Luthers store Skuffelse

Af F. L. Østrup. Tidehverv, 1927, s.166-170.

Fru Elise Hoskier, af hvem Morten Pontoppidan har tegnet et Karakterbillede i en lille Bog, der bærer hendes Navn, har, selv Katolik, i sine Optegnelser skrevet saaledes om den protestantiske Læresætning om Retfærdiggørelse ved Troen alene: "Protestanterne tror, de af dem, der endnu i det hele tror noget, at vor Frelser har gjort det hele, og at blot vi har Tro paa ham, er vi frelst. En beroligende Lære, en nem Frelse! Alting besørget af Kristus! Bare tro, og du er frelst!" Men saa er det, som om hun falder i Tanker, og det gaar op for hende, at i en vis Forstand kunde det siges, ja, dybest taget var det rigtigt nok, at blot vi har Tro, er vi frelst. Efter at hun har nævnet en Karikatur af Læren, dæmrer den sande Lære for hende; efter at hun har nævnet, hvad vi kunde kalde den falske Lutherdom, dæmrer den ægte for hende, og hun fortsætter: "Ja det siger vi jo ogsaa, men for os hvad ligger der ikke i Ordet: tro. Ja tro og leve som Mennesker, der tror. Lide, dø, handle og tænke. Det er Livets store Problem."

Hun har aabenbart Ret i, at dersom Læren om Retfærdiggørelse af Tro er en beroligende Lære for den, der skulde alt andet end beroliges; dersom den anviser en nem Frelse, saa maa der være noget galt. Thi en saadan Lære bliver jo lige modsat Jesu Ord om, at det er en snæver Vej og ikke en bred, der fører til Livet. Og ligeledes har hun Ret i, at der sikkert findes alt for meget af dette gale i den lutherske Kirke. Men lad det nu være vort Spørgsmaal, om det er Luthers Skyld, eller om der ikke snarere kan skilles mellem ægte Lutherdom, som er uden dette gale, og falsk Lutherdom, for hvilken Luther ikke kan gøres ansvarlig.

Der er en katolsk Forfatter, Max Scheler, der har anklaget*) Protestantismen i det hele og Lutherdommen i Særdeleshed for at have bidraget væsentlig til Kristenhedens Verdsliggørelse og til, at Kulturlivet er bleven underlagt Mammonsdyrkelsens Aand. Han bebrejder Lutherdommen, at der er bleven draget en utilbørlig skarp Grænse mellem det kristelige og det verdslige, hvorved dette sidste er ble ven overladt til sine egne Love. Hvorimod Katolikkerne altid har villet lægge hele det verdslige Liv endog i de mest konkrete Former ind under guddommelig Lov. Han mener hos Lutherdommen at finde, hvad han kalder: en Indvorteshedens Sygdom, der for øvrigt hænger sammen med det tyske Væsen overhovedet. Og den bestaar i, at man lever det værdifulde Aandens Liv bag lukket Dør, uden at der er nogen Forbindelse mellem det og alt det udvortes, der saaledes overlades til sig selv. Og dette Misforhold fører han tilbage til det, som er det centrale i den evangeliske Kristendom, Læren om Retfærdiggørelse ved Troen alene uden Gerninger; Luther har, siger han, løst de gode Gerninger fra Troens Liv, overhugget Forbindelsen derimellem; og dette er den inderste Grund til Verdsliggørelsen inden for Lutherdommen.

Er det nu sandt, at Luther har løst de gode Gerninger fra Troens Liv? Er det sandt, at naar Luther taler om den frelsende Tro, saa faar han ikke med det, som sætter de gode Gerninger i Gang, hvorfor det bliver tvivlsomt, om de overhovedet kommer i Gang? Er Luther Dualist, naar han taler om Troen, idet denne er Aandens Foreteelse, mens der saa er Kødet eller hele det øvrige Menneske tilbage? Vi vil lade selve Luthers Skrifter og de lutherske Bekendelsesskrifter belære os om, i hvilken Betydning Luther og hans Medarbejdere taler om Troen.**)

