Af Søren Krarup. Tidehverv, 2004, s.25-26.

Set fra Tidehverv er kulturkampen fornøjelig. Vi følger den med interesse.

For hvad handler kulturkampen om? Svar: Den handler om Tidehverv. Det gør den faktisk. For hver gang kulturkampen dukker op i offentligheden - og den dukker ustandseligt op - så anes i det fjerne en størrelse, det hele drejer sig omkring, og det viser sig forunderligt ofte at være Tidehverv. Elskværdige læser: Det er dette beskedne blad, der sætter dagsordenen. Det er i anledning af, hvad Tidehverv har sagt og siger, at den politiske korrekthed i det officielle Danmark slår syv kors for sig. Det er os, der sidder som den lille djævel eller den store forargelse og udgør anledningen og forklaringen.

Se nu blot den danske folkehøjskole og den organiserede grundtvigianisme. Begge dele vil så inderligt gerne gøre sig gældende - folkehøjskolen for at få elever og indtjening, grundtvigianismen for at opnå anerkendelse og anseelse. Hvad gør folkehøjskolen og grundtvigianismen så? I dagens Danmark? Jo, man tager kraftigt afstand fra Grundtvig, den rigtige, levende, betydningsfulde Grundtvig, der har skabt både højskolen og det grundtvigske ~ og hvorfor? Fordi Grundtvig i dag har de forkerte venner. Sådan siger både folkehøjskolen og grundtvigianerne. Så selvstændige er de. Og elskværdige læser: Hvilke er mon disse forkerte venner? Man må gætte én gang. Og hvis man er i tvivl om svaret, så kan man læse i Information og JyllandsPosten 6. januar, hvor Kim Arne Pedersen, leder af Center for Grundtvig-studier på Aarhus Universitet, oplyser, at problemet er Tidehverv og Dansk Folkeparti. Det er disse to, der er de forkerte venner. Da det også er hos disse to, at man tager Grundtvig alvorligt og synger hans salmer og sange og læser hans tekster, er problemet stort. Hvad gør grundtvigianismen, når den ikke tør være grundtvigsk?

Så løber den fra det hele og fra sig selv allermest, for vigtigere end alt andet er det i kulturkampen at holde sig venner med den politiske korrekthed.

Hvad drejer det hele sig om?
At Tidehverv har givet kulturkampen alvor og mening.
Eller se blot, hvorledes en henvisning, der kan føres tilbage til Tidehverv, får den politiske korrekthed til at sætte hælene i og råbe: Vi benægter fakta!

Inde i bladet har Majken Frost en omtale af en helsidesartikel i Weekendavisen 23. december. Her tog forfatteren Leif Davidsen, der efterhånden er kommet til at symbolisere alt, hvad der er pænt og korrekt, udgangspunkt i den bog, "Kære Søren", der består i en brevveksling mellem Søren Pind og mig, og hvor især Søren Pind roser 1950'erne som et årti, der havde mange af de kvaliteter, som nutiden mangler - et anstændigt skattetryk, en national vilje, en kundskabsorienteret folkeskole, en respekt for hjemmet og husmoderen. Alt sammen tin , som Danmark anno 2004 så sørgeligt savner.

Men på den politiske korrektheds vegne tager Leif Davidsen sig på at dokumentere, at det passer slet ikke. 1950'erne har i virkeligheden aldrig eksisteret. Virkeligheden var slet ikke til. Leif Davidsen er ganske vist født i 1950 og har kun haft Bogense som oplevelsescirkel i sin grønne barnealder, men sligt forhindrer ham ikke i at påstå, at vore mange og lange erfaringer fra 1950'erne slet ikke passer. I hvert fald ikke i Bogense. I hvert fald ikke med Leif Davidsens nuværende ideologiske udgangspunkt.

Virkeligheden har slet ikke været til - det er hans artikels komiske indhold, og hvad kommer denne komik al? Ganske rigtigt: Af én eneste grund - fordi det er de forkerte, der har fremhævet 1950'erne. Så rykker denne ridder af de banale synspunkter i felten og "beviser" med baggrund i Bogense samt alskens statistik og fordomme, at Søren Pind og jeg tager fuldstændigt fejl. Vi var slet ikke glade for at leve i 1950'erne - vi, der gjorde det. Vi havde slet ikke gode erfaringer - vi, der havde det. Vi tager ganske fejl - vi, der udtaler os om Danmarks nyere historie, fordi vi oplevede den.

