Guds Storhed

Af Frederik Louis Jensen Østrup. Tidehverv, 1930, s.103-106 (Ps.8 & Joh.Aab.4,4.6.8-11).

Ps. 8.
David ser op imod Stjernehimlen og ser i den et Vidnesbyrd om Guds Storhed. Men maa saa ikke vi endmere i den se et Vidnesbyrd derom, da vi kender den bedre? Vi ved, at det lysende Baand, der en stjerneklar Nat strækker sig henover Himlen, er en Flod af Verdener. Vi ved, at de Antydninger af noget, som man kan skimte i de bedste Kikkerter, er et nyt Univers. Maa vi saa ikke endnu mere betagne end David udbryde: Hvor er du stor, o Gud! Og saa kommer dertil, at alt danner en uhyre Sammenhæng. Naar vi tager en Ting i vor Haand, og den udøver et Tryk paa vor Haand, saa er Japan jo med til at bevirke det Tryk. Altsaa er Japan her. Og Solen er her, og den fjerneste Stjerne er her. Tingen er ikke blot Tingen, men den er Japan, den er Solen, den er den fjerneste Stjerne. Den mest beskedne Ting har sin Rod i Uendeligheden, og ser vi paa Tingen, ser vi lige saa meget ind i Uendeligheden, som naar vi ser op mod Stjernerne. Saaledes var det ikke for David, men saaledes er det for os. Og for os er der da langt større Anledning til at udbryde: Hvor er du stor, o Gud! end der var for David. Thi for os er alt Anledning.

Det vil jo sige det samme som det selvfølgelige, at jo dybere vi trænger ind i Guds Skabnings Hemmeligheder, desto mere vidner alt for os om Skaberens Visdom og Almagt, om hans Storhed. Og nu er det jo aabenbart, at i de sidste Menneskealdre har Videnskaben gjort mægtige Fremskridt i sin Indtrængen i Hemmelighederne. Hører vi saa ogsaa Menneskeheden i Forhold dertil raabe: Hvor er du stor, o Gud? Nej, for der har gjort sig en bestemt Mening gældende, som vi alle har ligget under for, og som i saa høj Grad har dæmpet Raabet, nemlig den Mening, at man ikke maatte slutte fra Skabningen til Skaberen, at de gamle Beviser for Guds Tilværelse var tomme, intetsigende, gale. Man maatte nok slutte fra det skabte til det skabte, men at slutte derfra til Skaberen var Metafysik, og Metafysik ikke bedre end Fantasi og Indbildning. Selv om Linierne nok saa tydeligt pegede mod Skaberen, maatte man ikke følge dem med Øjnene, men skulde man sige, at de pegede ingen Steder hen. Men dette kunde dog kun gaa til en Tid. Vidnesbyrdene kunde blive for stærke til, at man kunde ignorere dem, Linierne kunde pege for tydeligt til, at man kunde gøre sig blind for dem. Og dertil er det just kommen nu. Vi kan se et Vidnesbyrd derom i Dr. Hoffmeyers Bog: Tilværelsens Sammenhæng, i hvilken Bog han præsenterer os en Række engelske Tænkere, som hører vor egen Tid til, og som har bøjet sig for Vidnesbyrdene og set Linierne. En af dem, Bradley, spørger: Hvor finder vi mest af Sandheden og Virkeligheden aabenbaret? Og han svarer: Det, der samler de største Forskelligheder spændende over det videste Felt i den største Harmoni, aabenbarer os mest deraf. "Naar man ser paa en grøn Bøgeskov, har man først nogle Ætersvingninger, som naar Øjets Nethinde, men de siger ikke meget om Sandheden og Virkeligheden. Om disse faar man mere at vide gennem Opfattelsen af den dejlige lysegrønne Farve. Men gennem Fornemmelsen af Skovens Skønhed faar man mest at vide om Sandheden og Virkeligheden." Dette fører til en frugtbar Regel om Grader af Sandhed og Virkelighed: Jo højere vi kommer op i Værdiernes Verden, desto nærmere kommer vi Sandheden og Virkeligheden. Og derfor: Det, vi i vore bedste Øjeblikke tvinges til at tro, det betyder den stærkeste Tilnærmelse dertil. Og Bradley kommer saaledes til at hævde de religiøse Sandheders større Virkelighedsindhold end de videnskabeliges. Selv om Videnskaben kunde paavise, hvorledes en levende Celle dannedes, blev vi ikke derfor synderlig klogere paa Livets Hemmelighed, thi vi maa se hen til Livets højeste Trin, Menneskelivets højeste Oplevelser for at faa mest at vide om Sandheden og Virkeligheden. Andre Tænkere har arbejdet videre med disse Tanker, og en er naaet til at sige, "at saa vidt han kan se, bliver Filosofiens Krav, naar den naar sit Højdepunkt, tilfredsstillet af en Religion, hvis Gud er Kærlighedens Gud." Og den samme siger: "Lad et Menneske søge Gud ad den rene Fornufts Vej, og han vil finde ham." Og efter det forundres vi vel ikke, naar en anden siger: "Vi, som er komne til Kristendommen ad Videnskabens Vej." Men alt dette vil jo blot sige, at disse Mennesker istemmer Davids Ord, at der er et stort Kor af Mennesker, der hver paa sin Maade og hver ud fra sit Syn, dybere eller mindre dybt, udbryder: Hvor er du stor, o Gud! Og Paulus er jo med deri, idet han siger: Guds usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstaas af hans Gerninger.

