaber, der har vakt kritik. Især har der været undren over en udgift på oprindelig 15 mio. kr. til IT fra regnskabsåret 2001, som forekommer på 2002's regnskab. Hvorfor?

Tove Fergo svarer, at det alene skyldes en sendrægtig forretningsgang: regninger for 2001 er indløbet så sent og blevet betalt så sent, at de er gået ind i regnskabsåret for 2002. Men Haderslevbispen antyder, og den kirkelige presse og opposition råber anklagende, at der er tale om kreativ bogføring.

Og kreativ bogføring vil sige forfalskede regnskaber. Slet og ret. Kreativ bogføring er at forfalske regnskabet for at dække over en pinlig og måske kriminel virkelighed. Det er denne anklage mod kirkeminister Tove Fergo, der har været kernen i stormløbet imod hende, og det var denne anklage, biskop Niels Henrik Arendt fremførte i sit åbne brev, der så belejligt indløb til kirkeudvalg og offentlighed på selve 7. maj, ligesom biskoppens påstand om kirkeministerens "løgn" i en TV-udtalelse samme dag understøttede den kriminaliserende anklage.

*

Sandheden er, at kirkeministeren har ret og biskoppen uret. I et notat fra bispesamrådet 13. juni 2002 er sagen omtalt, og Niels Henrik Arendt spørger, hvordan en overførsel på 15 mio. kr. fra 2001 til 2002 er at forstå.

"Steffen Brunés oplyste, at de vedrører nogle IT-spørgsmål, som først er blevet afklaret i 2002. Udgiften har været bestridt i 2001. Det er der først kommet afklaring på, og beløbet er først forfaldet, i 2002."

Punktum. Sådan oplyser kirkeministeriet. Tove Fergo, der hverken er sagkyndig i bogholderi eller har som embedsopgave at mistvivle om sine embedsmænd, viderebringer naturligvis denne oplysning. Der er simpelthen tale om sendrægtighed i forretningsgangen - afviklingen af nogle udgifter har trukket ud fra 2001 til 2002.

Hvorefter biskop Niels Henrik Arendt anklager kirkeministeren for at lyve og mere end antyder, at der er tale om kreativ bogføring.

Denne biskoppelige adfærd synes mig så grov og uanstændig, at den rettelig burde få konsekvenser for biskoppen. Een ting er, at han misforstår sagen. Det er menneskeligt at fejle. Men at han bruger sin egen misforståelse til at kriminalisere kirkeministeren, er efter min mening en så uhyrlig optræden, at den anklagede, in casu regeringen ved statsministeren, er berettiget til at reagere.

Og samtidig er Niels Henrik Arendts grove og uanstændige adfærd et udtryk for det, der er det reelle indhold i hele dette stormløb: bispernes forsøg på at fælde kirkeminister Tove Fergo for at få deres vilje med folkekirken. Her ligger hunden begravet. De toneangivende biskopper er enige med en Margrete Auken i ønsket om at få skilt stat og kirke eller i hvert fald at få indført en kirkelig "selvstændighed", der kan give disse kirkefolk mulighed for at optræde som kirkens mund og mæle. Med biskop Kjeld Holms afslørende ord: "Nu skal vi til at overveje, om ikke folkekirken skal til at være herre i eget hus".

En bispefront. De toneangivende bispers ønske om at få magt og indflydelse til at kunne herske hen over både Folketing og folk. Og en bispefront, der støttes entydigt og yderst propagandistisk af et Kristeligt Dagblad, der i overensstemmelse med sit frikirkelige udgangspunkt vil de "vanekristne" og barnedøbte til livs. Deri er intet nyt for Kristeligt Dagblads vedkommende. Det nye er, at avisen ser ud til at kunne alliere sig helhjertet med landets biskopper.

Og her er vi unægteligt nogle stykker, der spørger til det samlede bispekollegium. Er de virkelig allesammen med på dette? Er der slet ikke nogle retfærdige biskopper, som vil sige fra over for dette stormløb mod folkekirken? Er de alle uden undtagelse enige med en Kjeld Holm?

*

Forholdet er jo, at vi står midt i en kirkekamp. Det var dønningerne af denne, der rullede ind i folketingssalen 7. maj. Under påberåbelse af et anti-luthersk begreb, der kaldes for "kirkens indre anliggender", vil biskopperne hæve sig over det almindelige præstedømme og som kirkelige og kristelige "specialister" sætte folket og Folketinget fra styret. "Herre i eget hus", siger Kjeld Holm. Men hvis er huset? Er kirken ikke i sidste instans Vorherres hus? Er det da ikke Vorherre, der står for de indre anliggender, det vil sige evangeliets forkyndelse?

Og er det i en luthersk kirke ikke kongens, det vil i dagens Danmark sige Folketingets, opgave at forvalte kongens ordinans?

Vi efterlyser brud på bispefronten. Vi efterlyser biskopper, som tør lukke munden op og være tro imod den evangelisk-lutherske kirke, der er Den danske Folkekirke og som sådan understøttes af staten.