Af Søren Krarup. Tidehverv, 2004, s.133-134.

Da Tidehvervs sommermøde var forbi, gav Hans Nielsen mig ved afskeden et manuskript i hånden og bad mig læse det ved lejlighed. Det anede mig, hvad det handlede om. Hans Nielsen er fhv. lærer, og han var især redaktøren af "Forældrebladet" i slutningen af 1970'erne, hvor han i sit blad og sin deraf følgende offentlige virksomhed gjorde et stort og nødvendigt arbejde for at modarbejde socialdemokratismens og Ritt Bjerregaards skolepolitik. Vi havde jo fået en ny skolelov i 1975, som har netop Ritt Bjerregaards umiskendelige stempel, og på baggrund af 30 år er det ikke overdrevent at kalde denne lov for en kulturel og folkelig katastrofe.

Hermed holdt 68-bevægelsen sit magtfulde indtog i den danske folkeskole. Hermed blev dansk kultur, tradition og historie trængt ud af folkeskolen til fordel for ny-marxistisk ideologi og ideologisk humanisme. Forbindelsen mellem kristendommen og den danske folkeskole blev brudt. Morgensang blev trængt ud af skolen af missionerende 68-lærere. Bibelhistorie og Danmarkshistorie og overhovedet ethvert historisk og dermed nationalt perspektiv blev sat på porten.

Tilbage blev en dansk folkeskole, som var alt andet end dansk og som derfor heller ikke kunne være folkets skole, men højst en skole for en klasse af politisk korrekte lærere og missionærer.

Denne udvikling gik Hans Nielsen til modstand imod med "Forældrebladet", og det var rigtigt, når Niels Carl Lilleør dengang kaldte bladet for en sten i strømmen. Her blev 68-strømmen netop sat i perspektiv og bekæmpet af en pædagogik, der tog udgangspunkt i åndelig frihed og historisk bevidsthed. Hans Nielsen gjorde et fortræffeligt arbejde. Efter en række år med gode numre, præget af opgør og debat, måtte "Forældrebladet" gå ind, men som med andre sten i strømmen gjaldt det også her, at der var blevet skabt en basis for modstand mod en ideologisk strømning, der førte til åndelig og folkelig destruktion.

En generation efter 1968 er linien jo blevet kun alt for klar. Det var det danske folks hidtidige grundlag, 68'erne bevidst søgte at eliminere. Indvandring og multikulturalisme er jo blot de logiske konsekvenser af 68. Skoledebatten handlede om meget mere end skolen. Det var en kulturkamp.
Og Hans Nielsen var her en af dem, der forstod dette og gik til modstand.

Jeg gættede på, at hans manuskript var endnu et bidrag til kulturkampen. Og i den forbindelse meldte sig en undren.
Begrebet kulturkamp er jo nemlig kommet til ære og værdighed med den regering, der kom ud af valget 20. november 2001, for statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort netop dette begreb til selve kernen i den nye regerings arbejde. Resultatet af regeringens indsats står og falder med udfaldet af den kulturkamp, der foregår, har Anders Fogh Rasmussen sagt, og vi er nogle stykker, der er hjerteligt enige med ham, og som efter evne vil støtte og hjælpe ham i kulturkampen. Opgøret med den politiske korrekthed. Opgøret med kulturradikalismen. Opgøret med 1968-ideologien.

Dette er det første fornødne, og hvor befriende har det ikke været, at en dansk statsminister kunne og turde se og sige det.
Så meget mere forstemmende har det været at se, hvor svagt og selvmodsigende regeringen har handlet på det område, der mest af alle har med kulturkampen at gøre. jeg taler om uddannelsesområdet. Her står jo i hvert fald slaget. Her skal folkeskolen atter få et indhold af en dansk folkeskole. Her skal åndelig frihed og historisk bevidsthed trænge ideologisk ensretning og historieløshed ud. Her kan en ny regering virkelig gøre en forskel i forhold til Ritt Bjerregaard & Co. fra 1975.

Men det er ikke sket. Anders Fogh Rasmussen har sat en undervisningsminister i denne betydningsfulde stol, som åbenlyst for alle ikke har været i stand til at foretage det opgør med en afsporet fortid, som var nødvendigt. jeg vil ikke være for hård ved Ulla Tørnæs. Hun er utvivlsomt fuld af god vilje. Men hun har ikke den historiske bevidsthed og heller ikke den politiske hårdhed, som er nødvendig for at kunne dreje folkeskolen og uddannelsesområdet. Det er min fornemmelse, at hun er voks i hænderne på de 68-embedsmænd, der befolker hendes ministerium. Hun kan slet ikke tage det op med dem.

