Et brev og et svar

Af Anne Knudsen og Redaktionen. Tidehverv, 1996, s.37.

Politiken,
København 4. januar 1996

Til Tidehvervs Redaktion

Idet jeg takker for tilsendelsen af Deres medlemsblad nr. l, 70. årg. 1996, skal jeg henlede Deres opmærksomhed på nogle meningsforstyrrende, faktuelle unøjagtigheder, som optræder i Søren Krarups artikel "I godhedens navn". Når jeg ulejliger mig med dette, skyldes det, at jeg har forstået på både Jesper Langballe og Søren Krarup, at sandheden står Tidehvervs hjerte nær. Jeg skal derimod ikke kommentere eller forsøge at berigtige pastor Krarups formodninger om mit sjæleliv, da dette efter min opfattelse ikke vedkommer offentligheden.

De meningsforstyrrende fejl findes i første spalte: Diskussionen handlede om kulturpolitik og kunst, og jeg supplerede aldeles ikke Jens Jørgen Thorsen og slet ikke med en syrlig bemærkning om, at kirken ikke gjorde mennesker bedre. Jeg påpegede tværtimod som svar på Jesper Langballes kritik af kulturpolitik som et led i forbedringen af menneskers vandel, at det på ingen måde var en socialdemokratisk opfindelse, således som pastor Langballe synes at antage. Mit eksempel var, at kirkekunst er en tidlig og omfattende, bevidst udnyttelse af kunsten til opdragelse af menighederne. Pastor Langballe gav mig - som det åbenbart er hans vane - ikke lejlighed til selv at afslutte min påbegyndte sætning, men råbte straks - som pastor Krarup korrekt citerer - at kirken ikke skulle forbedre menneskene etc.

Jeg har siden fået bekræftet, at denne interessante - men historisk set ukorrekte - oplysning svarer til Tidehvervs kirkesyn. Dette synspunkt er imidlertid ubetvivleligt et mindretalssynspunkt blandt kristne menigheder og præster i denne verden, nu og før, og kan således ikke betragtes som en korrekt beskrivelse af for eksempel kalkmaleriernes mestre og opdragsgivere, eller overhovedet af den kirkekunst, som i så stor og glædelig mængde pryder Europas kirkerum.

Jeg forstår, at dersom Tidehverv havde været en dominerende kirkeretning inden for kristenheden, ville denne kirkekunst ikke være blevet skabt. Men det har Tidehverv som bekendt ikke været, og jeg må derfor fastholde, at andre, mere talrige kirkeretninger i høj grad har anvendt sig af kunstneriske udfoldelser i den hensigt at forbedre menneskene.

Min forbløffelse over pastor Langballes autoritative udsagn skyldtes derfor ikke, at sandheden omsider talte til mig, men at pastor Langballe havde den frejdighed at fremkomme med en komplet og aldeles usandfærdig påstand som indlæg i en diskussion, der omhandlede faktuelle forhold. Hvis ikke pastoren har sovet i timerne på Universitetet (for han har vel studeret, herunder kirkehistorie?), kan der kun være tale om en bevidst forvrængning af den historiske sandhed.

Jeg er klar over, at Tidehverv har sit eget syn på, hvordan kirken burde forholde sig, men det skulle dog ikke kunne anvendes til at påstå, at kirken faktisk - i middelalder og renaissance - har forholdt sig sådan. Tidehverv vil vel medgive mig, at ønsker ikke automatisk bliver til sandhed.

Med venlig hilsen
Anne Knudsen
Kronikredaktør, dr. phil.

PS. De er velkommen til at offentliggøre mit brev.


Ærbødigst

Vi tillader os at gøre brug af ovenstående nådige tilladelse for at glæde Tidehvervs læsere, eftersom det ikke er hver dag, at vort "medlemsblad" har mulighed for at pryde sine spalter med en åndsoverlegenhed som Anne Knudsens, kronikredaktør, dr. phil. Vi er ordentligt forlegne ved at blive sat således på plads. Vi dukker os i stortrøjen. Vi er stadigvæk røde i hovedet. Hvad skal nogle landsbypræster stille op, når Politikens ånd og kronikredaktør griber dem i nakken?

Søren Kierkegaard hævdede i sin tid, at man kan ikke kvantitere sig ind i det kvalitative. Men han kendte ikke Anne Knudsen, kronikredaktør, dr.phil. Autoritativt, videnskabeligt, helt uden ressentiment, endsige fornærmethed, er Politikens kronikredaktør i stand til at sætte kristendom og kirke på plads via statistik.

Vi bøjer os i ærbødighed for en sådan kronikredaktør.

Fra medlemsblad til medlemsblad.

Red.