Der findes i disse Skrifter en Række Udtalelser, hvorefter Troen blot er Forvisningen om Syndernes Forladelse, og det retfærdiggørende ved Troen ene og alene er det, at den modtager Forladelsen. Et moralsk Liv er ikke nødvendigt for Guds Naade eller Opnaaelsen af Saligheden. Kristi Fortjeneste gør det ud helt og ganske og den alene. Luther skriver saaledes i Kommentaren til Galaterbrevet: "Ved Troen alene, ikke ved Troen lagt for Dagen i Kærlighed (fides charitate formata) retfærdiggøres vi. Denne Tro retfærdiggør uden og før Kærligheden. Gid al Tale om \ fides formata maa fordømmes. Lad os standhaftig holde paa, at disse Udtryk: fides formata, fides informis, acqvisita etc. er Djævelens Blændværk, fremkommen for at ødelægge den kristne Lære og Tro." Og i Konkordieformlen hedder det: Forangaaende Anger og efterfølgende gode Gerninger hører ikke med til Artiklen om Retfærdiggørelsen for Gud." Og ligeledes: "Troen gør retfærdig kun derfor og af den Grund, at den som et Middel og Redskab griber og annammer Guds Naade."

Det bliver helt vanskeligt at se, hvorfor en saadan Tro, en Tro, der i den Grad er af klædt al etisk Værdi, overhovedet forlanges. Man synes, at naar alt andet er eftergivet, kunde denne Frelsesbetingelse ogsaa eftergives, saa det kom til at hedde, at alle uden Undtagelse var blevne retfærdige for Gud og frelste for Kristi Fortjenestes Skyld. Og der findes ogsaa Udtryk, som synes at sige dette, saaledes naar det i Konkordieformlen hedder: "Kristus har bevist sin himmelske Fader den hele fuldkomne Lydighed og dermed tildækket al vor Ulydighed, saa den ikke regnes os til Fordømmelse." Men der skal jo underforstaas: Tro blot dette. Men det kunde man vel saa ogsaa. Det var jo en meget billig Ydelse, der forlangtes. Og med denne Tro maatte man sige, at man paa en nem Maade var kommen til Frelsen. Der skulde hverken Anger til eller Tilbagetagelse af den onde Vilje eller Løfte om noget som helst, kun hin rent formelle Tro.

Det gaar her, som det ofte gaar paa det aandelige Omraade, at naar man uden at se til højre eller venstre gaar lige ud formentlig ad Logikkens eller Konsekvensens rette Line, saa ender man med at styrte i Afgrunden. Hvilken besynderlig Tro var man ikke kommen til. Besynderlig i sin Virkning, idet en, som havde denne altsaa etisk værdiløse Tro, derved blev frelst, men en, som ikke havde den, gik fortabt. Og endnu besynderligere i sit Væsen. Ja, vi tør sige, at den er saa besynderlig, at den slet ikke kan være til. Man kan ikke med en Tro, hvori der intet etisk Indhold er, gribe Guds Naade. Man kan ikke med en Tro, der intet har med Værd at gøre, gribe det, som har allermest med Værd at gøre. Vi forstaar jo nok, hvordan det gik til, at Luther kunde komme til et saadant Trosbegreb. Han var bleven saa gruelig angst for at lære, at man ved sit eget kunde medvirke til Frelsen. Han havde selv fundet Fred ved at se ganske bort fra sit eget som noget syndigt og bygge kun paa, hvad der var Guds. Og saa formede han sin Lære om Retfærdiggørelse saadan, at den var kemisk ren for alt, hvad der kunde give Selvretfærdighed den svageste Anledning. Troen gør kun retfærdig, lærte han, fordi den er som et Middel eller Redskab, hvormed Mennesket griber Guds Naade. Det syntes han, han selv havde erfaret, men det beroede jo paa en Selvskuffelse. Han havde jo gjort alt, havde stridt og stræbt, men brudt Staven over det altsammen, men saa i Troen paa den uforskyldte Naade fundet Fred. Men denne hans Tro var at se paa denne Baggrund og bestemt ved den og derfor noget langt mere end et saadant Middel eller Redskab, han vilde gøre den til.

