Nogle Overvejelser om Forkyndelsen

Af Christian Lindskrog. Tidehverv, 1927, s.193-198.

1.
Man lade sig ikke forbløffe af den umiskendelige komik, der ligger i, at Ussing, Skovgaard-Petersen o. s. v. kritiseres, og den ungdommelige kritiker giver sig til at belære dem og andre. Selvfølgelig er det komisk; men komikken har som saa ofte sin alvorlige baggrund. Situationen er alvorlig nok - for nogle af os i hvert fald, dem jeg her taler med. Og det alvorlige er, at vi er blevet tvivlere, ikke tvivlere paa Gud, "det vover vi end ikke at tænke paa", men paa vort eget forhold til Gud, vor egen maade at tjene ham paa, vor egen maade at forkynde ham paa. De gamle, prøvede metoder har ikke tillid som før; erfaringer, der tidligere gav tryghed, siger ingenting mere. - Undertiden ser vi, at forkyndelsen intet indtryk gør, og vi spørger: Er det, fordi det ikke er Kristendom? Undertiden gør den dybt indtryk, men vi maa sige: Er det Gud, der virker dette? Eller vi hører en forkyndelse, der nøje holder sig til de bibelske udtryk; men naar ordet omvendelse eller fred nævnes, er det saa det samme, der menes i Ny Testamente? Og vi ser resultater af forkyndelsen, hvis kristelighed er almindelig anerkendt og selvindlysende; men vi maa spørge, hvorfor den i grunden er selvindlysende; de virker absolut ikke overbevisende paa os. - Hvordan kan det være, at alt dette ikke mere staar fast? Ja, vi kan skyde skylden paa vore fædre eller paa os selv eller paa tiden eller paa Gud. Det er i denne forbindelse ligegyldigt; vi maa blot gøre os forholdet klart: Der er nogle, for hvem den kristelige forkyndelse og dens resultater ikke er noget problem, nogle, der har en urokket tillid til det gamle, gyldige, prøvede og mener, at de maa gaa videre i samme spor. Der er maaske ogsaa dem, der ikke saa meget er overbeviste, som de føler, at hvis ikke det, der gjaldt tidligere, ogsaa gælder nu, saa ved de ikke, hvad de skal gøre; og de vil ikke være usikre, det føler de (og andre) som en svaghed. Men saa er der andre, for hvem kun noget enkelt, centralt, personligt staar fast; alt det andet er problematisk, og deres eget forhold til det højst usikkert. For dem er der ikke noget, der staar fast paa forhaand, ingen metoder, der i sig selv er gyldige, ingen resultater, der uden videre er kristelige, heller ikke, naar de udstyres med bibelske navne. For dem er forkyndelsen blevet et problem, ikke i første række teoretisk - skønt ogsaa det - men saaledes, at spørgsmaalet om forkyndelsen er eet med spørgsmaalet om deres opfattelse af Kristendommen og deres forhold til den, til Gud. At spørge om forkyndelsen er derfor det samme som at spørge om Kristendommen ud fra et bestemt synspunkt.

Jeg skal i det følgende prøve at komme lidt til klarhed over den kristelige forkyndelses vilkaar og opgaver. Det vil maaske forekomme meget kaotisk og tilfældigt, og en del vil synes ret teoretisk; men jeg tror, at vi er kommet til et punkt, hvor vi har brug for rent ud sagt at tænke os lidt om, hvad det egentlig er, vi siger. - En mængde spørgsmaal maa jeg lade ligge, først og fremmest det grundlæggende om forholdet mellem Gudsordet og menneskeord i forkyndelsen; det bliver for vidtløftigt altid at begynde med skabelsen. Ogsaa en behandling af, hvad man maaske kan kalde de personlige forudsætninger for at forkynde, har jeg i det væsentlige ladet ligge.

