Bedraget

Af Eigil Hjørnholm. Tidehverv, 1996, s.126.

Jeg føler virkelig, jeg er blevet bedraget.

Det var under min læsning af Det mellemkirkelige Råds seneste pjece: "Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren".

En del menighedsrådsmedlemmer har allerede forsøgt at kæmpe sig igennem den vanskeligt tilgængelige pjece, der, trods emnets vigtighed, kræver særlig kirkehistorisk eller teologisk interesse for at man kan forstå den.

Læren om retfærdiggørelsen var det stridspunkt, der mest markant adskilte den romersk-katolske kirke og os, der naturligt blev betegnet "de evangeliske" eller "lutheranerne".

Sagen er enkel: frelses mennesket alene ved tro, eller skal der kvalificerende ydelser til fra menneskets side for at det kan blive "retfærdiggjort"?

Under læsningen går det op for én, at forfatterne slet ikke har taget deres arbejde alvorligt. Gad vidst, om "retfærdiggørelsen" egentlig har interesseret dem synderligt.

Dels er materialet alt for lidt dybtgående til, at læseren virkelig får et fyldestgørende og detaljeret indtryk både af den katolske og af den lutherske forståelse. Og kostelig er f.eks. den infantile konstatering af, at den luthersk prægede konkordieformel (med dens fordømmelser) ikke har status som bekendelsesskrift. - Ligesom børn, der jubler over, at Sorteper ikke er med i spillet!

Jeg tillader mig at spørge Det mellemkirkelige Råd, der har foranlediget pjecen udsendt, hvad rådet mener om følgende to stykker:

- "Om nogen siger, at den retfærdiggørende tro er intet andet end fortrøstning til den guddommelige barmhjertighed, som for Kristi skyld forlader synderne, eller at det alene er ved denne tillid, vi bliver retfærdiggjorte - han være forbandet!"

- "Om nogen siger, at de retfærdiggjorte ikke må vente og håbe en evig gengældelse af Gud ved hans barmhjertighed og Jesu Kristi fortjeneste for de gode gerninger, de bar gjort i Gud, når de holder ud til det sidste i at handle godt og i overholdelsen af de guddommelige bud - han være forbandet!"

Begge teksterne er fra det berømte Tridentinerconcilium og indgår derfor i rækken af romersk-katolske concilievedtagelser, som er autoritative og står urokkeligt fast. Det er ikke blot beskyldninger, udslynget i kampens hede.

Sagen er mig bekendt, at en conciliebeslutning som Tridentinum ikke kan trækkes tilbage. Så vidt jeg ved, er det aldrig sket, og det giver sig selv: Efter romersk-katolsk opfattelse har sandheden tre kilder: 1. Skriften, 2. Den hellige tradition, og 3. Det hellige læreembede (Paven).

Da der er tale om sandheden, kan den naturligvis ikke være een i et århundrede og en anden i et andet. Jeg har ikke noget sted set et effektivt, katolsk dementi af Tridentinum. Har De? (Det er mig bekendt, at pavens enevældige myndighed til at tale sandheden, vedtaget på det første Vatikanerconcil 1870, er forsøgt opblødt i et henrivende dokument på conciliet i 1960 ff., men ophævet blev den aldrig.)

Hvad er meningen med pjecen om retfærdiggørelseslæren, hvis det ikke er at føre en dybtgående drøftelse af retfærdiggørelsen?

Mit svar: Der florerer i dette århundrede en helt ny religion: consensus-religionen. Eller dyrkelsen af enheden. Det er Salman Rushdie, der siger: Tallet 1 er det farligste af alle tal. Men den religion har på dæmonisk måde erobret sig alt: Een fører, eet folk. Een leder, een ideologi. Een race, een Sovjetunion, eet Fællesmarked. Een verden, eet Europa. Eet retssyn. Een arbejderklasse. Een mønt. Og nu: een kirke. Med een pave. Og eet ufejlbart embede.

Det er den nye religion. Den sniger sig ind overalt. Dyrkelsen af eet-tallet. Og de møder, de stakkels menigheder har været indkaldt til her i foråret, har kun som en biting drejet sig om retfærdiggørelsen.

I virkeligheden har pjecens væsentligste formål været at foranledige kultiske seancer om dyrkelsen af tallet 1.

Det er formålet med den nye religion. Og det berettiger følelsen af at være blevet bedraget. Formanden for Det mellemkirkelige Råd, der med pjecen missionerer for den nye religion, er Britta Schall Holberg.

Jeg troede, hun var kristen.