En hundredårsdag

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2005, s.73-75.

Jeg husker tydeligt den sidste gang, jeg var sammen med Løgstrup.

Jeg mener, det var i 1976. Det var i Aarhus ved et efteruddannelseskursus for lærere, hvor Ole Espersen, Løgstrup og jeg skulle indlede en diskussion om et principielt emne i forbindelse med pædagogik. Det havde undret mig, at Løgstrup havde sagt ja. Siden begyndelsen af 1960'erne havde han sat mig på den sorte liste, fordi jeg havde ytret mig meget kritisk og efter Løgstrups mening uforskammet om hans problemstilling og holdning, som den var kommet til udtryk i kronikker i Information, og han havde nægtet både at være i stue med og at svare mig. På Studenterkredsens sommermøde på Rødding højskole i 1967 havde jeg deltaget i debatten efter Løgstrups foredrag og stillet ham et par spørgsmål, men han undgik omhyggeligt at svare mig. Mødeleder Leif Grane gjorde ham i en pause opmærksom på, at han skyldte mig svar. Hvortil Løgstrup hvæsede: "Ham vil jeg ikke svare,"' Men i 1976 havde han til min forbavselse sagt ja til at sidde i panel med mig, og jeg kørte til Aarhus i en vis spænding. Ville han overhovedet sige goddag til mig? Og så skete der det, at Ole Espersen blev forhindret i at komme til Aarhus på grund af tåge over Tirstrup lufthavn, og tilbage i panelet var kun Løgstrup og jeg. Vi mødtes i salen, og han så ikke venlig ud. Han holdt sig på afstand og rakte mig kun to fingre. Og så begyndte debatmødet med de mange lærere.

De var rædselsfulde. En række afsindige 68-pædagoger, som luftede alle deres ny-marxistiske fraser og synspunkter. Jeg var jo mildt sagt kritisk over for dem, og også Løgstrup reagerede overfor dette afsind. Han kunne heller ikke acceptere denne ideologiske totalitarisme. Og pludselig sad vi to sammen i panelet og var allierede imod salen af 68'ere. Hvad jeg sagde, støttede Løgstrup, og hvad Løgstrup sagde, støttede jeg. Atmosfæren imellem os blev ligefrem varm og venlig. Vi var på samme side. Og da jeg skulle hjem, fordi det var lørdag, hvor jeg havde gudstjeneste om søndagen, tog vi en hjertelig afsked med hinanden, og Løgstrup ytrede fuld forståelse for, at en præst skal passe sit embede.

En flink fyr, sagde jeg til mig selv. Et hæderligt, ordentligt menneske. Og hermed gjorde jeg samme erfaring, som min far havde gjort med Løgstrup, hvem han havde haft med at gøre både i Tidehverv og under modstandskampen. Min far havde altid godt kunne lide Løgstrup. Han var absolut ikke enig med ham i diskussionen med Olesen Larsen. Han havde også i foredrag på Tidehvervs sommermøde sagt klart fra over for Løgstrups filosofisk-teologiske synspunkter. Løgstrup betød i sit forfatterskab en ophævelse af kristendommen til fordel for en human idealisme.

Men som menneske havde min far altid meget tilovers for ham.
Det samme fik jeg altså anledning til at have, og her ved hans hundredårsdag farver denne erindring om ham mit syn på ham. Jeg synes, der var meget mere ved Løgstrup end ved hans aarhusianske samtidige Lindhardt og Sløk. De var poppede. De var journalistisk smarte og spillede derfor meget på virkningen i offentligheden, hvad Løgstrup efter mit skøn ikke gjorde. Han mente altid oprigtigt, hvad han sagde, og han sagde ikke dette for at opnå noget ved det.
Sløk var en velbegavet krukke. Og Lindhardt var og blev en sensationsjournalistisk kirkehistoriker, som samtidig vidste at placere sig politisk-ideologisk fordelagtigt i offentligheden. I modsætning hertil var Løgstrup en tung og knudret tænker, der havde et anliggende, han holdt fast ved - og at dette anliggende bidrog til at give ham en position i et dansk kulturliv, der kunne bruge ham og hans tænkning, var jo ikke Løgstrups skyld.

Nu bliver han hundrede år til september, og hans disciple er i fuld gang med at fejre hundredårsdagen. Der afholdes konferencer til hans ære, hvor hans filosofi vendes og drejes af disciplene, og fornylig har tidsskriftet for idéhistorie, "Slagmark", udgivet et helt nummer om ham. Når man har kendt ham og især husker hans rolle i den årelange debat med Olesen Larsen, kan det ikke være andet, end at nummeret vækker til eftertanke. Jeg kommer også til at tænke på hans brud med Tidehverv i 1961. Det var ved sommmermødet på Krabbesholm højskole, at han sagde et dramatisk farvel, idet han meddelte, at han følte sig, "ekskommuniceret", fordi Heje som mødeleder ikke havde villet have hans foredrag diskuteret. Siden var han uforsonlig i sin vrede. Og da han i 1964 alligevel kom til sommermødet, var det kun for at markere sit brud med Tidehverv og ytre sin forargelse og udtrykke sit modsætningsforhold.

