En plan B-profet

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2005, s.133-134.

Her i foråret døde Ebbe Reich, og på baggrund af mange års bekendtskab gjorde det et vist indtryk på mig. Jeg kunne godt lide ham. Der var noget venligt og velmenende over ham, som forhindrede vores saglige uenighed i at blive til uvenskab.

Selv om det unægtelig kunne være vanskeligt at sige, hvor den saglige uenighed egentlig gik, for Ebbe Reich var ikke nogen ven af klarhed og konsekvens. Vi mødte hinanden jævnligt fra 68-bølgens begyndelse, først på Ranum-konventet i maj 1968 på Hadsten Højskole, hvor vi diskuterede frihedskamp og folkestyre, senere samme år på Århus universitet, hvor vi i en sal fyldt af larmende studenter toppedes om marxisme og demokratisme. I 1973 var vi begge deltagere i et bogprojekt, søsat af forlægger Stig Vendelkær, der bestod i, at Per Stig Møller, Ebbe Reich og jeg hver skulle skrive et essay om utopi og virkelighed, hvorefter vi mødtes på forlaget til en diskussion, der blev optaget på bånd og nedskrevet og indgik som det fjerde kapitel i "Utopi og Virkelighed". Således talte vi en del sammen. Og stemningen var venlig og kammeratlig, for Ebbe Reich var virkelig et venligt menneske.

Samtidig mødtes vi i EF-modstanden, hvor jeg inviterede ham til at tale ved grundlovsfesten på Ribe Slotsbanke, og vi havde ham til en hyggelig frokost forinden. Når vi i årene derefter traf på hinanden, var det i en stemning af gammelt venskab. Derfor blev jeg ked af det, da han ved et møde på Christiansborg for et par år siden fortalte mig, at han havde kræft, og mødte jeg ham siden hen, kunne jeg konstatere, at sygdommen skred frem.

Meddelelsen om hans død kom derfor ikke uventet, og jeg fik lejlighed til offentligt at udtrykke min sorg over, at han og hans særlige position i vort offentlige liv ikke var mere.

Det var derfor med forventning, at jeg fik hans seneste bog i hånden.

Det var ikke udgivelsen af "Virkelighed og Utopi", den bog, hvor projektet fra 1973 med Per Stig Møller, Ebbe Reich og mig blev gentaget med omvendt titel i 2005, men hvor det afsluttende kapitel og den mundtlige diskussion ikke blev til noget på grund af Ebbe Reichs sygdom, men det er udgivelsen af 12 foredrag, som Ebbe Reich for et par år siden holdt på Vartov med den fordringsfulde undertitel "Tolv Mands-Minde Foredrag". Prætentionen er jo tydelig. Det er Grundtvigs Mands-Minde foredrag på Borchs Kollegium i 1838, der er forlægget, og Vartovs og grundtvigianernes mening er naturligvis at lade Ebbe Reich fremstå som en anden Grundtvig. At han heller ikke selv har noget imod tanken, kan læses ud af foredragene.

Men der er unægtelig formatet, lidenskaben, anliggendet til forskel på Grundtvig og Ebbe Reich.

For at sige det ligeud: Denne bog har gjort et ubehageligt indtryk på mig, og det er også forfatterens stil og holdning, jeg finder ubehagelig. Den slentrende bedreviden, den kokette selvspejling, mangelen på alvor og ansvarlighed i forhold til de begivenheder, han oplever. De afslører efter min mening, at hans elskværdige venlighed var et andet ord for ligegyldighed, fordi han til syvende og sidst befandt sig i et æstetisk forhold til tilværelsen. Hans engagement er æstetik. Eller - hvad der er det samme: Hans engagement er ideologisk modebevidsthed, hvor det vigtigste er de rette slagord og de rigtige forbindelser. Hans grundlæggende problemstilling hedder venstre-højre. Når han er modstander af et EF, der som overnational union er en trussel imod Danmarks nationale eksistens, er hans største bekymring, at han kan blive allieret med "højrefløjen". Når han skal skildre sit egentlige anliggende, bliver hans modpol "militarisme" - dette hørupske slagord, der hos Hørup havde en ganske bestemt hensigt i et ganske bestemt politisk opgør i Forfatningskampen, men som Ebbe Reich gør en ideologi ud af, ved hjælp af hvilken han kan placere sig et populært og politisk korrekt sted i vort offentlige liv.