Men det har ikke været Guds Vilje, at Menneskene skulde nøjes med en saa fattig Lovprisning, hvori der hverken var Evighed eller Salighed. Den kunde passe i saadannes Mund, som kun skulde leve en kort Tid, men den kunde ikke fylde en Evighed ud. Menneskene er bestemte til i en ganske anden Forstand at sige: Hvor er du stor, o Gud, paa et uendeligt højere Plan at sige: Hvor er du stor, o Gud!

Joh. Aab. 4,4 og 6 og 8-11.

Lad os se hen til Jesus for at faa Øje paa en Guds Storhed af en højere Art end den Storhed, hans Skabning vidner om. Altid var han lydig mod Faderen, kunde slet intet andet gøre, end hvad Faderen viste ham, at han skulde gøre. Ikke af Frygt, nej, "Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand." Han bad vel om, at det Smertens Bæger maatte tages fra ham, men i hans Bøn laa, at var det Faderens Vilje, at han skulde tømme det, saa vilde han det. Og det var Faderens Vilje, og han tømte det. Han beholdt aldeles intet tilbage for sig selv, men gav alt hen.

Og ser vi nu hen til dette lidende, forraadte, af alle foragtede, ydmygede og korsfæstede Menneske, saa ser vi i det paa indirekte Maade Guds Storhed. Hvilket Offer, Jesu Liv og Død! Paulus siger, at han udtømte sig for Guddomsherligheden, da han blev Menneske, og som Menneske udtømte han saa sin Sjæl til Døden, hvilket Offer! Men derpaa kan vi maale Guds Storhed. Den, der ofrer til sin Gud, vidner altid ved sit Offers Størrelse, hvad han regner sin Gud værd. Men hvad vidner saa Jesus om ved sit Offers Størrelse? Om, at Gud i en for os ufattelig Forstand er stor. Naar de to Dele svarer til hinanden, Jesu Maade at dyrke sin Gud paa og denne Guds Storhed, ja, saa er Gud stor. Eller vi maa hellere bruge et andet Ord for denne Guds Storhed, Kerubernes Ord: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige. Jesus kunde sige: Jeg har, o Fader, herliggjort dig paa Jorden ved ‚at fuldbyrde den Gerning, som du har givet mig at gøre, jeg har aabenbaret dit Navn for Menneskene. Ja i Sandhed, han har aabenbaret det: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige.

