International lov

Af Claus Thomas Nielsen. Tidehverv, 2003, s.112-113.

Lov er til for at beskytte de svage. Når en mor sætter slikskålen på bordet og samtidig fastsætter loven: Lige mange stykker til hver, så er det, fordi hun ønsker at beskytte de mindste af børnene. Havde hun ikke sat nogen lov, d.v.s. hvis hun havde ladet naturloven herske, så havde de mindste risikeret slet intet slik at få. Derfor er loven god.

At loven er lov og ikke bare tomme ord, forudsætter imidlertid netop, at der er nogle til at håndhæve den og til eventuelt at iværksætte sanktioner over for lovbryderen. Men i virkeligheden forudsætter loven i det lange løb også, at der i det store og hele hersker respekt for loven og for lovgiveren. At der altså hersker en slags konsensus og åndeligt fællesskab mellem dem, loven er tænkt for. Og det gør der jo i udpræget grad i en familie, ligesom der i alt væsentligt gør det i et folk. Det er netop det åndelige fællesskab, der gør folket til folk. Fællesskabet kan være svagere eller stærkere. Er fællesskabet stærkt, kan loven opretholdes med en meget svag overordnet autoritet; er fællesskabet svagt, kræver det omvendt en lagt mere autoritær centralmagt. Stater, der ligefrem indeholder væsensforskellige kulturer eller religioner og hvor en eller flere af disse ikke kan identificere sig med fællesskabet, vil ofte som det sidste værn mod total opløsning forvandle sig til rene politistater. Fordi magten er så sikker, har man i konsensussamfundet som udgangspunkt tillid til borgerne, mens man i samfundet uden konsensus på forhånd må sætte alle under mistanke. Bare den lille forsmag på terroren, vi hidtil har oplevet, har på uhyggelig vis aktualiseret dette. Man skal heller ikke være blind for, at ethvert magtapparat vil indeholde et ønske om at udvide sin magt og derfor vil byde en udvikling, som giver en god undskyldning for dette, velkommen. Jo svagere borgernes indbyrdes fællesskab er, jo bedre undskyldning vil den til statsapparat (lo stato) reducerede centralmagt have for at udvide sin magt, og den vil derfor under de rette vilkår ligefrem have en tendens til at fremme opløsningen. (Således som også familiens opløsning har givet staten en undskyldning for at udvide sin magt ind i det enkelte menneskes privatsfære.)

Men ethvert fællesskab, enhver stat, omgives jo af andre fællesskaber og andre stater. Og hvilken lov gælder så dér? Ja, der gælder den junglelov som familien, folket og nationen som små bobler er til for at beskytte os imod.

Naturligvis findes der andre fællesskaber, man i større eller mindre grad kan identificere sig med, og naturligvis kan man i perioder have sammenfaldende interesser, men udgangspunktet er alles kamp mod alle, for dér er der ikke, og kan ikke komme, nogen troværdig overstatslig autoritet, der kan håndhæve loven.

Det betyder ikke, at det er helt meningsløst, at tale om international lov, men som ordet siger, så er denne lov netop mellemstatslig og ikke overstatslig. Den afhænger af mellemstatslige magtforhold og den er væk den dag, en stærk magt ikke længere ser en interesse i at overholde den, eller når vilkårene ganske enkelt er så meget anderledes, at loven ikke længere har eksistensberettigelse. (Således forudsætter lovens normale skelnen mellem civile og millitære personer, at der også i virkeligheden findes et sådan skel, men når f.eks. 15-årige piger bliver selvmordsbombere, må man nødvendigvis ændre spillereglerne).

30-årskrigen, napoleonskrigene og Første Verdenskrig skabte alle en ny virkelighed, som gjorde det nødvendigt med nye spilleregler, og på samme måde har den kolde krigs afslutning, USAs enestående styrke, den voksende muslimske trussel og terrorismens asymetriske krigsførelse gjort det nødvendigt atter at lave spillereglerne om.

F.eks. gælder der nu den klart udtalte lov, at nye lande ikke må fremstille eller have andet end konventionelle våben. Det er naturligvis ikke retfærdigt, men det er nødvendigt for at sikre vestens overherredømme og vores mulighed for at gribe militært ind for f.eks. at sikre olieforsyningerne. (Efter Irakkrigen må det største sikkerhedspolitiske problem på mellemlangt sigt vel netop siges at være Pakistans "muslimske atomarsenal" og efterhånden ganske langtrækkende missiler, som ved et magtskifte i Pakistan kan mindske vestens manøvrefrihed.)

Og vi skal så naturligvis prise os lykkelige over, at de nye spilleregler fastsættes af amerikanske politikere som Donald Rumsfeld og Paul Wolfovitz af den bedste realpolitiske britiske skole, og ikke af de dødsensfarlige idealister og verdensfrelsere der så ofte har præget amerikansk politik, senest i Kosovo, og som nu på langt værre vis plager Europa. Dem der, som Socialdemokratiet og SF, gerne vil sende danske soldater i en menings- og nytteløs død i Congo som et offer til idealismens gud, men som samtidig er modstandere af at føre krig for at beskytte de oliefelter, der er altafgørende for magtbalancen i verden og dermed for Danmarks fred og sikkerhed.

Sammen med min bedste ven. Jeppe, havde jeg en sommerdag som ca. 7-årig bygget en hule på skrænten lige uden for vores have ned mod Farum sø. Det var måske svært for andre at se, at det var en hule; der var f.eks. intet tag, og væggene var kun markeret af nogle løse grene, men for os var det en storslået hule, og den havde f.eks. et hemmeligt rum i en træstamme, hvor bl.a. vores majspibe blev opbevaret.

Hen på eftermiddagen var der imidlertid en næsten voksen dreng på i hvert fald over 12 år, som fik lyst til at terrorisere os. Det kunne han gøre, for vi var jo uden for haven i internationalt område. Han stjal vores slik, knækkede vores majspibe og blev i det hele værre og værre. Heldigvis hørte jeg på et tidspunkt under terroren den velsignede lyd af min ældste storebrors Puch 3-gear, som kørte op ad indkørslens grus få hundrede meter borte.

Det lykkedes mig at undslippe og tilkalde ham. Forbryderen forsøgte at løbe væk, men blev indhentet og sat grundigt på plads. Erindringen har formentlig forbedret hændelsen ganske voldsomt, men jeg husker bl.a. en situation, hvor jeg ærlig talt var lidt bekymret over, så langt hans hoved blev bøjet tilbage mellem to tætsiddende træstammer, mens han grædende lovede aldrig nogen sinde at vise sig i nærheden af vores hus igen.

Det var min første lektion i praktisk udenrigspolitik, og jeg var for det første voldsomt stolt over min helt af en storebror, og for det andet tænkte jeg: "Det er sørme godt, at han er min storebror, og vi er på samme side."

Samme tanke fik jeg nogle gange ved at se den rent ud uhyggelige effektivitet, hvormed amerikanerne gennemførte krigen i Irak: "Godt, at det for tiden er os, der har denne overmagt, og at det ikke omvendt er arabiske fjernsyns-seere der adspredt følger med i, hvordan deres tapre sønner støder frem mod alperne for at fuldføre, hvad der senest mislykkedes for Soliman II i 1529. Ja, lad os for alt i verden håbe, at vi kan opretholde denne overmagt mange år endnu."

Det er jo langt fra sikkert. Magt har man kun så længe, man har viljen.