Hvis dette nu virkelig var Luthers sidste Ord om den frelsende Tro, saa vilde Scheler have Ret i sin Anklage mod ham, at han havde løst de gode Gerninger fra Troen og saaledes befordret Verdslighedens Aands Sejr; saa var Baandet overhugget, ved hvilket Troen skulde drage hele Menneskelivet ind under Guds hellige Vilje. Thi at Guds Naade blev grebet af det Redskab Troen, og Mennesket dermed frelst, var en i sig afsluttet Akt, som godt kunde lade hele Verdenslivet i Fred. Men der findes ogsaa hos Luther en Række helt andre Udtalelser om Troen. Der skelnes mellem sand og falsk Tro, mellem levende og død Tro. Den blotte Forvisning om Syndernes Forladelse kan let være en falsk, en død Tro, der er saa langt fra at retfærdiggøre, at den tværtimod kan føre Mennesker lige i Fordømmelsen. Mennesker skal derfor vogte sig for at være for sikre, passe paa, at de ikke tager deres falske Tro for sand. Det hedder i Konkordieformlen: "Mennesker kan lige saa vel blive fordømte ved en epikuræisk Indbildning om Troen som ved den papistiske og farisæiske Stolen paa egen Gerning og Fortjeneste". Og det, hvorefter det skal afgøres, om Troen er sand eller falsk, levende eller død, det er Kærligheden, Gerningerne. I Kommentaren til Galaterbrevet siger Luther ligefrem: "Naar der tales om retfærdiggørende Tro, tales der om den Tro, der er virksom i Kærlighed". Saa det synes, som om han modsiger sig selv. Og i Samklang dermed hedder det i Apologien: "Vi kræver paa det allerstærkeste gode Gerninger, eftersom vi lærer, at Troen maa fødes i Bod og mere og mere vokse i Bod".

Hvordan skal vi nu forene disse to Rækker forskellige, ja mod hinanden stridende Udtalelser? Hvordan finder vi Luther selv i dem? Vi faar en god Vejledning af en Prædiken af ham fra 1534. Han siger i den: "Det er sandt, at Troens Prædiken er en saare elskelig Prædiken, en sød Prædiken, men det er dertil en subtil, høj og farlig Prædiken, især for kødelige Hjerter. Naar man prædiker om Troen, prædiker man nemlig om idel Miskundhed og Naade. Men saa kan det ske, at raa og kødelige Hjerter farer til og misbruger denne Naade til det, som galt er. Prædiker man derimod ikke Troen og Naaden, saa griber Folk til deres egne Gerninger og maa til sidst fortvivle. Derfor, hvorledes man end gør det, saa er det ikke ret i denne onde og forkerte Verden. Prædiker vi Troens Trøst, spotter Papisterne os og siger, at vi prædiker for sødt, og at Folk bliver dovne og 'lade af saadan Prædiken. Og det er sandt for manges Vedkommende. Prædiker vi derimod ikke Troens Trøst, saa er der kun Frygt og Skræk for de arme Samvittigheder". Saa forstaar vi nok, hvordan det hænger sammen. Sagen er, at han omskifter sin Røst efter, hvem det er, han taler til. Til dem, der har gjort alt, ligesom han selv havde gjort alt, siger han: I skal i Troen gribe Guds Naade i Kristus og sætte deres Lid ene dertil; sig om alt det, I har gjort: det betyder slet intet til Frelsen, vi er kun unyttige Tjenere, og tro saa, at alt er gjort af Kristus. Men hvis nogen ikke har gjort alt, men synes, at det er en dejlig nem Vej til Frelse, der anvises, saa raser han mod dem og kalder dem frække og formastelige Mennesker, der er paa Vej til Fordømmelsen. Og over for disse, der ikke har gjort hans Erfaringer, aldrig har fortvivlet over egne Gerningers Utilstrækkelighed, fordi de ingenting har gjort. bringes et andet Trosbegreb i Anvendelse; nu hedder det, at den Tro duer ikke, som er uden Bod og uden Gerninger; nu lægges der i højeste Grad et etisk Indhold ind i den Tro, som kræves, Kærligheden, et helligt Liv, om end sammenfoldet som en Spire; nu vil Luther have dem til at gøre alt; siden de ikke før har gjort alt, skal de nu gøre alt, men dog ene fortrøste sig til Guds Naade i Kristus.