Men kan vi nu staa og bevidne og prise denne Guds Storhed samtidig med, at vi selv er store, eller dog saa store som muligt? Nej, hvad var det, de fire og tyve Ældste, Menneskehedens Repræsentanter, gjorde, naar Keruberne siger: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige? De falder ned for ham, som sidder paa Tronen, og tilbeder ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægger deres Kranse ned for Tronen. Og det er den eneste sande Maade, hvorpaa vi kan sige: Gud er stor. Men det er just det, vi uhyre nødigt indlader os paa. Vi er Syndere, det vil sige, at vi er komne i Modsætningsforhold til Gud, men det vil atter sige, at vi vil være noget over for ham, at vi sætter vort eget Jeg over for ham. Og dersom nogensinde en Fæstning er bleven forsvaret med Kraft, med Fortvivlelsens Mod, med Snildhed, med Listighed, saa gælder det denne Fæstning, hvor vort eget Jeg har forskanset sig (se note 1). Hvem er det, der angriber den? Det er Frelseren, der angriber den, vil tilintetgøre den, vil jævne den med Jorden for Guds Eneherredømmes Skyld, for Guds Æres Skyld og for vor Frelses Skyld. Det er just hans Gerning, til den er han kommen. Og saa staar de da over for hinanden, de tvende, Frelseren med sit: Hvert Bjerg og hver Høj skal nedtrykkes, hver Fæstning falde, ujævne Veje gøres jævne, at alt Kød skal se Guds Frelse, og Menneskets Jeg i sin Fæstning, beredt paa at holde den til det yderste. Og hvordan forsvarer det sig saa? Vi vil ikke tale om den plumpe Selvretfærdigheds Sprog: jeg er et ærligt og skikkeligt Menneske, ikke mange kan sige mig noget paa. For det kunde jo let gendrives; for den, der kendte hans Hjerte, blev der dog en Del at sige ham paa. Vi vil heller ikke tale om den Selvretfærdighed, der er en Streg snildere og siger: jeg kunde ikke bære mig anderledes ad, end jeg har gjort, og Nødvendighed gør fri for Ansvar. Ogsaa Utilstrækkeligheden af dette Forsvar bliver aabenbar for Hjertet. Men Jeg'et er langt fra forsvarsløst endda. Dets allerbedste Forsvarsmiddel er tilbage, nemlig: en usand, en hyklerisk Indrømmelse af, at Gud er stor, en Indrømmelse, der nemlig gaar jævnsides med, at man ogsaa selv er stor, hjulpet endogsaa af Gud selv til at blive det. Man er stor, man er rig, man fattes intet, man har rigtignok ikke tomme Hænder. Gud selv har fyldt dem for en. Man har taget Gud selv til Indtægt for sit eget Jeg, har hos Gud selv fundet en af de stærkeste Støtter for sit eget Jeg. Tomhændet, fattig, tvivlende, fortvivlende, nej, det er der, Gud ske Lov, ikke noget, der hedder for ens eget Vedkommende. Man er en holden Mand, der i Kraft af sin Kristendom er rig til Overflod og har Svar paa alle Spørgsmaal.

Dette Standpunkt lægger sig for Dagen paa mange Maader hos os, som kalder os kristne. Det kan saaledes give sig til Kende i en falsk Forvisning om, at Gud i sin Faderkærlighed nok skal tage sig af vor jordiske Lykke; og derfor er det saa dejligt at være gudfrygtig, saa betryggende, for saa vil ens Marker bære vel. Spørger man en saadan tillidsfuld Mand, om Gud egentlig skylder ham mere Lykke, end han skyldte Soldaterne i Skyttegravene, vil han svare: Ja, det gør han, det vil sige: hele hans Holdning giver det Svar. Og det vil næsten være værst for ham, om hans Lykke bevares ubrudt og skinnende, thi desto mere vil han befæstes i Hævdelsen af sit Jeg. Hvis hans Lykke gaar under, saa kan det ske, at han nu viser sig lige saa ugudelig, som han egentlig hele Tiden havde været; men det kan ogsaa ske, at hans Jeg faar et saadant Stød derved, som kan berede dets Overgivelse.

Hint Standpunkt at være en holden Mand, der i Kraft af sin Kristendom er rig til Overflod og har Svar paa alle Spørgsmaal, kan ogsaa give sig til Kende i en falsk Forvisning om, at alt, hvad der staar i det gamle og det ny Testamente, er objektiv Sandhed. Hvorfra ved du det? Dertil er der intet andet at svare end: jeg ved det ikke paa anden Maade, end hvis det ikke var saaledes, vilde jeg staa der med tomme Hænder. Ja, men var det saa ikke maaske bedre og sandere at staa der med tomme Hænder? Alt historisk er dog inde under det historiskes Relativitet, og intet Magtsprog, intet Pavesprog kan dog forandre derpaa. Vi indrømmer det i Virkeligheden alle, i hvert Fald ubevidst. Har vi ikke alle, saa godt som vi nu kunde gøre det, prøvet Værdien af de historiske Vidnesbyrd om f. Eks. den overnaturlige Undfangelse og Kristi legemlige Opstandelse. Og vi fandt, at Lukas'es Vidnesbyrd om Undfangelsen ved nærmere Eftersyn viste sig tvivlsomme, Matthæus'es noget stærkere, men dog ikke helt utvivlsomme, men til vor Glæde fandt vi saa til Gengæld Opstandelsen saa stærkt bevidnet. Men hvad vil det sige, at vi saaledes maaler Vidnesbyrdenes Styrke og søger at bestemme Sandsynlighedsgraden og glæder os mere ved den højere Sandsynlighedsgrad end ved den ringere, ligesom Paulus glæder sig ved at kunne fortælle om de fem Hundrede, der har været Vidner til den opstandnes Aabenbarelse, hvad vil det sige andet, end at vi føler os inde under det historiskes Relativitet. Men mange oprøres ligefrem ved den Tanke, fordi de gruer for de tomme Hænder. Ja, men Sandheden! Sandheden, Sandheden, det gælder om at holde fast ved Rigdommen. Det manglede bare, at Jeg'et skulde blive nødt til at opgive sine gode Forsyninger og drives ud paa Tiggergang i sin Armod.