Og resultatet er blevet folkeskolereformer og gymnasieforlig, som ikke blot ikke gør op med 68-bølgen, men som direkte fortsætter og udbygger den.

I en regering, hvis motto er kulturkampen! Som undervisningsminister i Anders Fogh Rasmussens regering!
Det er underligt, men det er også sørgeligt. Nu bestormer gymnasielærere bl.a. mig med klager over gymnasiereformen. De siger og skriver, at det er en katastrofe for det faglige niveau. De siger, at det er lødighedens og faglighedens død. Hvordan har I kunnet tillade det? spørger de. Og brødebetynget må jeg svare, at jeg ikke har haft mulighed for at forhindre det, og for mig selv må jeg spørge, hvordan det har kunnet ske i kulturkampens situation. Vi havde grund til at forvente noget andet.
Men må se i øjnene, at ødelæggelsen af skolen i Danmark fortsætter.

I denne situation har jeg Hans Nielsens manuskript med særlig interesse, og jeg må konstatere, at her lyder den tone og sættes den problemstilling, der burde have hersket på uddannelsesområdet efter 20. november 2001. Hans Nielsen har nu ikke børn, men børnebørn i den danske skole, og det skærer ham i hjertet, når han nu oplever, hvad børnebørnene kommer ud for, og hvorledes de far deres virkelighed forvirret og forfalsket af den holdning eller holdningsløshed, der hersker i dagens danske folkeskole. Og Hans Nielsen tager sig på at beskrive og indholdsbestemme holdningsløsheden. "I dag er der rundt omkring spredt mistillid til skolen. Nogle mener, det er galt med det faglige, andre, at det er galt med opdragelsen. Nogle taler om rundkredspædagogik som fejlen osv. Men man mangler et samlet og gennemtænkt opgør med ideologien og dens skadevirkning i skolen. Det mener jeg at kunne hjælpe med. Selv om jeg har beskæftiget mig med alt muligt andet end at være lærer i 25 år, har jeg fulgt med og længe ønsket at skrive om, hvad det er, der er gået galt, og hvordan. jeg har forsøgt at komme i gang mange gange, men har givet op lige så mange gange.
Nu har jeg 5 børnebørn i skolen, og det har sat gang i adrenalinen og motivationen. Nu skal det være."

Og det bliver det så. Hans Nielsen går til opgøret med den eksisterende folkeskole med større ro og overblik end tidligere, og det gør efter mit skøn hans opgør stærkere. Han trækker situationen op med den varsomme omhu, der kommer af børnebørnene. Stilfærdigt skildrer han, hvad de møder. Og stilfærdigt afslører han, hvorledes de møder manipulation, usandfærdighed og i sidste instans umenneskelighed i den skole, der vil gøre sig til Big Brother for dem.

Han udnævner en amerikansk pædagog ved navn Howard Gardner til at være den profet, der hersker på det pædagogiske bjerg. Og han viser, hvorledes denne profet forfalsker folkeskolen - bl.a. ved at være i dyb modsætning til indholdet af dansk kultur. Det etiske spiller en stor rolle, fremgår det. Men dette "etiske" er grundlæggende uetisk ved at ophæve menneskets skyld og ansvar i manipulationens og eksperimentets behandlersyge.

Skolen kom med skoleloven af 1975 i ideologiens vold; men landet, Danmark, var stadig Danmark, og der blev derfor ikke ansat politiske kommissærer til at holde øje med, at lærerne øjeblikkeligt skiftede til de rette holdninger. Derfor fortsatte mange lærere en tid med at arbejde nogenlunde, som de altid havde gjort, da skolen var en FOLKESKOLE. I dag er ideologien enerådende. Det drejer sig selvfølgelig ikke mere om en doktrinær marxisme; men menneskesynet og samfundssynet er alt i alt identisk med marxismens og lige så uforeneligt med vor arvede kristne kultur."

Jeg går ud fra, at Hans Nielsen har givet mig sit manuskript for at høre min vurdering af indholdet og om en evt. udgivelse. Jeg synes, det er utrolig væsentligt, hvad indholdet angår, og jeg vil meget ønske, at manuskriptet udkommer i bogform. Det trækker den problemstilling op, der er af afgørende betydning for folkeskolen, og det bidrager til at åbne øjenene for det opgørs nødvendighed, som er vort første fornødne.

I denne kulturkamps tid.