I totalitarismens skygge

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2003, s.41-43.

"Hvad siger I til loven om etnisk ligebehandling?
Vi siger nej, og vi vil gå til angreb på dig fra første sætning i din ordførertale."

Det var Birthe Rønn Hornbech, der var kommet hen til mig på min plads i folketingssalen og havde spurgt til Dansk Folkepartis holdning til L 155, Forslag til lov om etnisk Ligebehandling. Vi var begyndt med at sludre hyggeligt om et foredrag, hun skulle holde i en kirkelig kreds i Haderslev, hvor hun og jeg havde været ganske enige om at kritisere den så udbredte skik med at tale om "værdier", når man talte om kristendom - men derefter kom hendes forsigtige spørgsmål om loven om etnisk ligebehandling. Hun var tydeligvis ikke vel til mode ved situationen. Jesper Langballe sad ved siden af mig, og vi havde begge været temmelig opbragte, da vi læste teksten i det lovforslag, som regeringen nu ville have det danske folketing til at sige ja til. Det forekom os utroligt, at en sådan lov kunne blive foreslået af Bertel Haarder, der jo - vidste vi - havde et klart blik for et totalitært samfunds karakteristikon. Og det forekom os lige så utroligt, at dette totalitære lovforslag skulle blive forsvaret af en Birthe Rønn Hornbech, hvis anti-totalitære hjerte og sindelag vi var lige så bekendte med. Vi måtte undre os. Men var besluttede på, at dette skulle ikke gå stille af.

Det var fredag 7. februar.

Og som det fjerde af en række lovforslag, fremsat af integrationsminister Bertel Haarder, optrådte L 155, loven om etnisk ligebehandling, hvis paragraf I lød således: "Loven har til formål at forhindre forskelsbehandling og fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse".

Paragraf 3, stk. I lød således: "Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller trediemands race eller etnisk oprindelse". Og i samme paragrafs stk. 4 hed det: "Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende".

For at ingen skulle være i tvivl om, at disse hjernevaskende foranstaltninger havde den danske befolkning som genstand, fastslog lovens paragraf 4, at "loven er ikke til hinder for, at specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til race eller etnisk oprindelse, opretholdes eller vedtages" - at det med andre ord skulle være tilladt at diskriminere den danske befolkning, fordi dette ville være "positiv diskrimination".

Og for endelig at fuldende lovens karakter af ensretning fastslog paragraf 7, at "hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 3, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat". Kort sagt: den anklagede skal bevise sin uskyld, mens anklageren kun skal påvise sin anledning til at føle sig fornærmet. En ophævelse af retssamfundets grundlag, ifølge hvilket al tvivl skal komme den anklagede til gode, og hvor det påhviler anklageren at bevise anklagen. Dette fundamentale princip ophævedes i dette lovforslag.

Vi havde været rystede, da vi læste det igennem.

*
Og det mest rystende var i grunden, at det altså blev fremsat af Bertel Haarder og forsvaret af Birthe Rønn Hornbech. Naturligvis kunne de forstå lovforslagets uhyrlighed. Naturligvis måtte det anfægte deres grundholdning, som det havde anfægtet vores.

Men de sagde ja til det.
Det var mig, der var ordfører, og som jeg havde sagt til Birthe Rønn Hornbech, ville vi angribe lovforslaget og dets forsvarere fra første sætning. Det gjorde vi også. Jesper Langballe og jeg var på talerstolen umiddelbart efter Birthe Rønn Hornbechs ordførertale og krævede hende til regnskab for hendes ubegribelige ja, og da jeg holdt ordførertale, begyndte jeg med at sige til Bertel Haarder: "Lad det være sagt ligeud: Dette er et lovforslag, som integrationsministeren skulle skamme sig over at fremsætte. Dette er et lovforslag med en så umiskendelig stank af totalitarisme og åndelig ensretning over sig, at det aldrig burde kunne vedtages i det danske folketing. Dette er et så utvetydigt udtryk for alt det hæsligste i nyere europæisk historie og politisk korrekthed, at det burde møde en massiv modstand i denne sal - og jeg er også sikker på, at integrationsministeren på bunden af sit hjerte er enig med mig."

Bertel Haarder rystede kritikken af sig med runde ord og en påstand om, at dette var en "fortolkningslov", som slet ikke var entydig . Han ville ikke forstå og talte udenom i ophøjet uforstyrrelighed. Politisk taktik. Birthe Rønn Hornbech, hvis samvittighed vi også udfordrede kraftigt, blev vred og krænket, hvad der for så vidt var hæderligere, men hun tog ikke derfor sin stillingtagen op til revision. Hun fortsatte med at forsvare denne uhyrlighed hårdnakket. Selvfølgelig forstod hun vores kritik. Selvfølgelig var hun i sit hjerte enig med os og ville i enhver anden sammenhæng have delt vores modstand. Men ikke her. I dette tilfælde gjorde hun og Bertel Haarder sig blinde og døve, hvad der selvsagt fører til, at denne totalitære lov vedtages, fordi hele venstrefløjen jublede over den.

Hvorfor denne ligegyldighed med det danske retssamfunds forfald?

*

Af én eneste grund: fordi det kommer fra EU.

I bemærkningerne til lovforslaget kom forklaringen: "Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre dele af et EU-direktiv om etnisk ligebehandling". Her blev det sagt! Når EU kræver gennemført totalitære foranstaltninger i medlemslandene, så parerer den danske regering ordre uden tøven, og regeringspartiernes ordførere forsvarer foranstaltningen med samme ufortøvethed. Vi har jo oplevet totalitarismen i Beate Winklers overvågningscenter i Wien. Lovforslaget om etnisk ligebehandling er af samme art. Forfølgelsen af "forkerte" meninger og holdninger. Interessen i at bruge lovgivningen ideologisk og kriminalisere det politisk ukorrekte. Trangen til at ophæve den ytringsfrihed og åndsfrihed, der er uforenelig med ethvert totalitært projekt.

Birthe Rønn Hornbech var for så vidt redelig nok, idet hun i debatten bemærkede, at hun ikke var villig til at bringe den europæiske union i fare ved at sige nej til dette EU-projekt. Jeg citerer det efter hukommelsen, men her bagefter føler jeg i grunden trang til at komplimentere hende for denne åbenhed. Det er ganske vist temmelig uhyggeligt, at man blæser på lov og ret for at støtte EU. Det er tankevækkende, at de danske regeringspartier - som i så mange andre sammenhænge har vist sig anstændige - ser bort fra danske betænkeligheder for at bakke op om EU.

Men det er dog ærligt at sige det.
Og det siger jo samtidig klart og tydeligt, hvad EU i virkeligheden er. I dette nummer af Tidehverv bringes Monica Papazus tankevækkende essay om det sækulære Tyrkiet, som jo slet ikke er sækulært, men er en politisk totalitarisme af den art, som Oplysningstiden og den franske revolution indførte i Europa. I Tyrkiet står en religiøs totalitarisme, islam, over for en politisk totalitarisme, Kemal Atatyrks sækularisme. Begge dele er ganske uforenelige med Europas åndelige baggrund. Men når Europa forskriver sig til EU, øver Europa vold imod Europas egne forudsætninger, og så er det, at en så indlysende mesalliance som Tyrkiets optagelse i EU kommer på tale og af EU's ledere overvejes i fuldt alvor.

Som introduktion til Monica Papazus essay bringes den appel til de europæiske, statschefer, som en række italienske personligheder har rettet. Det er også tankevækkende og klarende læsning. Vi har virkelig grund til at håbe, at en sådan røst fra den europæiske virkelighed må vinde ørenlyd hos dem, der er sat til at forme Europas fremtid. Vi må næsten bede til, at statscheferne ikke vil gøre som danske politikere: lukke øjne og øren for en uhyggelig, totalitær linie for derved at holde liv i EU.

*
For en måneds tid siden holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen foredrag i landstingssalen på Christiansborg om EU's fremtid. Vi var mange, der lyttede til ham i tillid og respekt, fordi han dels har klaret formandsskabet i EU så fremragende, dels synes at sidde inde med en skepsis over for den overnationale udvikling, som virker befriende. Han begyndte også godt. Han begyndte med at sige, at for ham er EU "et fællesskab af nationalstater".

Men derefter skitserede han en linie, som ophæver nationalstaterne i Europa. Alt, hvad der er det særlige i den europæiske tradition, respekten for de nationale forskelligheder, sansen for de enkelte folks selvstændighed, viljen til at bevare nationernes identitet og historiske oprindelighed - alt syntes at forsvinde i statsministerens foredrag. Fælles "grundlov"! fælles "præsident"! Der tales i fortsættelse af sådanne tanker om at "genforene" Europa. Men der er intet at genforene, for Europa har aldrig været eet. Napoleon og Hitler har søgt at forene Europa, men Europa er et fællesskab af nationalstater og har derfor altid sagt nej til sådanne tyranner. EU er fortsættelsen af en totalitær tradition, som til held for Europa er blevet afvist af de europæiske nationer.

Det er en katastrofe, hvis totalitarismen vinder sejr og i forlængelse heraf allierer sig med Tyrkiet.

Birthe Rønn Hornbech, Bertel Haarder, Anders Fogh Rasmussen - vi havde grund til at forvente noget bedre.