Som han konkluderer: "Folkeligheden, det ligeværdige, lystbårne fællesskab, er militarismens modpol. Uden den kan den antimilitaristiske protest aldrig blive andet end tom, Erasmus Montanus-agtig påståelighed. Men folkeligheden er i krise. Menneskets elementære lyst til i tillid og nysgerrighed at række ud over sig selv for at finde medmennesket er stækket. Af frygt og snævre fordomme, bygget på intolerance og stædigt fastholdt enshed. Af militarisme."(p.222).

Bemærk flotheden og tomheden. Flotte ord i en overlegen stil, men ord uden indhold og konkretion. Hvad betyder "enshed"? Jeg gætter på, at modsætningen til enshed skal være "åbenhed", dette lige så flotte ord, der er blevet den politiske korrektheds grundord i dens forargelse over Systemskiftet af 2001. Sætninger, hvor effekten er det afgørende.

Og så det udtryk, der bidrager til at placere Ebbe Reich og hans "folkelighed" et ganske bestemt sted - udtrykket "det lystbårne fællesskab", der går igen i ordene om "menneskets elementære lyst til i tillid og nysgerrighed at række ud over sig selv for at finde medmennesket". Denne dyrkelse af "lyst" røber en virkelighedsforståelse, der er fremmed for skyld og ansvar, og således er vi tilbage i ungdomsoprørets idyllia, utopisme og paradisdrømme.

Men har det med Grundtvig at gøre?

Ja, det mener grundtvigianerne, der inviterer Ebbe Reich til at holde Mands-Minde foredrag i Vartov og siden udgiver dem som bog, og således er denne udgivelse også en identifikation af den nuværende Vartov-grundtvigianisme, af plan B-grundtvigianerne med Grosbøll og hele pibetøjet.

Som Ebbe Reich skrev i l972 i sin Grundtvig-bog om "Frederik", det, vi siden sloges om i "Utopi og Virkelighed": "Jeg tror, at det, som Grundtvigs og troens fjender kalder "sindssyge", var de afgørende øjeblikke i kampen, og jeg tror, at de rummer et budskab til os om en indre revolution, om en erfaring, som vi kan bruge til at føre hans værk videre: Kampen mod skellene og grænserne". Men Ebbe Reichs kamp mod skellene og grænserne var en kamp mod den jordiske virkelighed, der som jordisk altid er begrænset og forskelligartet, og hans æstetisk-ideologiske slentren gennem en virkelighed, der var uden alvor, fordi den var uden lov og uden fordring, afspejler en plan B-forkyndelse, for hvilken effekten og den offentlige placering er det afgørende. Her er ikke nogen kamp for det konkrete, virkelige Danmark, hvis denne kamp er "højreorienteret". Her er ingen dansk folkelighed, hvis dette skel mellem dansk og ikke-dansk er "nationalistisk" og "militaristisk". Fraserne regerer. Her hersker en ubegrænset Gelassenhed, der er sværmeriets grundvæsen.

Fordi evangeliet ikke forkyndes som den absolutte sandhed, der sætter skel og grænser i det relative.

Det er følgerigtigt, at Ebbe Reichs bog slutter med en tilslutning til Thorkild Grosbøll og hans lystbårne "kristendom", for her er saglig overensstemmelse. "Da Tårbæk- præsten Thorkild Grosbøll sidste forsommer bekendte offentligt, at han nok troede på noget guddommeligt, men hverken på en Skabergud eller på Opstandelsen, viste det sig endnu en gang at der er langt fra visionen til realiteterne", skriver han på bogens sidste sider, og den vision, han taler om, har sammenhæng med den lyst, han gør til menneskelighedens og folkelighedens indhold. "Sådan ser den grundtvigske vision ud, og den deler jeg af et fuldt hjerte", skriver han om grundtvigianernes folkekirkelighed, for "hverken troen eller håbet kan vokse under tvang", og således ophæver Ebbe Reich, at såvel kirken som troen og håbet afhænger af forkyndelsen af Kristus som det udefra kommende og absolutte ord.

Der er derfor ingen fordring og tilgivelse i hans univers, ingen synd og ingen nåde, ingen anfægtelse og alvor, men kun en slentrende æstets selvspejling i begivenhederne i Danmark 1940-2004.

Meget Grosbøll, men meget lidt Grundtvig.

Man skal tale smukt om de døde, siger ordet, og ordet taler sandt, men man skal også sige sandheden, når de døde taler med, og sandheden om Ebbe Reich og hans profetrolle er, at han hører til de små og falske profeter, der bidrager til at opløse folkeligheden og ophæve kristendommen. Han var en rar fyr, men Vartovs glorificering af hans budskab er lige så meningsløst som det er afslørende for den herskende grundtvigianisme.