2.
Det er ved at blive en staaende betegnelse for en præst, der duer, en "levende" præst, at det er en mand, der "vil noget". Og det er jo et udmærket praktisk udtryk og et vidnesbyrd om, at vi dog har den opfattelse, at præsten skal bestille noget, hvad jo da er saa sandt, saa sandt. Men vi kommer til at gaa videre, og det egentlige spørgsmaal bliver: Ja, men hvad vil han? Hvad vil det sige, at han "vil noget"? Der er nemlig den mulighed, at han vil for meget, og for meget, det vil her sige noget andet end det, han skal. Her hvor vi taler om forkyndelse, vil det sige, at han vil andet end forkyndelse, han vil resultater. Og naturligvis vil vi allesammen resultater, for det er dem, det kommer an paa her i verden. Det er for en stor del dem, der holder os oppe, sætter os i gang, opmuntrer og ikke mindst giver tillid og anseelse i menighedskredsene. Og det er resultaterne, vi bruger til at retfærdiggøre os selv, til at give os en slags existensberettigelse som præster; det føler vi - og med rette - at vi trænger til, og hvad er rimeligere end at henvise til resultaterne, til at der sker noget! Men om vi bliver mere retfærdige for Gud, fordi vi kan retfærdiggøre os selv, det turde være et spørgsmaal. Vi kan ganske vist ofte finde paa at sige, at det er for Guds skyld, vi søger resultater, det er, fordi Guds ord jo maa virke, fordi Gud vil, at mennesker skal komme til ham, eller hvordan vi nu udtrykker det. - Det er vist temmelig blandet alt dette, og beror ofte paa motivforskydning. Vi maa vist indrømme, at det er os og ikke Gud, der lever af og for vore resultater.

Vi kan prøve at bilde os ind, at det er for Guds skyld eller paa Guds vegne; men saa snart vi stræber efter resultater, saa er det for vor egen skyld, maaske blot for deri at finde en garanti for, at vi har handlet rigtigt. Men at mennesket lever af Guds ord, det har de fleste af os vist ikke saa megen forstaaelse for.

Saa kan man indvende: Der er dog resultater, som ganske simpelt er frugter af, at der forkyndes Kristendom. Det er formodentlig ogsaa rigtigt, naar det siges i al sin almindelighed. Men hvis vi søger at frembringe dem, saa er det straks vore frugter og ikke ordets; saa gør vi os til herre over, hvad der skal virkes, saa giver vi svar paa andres spørgsmaal, det svar, som kun Gud kan give, som er usandt og uvirkeligt, naar vi giver det. Saa kan resultatet være nok saa anerkendt og godt: vi har været vejledere der, hvor kun een er vejleder, vi har svaret - ved vore planer og maal, ved vor tilrettelægning - før Gud svarede. Og naar svaret først er der, hvem vil saa vente paa Guds svar, især naar det, der er givet, har bragt det altsammen til en lykkelig og rolig afslutning? - Har vi nogensinde Guds fortrolighed, saa at vi forud kan vide, hvad Gud vil andre? Det er ikke raadeligt at handle paa Guds vegne, hvis man vil, at Guds vilje skal ske; den kommer vi vist til at lade ham selv udføre.