Igen en personlig hæderlighed. Intet lusk og ingen bagtanker. Rigtignok også en nærtagenhed, som man ikke behøver at udvise over for gamle kammerater - og jeg kan huske, at Heje var både forundret og ærgerlig over Løgstrups reaktion. Men Løgstrup kunne jo blive herligt rasende, og raseriet var en del af hans hæderlighed. Heje havde afvist debatten, fordi Løgstrups foredrag "kom mig ikke ved", sagde Heje, og foredraget kom ikke Heje ved, fordi det var abstrakt-kirkehistorisk og talte udenom det opgør, der fandt sted med Olesen Larsen og for så vidt Tidehverv. Abstrakt filosofi var ikke anliggendet på Tidehvervs sommermøde. Det var striden om evangeliet, ikke filosofiske overvejelser, der var anliggendet. Løgstrups foredrag var i Hejes øren kulturel snak, ikke teologisk strid eller personlig nærkamp.

Løgstrups højst personlige reaktion viste altså, at Heje her tog fejl, men spørgsmålet er unægtelig, om Løgstrups anliggende derfor var legitimt. Er kristendom filosofi? Hører Løgstrups "suveræne livsytringer" og hele humane tænkning hjemme i en sammenhæng, der tager evangelisk-luthersk tænkning alvorligt?

Jeg vil ikke gøre nogen hemmelighed af, at det mener jeg ikke. Og trods personlig sympati og respekt for Løgstrup vil jeg heller ikke lægge skjul på, at han efter min mening har været fatal for den evangelisk-lutherske kristendomsforkyndelse her i landet. Det er - som Rudolph Arendt skrev i en anmeldelse af andenudgaven af Løgstrups "Opgør med Kierkegaard" - livsudfoldelse, ikke kristendom. Det er en humanisering af evangeliet, der derved fortoner, at Guds visdom har intet øje set og intet øre hørt, fordi den ikke er opkommet i noget menneskes hjerte (I.Kor.9,2). Det er naturligvis i sin orden at spekulere over tilværelsen. Det er legitimt, at Løgstrup var optaget af en human problemstilling og vendte og drejede den i bog efter bog.
Men det er ikke legitimt at sammenblande dette med kristendom.

Hvor helt anderledes skarpt og præcist satte ikke Olesen Larsen tingene på plads. Også hans tale om det menneskelige er udførlig og omhyggelig, bl.a. i hans store essay fra 1943 "Om vort forhold til Historien", der var talt direkte ind i modstandskampens situation - og hvor Løgstrup skriver til Kaj Thaning, at 'der er nu ikke mange mennesker, man bliver så klog af at snakke med som Olesen Larsen" (Kære Hal, kære Koste, 1992, p. I 18). Under besættelsen havde Løgstrup i det hele taget en anden sans for forskellen på det kristelige og det humane, som netop brevvekslingen med Hal Koch dokumenterer. Her kunne han derfor blive klog af at snakke med Olesen Larsen.
Men i efterkrigstiden gav han sig mere og mere af med at snakke med kulturdebattører, hereticanere og højskolefolk, og da han stadigvæk ville gælde for teolog, kom det - som udviklingen viser - til at betyde, at det kristelige kom til at eksistere på kulturens og humanitetens betingelser.

Dette viser f.eks. hans "Opgør med Kierkegaard". Det er her, begrebet "de suveræne livsytringer" bliver konfirmeret, og det er da her, at knæfaldet for humaniseringen af kristendommen finder sted. Der havde rigtignok været tale om en lang udvikling, der tager sin begyndelse allerede i 1940'erne og var fuldbårent til stede i 'Den etiske Fordring" fra 1956, men i 1968, da opgøret med Kierkegaard blev foretaget, var han helt færdig med at snakke med Olesen Larsen. På trods af, at Olesen Larsen faktisk havde snakket længe og lidenskabeligt med Løgstrup. Men nu var der ingen øren at høre med. Her var kun filosofi og livsytringer og ontologiske sammenhænge. Tidehverv og Løgstrup gik i hver sin retning. Det har været skæbnesvangert for kristendomsforkyndelsen i Danmark.

Fejringen af' Løgstrups hundredårsdag forekommer mig at dokumentere det. Alle disse filosoffer og metafysikere og Aarhus-teologer, der vidt og bredt diskuterer Løgstrups metafysik og "sansninger" og antropologi og livsytringer - de cementerer den tankegang, der er radikalt uforenelig med kristendommens tale om, hvad det er at være menneske. Med Løgstrup i bagagen kan man løbe fra enhver evangelisk-luthersk afgjorthed, fordi det hele i sidste instans bliver snak. Intet står ubetinget fast. Intet er luthersk i den forstand, at man har "sin glæde i at bekende sin tro fuldstændig klart…Tag disse klare bekendelser bort, og du har borttaget kristendommen" (Om den trælbundne Vilje).

I anledning af Løgstrups hundredårsdag føler jeg trang til at anbefale Olesen Larsens "At være Menneske I-II", Gad 1967.