Saaledes kan vi godt forene de to Rækker forskellige, ja tilsyneladende mod hinanden stridende Udtalelser om Troen, og vi forstaar, at det aldrig har været Luthers Mening, at gøre Frelsens Vej nem og bekvem. Men rigtignok blev han taget til Indtægt af mangfoldige, som ønskede Vejen nem og bekvem. Og dette voldte Luther Sorg og var ham en stor Skuffelse. Han havde tænkt sig, at naar Evangeliets Kærne, der saa længe havde været skjult, blev draget frem for Lyset, saa skulde en Tak og Lovprisning som i den første Menigheds Dage stige op mod Himlen. Han havde haabet, at naar Mennesker lærte Guds Naades Rigdom at kende, vilde Glæden derover og Taknemmeligheden gøre dem til nye Mennesker, der vandrede paa Helligheds Vej. Men hvor blev han skuffet. Det var ikke meget af den Slags Frugt, han fik at se. Men saa meget mere af Ugideligheds og Verdsligheds Frugt. Glæden over det nye var ikke just Glæde over Guds Naades Rigdom. Ordene hos Jesaja kom til at passe: "Hvad mere var der at gøre ved min Vingaard? Hvorfor bar den da Vildbær, mens jeg ventede en Druehøst?" Men Peters Ord: "I er el kongeligt Præsteskab, et helligt Folk", kom ikke til at passe, skønt de papistiske Hindringer derfor var bortryddede. Og det er tvivlsomt, om Luther vilde blive gladere, hvis han saa vor lutherske Kirke, som den nu er. Der findes jo nok hos Luther adskillige Enkeltudtryk, som, naar man løsriver dem fra hele Luther, synes at anvise den nemme og bekvemme Vej. Og det er, som om den Forkyndelse, der er gængs i vort Land, har haft en særlig Forkærlighed for saadanne "lutherske" Udtryk, og der forkyndes: Vi skal selv intet gøre til vor Frelse, for vi kan intet gøre; det vilde være Hovmod at bilde sig ind, at man selv kunde gøre noget; vi skal ydmyge os til at lade Gud alene virke alt, at vi kan sige: alt af Naade. Og mange Tilhørere er hellere end gerne med til det, og de siger beredvilligt: Ja, vi er kun unyttige Tjenere. Men hvordan maa dette ikke lyde i Himlen? Naar de, som har gjort alt, siger: Se, vi er unyttige Tjenere, saa er det sandt, i himmelsk Forstand sandt, de hellige Engle nikker dertil. Men naar de, som intet har gjort, siger: Se, vi er unyttige Tjenere, saa er det ganske vist ogsaa sandt, men i Helvedes Forstand sandt, og hvordan maa det ikke lyde i de hellige Engles Øren? Men for mange staar det som god Lutherdom, at de skal lade Gud alene virke alt og selv intet gøre, og de siger paa den nedrige Maade: Se, vi er unyttige Tjenere. Det er nok muligt, at denne falske Lutherdom er Skyld i det passive Præg, der er over vor lutherske Kirke i Modsætning til den reformerte og Skyld i, at vi er fattigere paa selvopofrende Fromhed end den katolske Kirke. Professor Eduard Geismar har Ret, naar han drager til Felts mod denne alt for udbredte falske Lutherdom og siger, at den anviser sine Tilhængere at synde paa Naaden. Og det er godt, at han baade til Tugt og til Lægedom fremdrager Søren Kierkegaard, der just selv bestemmer sin Opgave saaledes, at han vil gøre det, man havde gjort alt for nemt og bekvemt, sværere. Men man kunde ogsaa til Tugt og Lægedom fremdrage den sande Luther eller den hele Luther. Thi denne er i Sandhed milevidt fra hin falske Lutherdom. Han skal ikke gøres ansvarlig for den. Har han end i for megen Tillid til Menneskene givet adskillige Udtryk en paradoksal Form, laa Korrektivet dog nær, nemlig i ham selv. Men naar senere Forkyndere har gentaget disse Udtryk uden selv at frembyde noget Korrektiv, saa var Uforsigtigheden der. Og naar saa dertil kom de syndige Hjerters Tilbøjelighed til at tage sig det let, saa var Skandalen der. Men den har absolut ingen Rod hos Luther selv. Ser vi paa den hele Luther, forstaar vi, at det ægte lutherske er ikke: I skal selv intet gøre til eders Frelse, for I kan intet gøre, men er: I skal gøre alt, men naar I har gjort alt, saa sig: vi er kun unyttige Tjenere.

