"Søg først Guds rige!"

Af Christian Langballe. Tidehverv, 2005, s.21-22.

Der er for alvor gået inflation i kristendommen. Den er med andre ord blevet til en harmløs og ligegyldig affære, som man kan forlyste sig med i en ledig stund. Evangeliet er blevet gratis, fordringen til noget uforpligtende, og syndernes forladelse til den rene overflødighed. I det hele taget er det kristne budskab kommet til at minde om et depot for hengemte fraser og slidte talemåder, og det er således blevet præstens opgave at udbasunere disse rungende selvfølgeligheder på den mest kunst færdige måde.

Den fornøjelige fætter og den gamle rare bedstefar.
Det første, der skete, var, at Jesus blev gjort til sådan en hyggelig og fornøjelig fætter, hvis eneste for mål i livet havde været at dele slik og godter ud til menneskebørnene. Man sagde, at han jo ville det så godt for alle mennesker og ikke nænnede at sige nogen noget i mod - det kunne han nemlig ikke få sig selv til. Derfor skulle man også tage alt det, som han sagt, med et gran salt. Det hele betød alligevel ikke så meget, for han var så rar og ville os alle det så godt. At det var menneskene, der engang havde pint og korsfæstet denne rare hyggelige fætter, så han til sidst døde af det, forsøgte man at glemme alt om. Det virkede så takt løst, voldsomt og primitivt at nævne den slags, for som man sagde: "Det kunne moderne fredsommelige mennesker ikke tåle at høre - de kunne jo tage skade på deres selvtillid!" På samme må de gik det også med den almægtige Gud. Vist hav de man hørt, at folk engang havde betragtet Gud som en streng Herre, der tugter og dømmer mennesket som en synder og stiller det til ansvar for dets handlinger - men, men, men, den slags gik virkelig ikke. Det var udviklingen løbet fra. Så man begyndte i stedet for at fortælle eventyr om, hvordan den gode Gud var sådan en rar og hyggelig bedstefar med hvidt hår, hvis eneste bestilling var at klappe menneskebørnene på håret og fortælle dem, at det nok skulle gå alt sammen. Bibelbogen blev nu lukket i, og man læste ikke mere i den - for tænk, hvilke skrækkelig ting, der stod at læse. Til sidst glemte man helt, at bogen eksisterede, og at den ret beset var den afgørende rettesnor for den kristne forkyndelse. Man tænkte, at præsten bare kunne finde på noget selv i stedet for at holde sig til den gamle bog, så ville alting gå meget bedre og langt nemmere. I stedet for at støde kirke gængerne fra sig med nogle af de skarpe og hårde ord, der stod i den gamle bog, skulle præsten hellere finde på noget selv. Det kunne være en hyggelig anekdote, en vittighed eller en af den slags åndfuldheder, der ikke stikker alt for dybt. Man begyndte også at kræve noget nyt, alternativt og anderledes, for folk gad virkelig ikke at høre det gamle budskab mere. Det havde man jo hørt på i 2000 år, så nu måtte det være nok. Ganske vist kunne man ikke længere huske, hvad budskabet bestod i, for bogen havde været lukket i så mange år, at man havde glemt det. Alligevel forsikrede man sig selv og hinanden om, at det nu var tid til forandring. Man forandrede og forandrede, indtil ingen kunne finde hoved og hale i noget som helst. Alt kunne siges, og intet blev sagt, for det hele betød jo ikke så meget. Til sidst kom det så vidt, at man selvbevidst begyndte at sige til sig selv, at Gud egentlig skulle være taknemlig for, at der stadig var en kirkeligt engageret fortrop samt et energisk hold af præster, der stod på hoved og gjorde kunster. For ellers var der jo slet ikke nogen, der gad at høre om den gamle rare mand. Ja, man sagde til sig selv, at alle de mange kunster havde man jo lært af en hyggelig og rar fætter ved navn Jesus. Ja, man begyndte ligefrem at mene, at det var vigtigere at få trukket folk i kirke end at komme der selv.