Hjertets ondskab helt igennem

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2004, s.49-50.

Torsdag 5. februar kl. 10.15 var forskningsminister Helge Sander i åbent samråd i Folketingets forskningsudvalg. Det var mig, der havde indkaldt ham til det, og anledningen forklarede jeg således, da jeg som den første fik ordet af udvalgsformanden:

'Jeg har bedt om dette samråd, fordi der er et principielt problem, der ligger mig på sinde, og som jeg længe har ønsket at drage frem og drøfte offentligt. Dette handler nemlig ikke om en privat vendetta, som forskellige folketingsmedlemmer har været så elskværdige at mene. Men det handler om, at der i stigende grad finder en sammenblanding sted af videnskab og politik, for ikke at sige propaganda, som det forekommer mig nødvendigt at sige fra overfor eller i hvert fald at drøfte især i det forum, der er ansvarligt for forskningens vilkår her i landet.

Når jeg nemlig rejser sagen her i forskningsudvalgets er det ikke blot for at få offentlig opmærksomhed på problemet, men det er også, fordi jeg ønsker, at der herfra skal sendes et signal om, at der er forskel på videnskab og politisk-ideologisk aktivisme. Videnskaben skal søge sandheden, og videnskabsmænd eller personer med tilknytning til den videnskabelige verden skal ikke og må ikke bruge videnskabens autoritet, når de er ude i deres eget politisk-ideologiske ærinde. Det er dette, jeg ønsker fastslået med syvtommersøm, Og det er derfor, jeg har ønsket problemet behandlet her.

Sammenblandingen af videnskab og politisk aktivisme har fundet sted i stigende grad i det sidste år, men min direkte anledning til at rejse sagen nu er naturligvis at finde i det forsøg på karaktermord, jeg har været genstand for på det seneste, og hvor taktikken hele tiden var, at "videnskaben" dokumenterede de meget grove anklager. Men jeg har flere tilfælde af samme praksis, hvor det videnskabelige liv eller universiteterne direkte går ind i en politisk nærkamp med brug eller misbrug af den videnskabelige autoritet, og jeg finder det nødvendigt, at det bliver slået fast, at videnskabsmænd ikke sidder inde med en højere sandhed, når det gælder alment menneskelige og politiske forhold. Der er dermed ikke tale om en begrænsning af deres ytringsfrihed. Men der er simpelt hen tale om en fordring om redelighed.

Dét er mit anliggende i dag. jeg håber, at der fra dette samråd kan udsendes en påmindelse om, at forskellen på videnskab og politik skal respekteres og hævdes. En selvfølgelighed, javist. Men en selvfølgelighed, som ikke er selvfølgelig i dag, og som derfor skal indskærpes. Det er såmænd i al enkelhed mit ærinde. Vil forskningsministeren ikke sige med sit embedes vægt, at der er forskel på forskning og propaganda - så at løgne og rygter f.eks. ikke skal gælde for sandhed, fordi en fhv. autonom, ansat på sociologisk institut, giver rygterne ud for at være videnskabeligt bevist?"

Disse var ordene. Helge Sander svarede i en længere erklæring, der kom ind på flere forhold, men hvor svaret vedrørende samrådets spørgsmål forekom mig ganske klart: forskningsministeren slog fast, at videnskaben ikke har adkomst til at gå uden for sit eget område og ikke må optræde som sandhedsvidne i ikke-videnskabelige anliggender. Hermed var jeg tilfreds og takkede for svaret. Udvalgsmedlemmer fra S, R og SF hørte til i tavshed. Punktet var afsluttet.

Baggrunden for samrådet var som nævnt at finde i de oplevelser, jeg selv har haft i den senere tid, og som slutter sig nøje til lignende misbrug af "forskere". I Henrik Gade Jensens tilfælde var det en fhv. autonom, René Karpantschof, nu ansat på sociologisk institut, der havde været "videnskabelig" autoritet i forfølgelsen af kirkeministerens pressetalsmand. Rygter og løgne gjort til den højeste sandhed. På samme måde har Syddansk Universitet brugt sin status som universitet til at overtale danskerne til bedst "at affinde os med, at også vi bliver et multikulturelt samfund". Tilsvarende har AMID-forsker Ulf Hedetoft som forsker agiteret for det multikulturelle samfund. Og dr.scient.pol. Hans Mouritzen fremkom i sin bog i det såkaldte magtudredningsprojekt med politisk-ideologiske påstande, der ikke blot var sagligt meningsløse, men også så åbenlyst agitatoriske, at Jesper Langballe og jeg som bekendt indklagede ham for Udvalgene vedrørende videnskabelig Uredelighed - hvilken klage hans kolleger ikke uventet afviste.

