Syd for grænsen

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2006, juni, s.69-71.

Den omtale af Jens Toldstrup, der findes andetsteds i bladet, får mig i en bestemt anledning til at tænke på danskheden i Sydslesvig. De danskere syd for grænsen, der blev lukket ude i 1920, spillede nemlig en stor rolle for Toldstrup. Han følte sig forbundet med dem og var derfor optaget af at arbejde for deres danske fremtid. Det lå i ham og vistnok også i mange af dem, der arbejdede sammen med ham i den jydske modstandsbevægelse, at når Hitlers Tyskland var besejret, skulle sydslesvigerne hjem til Danmark eller i hvert fald knyttes nærmere til moderlandet.

Derfor blev regeringen Buhls ord fra 7.maj 1945 om, at grænsen ligger fast, et chok for Toldstrup. Han betragtede det som en form for forræderi af sydslesvigerne. Og da regeringens beslutning ikke lod sig ændre, blev Toldstrup og hans mænd optaget af at yde en indsats for de således svigtede sydslesvigere. Otto Lippert, den senere chefredaktør på Jyllands-Posten, blev sendt til Sydslesvig for at kanalisere dansk hjælp til mindretallet, der jo i disse år var meget stort og levede i håbet om at komme hjem til Danmark, og da de danske politikere ikke ville støtte statsminister Knud Kristensens ønske om at holde muligheden åben for en grænseflytning i henhold til den nationale selvbestemmelsesret, organiserede Toldstrup og hans folk en fast hjælpetjeneste for den sydslesvigske danskhed.

Min far havde deltaget i mod standskampen i tilknytning til Toldstrups hovedkvarter, men betragtede måske nok den jydske gøngehøvding med en vis skepsis eller kritisk overbærenhed, men i spørgsmålet om Sydslesvig havde han ingen reservationer. Da 121 danskere, hjemmehørende i Systemet Politiken, i 1947 havde offentliggjort en advarsel imod at arbejde forpligtende for danskheden i Sydslesvig, skrev han 25. september 1947 i Information: "Ud fra ovenfremførte synspunkter skal der fra en, der hverken har deltaget i den sydslesvigske agitation eller er hjemmehørende i noget politisk parti, men som blot repræsenterer sig selv, lyde et kategorisk og utvetydigt nej til den ånd, der lyser ud af de 121 mænds og kvinders advarsel og et ønske om, at det danske folk må være vågent nu, som det var i besættelsesårene, til ikke at lade sig binde bind for øjnene, men trodse alle formaninger og stille sig ved deres side, som kæmper en kamp imod overmagten for frihed til at være sig selv".

Friheden for sydslesvigerne til at kunne være sig selv som danske - også hvor dette kunne indebære byrder og belastninger for Danmark. Det var opgaven.

Og så den anledning, der får mig til at mindes Toldstrups ånd og indsats:

For seks år siden blev jeg medlem af Folketingets Femmandsudvalg vedrørende Sydslesvig. Baggrunden var overfaldet på Pia Kjærsgaard ved det danske årsmøde i Flensborg. Med god grund vakte dette et sådant raseri hos Dansk Folkepartis daværende medlem af Femmandsudvalget, Poul Nødgaard, at han ikke mere ville være medlem af dette udvalg, hvis medlemmer bidrog til at bagtale og mistænkeliggøre Pia Kjærsgaards deltagelse i årsmødet, og jeg blev bedt om at træde ind i udvalget i Poul Nødgaards sted. Jeg svarede kategorisk nej, for jeg var lige så vred og indigneret som Poul Nødgaard: at det danske mindretals politisk korrekte ungdom angriber en dansk politiker, der i den nationale solidaritets navn deltager i det danske årsmøde som en inviteret gæst! Føj for Fanden, sagde jeg til Poul Nødgaard, sådan nogle skiderikker, der misbruger danskheden til autonom politik og gemene overfald, vil jeg ikke have med at gøre.

