Økonomi og Aandsliv

Af Arne Lundmann Olesen. Tidehverv, 1941, s.57-58.

Grunden til, at man med så udelt en interesse læser magister Harald Nielsens æstetiske artikler i en tid, hvor der visselig ikke er mangel på sådanne, er den, at man snart opdager, at de tenderer mod det væsentlige, nemlig mod, hvad den omhandlede genstand betyder.

Således rettes der i anmeldelsen af professor Brandts bog om Søren Kierkegaard og pengene (Tidehverv, nr. 2, 1941) ikke noget angreb på forskerens resultater (hvad der næppe heller vilde være grund til at gøre), men på den holdning, forfatteren indtager over for det forelagte problem, på hans vurdering. Når der her ikke er tale om nogen iøjnespringende side af bogen, ligger det i, at den vurdering, der er forfatterens og implicite ligger i teksten, også er den, der findes som den gængse hos læseren. Kritikerens bedrift består da i, at han har peget på det betydningsfulde, som den almindelige bevidsthed ikke har bemærket, tilbøjelig som den er til at indoptage af nyt, det, der ligger på linie med, hvad den allerede rummer i forvejen.

Spørgsmålet om Søren Kierkegaard og pengene stilles i en interessant belysning, hvis man fremdrager den store filosofs ungdomsarbejde: Af en endnu Levendes Papirer (1839), der jo er en vurdering af H. C. Andersens forfatterskab og specielt hans "Kun en Spillemand". Det lange og det korte af denne bog af Andersen er, at et geni gaar til grunde i sin kamp mod de ydre omstændigheders overvældende magt. Geniet knækkes af materien.

Kierkegaards værk er - som Andersen siger i "Mit Livs Eventyr" - "noget besværlig at læse, med den hegelske Tunghed i Udtrykkene", og han tager mærkeligt fejl i de æstetiske vurderinger, saaledes når han (Sml. Værker. 2. udgave, 13. bind, side 88) kritiserer det sted hos Andersen, hvor den uskyldige Christian, bogens helt, første gang kommer på danseboden: "med Hatten i Haanden hilsede han høfligt til alle Sider. Ingen lagde Mærke dertil." "Det er endda ikke saa underligt," siger Kierkegaard strengt og tilføjer, at han må være glad for, at han ikke blev kastet ud.

På eet punkt har Kierkegaard imidlertid ikke set fejl; han ved, hvad det kommer an på i bogen. (Sml. Harald Rue: Litteratur og samfund, side 41) "Andersen fremstiller," siger han det anførte sted side 85, "ikke et Geni i dets Kamp, men snarere et Flæb, om hvilket der forsikres, at det er et Geni, og som kun har det tilfælles med et Geni, at det lider en Smule Genvordigheder, som det vel at mærke endog ligger under for …"

Som det fremgår af disse ord, er vi atter ved spørgsmålet om det materielle grundlag for geniets åndelige virksomhed. Og her - for Kierkegaard - er det en selvfølge, at geniet skal hævde sig, uanset hvordan de økonomiske forhold er, hvorunder han lever, saa sandt som ideen har ophøjet, evig gyldighed i modsætning til det forkrænkelige materielle.

Således forklares det, at Kierkegaard i stedet for at konstatere, at Andersen er en lyrisk natur, fastslår, at han ikke efter sit lyriske stadium har gennemløbet et episk (anf. sted, side 66). Eller med andre ord: han opstiller en abstraheret forfatter, der bør gennemløbe forskellige stadier, og undersøger så bagefter, om Andersen svarer til dette ideal.

Spottende siges det om H. C. Andersen, at han "græder over sine ulykkelige Helte, der maa gaa under, og hvorfor? fordi Andersen er den, som han er. Den samme glædeløse Kamp, som Andersen selv kæmper i Livet, gjentager sig nu i hans Poesie." (S. 71). Den unge H. C. Andersen fik drøje knubs af skæbnen. Men ulykken er, "at Andersen aldeles mangler Livs-Anskuelse" (s. 73). Ved hjælp af den kunde han have hævet sig over omstændighederne.

Det er tydeligt nok for Kierkegaard en ulidelig tanke, at i åndens kamp med stoffet skulde dette gå af med sejren. Han hævder ideens, åndens primat. - Således som man let erkender en lighed i Kierkegaards og Harald Nielsens aristokratiske syn paa geniet, således er der også en karakteristisk forskel mellem dem. Denne forskel består i, at det økonomiske grundlags nødvendighed ikke er blevet Kierkegaard bevidst, sådan som den er det for Harald Nielsen. For det er jo sandt, som denne skriver i "Ord i Tide" (side 64), "der er Lejligheder, hvor Idealismen alene ikke gør det, hvor en mere substantiel Bistand vilde være ønskelig." Citatet er fra artiklen: Socialform og Kriseforlig, der bl. a. fortæller om borgerskabets ulyst til "substantielt" at støtte den borgerlige politik. Interessante bidrag til belysning af forholdet mellem det kunstneriske geni og borgerligheden (i ædel og uædel forstand) giver afhandlingen om Thomas Mann (Moderne Litteratur. Ny Samling. S. 70) og den, der hedder "Kunsten i Vold - Livet i Vold" (i "Vej og Sti", s. 211).

