Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1927, s.176. (Karl Barth und Ed. Thurneysen: Komm Schøpfer Geist! (2. Aufl. 1924. 266 S. Mk. 3,50, geb. 4,50. - Chr. Kaiser Verlag, München)).

En Samling Prædikener. Efter Forlagets velvillige Tilladelse har vi i et Par Numre af vort Blad oversat enkelte af disse. Naturligvis ikke blot som en Art Orientering i, hvad nu den Kreds har at byde paa, paa dette Omraade. Vi vilde gerne vise, at den har noget at sige os, og selv lytte til, hvad den har at sige.

Man taler om den barth'ske Theologi og tager Stilling til den som System. Men det er nu ikke enhver Person eller Retning, man faar fat paa ved at trænge ind paa den med rent begrebsmæssige Maal - tværtimod, enhver Sag har sin egen Maade at forstaas paa, om den da ellers er noget.

Den barth'ske Bevægelse i Tyskland er i Grunden en Forkyndelse langt mere end en Theologi (saaledes som vi plejer at forstaa Ordet); derfor forstaas den maaske ogsaa bedst, naar den møder os i Prædikens Form, og man mærker, hvor fjærnt det ligger den at ville være sensationel eller overhovedet at "være noget" selv. Den er en Forkyndelse - skønt den som saa mange andre aandelige Bevægelser er blevet til i Universitetskredse og vel ogsaa endnu væsentlig hører hjemme dér, og dens ledende Mænd, udprægede Tyskere som de er, lægger et meget stort Arbejde i den theoretiske Udformning af deres Tanker. Men saa er Faren der ogsaa straks for, at det, trods alt, skal blive et "System" - trods al energisk Hævdelse af det modsatte, og trods, eller endog paa Grund af, alt det meget Arbejde for at undgaa det. Og et System vil altid i det lange Løb føre paa Afstand af det, som det oprindelig netop vilde føre indtil. Systemet og Forkyndelsen er naturligvis ikke bevidst to Ting; men de tenderer fra hinanden. Og Systemet discuterer man - thi her møder man saa ganske øjensynligt Mennesker, og mest hvor det er allermest overjordisk. Men i Forkyndelsen kan man møde Gud, og maaske mest i det allermest dagligdags - og saa faar man andet og vigtigere at gøre end at discutere.

(Fra Artikeloversigten 1926-1927 under punktet "Trykfejl" er følgende rettelse indføjet:
"Nr. 11, S. 176, Sp. 1. Lin. 2 fr. n. er en Linie faldet ud ved en Ombrydningsfejl. Læs: skønt den som saa mange andre aandelige Bevægelser er blevet til i Universitetskredse og vel ogsaa endnu væsentlig hører hjemme dér").