Men Jesper Langballe, der er en stor diplomat og taktiker, talte godt for mig og bad mig så mindeligt om at svare ja for danskhedens skyld, og det endte med, at jeg accepterede og i efteråret 2000 indtrådte i Folketingets Femmandsudvalg og har siddet der siden som repræsentant for Dansk Folkeparti - også efter sidste valg, hvor Femmandsudvalget blev til Seksmandsudvalget, fordi Det radikale Venstre blev så stort, at det også fik en repræsentant, og i snart seks år har jeg så været medlem og har haft den største glæde og udbytte af at være sammen med de dansksindede sydslesvigere og lære dem og deres arbejde at kende.

Til Seksmandsudvalgets bestilling hører at uddele den store pengesum, som Danmark støtter sydslesvigerne med, og som en forberedelse til uddelingen hører afholdelse af et såkaldt Klausurmøde i slutningen af februar, hvor de sydslesvigske organisationer gør rede for deres situation, og hvor et foreløbigt budget forberedes. Dette års Klausurmøde blev afholdt på Jaruplund Højskole 25. februar, og som sidste punkt på dagsordenen var sat emnet "Den fremtidige mindretalsprofil og sammenhængskraft v/ SSF og Skoleforeningen". Det var Sydslesvigsk Forenings for mand Dieter Küssner, der førte ordet, og han pegede bl.a. på det problem, der består i, at mange forældre melder deres børn ind i det danske mindretals skoler, men i øvrigt ikke ønsker at have med det danske mindretal at gøre via medlemskab af danske foreninger. Det er jo slet og ret danskhedens identitet og eksistens, der er truet. Hvorledes vedblive med at bevare den danske sammenhængskraft under disse omstændigheder?

På dette tidspunkt bad jeg om ordet og sagde, at hvis ikke genforeningshåbet er danskhedens sidste og dybeste grund, så vil netop en dansk identitet forsvinde, for så er det hele blevet til æstetik eller - i forbindelse med skolerne - til pædagogik. Danskheden lever af håbet om at blive en del af det Danmark, hvis forudsætninger man deler, og hvor man derfor i sidste instans har hjemme. Uden genforeningshåbet tom folklorisme. Uden genforeningshåbet folkedans og pædagogiske øvelser, men ikke den nationale eksistens, der i sidste instans er etisk, ikke æstetisk bestemt. Håbet har rigtignok ingen aktuel realitet. Men det er håbet, der holder danskheden i live.

Der blev en kort drøftelse, hvor Dieter Küssner, så vidt jeg kunne høre, udtrykte en vis forståelse for synspunktet, og derefter gik vi til frokost og tog efter frokost hver til sit.

Men nachspielet var som altid det artigste:

Med til Klausurmødet var nemlig chefredaktøren for Flensborg Avis Bjarne Lønborg, og for den ne journalist, som formentlig er skolet i partipolitik og politisk korrekthed, var mine ord opsigtsvækkende, idet han naturligvis hørte dem som politik, og han satte derfor sine journalister til at lave en sensationel historie på dem. Tirsdag 28. februar var forsidehistorien på Flensborg Avis "Krarups mål: genforening", og halvfnisende meddelte bladet, at denne uhyrlige mening havde jeg udtrykt på Klausurmødet og fastholdt i et interview. Og Bjarne Lønborg skrev samme dag leder om uhyrligheden under overskriften "Grænsen ligger fast", hvor han meddelte, at "autoritative politiske ønsker om en grænserevision vil utvivlsomt være gift for resultatet af årtiers hovedsagelig positive udvikling i det dansk-tyske naboforhold", og jeg blev samme dag opsøgt af TV2 og TVsyd, som med samme fnisen stillede mig samme begavede spørgsmål, som bevægede Bjarne Lønborg.

