Bondedrab og folkemord

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2003, s.21-22.

Dette efterår har været præget af én bestemt strømning eller retning i vort offentlige liv, af opgøret med den kommunisme, der i Sovjetunionen brød sammen i 1989 og endeligt i 1991, og som i Østeuropa brød sammen i forbindelse hermed og blev gjort definitivt til fortid i december, hvor de fhv. kommunistiske Warszawa-pagt-lande er blevet budt velkommen i EU. Strømmen er vendt. Når man blot tænker tyve år tilbage, hvor Sovjetunionen oprustede, og vestlige fredsbevægelser støttede oprustningen ved at kræve Vesten afrustet, og hvor der var grund til at nære frygt for de vestlige landes frihed og fremtid, så må man sige, at forandringens vinde har blæst over verden. Magten skiftede. Men nu begynder også sandheden om de tidligere grumme magthavere i øst at komme frem og dermed også sandheden om de medløbere og den ideologi, der i vest støttede kommunismen, og her i efteråret er lagt nogle helt uomgængelige bøger på offentlighedens bord.

Først en mursten af en bog, der hedder "Kommunismens sorte bog". Der er tale om et værk, som udkom i Frankrig for nogle år siden og vakte en voldsom opstandelse, for mærkeligt nok brød de afslørede sig slet ikke om afsløringen. Ikke sandt - fortalte de offentligheden: De havde kun haft ædle motiver. De ville blot fremme godheden og retfærdigheden i verden. Var det så ikke for galt at de skulle fremstilles som mordernes medløbere - selv om de altså var det? Nu er bogen kommet på dansk, og den pinlige tavshed hersker fra dem, der omtales. Et monument om trekvart århundredes rædsler, der har kostet utallige millioner livet.

Det var det ene. Det andet er en dansk bog, hvor professor Bent Jensen har skrevet om "Gulag og Glemsel" og hvor indtrykket er endnu stærkere, måske også fordi det er én mands værk, der derfor fremtræder mere samlet og klart og så også fordi Bent Jensen uden skånsel nævner dem ved navn, der holdt med morderne og slikkede deres blodige støvler. Gulag er som bekendt navnet på det system af fangelejre over hele Rusland, hvor Stalin og hans kumpaner holdt mange, mange millioner fanget og slog dem ihjel - et system, der svarer til nazisternes koncentrationslejre, selv om de var mere effektive, idet de fik gjort det af med 60 millioner, hvor Hitler kun nåede 6 millioner.

Det er en rystende bog. Det er denne sjælelige rystelse, der sidder længe i læseren, fordi man her møder de enkelte russiske skæbner, ser ansigtet på dem, der henrettedes ved nakkeskud, ser ansigterne på de børn, hvis forældre Stalin slog ihjel for siden at gøre børnene til statens fanger. At tale om de mange millioner døde siger jo ingenting. Hvem kan forholde sig til millioner? Men de enkelte menneskeskæbner, deres lidende, fortvivlede ansigter, de forgræmmede børneansigter med alt for voksne udtryk og alt for gamle øjne - dette er svært at ryste af sig. Bogen om mordet på et folk: det russiske. Bogen om bondedrabet som Bent Jensen kalder Stalins krig mod de såkaldte kulakker i begyndelsen af 1930'erne, hvor alle selvstændige bønder, ja alle bønder, blev drevet fra deres gårde og jord og udryddet via en organiseret hungersnød, der dræbte dem i et antal af 6-7 millioner.

Mens - og det er næsten det uhyggeligste af det hele - vestlige iagttagere og intellektuelle var på besøg i Sovjetunionen og så, hvad der skete, men rejste hjem til Vesten og skrev, hvad en dansk kommunist skrev i en dansk avis: Sovjetunionen er et land, i hvilket det er let at leve. Den bevidste, gennemførte løgnagtighed. Den mest kyniske propaganda, der gjorde sort til hvidt og kaldte folkemorderne for menneskehedens velgørere. Den mand, Elias Bredsdorff, der i 1935 besøgte Sovjetunionen og skrev sine løgne om landet i dansk presse, blev for to år siden interviewet i dagbladet Information under devisen "den sande humanist". Sådan tænkes der stadigvæk i den såkaldt offentlige mening her i landet. Det er på denne baggrund, der er så megen grund til at glæde sig over den sandhedssøgen, der sætter sig frugt i sådanne værker som sortbogen og bogen Gulag og Glemsel.

Og jeg for mit vedkommende, der i mange år har været i strid med dem, der nogle steder benævnes sande humanister - jeg kan ikke lade være med at tænke mit, når jeg læser Lenins og Stalins og de sovjetiske kommunisters ord og argumentation og begrundelse for mordet på deres eget folk. For det er faktisk ganske samme ord og argumentation, vi andre blev mødt med, når vi sagde fra over for disse ædle menneskevenner, der kun ville skabe det sandt humanistiske samfund. Der er meget kort imellem kommunisme og humanisme. Det er samme sag. Folkemordet kom af overtroen på ens egen retfærdighed. Bondedrabet blev øvet af dem, der ville frelse verden. De mange, mange millioner blev likvideret af dem, der kun kæmpede for godheden og retfærdigheden på jord.