Naar Max Scheler angriber den lutherske Lære om Retfærdiggørelsen, er det betegnende, at han for en stor Del henter sine Vaaben fra Luther selv; det er lutherske Tanker, han gør gældende. Arvid Runestam, som paaviser dette, siger derom, at det er med Luther selv, han vil drive Luther ud. Men saa kunde Scheler jo lige saa godt om sit Angreb have brugt den rette Betegnelse og sagt om det, han havde for, at det var hos Luther selv at søge Korrektivet for falsk Lutherdom.

Og vi vil nu her, stadig under Korrektivet fra den hele Luther forsøge at tale luthersk om den frelsende Tro, saa at Spørgsmaalet om, hvor vidt Troen blot er et Redskab, der griber Naaden, eller den indbefatter Anger og helligt Liv, fra først af løses. Vi vil forsøge at tale luthersk om Troen, saa at det ses, at Luther paa ingen Maade har løst de gode Gerninger fra Troens Liv, men dette tværtimod bliver den stærkest tænkelige Bevæggrund for Gerningerne.

Med hele sin Person er et Menneske til Stede for Gud i Troen eller ligger nedkastet for Gud. Som et tomt Kar, der føler sin Tomhed, om vi kunde tænke os det, er bragt hen til et Hav af Fylde, begærende at fyldes med dets Fylde, saadan er et Menneske i Troen til Stede over for Gud, Disse Jesu Ord er at anvende paa det: det er fattigt i Aanden, sørgende, hungrende og tørstende efter Retfærdighed. Eller dette Jesu Ord: Den, som mister sit Selv, skal bjerge det; Mennesket giver sig hen, ofrer sig selv, endog sin Godhed og Selvagtelse, det dømmer sig selv. Eller dette Jesu Ord: Tolderen slog sig for sit Bryst og sukkede: Gud, vær mig Synder naadig. Men naar Mennesket har sagt saadan, hvad saa? Man kan jo ikke altid ligge nedkastet og bede saadan. Der maa vel komme den Fortsættelse, at man rejser sig som den, hvem Gud har været naadig, og saa giver sig til at gøre hans Vilje? Der maa vel komme den Fortsættelse af Retfærdiggørelsen, som hedder Helliggørelse? Vi vil foretrække at sige: Nej, der kommer ingen saadan Fortsættelse, der kommer ikke noget ud over dette at ligge nedkastet og være opfyldt af Sukket: Gud være mig Synder naadig. Kristenlivet bliver ved at være dette, lige saa længe disse Jordelivets Vilkaar varer. Angaaende Tolderen i Templet er det ikke godt at sige, hvor vidt han mærkede og vidste, at han gik retfærdiggjort hjem til sit Hus, men een Ting tør vi sige, nemlig, at han den næste Dag atter er gaaet op i Templet og har bedet den samme Bøn, eller at han, selv om han ikke er gaaet op i Templet, og selv om han ikke har sagt de samme Ord, saa dog paa anden Maade har bedet den samme Bøn. Og vi ved ingen bedre Maade at anskue Kristenlivet paa end saaledes, at det hele