Tidehverv

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2006, s.113-114.

I oktober 1926 begyndte Tidehverv at udkomme.

Dermed er dette et jubilæumsnummer af bladet, for det er nøjagtigt 80 år siden, at det første nummer kom på gaden. Vi er blevet gamle og ærværdige. Vi fejrer jubilæum.

Ja, vi gør, men fortidige og ældede er vi ikke blevet, for Tidehverv er så ung og nødvendig som nogensinde. Jeg husker, at min far, Vilhelm Krarup, redaktør af Tidehverv 1974-84, men deltager i arbejdet og udgivelsen fra 1926, en gang sagde eftertænksomt-undrende til sig selv og mig: Hvor mærkeligt, at det blad, som nogle studenter startede i Studenterhytten for mange år siden, har levet så længe og har så megen livskraft i sig.

Jeg kunne jo kun give ham ret, men siger her ved 8o års jubilæet: Det skyldes, at Tidehverv aldrig har sigtet efter at være aktuel, moderne og taktisk, men slet og ret har spyttet ud med det, der lå os på hjerte og skulle siges. Hejes tale på Studenterforbundets sommermøde i 1924, som startede det hele, var hans personlige behov for at få luft over for en omklamrende og anmassende kristendomsforkyndelse, der ikke var til at holde ud. I hele sin studietid havde han søgt at hævde Studenterhjemmets mere lutherske og lødige linie imod det KFUM-prægede Studenterforbunds forsøg på omklamring og sentimentalisering. Sammen med Tage Schack, der var noget så intrikat som sekretær i Studenterforbundet, havde han fra 1922, hvor Heje blev næstformand i den nu etablerede sammenslutning af Studenterhjemmet og Studenterforbundet, søgt ægthed og saglighed. Han fik kvalme ved KFUM-prægets omvendelsesforsøg. Og i 1924 måtte han have luft og spyttede ud med den befrielsesaktion, der skabte Tidehverv:

"Vi så, hvordan vigtigt ungdomsarbejde her i landet prægedes af en ganske stræbsom amerikanisme, tilsat en god portion dansk sentimentalitet. Vi så mange, der øjensynligt troede, at kristnes opgave er barnepleje over for voksne. Man må undskylde os, at vi ikke følte nogen trang til vuggen, endnu mindre til at blive voldført ind i kristeligt arbejde."

Disse ord er starten på Tidehverv, for de skabte en sådan forargelse blandt de dyrkede kirkelige koryfæer, Olfert Ricard især, at Heje og Schack blev sat ud af Studenterforbundets bestyrelse og ikke kunne komme til orde i Forbundets blad "Sursum Corda", hvorefter de og deres unge meningsfæller på en weekend i Studenterhytten besluttede at udgive deres eget blad. Dette kaldte de Tidehverv. Og ikke uden grund kaldte Heje sin første artikel i Tidehvervs første nummer "Dag for Dag", for det var dagens strid, der satte dagsordenen. Ikke ideer om en højere retfærdighed og en luftig sandhed.

Men dagen og vejen.

Det var dagen og vejen, der kaldte de store teologiske opgør frem i 1930'erne, da studenterne var blevet nogle år ældre og havde fået embede i den danske kirke og skulle prædike om søndagen og måtte finde klarhed over, hvad der er evangelium, og hvad der ikke er det. Olesens Larsens opgør med Eduard Geismar og Morten Larsen var ikke tankegymnastik og teologisk vigtighed, sådan som det siden er udlagt af bedrevidende kirkehistorikere. Det var dagens og vejens opgave. Overhovedet er opfattelsen af Olesen Larsen ofte præget af misforståelse i retning af en anklage for intellektualisme og subtiliteter. Han og Heje var på samme linie. Dagen og vejen. Dagens nødvendige opgør med dem, der afsporede og fordærvede og umuliggjorde forkyndelsen af evangeliet på prædikestolen på søndag. De to havde forskelligt sprog og forskelligt greb om opgøret, men anliggendet var det samme - den personlige nødvendighed, at kunne få luft og dermed mulighed for at forkynde lov og evangelium, at grave til bunden for at grave evangeliet frem af idealisme og udviklingsoptimisme og kirkelighed, så at man atter kunne æde dets sorte, grove brød. Sådan skal Olesen Larsen læses. Sådan læste han Søren Kierkegaard. Min far var en af dem, der stod i evig taknemmelighedsgæld til Olesen Larsen, fordi denne i hans studietid havde givet ham grund under fødderne igennem de studiekredse, Olesen Larsen havde holdt for studenter. Dette var modsætningen til sentimentaliseringen i Studenterforbundet. Dette kunne der leves og siden prædikes på.

Dagen og vejen.