Mangen en Gang kunde vi fristes til at ønske en saadan holden Mand, at han maatte komme ud i en rigtig General-Tvivl, at et rigtigt Tvivlens Uvejr maatte blæse hans Rigdom og Storhed bort, og han maatte prøve Tiggergangen i Armod. Thi derved kunde det ske, at hans Jeg fik et saadant Stød, som kunde berede dets Overgivelse.

Thi det er jo det, som det set fra Himlen ene gælder om: Fæstningens Fald, Jeg'ets fuldstændige Overgivelse. Selv at blive aldeles intet, for at Gud kan blive alt. Ingen som helst Fordring at gøre gældende paa Gud, hverken om jordisk Lykke eller Skriftens Ufejlfarlighed, ingen Fordring, ingen Sikkerhed, ingen Retfærdighed at vide af. Naar Mennesket saaledes har fornægtet alt sit eget, finder sig udjaget af sin Fæstning, uden nogen Slags menneskelig Formaaen eller Dygtighed, i den mest forsvarsløse Tilstand, fattig og hjælpeløs, rystet og elendig, tvivlende og skyldbetynget, nu saa langt fra at kunne klare alle Spørgsmaal, at kun dette Suk fylder Hjertet: O Gud, hvad skal der dog blive af mig? da siger Mennesket gennem alt dette: Hvor er du stor, o Gud! Og der er ingen anden Maade, hvorpaa et syndigt Menneske kan sige det. Lad det ikke bilde sig ind, at det ved sine Dyder og Fortjenester kan ære Gud og herliggøre Gud. Hvis det derved vil sige: Hvor er du stor, o Gud! vil dette lyde skrækkeligt i Himlen. Jesus talte til sidst til Peter om, hvordan han skulde herliggøre Gud. Hvordan da? Der staar: Men dette sagde Jesus for at betegne, med hvilken Død Peter skulde herliggøre Gud. Og hvis vi vil tænke paa at herliggøre Gud, lad os saa ikke tænke paa at gøre det ved Arbejde og Bedrifter, uden vi først gør det ved den Død for vort eget Jeg, vi maa igennem.