Kristenliv er samlet i at bede denne Bøn. Men ganske vist, man beder ikke blot med Ord, men med sit hele Liv. Man inddrager hele sit Liv i Bønnen, hvad der jo er en Betingelse for, at den kan være sand. Ens Gerninger forener sig med ens Ord om at bede Gud om Tilgivelse. Andre Mennesker forstaar maaske ikke dette Gerningernes Sprog, men Gud forstaar det. Han forstaar, at Tanken om, at disse Gerninger skulde være noget fortjenstfuldt, end ikke er dukket op i Menneskets Sjæl, men at de er dets Maade at bede paa. Saaledes var det jo Tilfældet med Zakæus. Naar han gav Halvdelen af sit Gods til de fattige og vilde erstatte det, han maatte have forfordelt nogen for, med det firedobbelte, saa var det ikke Pral, hvad maaske nogen troede, men det var Bøn altsammen, det var Bønnen: Gud, vær mig Synder naadig, der nu formede sig saaledes for ham. Og Jesus forstod det, og derfor og kun derfor sagde Jesus ogsaa om ham: I Dag er der vederfaret dette Hus Frelse. Saa vi ser, det er en omfattende Bøn, Gud, vær mig Synder naadig. Ja, den skal omfatte det hele Menneske, gælde alt, hvad der er i det, og alt, hvad det formaar. Det er ikke gjort med at sige de fem Ord, hvortil vi blot behøver et Par Sekunder. Vi skal lære at bede den, som det sig bør, og vi bliver aldrig færdige med at lære det. Daler Bønhørelse ned i vort Hjerte, er det ikke, for at vi skal ophøre med Bønnen, men blot for at vi skal bede den endnu inderligere og endnu sandere, nemlig ved, at vi bedre end før er til Stede med hele vor Person med hele dens Gøren og Laden i Bønnen. Jesus anviser os just at bære os saadan ad, idet han siger: Forlader I Menneskene deres Overtrædelser mod eder, saa skal den himmelske Fader ogsaa forlade eder eders Overtrædelser. Vi skal bede den himmelske Fader forlade os vore Overtrædelser ved, at vi forlader andre deres. Men ganske svarende dertil skal vi bede: Gud, vær mig Synder naadig, ved at vise Kærlighed, Taalmodighed, Sagtmodighed, Selvfornægtelse, Tjenstvillighed. Men kan da disse Aandens Frugter vise sig hos et Menneske samtidig med, at det ligger nedkastet og beder: Gud, vær mig Synder naadig? Ja, netop. Vi vil endogsaa sige, at kun saaledes kan de vise sig; kun saaledes kan disse Frugter bæres ægte og ubeskadigede. Og de er saa vel Tegn paa, at Mennesket beder paa den rigtige Maade, som Vidnesbyrd om ,at Gud bønhører det. Han bønhører det ved at lære det at bede inderligere og sandere, det vil sige: inddrage hele sit Liv i Bønnen. Men Mennesket selv ved da intet om disse Frugter saaledes, at det kunde tage dem i Øjesyn og glæde sig ved dem. For det selv betyder de bestandig kun Bønnen: Gud, vær mig Synder naadig.

