Det delte Danmark

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2005, s.117-118.

Ritt Bjerregaard er ikke blot ude efter overborgmesterposten i København, hun er også ude efter privatskolerne i hovedstaden. De er ikke sociale nok, siger Ritt Bjerregaard. De giver med statsstøtte plads til velstillede forældres børn, der således ikke frekventerer folkeskolen, og på den måde mister folkeskolen mulighed for at være folkeskole - med statsstøtte.

Det er jo ikke helt forkert. Folkeskolen er folkeskole ved at være hele folkets skole, og hvis dele af folket forskanser sig i privatskoler, mister folkeskolen sin folkelighed og bredde. Det er ikke helt forkert.

Og fordi det ikke er helt forkert, vil Ritt Bjerregaard nu skære privatskolernes statsstøtte ned for at tvinge forældrene til at "påtage sig et større socialt og samfundsmæssigt ansvar".

Men hvad den moralsk forargede Ritt Bjerregaard glemmer, det er at spørge om, hvorfor det er gået sådan - hvorfor forældrene i København svigter folkeskolen for at sende deres børn i private skoler. For det gør de forældre virkelig, der har mulighed for det - også de forældre, der officielt taler om det "sociale og samfundsmæssige ansvar". Vi husker således Birthe Weiss, der var indenrigsminister og meddelte danskerne, at Danmark nu var et multikulturelt og multietnisk samfund, hvorefter hun sendte sine egne børn i privatskole i stedet for i den multietniske Gasværksvejens skole, hvor de geografisk hørte til. Vi har også læst om den radikale Margrethe Vestager, der sågar har været minister for folkeskolen og medlem af det demonstrativt multietniske parti, men som indskriver sine børn på den Classenske Legatskole. Ligesom manden i toppen af skolepyramiden i København, skoleborgmester Per Bregengaard fra Enhedslisten, der ligeledes sender sine egne børn i privatskole, mens han præker socialt og samfundsmæssigt ansvar for forældrene i København. Der er tilfælde nok. Nogle er unægteligt mere hule og hykleriske end andre, som figura udviser.

Men hvorfor sender så mange forældre i hovedstaden deres børn i privatskoler og svigter folkeskolen?
Det er der grund til at spørge Ritt Bjerregaard om nu, da hun kandiderer til overborgmesterposten, for svaret er jo, at denne beklagelige udvikling i vid udstrækning, skyldes Ritt Bjerregaard. Det var hende, der som undervisningsminister ødelagde folkeskolen som skole, da hun i 1975 gav en skolelov, der i stedet for kundskaber gjorde egenskaber til skolens opgave - en ideologisk indoktrineringsanstalt, der sigtede efter at forme og ensrette børnene, sådan som den også af Ritt Bjerregaard styrede og sanktionerede U-90 dokumenterede. Lighedsskolen. Socialskolen. "Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære".

Dette er den nuværende folkeskole. Ritt Bjerregaards skole. Den folkeskole. som børn og forældre nu flygter fra, fordi den er dårlig, demoraliserende og fordummende.
Det er den ene årsag. Den anden er, at store dele af folkeskolen i København er domineret af indvandrerbørn, som ikke blot terrroriserer skolernes dagligdag, men som også trækker ethvert fagligt niveau ned, fordi de ikke taler dansk og ikke er interesserede i at kunne det.

Og hvem var det, der åbnede Danmark for indvandringen? Hvem var det, der forfulgte de danskere, som advarede mod indvandringens ødelæggende virkninger? Hvem var det, der i 1980'erne og -90'erne stemplede dem som racister og fremmedhadere, der pegede på de konsekvenser af en ukontrollabel indvandring fra den tredie verden, som vi nu oplever?

Det var såmænd Ritt Bjerregaard og hendes parti. Hun og hendes er de skyldige i flugten fra folkeskolen.
Og nu vil hun i fællesskabets og folkelighedens navn ramme de forældre, som søger at beskytte deres børn mod Ritt Bjerregaards handlinger ....

Nej, der er årsager nok til politikerlede, men tilbage står de af sådanne politikere skabte problemer, og de er nu så synlige og alarmerende, at ingen - heller ikke Ritt Bjerregaards partifæller - kan overse dem. Fornylig har journalisten Lars Olsen, der arbejder på Ugebrevet A4, udgivet af fagbevægelsen, skrevet en bog om "Det delte Danmark", og bogen er ment som en alarmklokke. Lars Olsen er bosat på Nørrebro i København og skildrer tilværelsen i en bydel, hvor der ikke er noget fællesskab mellem beboerne, og hvor især folkeskolerne på Nørrebro er på vej i hundene, fordi de kun frekventeres af indvandrere og det, der kaldes socialt svage danskere. De, der kan, søger til privatskoler. De, der har råd, fraflytter Nørrebro. Tilbage er ghetto-Danmark, det opdelte Danmark, som er på vej til opløsning, fordi "sammenhængskraften" er forsvundet.