Saadan er det jo en given sag, at der skal prædikes omvendelse, som det da ogsaa siges i Ny Testamente. Men det, der meget ofte arbejdes paa, med ganske bestemte midler, det er en forud kendt og fastlagt psykologisk proces, der gaar gennem forskellige sindstilstande og - hvis det holder - giver sig visse, ofte meget tilfældige og vilkaarlige ydre udslag, som kaldes brud med verden o. l. At det er en kristelig oplevelse, bevirket af Guds ord, indgangen i Guds rige, det tager man som en selvfølge, det er noget, der end ikke diskuteres. Men der er et par spørgsmaal at stille her: 1) Er denne oplevelse det samme, som kaldes omvendelse i Ny Testamente? - Det er i hvert fald ikke givet paa forhaand, at der skal svares ja dertil. 2) Hvis det er saadan, at omvendelsen er en egoistisk manøvre, f. ex. for at undgaa "at faa en sveden hale i helvede", og forkyndelsen, med fuld viden om sine midler og deres virkning, har appelleret til egoismen og dermed frembragt frygten eller et andet motiv og derefter omvendelsen, hvad mening er der saa i at sige, at det er Guds ord, der har frembragt dette, og at kalde dette et kristeligt gennembrud? - - Eller en oplevelse af en anden art: Hvis en prædiken gaar ud paa at faa en menighed til at opleve fred og glæde eller følelse af fællesskab, med hvad ret kaldes saa disse former for velvære for kristelige, og forkyndelsen kristelig? Hvordan kan en forkynder sætte sig for at virke noget af den slags, som - hvis det skal være kristeligt - er aandens gave? Der foreligger i begge tilfælde et mærkeligt kendskab til Gud, en intim fortrolighed med ham og en magtoverdragelse, der ikke staar tilbage for den, en katolsk præst har faaet.

Det ser ud til, at vi ofte vil for meget, naar vi forkynder (mange gange er viljen naturligvis slet ikke klart udtalt, men halvt eller helt ubevidst); vi kommer let til at ville foregribe Guds tale, til at sætte maal for Gud, til at handle ud fra en fortrolighed med Gud, som er religiøst hovmod og forsøg paa at binde vor næste, indskrænke hans frihed. - Det er et andet spørgsmaal, om vi er af en saadan beskaffenhed, at vi nogensinde helt kan holde os i skindet; kristeligt udtrykt: om vi nogensinde har tro til Gud saadan, at vi ikke bekymrer os, men gør vor pligt og lader Gud raade.

Men hvis forkyndelsen ikke tager sigte paa at virke noget ganske bestemt, hvad er den da?

Situationen, som forkynderen taler ud fra, er denne, at Gud har aabenbaret sig, Gud har talt sit ord her i verden. Dette ord har forkynderen hørt, og han har forstaaet, at det er hans opgave at bringe det budskab videre, der er naaet til ham selv. Dette er altsaa hans opgave: at lade budskabet blive hørt, det budskab, der er kommet til ham ovenfra, der helt og holdent er Guds, helt uafhængig af hans ønsker og meninger, og hvis virkning og opgave her i verden Gud ganske har forbeholdt sig selv at tage bestemmelse om. Derfor maa forkynderen først og fremmest være saa saglig som muligt, lade budskabet, evangeliet komme frem, som det er, lade det virke, hvad det selv vil, uden indblanding, uden (i praxis) at give det raad og vink om, hvad det bør udrette, uden at trække grænser for dets virken, hvorved baade ordets og næstens frihed bliver krænket. - For at sige det ganske tørt: Han skal aflevere en besked. Det klassiske exempel er Peters pinseprædiken, der er ualmindelig kedelig, men strengt saglig. - Det er derfor, det er farligt at forfølge bestemte formaal, at ville naa bestemte resultater og virkninger af forkyndelsen; det er usaglige synspunkter, der let kan bevirke, at vi gør os til herrer over ordet i stedet for at være dets tjenere, og ogsaa gør os til herrer over dem, Gud alene er herre over.