Men sammenblander vi nu ikke Retfærdiggørelsen og Helliggørelsen? Er det da ikke saaledes, som man har lært os, at Retfærdiggørelsen er det første, og at derpaa maa Helliggørelsen følge? Abstrakt set er ganske vist Retfærdiggørelsen eller Syndsforladelsen et, og Helliggørelsen med Kærlighed, Taalmodighed, Sagtmodighed og Selvfornægtelse noget andet. Men i det virkelige Liv er de saa inderlig forenede, at det ene aldrig er uden det andet. Retfærdiggørelse uden Helliggørelse findes ikke, og Helliggørelse uden Retfærdiggørelse heller ikke. Hvor har det ikke været galt og ført til mange gale Ting, at man har betragtet dem som adskilte og villet, at de skulde følge paa hinanden. Navnlig har det ført til disse to gale Ting: Farisæersind og manglende Bevæggrund for Helliggørelsen. Det har ført til Farisæersind. Hvor betænkeligt, hvis en var bleven færdig med Retfærdiggørelsen. Vil du da ikke mere ligge nedkastet for Gud og bede Tolderens Bøn? Nej, det er jeg færdig med og er gaaet over til det næste. Den, der svarer saaledes, mener at have Guds Velbehag i Modsætning til mange andre; Gud smiler til ham, mens hans Vrede er over de andre. Han selv er frelst, de andre ikke. hvor kommer ikke saaledes Ydmygheden i Fare. Og det blev altid galt med Helliggørelsens Bevæggrund. Retfærdiggørelsen var jo det afgørende. Som retfærdiggjort var man Guds Barn og havde Lod og Del i Guds Rige. Saa skulde man jo ogsaa nok leve et helligt Liv. Men til Frelse behøvedes det strengt taget ikke. Det var ikke Frelsen, der stod paa Spil, |naar man lod være. Men anderledes, hvis vi har Ret i vor Betragtningsmaade, at Retfærdiggørelse og Helliggørelse er paa inderligste Maade indflettede i hinanden, at Helliggørelsen ikke er en Skriden ud over Retfærdiggørelsen, men en Inderliggørelse af denne. Man bliver saaledes ikke færdig med Retfærdiggørelsen, bliver ved med at ligge nedkastet for Gud med Tolderens Bøn i Hjertet, altsaa stadig iført Ydmyghedens Dragt. Og fremdeles, ogsaa for Retfærdiggørelsens Skyld maa man stride Helliggørelsens Strid og gøre dens Gerninger; thi dermed beder man ogsaa: Gud, vær mig Synder naadig, og gør Bønnen i Ord sand; Gerningerne er som legemliggjort Bøn. Og der kommer saaledes ikke til at mangle Bevæggrund for Helliggørelsen; her er selve Frelsens Bevæggrund. Saaledes i Samklang med Jesu Ord: Men forlader I ikke Menneskene deres Overtrædelser, saa skal den himmelske Fader heller ikke forlade eder eders. Og vi hører saa ikke mere det mislige: I skal intet gøre til eders Frelse, thi I kan intet gøre, men det sunde: I skal gøre alt, men sig saa samtidig: Vi er kun unyttige Tjenere.

At vi med denne Betragtningsmaade er paa rigtig Vej, finder vi ogsaa stadfæstet ved, at Vækkelsesprædiken over Emnet: Lad eder forlige med Gud, saaledes kan faa en Tone, hvortil den i høj Grad trænger. Det har tit været saadan, at der henvistes Mennesket til en Strid eller et Foretagende, eller hvad man vilde kalde det, der skulde foregaa helt i Sjælens skjulte Verden. Hvad der da skulde ske. Ja Mennesket skulde i Troen gribe Guds Naade og saaledes retfærdiggøres. Men naar nogen spurgte, hvordan han skulde bære sig ad med det, saa kunde Forkynderen ikke svare uden paa en højst dunkel og uanskuelig Maade, saa Spørgeren kunde faa det Indtryk, at der blev budet ham noget, han slet ikke havde Forudsætninger for at gøre. Selv om der blev talt om Taarer, der skulde fældes, og en Følelse af Fortabthed, der skulde fremelskes, gjorde det ikke Sagen bedre. Og mange sagde saa: Det kan vi ikke, vi ved slet ikke, hvordan vi skal bære os ad; og de gjorde Oprør mod, hvad der forekom dem som sjælelig Mishandling; og de følte det som en Befrielse, naar de kom ud af Kirken eller Salen, da at drage Vejret frit og lade alle disse Tanker fare. Bedre ikke at lade hele Skuepladsen for det, som skal ske med det uomvendte Menneske, være Sjælens skjulte Verden. Bedre at sige til ham: Ved du ikke, hvordan du skal bære dig ad? Gør du blot det gode, gør det godt igen, du har gjort galt, vis Kærlighed, Taalmodighed, Selvfornægtelse, Tjenstvillighed, og lad det forene sig med dine Ord om at sige: Gud, vær mig Synder naadig. Det bliver et rigtigere og anskueligere Sprog, rigtigere derfor ogsaa i pædagogisk Henseende. Og vi kan henvise til Jesu Eksempel. Han gav jo den rige unge Mand Besked om noget udvortes, han skulde gøre. Han bød just ikke Zakæus gøre noget lignende, men roste ham, da Zakæus selv var rede. Ligesom han i det hele ikke var sparsom med sin Ros, f. Eks. i Anledning af den fattige Enkes Skærv eller Marias Salveofring. Mente han da ikke, at alt saadant, Mennesker kunde gøre, var Daarligdom ret beset alt til Hobe? Jo, sikkerlig. Det var ikke noget, nogen skulde rose sig af, men det var, for saa vidt Jesus kunde rose det, Suk til Gud altsammen. Ja, det altsammen egentlig dette samme Suk: Gud, vær mig Synder naadig.