Og Gustav Brøndsteds og Tage Schacks arbejde havde samme nødvendighed over sig. Dette skulle siges, så være det sagt! - ikke for at blære sig i akademiske kredse, ikke for at kunne fremtræde som de kloge og begavede, men for at kunne leve og overleve. Gustav Brøndsteds epokegørende arbejde med forkyndelsens og kirkens opgave i "Kirkens Skat" er en anden forlængelse af Hejes ord i 1924. Tage Schacks litterære og kulturkritiske arbejde bærer samme fornødenhedens præg. Der kom i løbet af 1930'erne følge af yngre, som gerne ville være dér, hvor tidens og teologiens tyngde lå, men et sådant følgeskab, som der godt kan sættes navne på, om det ønskes, var i et misforhold til Tidehverv. Snobberi og modebevidsthed var aldrig Tidehvervs indhold.

Det var dagen og vejen.

Og derfor ændrede bladet karakter, da den tyske besættelse stillede nye krav til dem, der gjorde arbejdet. Tidehverv er modstandsbevægelse, før modstandsbevægelsen bryder frem. I Tage Schacks artikler og Eversharps, i Olesen Larsens arbejde med vort forhold til historien, i min fars opgør med Hal Koch og med Ungdomssamvirkets forræderi af det danske folks nutid og virkelighed - dér begynder modstandskampen. Det betyder en bevægelse fra det kirkelige og teologiske til det folkelige og historiske, men bevægelsen har samme evangeliske baggrund som opgøret i 20'erne og 30'erne. Dagen og vejen. Men dagen i dag stiller andre opgaver end dagen i går, og derfor er det Tidehverv, der foretager det principielle opgør med samarbejdspolitikken og for adskilliges vedkommende går aktivt ind i modstandsbevægelsen, og som efter 5.maj 1945 understreger opgørets nødvendighed. Dette folkelige opgør i 40'erne er af samme art som det kirkelige i de foregående tiår. Dagen og vejen. Eller det mere banale udtryk: Livet tro!

I forlængelse af denne virkelighedstroskab taler Tidehverv i efterkrigstiden kritisk om "tilbageslaget i modstandsbevægelsen" og er solidarisk med de danske sydslesvigere, der svigtes af de samme politikere, som havde svigtet under besættelsen, og 50'ernes store strid om den løgstrupske kulturkristendom hænger nøje sammen med Tidehvervs bundethed til dagen og vejen - dvs. til det eksisterende menneske, hin enkelte, der lever af syndernes forladelse og ikke af de suveræne livsytringer. Olesen Larsens opgør med Løgstrup er opgøret med Geismar om igen, og det har fra Olesen Larsens side samme fornødenhed i sig, for ét er fornødent, og det er ikke ontologi og kulturdebat, men evangelium.

På ny mødes Olesen Larsen af samme indvendinger som i 3o'erne, på ny er han for "intellektuel" og subtil. Nej, han er evangeliets grove, sorte brød over for efterkrigstidens sociale pietisme, og Johannes Horstmanns teologiske fortsættelse efter Olesen Larsens død har samme tema og indhold. Få har været mere udsat for hovedrystende kritik fra de løgstrupske idealister end Horstmann, men enhver, der havde øren at høre med, kunne fatte den lidenskab i anliggendet, der kom af hans bundethed til dagen og vejen, hvor evangeliet og det enkelte, levende menneske færdes - hvorfor det ikke er tilfældigt, at det er Horstmann, der i 1977 siger det forløsende ord om samtidens marxistiske sværmeri i "Den socialistiske æras dødskamp - og menneskets fremtid og håb". Dette sker i den kolde krigs klimaks og 12 år før murens og socialismens sammenbrud. Virkelighedens tale ind i 68-ideologi og abstraktion.

Dagen og vejen.

Samme bundethed til den foreliggende, konkrete virkelighed, samme lidenskab i forsvaret for det konkrete menneske i dets danske virkelighed ligger naturligvis bag Tidehvervs opgør med multikulturalisme og indvandringsromantik sidst i århundredet. Vi kan og vil ikke hæve os højt over den menige dansker på idealismens løgnagtige vinger, for vi er selv denne menige dansker, og vi er af evangeliet vist hen til dagen og vejen, ikke til visionen og utopien. Dette er grundtemaet i det opgør med kulturradikalisme og politisk korrekthed, som i en periode har tvunget et par af Tidehvervs udgivere til at træde politisk i karakter, og at samme opgør betyder et opgør med islams totalitarisme og erobringstogt mod kristenheden i Vest og dermed Danmark tydeliggør kun opgørets nødvendighed for Tidehverv. Dagen og vejen. Forsvaret for dagligdagen og det eksisterende menneske.

"Livet for næsten og livet med næsten. Livet for jorden og livet med jorden. Dette er det nødvendige. Dette har et menneske nødig." (N. I. Heje 1929)

Tidehverv fylder 8o år og har aldrig været mere nødvendig end i dag.