Sagde de.

Det er denne genkendelse af det man selv har mødt igen og igen, der næsten er det uhyggeligste ved læsningen, for det siger, at det samme kunne sagtens ske her. Løgnen er lige tyk. Magten var ikke den samme, men viljen til at lyve og forskønne sig selv, uanset hvor meget man slikker mordernes blodige støvler - den var den samme.

Nej, overalt hvor kejseren vil tilbedes som en gud, fordi kejseren og hans lære er evigt god og retfærdig, dér får man, hvad det 20. århundrede til overmål fortæller om. I et kristent land bliver vi holdt fast på evangeliets ord: at det menneske, der vil gøre sig selv Gud lig, bliver altid, altid til en djævel. For det er i grunden det jeg savner, når jeg læser om kommunismens systematiske folkemord og bondedrab: spørgsmålet om, hvorfor. De forskellige historikere fortæller detaljeret minutiøst og grundigt om de forfærdelige handlinger. Ingen kan herefter være i tvivl om, hvad der ligger i kommunismens og humanismens ædelhed. Ingen kan være i tvivl om bødlernes og koncentrationslejrenes eksistens. Men hvorfor? Hvad er grunden til denne djævelskab? Hvorfor går det altid sådan, hvor de ædleste motiver og de smukkeste begreber sættes i omløb? Det er dette, der er det egentlige spørgsmål til det 20. århundrede, og det er her, det er for lidt at fortælle historien. Der kræves et svar. Og lad os sige uden omsvøb, at dette svar giver evangeliet om det lille barn i krybben, der efterstræbes af den magtsyge kong Herodes, efter at barnets mor er drevet til Bethlehem af den mægtige kejser Augustus.

Dér, hvor magten ved sig selv retfærdig, dér er mordet bondedrabet, folkemordet. Dér, hvor Gud skiftes ud med kejseren eller Lenin, dér er koncentrationslejrene. Kun i forkyndelsen af Sandheden som det lille hjælpeløse barn eller som den korsfæstede mand, kun dér er mennesket sat på plads, fordi Guds sandhed er sat. Gud er død! - det var Nietzsches ord i det 19. århundrede, Lenin, Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot - det er konsekvensen i det 20. århundrede. På det grundlæggende spørgsmål om, hvorfor, er svaret evangeliets: fordi kejseren vil være Gud og vil jage den sande Gud og Guds Sandhed ud af Israel og menneskets verden.

Der er dem, der i dag kalder kristendommen for gammeldags og fortidig. Der er dem - de optræder især i de medier, der anser sig selv for moderne og fremskridtsvenlige - som betragter kristendommen som overtro på linie med nisser og trolde. Således arbejder disse mennesker på at frembringe nye Leniner, nye Staliner, nye Hitlere. For kun forkyndelsen af Gud som barnet der blev svøbt af sin mor i stalden i Bethlehem, og som snart var på flugt fra den magtsyge konge - kun i denne forkyndelse af den sande Gud er mennesket respekteret som menneske, fordi ethvert menneske her er synderen, er den uretfærdige, som ikke skal bilde sig noget ind. Evangeliets forkyndelse er det vigtigste, det mest nødvendige af alt, fordi det er evangeliet, der afvæbner de alt for magtfulde, dømmer de alt for selvretfærdige, trækker grunden væk under de alt for sikre. I bøgerne om kommunismens folkemord i Rusland er der mange billeder af kristne kirker, som de kommunistiske stormtropper hærger eller nedbrænder eller forvandler til kulturhuse eller badeanstalter. Det er slet ingen tilfældighed. Her blev jo de retfærdiges djævelskab undsagt. Her var Stalins sandhed ikke den højeste. Her fik kejseren at vide, at han er ikke Gud, og intet er utåleligere at høre for kejseren og alle storhedsvanvittige humanister. Derfor skulle den kristne kirke væk. Så blev der fri plads til bondedrabet og folkemordet. Hvis humanisterne og kommunisterne og nazisterne kun er syndige mennesker, der ufortjent modtager frelsen ved troen på det lille barn i krybben og den henrettede mand på korset, så har de jo ikke mulighed for at optræde som ædle menneskevenner, der for fremtidens og menneskehedens skyld kan dræbe menneskene med let hjerte og god samvittighed.

Nej, spørgsmålet om, hvorfor, det møder svaret i kristendommens prædiken: fordi Gud er blevet menneske i et lille barn og en korsfæstet mand, derfor er intet menneskeligt guddommeligt, men en synder for Gud - og syndere, der vil gælde for retfærdige, de øver bondedrab og folkemord.