Harald Nielsen indtager samme stilling i demokratiets Danmark som Cato den yngre i den romerske republiks sidste år. Hans tale mod oprøreren Catilina d. 5. december, år 63 f. Kr., holdt for senatorerne, er typisk. Han opfordrer dem til at slå samfundsomstyrteren ned, men appellerer til deres nydelsessyge og hang til vellevned, da han foragter dem så dybt, at han ikke anser det for umagen værd at kalde på ædlere motiver. "Jeg henvender mig til jer, som altid har sat mere pris på jeres boliger, lystgårde, statuer og malerier end på fædrelandet; hvis I vil beholde det .... hvis I vil have ro til jeres nydelser, så vågn op og tag jer af staten." (Sallust. Catilina, 52).

Det er idealisten, der kynisk påberåber sig interessefællesskabet, ligesom hans modstander Catilina havde sagt, at det at elske og hade det samme, først det er et sandt venskab.

En parallel frembyder i nutiden sådanne økonomisk bestemte bevægelser, som er skabt som modsætninger til fagforeningerne og socialdemokratiet, som f. eks. Landbrugernes Sammenslutning. Disse bevægelser tilegner sig fra deres modstandere alt, hvad de har brug for, i det nævnte tilfælde strejketeorien, bojkot, fagforeningstanken, og deres historiske opgave bliver den at gøre deres egne fortrolige med antikapitalistiske synsmåder. Bevægelsernes efemere karakter beror på, at de ikke drager den socialistiske konsekvens af deres tanker; heraf også deres ideologiske usikkerhed. (De har ikke haft nogen mere skånselsløs revser end H. N).

En sådan usikkerhed røbes imidlertid også i Harald Nielsens artikel ved de sammenligninger, han anvender. Det er jo uden videre klart, at artiklen går ud på, at husassistenter og i det hele taget de primært arbejdende skal forefindes som et grundlag for den subtilere åndelige virksomhed, og uden hine er denne heller ikke mulig. Med andre ord: hvis man anerkender åndslivets berettigelse, og det gør man på forhånd, så må man også anerkende en bestående tilstand af "arbejdsfordeling" som berettiget. Her vil den tanke imidlertid påtvinge sig visse læsere, om det ikke var muligt på anden måde og for en anden pris at sikre sig et åndsliv. Men for at sådanne kætterske tanker ikke skal dukke op, sidestiller forfatteren - ikke den store filosof på den ene side og grøftegraveren eller maskinarbejderen på den anden, men filosoffen og - ham, der reklamerer for tandpasta. For medens det måske ikke er så indlysende for alle, at den bestående økonomiske ordning er rimelig, så er enhver i det mindste klar over, hvis arbejde der bør vurderes højest Kierkegaards eller reklamemandens. Men til at belyse skattelovenes uretfærdighed er eksemplet så uheldigt som vel muligt, for hvis en Kierkegaard med en vis indtægt og formue allerede flås af skattevæsenet, kan man være rolig for, at reklameagenten med en større indtægt flås endnu kraftigere og altså netop ikke begunstiges. Og det vilde vist blive svært at beskatte dem efter forskellige skalaer, hvis nogen vil foreslå den udvej; begge udfører jo åndeligt arbejde, begge har kapital, og som forudsætning for begges virksomhed foreligger manuelt arbejde.

I sin bog "Holberg i Nutidsbelysning" påviser Harald Nielsen, hvorledes Holbergs "Jeppe paa Bjerget" igennem tiderne har haft en skæbne, der var afhængig af bondens øjeblikkelige økonomiske og politiske magtstilling. Det lykkes ham at klargøre, at Holberg har haft til hensigt at afdække Jeppes "bolsjevistiske" tendens.

Men netop ved at påpege Holbergs antidemokratiske opfattelse, netop ved at vise, hvordan det fremrykkende økonomiske og politiske demokrati erobrer også "åndelige" positioner, giver han en betegnende "marxistisk" analyse af en del af åndslivet, og det er just det, han atter har gjort i artiklen om åndsliv og økonomi. Sådan går det. Sandheden vil frem, og dens jordbund beredes af villige og uvillige.