Derfor er det ogsaa, at "retninger" er farlige. De er nemlig tilbøjelige til at bruge evangeliet i retningens tjeneste; en retningsforkyndelses virkning er bestemt i forvejen, bestemmes altsaa ikke i det givne øjeblik af ordet alene; ordet er ikke længere den frie herre. Det giver sig udslag i "ensidigheder", der fremkommer, hvor bestemte formaal og virkninger søges opnaaet. Den skæbnesvangre ensidighed er ikke der, hvor man altid siger det samme og maaske kun kan sige een ting - enhver fugl maa jo synge med sit næb - men den er der, hvor evangeliet bruges til at fremkalde noget bestemt. Et exempel: Der er nogle, der taler om, at det er forfærdeligt at komme i helvede; men de taler ikke om, at det er forfærdeligt at falde i den levende Guds hænder. Hvorfor? Mon ikke, fordi det er dem i og for sig ikke om at gøre at forkynde, hvordan det forholder sig, men at bruge en sandhed til at fremkalde noget bestemt som led i det, de har for? Det andet - ja dels er de maaske i vildrede med, hvad der menes, dels og navnlig kan det ikke saa godt bruges til at fremkalde metodistiske omvendelser. - Derfor er det ogsaa ensidigt og usagligt at prøve paa at gøre evangeliet dragende og skønt; maaske virker det saadan sommetider, men det er ikke noget, forkynderen raader for; og hvis han raader for det, hvis han tilstræber det, saa raader evangeliet ikke. - Derfor kan det heller ikke dreje sig om at lade evangeliet imødekomme menneskers "dybeste trang og længsel"; det maa evangeliet selv sørge for, hvis det vil imødekomme noget.

Der kræves vist ligefrem, noget i retning af selvfornægtelse for at "nøjes med" den saglige forkyndelse; der kræves en rent konkret anvendt tro paa, at Gud virker efter sin vilje, at Gud er levende og selv taler; der kræves ogsaa en ydmyghed, der beslutter, at hvis Gud ikke virker, midt igennem vor afmagt, saa vil vi i hvert fald ikke prøve paa at erstatte med vore virkninger og resultater, hvad der skulde have været fra Gud. Maaske kræves der meget mere af dette, end vi har; men navnlig kræves der vist mere indsigt i, hvad evangeliet er og siger; naar vi ofte har saa travlt med at være formyndere for evangeliet og vejlede det, saa hænger det vel sammen med, at vi ved meget lidt om, hvad det er og vil og kan.

3.
Naar Paulus taler om, at han driver forretning med Guds ord, saa ligger der deri en henvisning til hans forhold til ordet. Det er ikke alene det, at han er en retlinet og ærlig mand; men det er først og fremmest, fordi han staar i et ganske bestemt forhold til ordet. Det er nemlig Guds ord, og det er helt og holdent hans herre og ikke omvendt. Han er bestemt af det, netop som et menneske er bestemt af Gud. Det afgørende er ikke, at han har givet det sin tilslutning og besluttet sig til at bringe det videre. Det afgørende er, at han havde intet valg. Gud blev ham for stærk; han maatte bøje sig; han forkynder, fordi han er tvunget.

Forkyndelse er bekendelse og vidnesbyrd, bekendelse til den Gud, der har bundet mig ved evangeliet, vidnesbyrd om Gud som evangeliets skaber og herre og dermed som min herre. - Det er det saglige, budskabet, jeg bevidner; det er ikke, hvad jeg føler ved det eller synes om det, eller hvad jeg muligvis har erfaret af dets herlighed - det er vel i og for sig temmelig interesseløst for andre end mig selv; det er evangeliet, ikke min livshistorie, forkyndelsen drejer sig om, og min opgave er ikke at anbefale evangeliet ved mine oplevelser og forsikringer; det er Gud, ikke mig, der staar bag ved. - Og saa er det alligevel bekendelsen, der gør forkyndelse til noget strængt personligt. Jeg bekender, at jeg selv har hørt ordet, hørt det som Guds ord; jeg bekender, at jeg selv er inde under den virkelighed, ordet taler om; jeg er selv bundet af, at Gud har talt sit ord til mig. Det er altsaa i første række mig, forkyndelsens ord angaar. Derfor er det saadan, at hvis jeg ikke i hvert fald har mig selv til tilhører, ganske bevidst og reelt, saa er hele min stilling hen i vejret. Den ubrydelige Sammenhæng er jo netop den, at det er Guds ord, som har talt til mig, bøjet mig, bundet mig, det er det, jeg skal bevidne, det er kun det, jeg kan bevidne; jeg kan kun tale, naar jeg selv hører; jeg kan kun give, naar jeg selv modtager. