Af Søren Krarup. Tidehverv, 2004, s.113-114.

Fornylig fik jeg endnu et formaningsbrev fra sognepræst Svend Aage Nielsen i Toreby. Jeg ved ikke, om det er på grund af vores fælles ungdom, hvor vi begge som netop hjemsendte soldater i januar 1958 begyndte i hebraisk hos manuduktør Zwicky i Store Kannikestræde, og hvor den lattermilde fynbo var lige så forvirret som jeg over de nye, underlige skrifttegn, men siden den fynske student blev forvandlet til en højtidelig prælat, har han fra tid til anden formanet mig indstændigt. I de senere år på grund af Tidehvervs udgivelse af Martin Luthers bog "Mod tyrken og jøden". Svend Aage Nielsen er meget forarget. Han nægter at læse Luthers skrift på anden måde, end nazisterne gjorde det. Han finder det fatalt, at Tidehverv oversatte og udgav bogen fra 1543 "Om jøderne og deres løgne".

I begyndelsen besvarede jeg hans formaningsskrivelser og gjorde ham opmærksom på, at Luther ikke er antisemit. Han hetzer ikke imod jøderne i deres egenskab af folk eller race. Men han befinder sig i et grundlæggende modsætningsforhold til den jødiske bibellæsning og teologi, og som kristen forkynder siger Martin Luther et klart og tydeligt og højst nødvendigt nej til denne forfalskning af bibelen og Kristus.

Samtidig gør han øvrigheden i Tyskland opmærksom på, at den har et ansvar for, at evangeliet kan forkyndes i landet, og tillige understreger han i den forbindelse forskellen på at være vært og være gæst. jøderne er gæster i Tyskland og skal derfor ikke forulempe det kristne folk med alskens bagvaskelse og forfølgelse. Det er værten, der er vært i sit eget hus, og vil gæsten være i huset, skal han respektere husordenen og værten. I den forbindelse foreslår Luther nogle drakoniske forholdsregler mod aggressive og hetzende gæster - og disse forholdsregler, der udspringer af samtidens skik og brug, kan vi ikke tage alvorligt i dag. Men derfor er grundsynspunktet dog rigtigt: at hvor kristendommen er vært, er jødedommen gæst, og gæsten skal respektere værtens husorden og hjemstedsret.

For neutraliteten er en umulighed. Det er denne grundforståelse af samfund og menneskeliv, der ligger bag Luthers skrift. Det har jeg gang på gang søgt at forklare Svend Aage Nielsen. Neutraliteten er en umulighed, og vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.

Hvor kristendommen har hjemme, er jødedom og islam gæster, og i det kristne hjem skal gæsterne ikke understå sig i at forfølge og håne værten.
For neutraliteten er en umulighed.

Jeg gør mig ingen illusioner om at kunne få Svend Aage Nielsen til at forstå dette, men det er en skam, at han og med ham den herskende offentlighed i Danmark i dag forskriver sig til løgnen om neutralitet under dække af religionsfrihed og nu også religionslighed, for, som Luther sagde, så betyder det, at vi spiller vort land, vort folk og også vor kristendom i hænderne på en fanatisme, som sigter efter at få magten og herredømmet over os.

Jo, jøder og muslimer skal have frihed til at tro, hvad de vil. Ingen kan og skal tvinges til tro. Netop dette forkynder kristendommen. Men dermed er ikke sagt, at jødedommen og islam skal have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært, er jødedom og islam gæster. Det er os, der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land, i hvilket den kristne kirke er den danske folkekirke og understøttes af den danske stat.
For neutraliteten er en umulighed.

Det er imidlertid benægtelsen af denne urealistiske forståelse af menneskelivet eller af den menneskelige virkelighed, der er nutidens grundlæggende illusion, og også for at undsige den udgav vi Martin Luthers teologiske skrift "Mod tyrken og jøden". I det offentlige og officielle Danmark af i dag skal alting i grunden være ligemeget, for her er netop neutraliteten gjort til sandheden. Forskellen på kristendom og islam - den må ikke spille nogen rolle, for vigtigere end erkendelsen af denne forskel er troen på den neutrale virkelighed, hvor man i lighedens hellige navn ikke vil hævde nogen forskel på sandhed og løgn, værter og gæster. Spillereglerne bliver gjort til det vigtigste. Formen er væsentligere end indholdet. I forlængelse af en sådan overtro på neutralitetens mulighed begynder derfor det offentlige Danmark at foreslå en adskillelse af stat og kirke, for hermed er neutraliteten jo gjort til herskende princip.