Og for at sætte kronen på sit værk sendte samme chefredaktør på Flensborg Avis en journalist til Kiel for at forelægge mine uhyrligheder for CDU-politikere, som til alles forbavselse udtrykte forundring og forfærdelse over, at et dansk folketingsmedlem kunne udtrykke sådanne synspunkter. "Hovedrysten i Kiel over Krarup", hed overskriften på forsiden af Flensborg Avis 2. marts med underteksten "Delstatspolitikere i den slesvig-holstenske landdag betegner udtalelser fra Søren Krarup fra Dansk Folkeparti som hårrejsende".

Jo, jeg var rigtigt kommet i gode, loyale og kløgtige hænder hos chefredaktør Bjarne Lønborg på Flensborg Avis, den sydslesvigske danskheds organ, for denne sag kunne ikke være kørt mere begavet eller overhovedet anderledes på Politiken (der ikke er organ for den sydslesvigske danskhed). Hvis jeg havde troet, at det var den nationale eksistens, der samlede os i Sydslesvig og Seksmandsudvalg, kunne jeg tro om igen. Her handlede det tydeligvis ikke om at kunne være sig selv, men her handlede det om at have de politisk korrekte meninger. Det radikale Venstre syd for grænsen. Ikke identitet, men politisk enstemmighed. Ikke en national eksistens, men meningsmæssig ortodoksi. Jeg måtte begribe, hvorfor Pia Kjærsgaard seks år tidligere var blevet overfaldet af ungdommen fra SSW - de, der nu er medlemmer af Det radikale Venstres hovedbestyrelse i Danmark. På dette træ er Bjarne Lønborg tydeligvis vokset. Sådan redigerer han Flensborg Avis, danskhedens organ.

Med andre ord: en danskhed uden national identitet. En danskhed uden vilje og sans for at være sig selv, for der er intet selv. Der er en Bjarne Lønborgs politiske korrekthed.

Jeg må tilstå, at det har været en desillusionerende oplevelse at blive udsat for en sådan behandling fra dem, man har mødt med loyalitet og landsmandsskab, fordi jeg troede, at vi var først og fremmest landsmænd. Sådan forholder det sig heldigvis med de allerfleste i den sydslesvigske danskhed. Jeg har været meget glad for at møde menige sydslesvigere og de allerfleste i danskheden syd for grænsen. Loyale og tiltalende mennesker. Danskere. Men jeg har måttet se i øjnene, at man møder også andre, lærere på Duborgskolen, der har bagtalt mig og Dansk Folkeparti, som var det Tøger Seidenfaden, der førte ordet, politisk korrekte partigængere, som misbruger danskheden til at præke en overnationalisme, der naturligvis er ét eneste forræderi af den nationale identitet, der er danskhedens grundlag og forudsætning.

Samt altså chefredaktøren på Flensborg Avis.

I månederne efter min oplevelse har jeg hyppigt frekventeret en anden chefredaktør på Flensborg Avis, Jens Jessen, som redigerede danskhedens blad fra 1882 til 1906 og gjorde avisen til en bastion i kampen for danskheden i Sønderjylland. Han betalte prisen for dette arbejde med utallige fængselsophold i det kejserlige Tyskland, op til fire år i alt, som underminerede hans helbred og forårsagede hans tidlige død. I 1891 var han endnu en gang blevet løsladt fra et prøjsisk fængsel og modtog i den anledning en takkegave fra mange hundrede kvinder på Sønderjyllands vestkyst, og 9. juni dette år takkede han giverne i Flensborg Avis. Jens Jessen lagde ikke skjul på de vanskeligheder, han og den sønderjydske danskhed stod over for. Der var kun alt for store farer og fristelser for en prisgivet befolkning uden for sit fædrelands grænse. "Men når jeg ser mange hundrede kvinder på en enkelt egn ved at hædre en deltager i kampen for folkesagen lægge de res alvor og kærlighed for dagen, en alvor, der med foragt vrager fremmed gøgl og tant, en kærlighed, der ikke trættes ved atter og atter at tænde håbets og troskabens kærte, så styrkes jeg i den forvisning, at den danske befolkning i Sønderjylland evner for lange tider at føre kampen for vort folks og vort fædrelands hellige sag."

Det var Flensborg Avis dengang.