Som om intet var sket

Af Christian Truelsen. Tidehverv, 1961, s. 75-76.

I "Information" stod den 5. oktober i anledning af Kinchs fødselsdagshilsen følgende at læse:

Information har forelagt pastor Kinchs angreb for pastor Bartholdy, der betegner sognepræsten i Holmsland som et stakkels menneske og Tidehverv som et sekterisk tidsskrift, der ikke bør tages alvorligt. Pastor Kinch, siger han, har i en menneskealder været sognepræst i et sogn, hvor alle er indremissionske, og søndag efter søndag må han prædike i en tom kirke, fordi hans sognebørn ikke vil høre hans forkyndelse. Derfor angriber han gang på gang Indre Mission, siger pastor Bartholdy.

- Jeg kan huske, da det hele begyndte, fortsætter pastor Bartholdy. Der var en præst, der hed Hansen, i Løjt, som ud fra Luther ville bevise, at alt i Indre Mission var noget skidt. Dengang skrev jeg imod ham. Nu er jeg en gammel mand på over 70. Enhver anklage mod Indre Mission har en vis berettigelse, og vi må tage nogle af anklagerne op. Men jeg kan forsikre Dem for, at i det store og hele arbejder vi videre, som om intet var sket.

Da B. selv bringer sagen i erindring, kan han vel ikke have noget imod, at vi opfrisker hans egen kostelige beretning om resultatet af hans felttog mod Hansen, Løjt, som den står at læse i Tidehverv 1931, S. 143. Han mener, at han har haft held til at "dryppe en flyverbombe" ned i fjendens ammunitionslager; men "det er jo noget, den fjendtlige presse nok skal fortie. "Tidehverv"s kanoner giver knald nok, udvikler også rigelig røg, røber for så vidt en stærk aktivitet. Men de fleste projektiler går enten for højt - over hovederne på folk - eller også er de blindgængere. Det hele knalderi kan nydes som et fyrværkeri af en sammenstimlet flok af nysgerrige tilskuere." - Man ved ikke, om man her mest skal beundre Tidehvervs krigslist: at fortsætte skydningen for at skjule, at man ingen ammunition har - eller B.s argumentation, som, langt fra at gå folk over hovedet, synes at forudsætte, at folk intet hoved har, hvilket jo også gør sagen behagelig let for B. - Nu, 30 år efter, bevæger hans argumentation sig stadig på samme niveau: Kinch angriber I.M., fordi hans i.m.ske sognebørn ikke vil høre ham, fordi han angriber I. M.

At så hans påstand om partistillingen i Holmsland sogn og om kirkegangen hos pastor Kinch er usandfærdig, overrasker os ikke. Det er jo ikke første gang, hans oplysninger om præster af ikke-missionsk observans har karakter af sladder.

Derimod er det ikke uden interesse at se, at den målestok, hvorefter B. vurderer en forkynder, er successen: Han er en stakkel, hvis han ikke siger, hvad sognet ønsker at høre. B. burde måske anvende en del af sit otium til at gennemgå f. eks. de gammeltestamentlige profeter ud fra dette synspunkt.

Og så erfarer vi nu af B.'s egen mund, at et sekterisk tidsskrift ikke bør tages alvorligt. Hvor nøje han selv har fulgt denne grundsætning, har han vist både nu og for 30 år siden: Det er for ham åbenbart hovedsagen, at der siges noget, medens det er uvæsentligt, om der er mening i det sagte. Metoden kendes fra Peer Degns latinske disputationer.

Det synes som om "Information" har truffet hovedet på sømmet med opsatsens undertitel: "Pastor Bartholdy: - Han bør ikke tages alvorligt".