Om helliggørelse

Af Arne Frees Christiansen. Tidehverv, 1959, s.83-84.

På grundlag af bogen "Hoogst belangrijke briefwisseling tusschen Dr. H. F. Kohlbrügge en Mr. I. da Costa" (se note 1) skal der gives en fremstilling af den holdning, som den hollandske teolog og præst, Hermann Friedrich Kohlbrügge, der levede fra 1803-1875, indtog til spørgsmålet om helliggørelse.

I sit brev til Da Costa skriver Kohlbrügge: "Bliv udenfor med Deres hellighed; ellers får De ingen del i Kristus" (egl. "ham"). Og i en prædiken siger Kohlbrügge: "Har jeg ham (dvs. Kristus), da bekymrer jeg mig ikke om min helliggørelse". Et andet sted i den samme prædiken opfordrer han til at kaste "helliggørelseskrykkerne" langt bort. Og han udbryder: "Hold op med alle gerninger."

Baggrunden for Kohlbrügges udfald imod helliggørelsesbestræbelserne var den, at han mistænkte mange af sine samtidige for i praksis at være lovens trælle. Han betvivlede, at de fuldt ud forstod den tanke, at den, som er i Kristus, er berettiget til at betragte loven som et "lig", der er blevet begravet. Han bestred, at det skulle være muligt for dem at underskrive Luthers ord: "En kristen skal leve, som om der ikke var nogen lov eller synd til, men alene, alene Kristus". Han drog i tvivl, at de for alvor stolede på den Gud, som retfærdiggør den gudløse (jvf. Rom. 4,5). Han vidste, at de havde vanskeligt ved at indse, at det ikke er de personer, som står i kærligheden, og at det ikke er de hellige, retfærdige og fromme, som Gud tager sig af. Han var på det rene med, at hans modstandere - disse tilhørte den hollandske vækkelsesretning - havde svært ved at anerkende rigtigheden af de ord, som Gud - ifølge Kohlbrügge - havde talt til denne: "Sådan som du er, er du mig hellig". Han var klar over, at de ved hellighed forstod en mulighed, som først skulle virkeliggøres, og at de i den forstand hellere end gerne ville være hellige og fromme. Han var vidende om, at de var interesserede i at iagttage noget af helligheden i sig. Han var overbevist om, at deres stræben efter helliggørelse stammede fra ønsket om at opnå en nogenlunde sikker viden om, at de havde del i Kristus. Deres hellige vandel skulle tjene til at forvisse dem om deres delagtighed i Kristus.

Modsat Da Costa, der koncentrerede opmærksomheden om "det helliggørelsens værk, uden hvilket ingen skal se Herren", fremhævede Kohlbrügge Kristi gerning for os. Den reformerte Kohlbrügge citerer anerkendende Luther, som siger: "Man skal og må prædike troen på Kristus -. Jeg vil meget hellere høre, at man siger om mig, at jeg prædiker for sødt, og at min prædiken hindrer folk i gode gerninger, (selv om min prædiken ikke gør noget sådant), end at man påstår, at jeg ikke prædiker troen på Kristus".

Lige så lidt som Luther havde Kohlbrügge til hensigt at hindre folk i gode gerninger. Han var - i samme grad som sine modstandere - en fjende af hensynsløs selvudfoldelse. Men han fandt, at hans modstandere på en lidet heldig måde skelnede mellem retfærdiggørelse og helliggørelse, mellem dogmatik og "kristelig moral". Efter hans opfattelse hører de nævnte begreber uløseligt sammen. Det er hans overbevisning, at den, som hviler i troen på Kristus, ikke kan lade være med at elske sin næste. Det hedder: "Den, som er i Kristus og bliver i ham, frembringer af sig selv mange frugter. Han kan ikke andet". Et andet sted læser vi, at vi "af os selv", dvs. automatisk, er ordets gørere.

Det kan nu ikke nytte, at man prøver på at indlede en samtale med den troende om hans personlige hellighed eller gode gerninger. For han vil svare, at hans hænder er tomme, at han er "støv og intet andet", og at han er "kødelig, solgt under synden". Han vil pege på Frelseren og sige: "Skønt jeg ikke er from, så er min Frelser dog from; skønt jeg ikke er hellig, så er min Frelser dog hellig".

Det kan ikke bestrides, at Kohlbrügges indstilling til spørgsmålet om helliggørelse er præget af passivitet. Kohlbrügge citerer Luther, som siger, at en kristen altid bør overlade til Gud at udvirke det gode i sig. Selv bør han forholde sig på en passiv, en viljeløs måde. Luthercitatet lyder: "En kristen forholde sig stadig, såvel efter sin omvendelse, al sin livstid, som før, i henseende til det gode kun passivt, uvirksomt, så at han overlader til Gud at gøre det gode i ham, og han selv intet har med gerningen at skaffe, for så vidt den er god, om end han er Guds instrument og middel til at gøre den, og Gud således altid alene er alt, han altid intet".

Striden mellem Kohlbrügge og hans modstandere svarer til den uoverensstemmelse, som i spørgsmålet om "den nye lydighed" fandtes mellem Luther og Melanchton. Medens Melanchton og Kohlbrügges modstandere hævder, at troen "skal frembringe gode frugter, og at vi bør gøre de gode gerninger, Gud har forordnet", påstår Luther og Kohlbrügge, at troen frembringer gode frugter. "Af sig selv" og uden nogen bevidst indsats fra menneskets side modnes disse.

Mange vil måske være betænkelige ved det passive indslag i Luthers og Kohlbrügges teologi. Imidlertid må hovedsagen være den, at både Luther og Kohlbrügge kunne anerkende indholdet af Pauli ord: "Lad ikke synden have herredømmet i jeres dødelige legeme". De gjorde sig ikke til talsmænd for og så end ikke igennem fingre med en tøjlesløs optræden. Heller ikke for Kohlbrügges vedkommende var der i så henseende tale om antinomisme. Kohlbrügge afviser skarpt de personer, som "synder løs", idet de påberåber sig, at "den kristne ikke mere lever under lov, men under nåde". Han siger: Jo mere jeg bliver optaget i fællesskabet med Kristus, jo mere "afskyelig bliver og viser synden sig for mig". Og han understreger, at det ikke kan lade sig gøre, at den, som er blevet modtaget af Herren, "skulle kunne tillade en vandel, som ikke er i overensstemmelse med Herrens veje".

Kohlbrügge evnede med en uhørt kraft at pege på menneskets syndighed og afmagt og på Guds nåde og almagt. Eftersom han lagde hovedvægten på troen på syndernes forladelse, ledes vore tanker hen på den Grundtvig, som skrev: "På Guds nåde i al våde stoler vi og bygger fast; den ej glipper, om end klipper og med dem skyhimlen brast". "Ene råde skal Guds nåde for vor fromhed og vor dyd, om Guds øje fra det høje hvile skal på os med fryd".

Note 1: Vereeniging tot uitgave van gereformeerde geschriften te Amsterdam, 1933. Bogens titel kan oversættes ved "En yderst betydningsfuld brevveksling mellem dr. H. F. Kohlbrügge og "meester" I. da Costa". "Meester" svarer til den tyske akademiske grad "dr. jur".