Men kan vi indlade os paa dette? Er det dog ikke alt for selvmorderisk? Paa denne Maade at hylde Guds Storhed, det vil sige hans Hellighed, saaledes, at man selv derved kommer til at staa i en fortærende Lue, kan vi det? Vil vi ikke netop paa enhver Maade søge at undgaa det, opfinde Skærm og Beskyttelse, Indvending, Undskyldelse, Fornægtelse, alt for dog ikke at skulle udlevere os selv til en saa grusom og skaanselsløs Tilintetgørelse? Jo, det vilde vi, hvis ikke Frelseren bliver os for stærk. Men det turde han netop blive. Thi der er Forhold imellem den fuldstændige Sejr, han vil vinde over os, og hans Styrke. Lød ikke det profetiske Ord om ham: Du skal knuse dem med et Jernspir, slaa dem sønder som Pottemagerkar. Og siger ikke han selv, efter at han havde udtømt sin Sjæl i Lidelsen og Døden, men atter var opstanden: Nu er al Magt given mig i Himlen og paa Jorden, og han mener nok Frelsermagt, Magt over Hjerterne. Og hans Ord naar os om Tolderen, der bad i Templet, hans Ord om den fortabte Søn, hans Ord til Røveren paa Korset, hans Ord: Den, som vil frelse sit Liv, skal miste det, men den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjerge det. Og i disse Ord er der en uhyre Magt. De faar Fæstningens Forsvarer til at standse med sit Forsvar. Han bliver paa een Gang, tvivlraadig. Er det tilraadeligt at fortsætte med Forsvaret? Thi mod hvem er det, han forsvarer sig? Er det Kærligheden, der belejrer Fæstningen, og forsvarer han sig mod den? Nu staar Fæstningen for Fald. Og det kan ske, at Mennesket saa helt overgiver sig. Og han øjner saa et nyt Liv begyndende der, hvor det gamle gaves hen, Guds Riges Kraft og Herlighed paa de Ruiner, hvori alt hans eget faldt. Gaven: Tilgivelse, Retfærdighed fra Gud kommer til ham som Svar paa hans Underkendelse af egen Retfærdighed. Der, hvor det endte med alt fra hans egen Side, begynder det nu med alt fra Guds Side. Naar Mennesket helt og ganske har udtømt sin Sjæl: O Gud, jeg er intet uden en Synder, saa nærmer der sig en himmelsk Fortsættelse, et himmelsk Men: men Gud, som er rig paa Barmhjertighed. Og nu siger Mennesket: Hvor er du stor, o Gud! siger det paa en ny Maade. Nu endelig har dette: Hvor er du stor, o Gud! fundet sin blivende Tone, den, hvorpaa det skal lyde i al Evighed. For nu ligger der ikke blot deri en Lovprisning af Guds Uendelighed og Ophøjethed og tillige af hans Hellighed, i hvis Lue alt det opbrændtes, som et Menneske kunde rose sig af, men tillige Takken for hans Naade: Hvor er du stor, o Gud! Det er nemlig ikke saaledes, at naar Mennesket har begyndt at øjne det nye Liv, Guds Riges Kraft og Herlighed, og begyndt at fatte Gaven: Tilgivelse, Retfærdighed fra Gud, at dette saa betyder ny Vækst af hans gamle Jeg, saa at Mennesket igen og paa en meget værre Maade end før blev til noget over for Gud og sagde i sin Storhed: du er ikke stor, o Gud. Nej, tværtimod, det betyder just, at Mennesket synker dybere og dybere; jo mere det fatter af hans Kærlighed, desto mere ydmyges det, bliver i anden Potens til intet, hvad der er det samme som, at det paa Evighedens Sprog siger: Hvor er du stor, o Gud!

Hvor meget af Guds Naade Tolderen, der bad i Templet, fornam i sit Hjerte, det ved vi ikke, om end vi ved, at den var over ham i hele sin Fylde. Og hvor vidt et Menneske naar i det at øjne Guds Riges Kraft og Herlighed og fatte Gaven: Tilgivelse, Retfærdighed fra Gud, hvor vidt det naar og skal naa i den bevidste Besiddelse af Guds Naade, det kan ingen sige noget om. Thi det kommer ene og alene an paa Gud. Men det er godt, om et Menneske ikke bilder sig ind, at han her har noget, som han dog ikke har, eller forsøger at tage, hvad der ikke gives ham. Et Menneske har egentlig slet intet af Guds Riges Skatte og Herligheder uden, hvad der forundes ham i Øjeblikket, efter hans Tarv. Og saaledes er det, for at ikke det gamle Jeg, som troedes død, skal leve op igen og prange med Guds Riges Skatte og Herligheder, hvad der vilde være den græsseligste Modsigelse, som tænkes kan. Det blev endnu værre end en mørkræd Ugle eller en Fisk med Vandskræk. Det tryggeste er slet ikke at vokse fra Tolderens Plads, heller ikke under hele ens Gøren og Laden og Arbejde og Hverv. Lad det blot altsammen sige: Gud, vær mig Synder naadig, eller: Hvor er du stor, o Gud! Og saa lader vi Gud om, hvorledes han vil svare, hvor meget han vil lægge os paa Læben af den nye Sang, som de hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som var løskøbte fra Jorden, sang, og som ingen andre kunde lære, nemlig Sangen: Hvor er du stor, o Gud! det vil sige saadan, som det vil lyde i Evigheden.

O vor Gud, vi takker dig, fordi du har værdigedes at se til os og bryde dig om, at vi ikke stadig skal forskanse os i vor Synd og Selvkærlighed og Hovmod og Forfængelighed. Vi takker dig, fordi du sendte os Jesus Kristus til at vise os Vejen, Vejen ind i Døden, der saa ogsaa bliver Vejen til Livet. Ja ikke blot viser han, som døde og opstod, os Vejen, men han er os Vejen, nøder os i sin guddommelige Kærlighed ind paa den. O, lad det lykkes med os. Vi bryder Staven over alt vort eget, og tag saa du, o Gud, alene Magten i os, og lad os skimte dit Riges Kraft og Herlighed.

Note 1: Skønt og sandt fremstillet i Barth og Thurneysen: Komm Schöpfer Geist, i Stykket: Jesus og Judas.