Og at sandheden er, at man således åbner døren på vid gab for en islamisk fanatisme og herskesyge, som kun ønsker at benytte en dansk naivitet og overtro på det neutrale menneskeliv til at få magten i landet og udrydde religionsfriheden og lade shariaen blive hellig og eneste lov i samfundet - det fatter det offentlige Danmark ikke et ord af, fordi det tror på neutralitetens mulighed.

Vi møder det igen og igen. Vi møder det f.eks. i folketinget, når Venstre med Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbech sætter kikkerten for det blinde øje og i frihedens navn nægter at forholde sig realistisk til det muslimske tørklæde. jeg er ikke minister for leverpostej og tørklæder, erklærer Bertel Haarder med en grundtvigsk gestus. Nej, men kun, hvor kristendommen sætter dagsordenen, er en sådan frihed og gestus mulig. Og tørklædet er den muslimske agitation for, at ufriheden skal herske, fordi shariaen skal være loven i landet. Det begynder med tørklædet, som det så rigtigt siges i bogen "I krigens Hus", og dermed er dette tørklæde naturligvis ikke noget blot formelt. Det er et åbent angreb på den frihed i det verdslige, som kun kristendommen kender og hævder. Og hvor man springer den kristne forudsætning over og gør den til almen, neutral lære, dér forråder man den religionsfrihed og verdslighed, der er kristendommens frugt.

Eller har Bertel Haarder mødt nogen sans for det sekulære i noget islamisk land? Giver det grundtvigske "frisind" mening i noget land, hvor shariaen og det muslimske tørklæde hersker?
Således fortrænger oplysningstidens dyrkelse af en abstrakt frihed og lighed den frihedstradition, som kristendommen sætter, og som naturligvis har sin rod i evangeliets adskillelse af åndeligt og verdsligt regimente, af Guds og kejserens rige, og det siger sig selv, at denne dyrkelse af formen og abstraktionen er endnu mere udpræget hos dem i folketinget, der ikke har noget forhold til det grundtvigske.

Som f.eks. Det radikale Venstre.
Lørdag 8. maj var der en helsidesannonce i Berlingske Tidende, indrykket af dette parti, som spurgte: "Er Europa kun for lyshårede kristne?" Og som svar på dette begavede spørgsmål hed det i teksten: "Skal Tyrkiet kunne være med i EU? Eller er det en klub for lyshårede kristne? Selvfølgelig skal der være plads den dag, Tyrkiet er en retsstat med respekt for både menneskerettigheder og folkeret. Ligesom der var plads til de andre lande, der opfyldte EU's krav. Det handler om at styrke freden, stabiliteten, den økonomiske fremgang og det enkelte menneskes muligheder".

Jeg skal ikke opholde mig ved den rent racistiske tankegang, overskriften udtrykker, men nøjes med at spørge: Findes der en sådan retsstat i noget islamisk land? Er denne forestilling om en abstrakt "ret", løsrevet fra de konkrete forudsætninger, andet end en fiktion, beregnet til at dølle og fordumme europæere, som har glemt deres egen kulturs forudsætning? Er denne annonce ikke et kompromitterende vidnesbyrd om den overfladiskhed. der spiller på bordet i den danske debat, og som i sin overtro på neutralitetens mulighed trækker grunden væk under både Danmark og Europa?

Jeg tror ikke, at jeg orker at skrive endnu en gang til Svend Aage Nielsen. Jeg tror ikke, at han kan og vil forstå forholdet.
Men dér, hvor tingene bliver afgjort, er der grund til at skrive og tale meget højt. Det offentlige, herskende Danmark skal tvinges til at begribe sammenhængen og dermed alvoren i dette spørgsmål.

Hvis ikke vi ser i øjnene, at neutraliteten er en umulighed, graver vi vores egen grav.