Og at vi slet og ret fortæller erindringer, gælder ikke for den politisk korrekte historieskriver, for naturligvis kan historien ikke være sand, når Tidehverv fortæller den. Igen den samme automatik. Igen den samme negative afhængighed af os.
Det er Tidehverv, der sætter problemstillingen og debatten, og således har kulturkampen hele tiden et bestemt omdrejningspunkt.
Vi konstaterer vores indflydelse med skamløs fornøjelse.

Eller når Ole Grünbaum i samme Weekendavis, kun en uge senere, tager sig på at begrunde, at "virkeligheden er transnational". Hvorfor får denne ikke ukendte påstand Anne Knudsens ugeblad til at rydde sin debatside for at give plads til en lang, lang artikel, der fortrænger de normale, korte indlæg? Igen: Man kan jo gætte. Man kan blot spørge sig selv, hvem det er, der har sagt, at virkeligheden altid er national. Man kan overveje, hvem det er, redaktøren vil modsige ved hjælp af Ole Grünbaum.
ja, ganske rigtigt!

Og Ole Grünbaum er i hvert fald mere spændende og læseværdig end Leif Davidsen, for i sin rablende ordstrøm og kaotiske produktivitet siger Ole Grünbaum ting, som ikke er banale. Hans skildring af nutiden er ikke uden videre ved siden af.
Bortset fra i det helt grundlæggende.

Hans påstand er nemlig, at "den politiske revolution tabte - og gud ske tak og lov for det. Men kulturkampen vandt". Og kulturkampen er for Ole Grünbaum den markedstænkning, der får alle gamle grænser til at falde. "Markedet kører med klatten. Den nye markedskapitalisme oversvømmer os med billige produkter og overskrider konstant grænser, kulturelle såvel som geografiske. Siden 60-oprøret og dets politiske følger i 70'erne er det markedet, som har ændret samfundet, markedet, som har gjort det hele sjovere, med computere, internet, billige rejser, globale medier med frisprog omkring sex, etnisk mad og café latte på fortovskafeen ikke at forglemme ... Kulturkampen havde været i gang siden salig Freud, men i 67-68 blev der blæst i trompeterne uden for det gamle samfunds mure, og de faldt. De faldt tilsyneladende uden megen modstand, da slaget endelig stod. Men det var, fordi murene var stærkt eroderede af årtiers kamp".

Og i dag gælder det derfor ifølge Ole Grünbaum, at "det nationale har mistet sin handlekraft og er blevet en matrix, vi trækker ned over øjnene, og som gør os blinde for virkeligheden. Vi tror, vi er danskere, tyskere, svenskere og så videre - men i realiteten er vi alle med i et transnationalt projekt ned til detaljerne i vore liv såsom de idéer og produkter og mennesker, vi interagerer med.

Det postmoderne individ indgår i alskens transnationale netværk. Det er virkeligheden i det 21. århundrede, og når Søren Krarup vil revitalisere nationalstaten og gammelkulturen under devisen "virkelighed fremfor ideologi" - en retorik, som Fogh har overtaget så er det ren ideologi. Virkeligheden er nemlig transnational."

Hermed står diskussionen, hvor det giver mening at føre den, for her står spørgsmålet tilbage: Hvad er det at være menneske? Har Ole Grünbaum ret i, at mennesket er et produkt af markedet, at mennesket er eet med computere, internet, billige rejser og café latte på fortovskaféen? Er dette virkeligheden?

Det er et synspunkt at hævde det. Der er både sammenhæng og konsekvens. Mennesket på markedets betingelser og derfor i evigt opbrud, bevægelse og tilknytning dertil, hvor tilbuddet er bedst og café latte billigst.
Dette menneske kalder Ole Grünbaum virkelighed. jeg kalder det tomhed, rodløshed, åndløshed, umenneskelighed.

Men det er herom, kampen står - kulturkampen, striden om, hvad det er at være menneske og hvad derfor det danske menneske eller Danmark har som mål og mening med sit liv.

jeg spørger: Er mennesket blot en bøje, som markedets blæst går igennem og som udstøder lyde, der udtrykker markedets øjeblikkelige indretning? Er mennesket kun "produkt" eller "offer" eller "klient" - alt afhængigt af, hvilken magt markedet regeres af?

Eller er der noget, som mennesket har kært, og som binder og begrænser det? Har mennesket en skyld, et ansvar, en historie og en historisk given sammenhæng, som er virkeligheden? Er der noget, der hedder hjerte - med den udstødte Grundtvig:

Modersmål er vort hjertesprog,
Kun løs er al fremmed tale,
Det alene i mund og bog
Kan vække et folk af dvale.