Vi mener, at vi her har talt luthersk om Troen; at det er med Luther vi siger, at det hele Menneske med alt, hvad det formaar, alt hengivende, alt ofrende i Troen maa være til Stede for Gud; at et Menneske skal gøre alt, ikke intet, men alt for paa den sande, gudvelbehagelige Maade at sukke: Jeg er kun en unyttig Tjener, der intet andet ved at frelses ved end din Naade; og at et Menneske aldrig skal staa op fra dette Ydmyghedens Stade, men lade hele sin Fremgang bestaa i, at det drager mere og mere af sit Liv ind i sin Bøn, saa at dets Gerninger taler samme Sprog som Ordene. Luther siger jo ogsaa i Forklaringen til den femte Bøn: Vi synder daglig meget og fortjener intet andet end Straf, og det er aabenbart ikke hans Mening, at vi skal blive færdige med at sige det; tværtimod hans Mening, at vi skal lære at sige det paa sandere og sandere Maade; men hvem siger det vel paa sandest Maade uden den, der alvorligst kæmper Helliggørelsens Kamp? Just saadan har ogsaa Biskop V. Ammundsen opfattet den lutherske Kristendomsform "Efter den", siger han, "skal vi ikke videre ud over Syndsforladelsen, men dybere ind i den, og saa vil vi ogsaa derinde finde den begyndende Sejr og indre Fornyelse". Og han føjer til: "Det var Luthers egentlige Mening, men han fik den selv ikke altid kraftig nok frem, og end mere af denne Rigdom er gaaet tabt i senere Tider".***)

Biskop E. Billing i Sverige har et Sted skrevet, at Lutherdommens Hemmelighed er dens uhyre Koncentration om det ene: Syndernes Forladelse. Men derfor, føjede han til, hvor dette afsvækkes, fører det til Afsvækkelse over hele Linien; og derfor er Slaphed den lutherske Kirkes Arvesynd. Og saa er det, som om han gyser ved dette: slap Lutherdom! Ja, kunde vi faa uddrevet den slappe eller falske Lutherdom, kunde vi komme bort fra alt, hvad der forskylder Fru Hoskiers Anklage: En beroligende Lære, en nem Frelse. Den sande Lutherdom er just Modsætningen dertil, for den er ganske i Samklang med Jesu Ord: Og da Købmanden fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den. Den ene meget kostbare Perle er Syndernes Forladelse. Og hvad koster den? Dertil svarer den sande Lutherdom, i Virkeligheden med større Kraft end den katolske Kirke og med større Kraft end den reformerte: Alt.

*) Den svenske Forfatter Arvid Runestam har i sin Bog Kristendomen och den materiella Nutidskulturen eftergaaet denne Anklage.

**) Vi henviser til S. A. Sørensen: Retfærdiggørelsens subjektive Betingelser efter den lutherske Kirkes Bekendelsesskrifter. (Cammermeyers Forlag). Citaterne efter denne Bog.

***) V. Ammundsen: Guds Kraft og vor Svaghed.