I Informations kampagne imod mig var det lektor Palle Roslyng-Jensen, der misbrugte sin ansættelse ved Københavns universitet til at legitimere kampagnen og give dens grove anklager et skær af troværdighed. Hen over forsiden på den fhv. modstandsavis stod 12. januar med store typer, at "Søren Krarup anklages for jødehad", og nede i artiklen udtalte Roslyng-Jensen: "Der er ingen tvivl om, at Søren Krarup bedriver racetænkning. Det er helt klart".

Som det vil vides' kom det i DRs Deadline frem for åben skærm, at denne stortalende "forsker" slet ikke havde læst min bog om Harald Nielsen. Han havde derfor heller ingen anelse om, hvad der lå i det udtryk om Georg Brandes, som eg havde anvendt i forlængelse af Jakob Knudsens fødselsdagsartikel til Brandes' 70 års fødselsdag i Politiken 18. februar 1912. Han var kort sagt fuldstændigt uvidende om den sag, om hvilken han arrogant og kategorisk havde udtalt sig som videnskabelig autoritet for at bidrage til Informations hetz.
En fornem type på en forsker...

Det er snart 50 år, siden jeg arbejdede med Harald Nielsens forfatterskab og skrev min bog om ham, og foranlediget af denne smudsige kampagne er jeg i erindringen vendt tilbage til dengang, jeg læste den fortiede og udstødte forfatter og blev optaget af hans forfatterskab. Hvad var årsagen? Hvad står der i bogen?

Det var først og fremmest Harald Nielsens tale om, hvad det er at være menneske, der betog mig. Hans første bog, "Moderne litteratur" fra 1904, er nok et begyndende opgør med Georg Brandes' litteraturkritik, men det er især et opgør med naturalismens opfattelse af mennesket som et blot biologisk og socialt væsen. Det var menneskelivet som skyld og ansvar, der lå i hans tidlige forfatterskab, det var mennesket som den ansvarlige i modsætning til den kun fungerende og sig selv udfoldende, der bar hans opgør med naturalismen mest i bogens sidste store afhandling "Om realisme". Verden er dyb, og kun de flade ånder fatter det ikke, havde Johannes Jørgensen skrevet i 1890'erne i sit symbolistiske opgør med brandesianismen, men denne æstetiske position var ikke Harald Nielsens. Han var etiker, ikke æstetiker. Han konverterede ikke til Romerkirken og bosatte ikke i Italien, men vidste sig hjemmehørende i Danmark og vedgik arv og gæld. Det kommer bl.a. til udtryk i hans fremragende essav om Jakob Knudsen, også i "Moderne Litteratur". Og det var baggrunden for hans dybtgående opgør med radikalismen.

jeg fristes til at blive højtidelig og sige, at jeg i hans forfatterskab fandt føde for sjælen. Min bog om Harald Nielsen rummer i sin indledning et afsnit om den fotografisamling 'Vi Mennesker", der blev vist i Danmark i slutningen af 1950'erne og udkom som bog, og i opgøret med denne fotografisamling siger bogen egentlig tydeligst, hvad hele ærindet var. jeg skriver, at samlingens hensigt var rent agitatorisk: "Den havde en hensigt, og hensigten kom frem blandt andet i det billede fra Indonesien, som havde malet ned ad en sporvogn, at alle mennesker er født lige". Og så skriver jeg: "Men den lagde derved en udvendig hensigt ind i det, der kun kan opfattes indefra, og den modarbejdede på denne måde det naive og umiddelbare, som gjorde udstillingen så sand ... Ved politisk at ville lighed opløste den den lighed, der er menneskelig på tværs af politik ... Når man opløser forskellene, opløser man det virkeligste i tilværelsen, man udrydder det oprindeligste i mennesket, det, som ud over alle grænser lader kærlighed og medfølelse spire frem. Forskellene gror ud af ærlighed. Men kun i ærlighed kan livet være til." Dette tema bærer bogen. Eller denne etisk forpligtede eksistensforståelse er dens anliggende. Det er, hvad der står.

Og i en sådan bog af en 22-årig forfatter sidder altså disse afstumpede, propagandistiske, hetzende journalister og "forskere" og leder med lup efter ord og vendinger, der kan mistænkeliggøres - uden at læse og fatte noget som helst af meningen med bogen. Det er netop afstumpethed.

Eller det er, hvad Rudyard Kipling skrev om den engelske kulturradikalismes ledende skikkelse Lytton Strachey: "Hjertets ondskab helt igennem".