Situationen er virkelig alarmerende og uhyggelig, men spørgsmålet er, om ikke Lars Olsen og hans parti er på vej ud i endnu en fejltagelse, der yderligere vil forværre tilstanden. På baggrund af en detaljeret skildring af bl.a. hans datters oplevelse i en folkeskole, der var hærget af indvandrerdrenge, spørger Lars Olsen med rette: "Hvordan værner vi om sammenhængskraften i samfundet", men hans svar synes kun at fremme opløsningen, fordi han sætter kikkerten for det blinde øje. Han skriver: "Meget af den hidtidige integrationsindsats har bygget på den vildfarelse, at vi først og fremmest stod over for en kulturel udfordring... Men i virkeligheden står vi med en massiv social opgave: Store grupper af børn og unge fra ikke-boglige hjem skal bibringes basale kundskaber og færdigheder - dansk, læsning, matematik, engelsk og så videre. Det handler i virkeligheden om en af velfærdsstatens klassiske udfordringer: At bryde den negative sociale arv og få alle med."

Social i stedet for kulturel, velfærdssamfund i stedet for nation - det er Lars Olsens situationsbeskrivelse, når han vil tage vare på sammenhængskraften i Danmark, men man kan med rette spørge: Er det ikke netop dyrkelsen af velfærdsstaten eller af en kun social virkelighed, der er årsagen til den opløsning af sammenhængskraften, vi med forfærdelse konstaterer? Lars Olsen fortæller om sin egen opvækst og skolegang i Brønshøj i 60'erne, hvor alle børn gik i folkeskolen, og hvor fællesskabet var fundamentalt. Sådan, som vi er mange, der oplevede det. Sådan, som virkeligheden var i de store københavnske kommuneskoler. Men som en socialdemokrat af Ritt Bjerregaards skole jubler Lars Olsen derefter over "opgøret med den sorte skole", den, hvor "eleverne stadig stod på række i skolegården og gik ind klassevis" og "vi rejste os op for læreren, når han kom ind i klassen", for i den nye skole blev "børn og unge taget alvorligt som individer, der har krav på respekt og indflydelse på egen situation". Men var virkeligheden i den "sorte" folkeskole ikke først og fremmest, at der var et fællesskab eller en sammenhæng, som samlede børn og voksne, fordi det tog udgangspunkt i andet end det sociale eller i os "som individer"? Var det ikke noget kulturelt, der var det samlende - en morgensang, en historiefortælling, et folkeligt og nationalt fællesskab, som betød, at man grundlæggende var på lige fod eller i samme båd?
Er Lars Olsens koncentration om det sociale ikke kun et yderligere skridt ud i det hængedynd, der avler det delte Danmark?

Han, slutter sin bog manende og advarende: "Vi er ved at opløse noget af det kit, der holder sammen på velfærdssamfundet. Vi er på vej mod et radikalt andet samfund end det vi er vant til. Vi kan stadig nå at vende udviklingen, men det haster. Det er nu, der skal handles".

Ja, det haster, men i denne alarmerende situation er det måske allermest nødvendigt at bestemme opgaven og kursen. Og er det ",,,velfærdssamfundets kit", der er opgaven? Eller var det ikke netop bestemmelsen af Danmark, som ikke andet end et velfærdssamfund, der opløste det kit, som holdt sammen på Danmark? Var det ikke dengang, man glemte eller fornægtede, at Danmark er en nation, at opløsningen begyndte? Og at sammenhængskraften derfor afhænger af, at det nationale fællesskab bevares, fordi det er denne folkelige eller åndelige sammenhæng, der er kraften?

Lars Olsen fatter ikke opgavens karakter. Hans beskrivelse af situationen på Nørrebro eller i det delte Danmark er udførlig og troværdig, men der mangler noget. Der er ikke sans for, hvad det var, der samlede børnene i Brønshøj og på Amager. Vi var virkelig i samme båd. Vi gik allesammen i folkeskolen og var hinandens lige. Men det var en folkelig lighed, ikke en social, det var et kulturelt fællesskab, ikke et socialt. Det var et fædreland, ikke et velfærdssamfund, som samlede os.

Det glemmer Lars Olsen. Det hader Ritt Bjerregaard.
Derfor er de en del af årsagen til det delte Danmark.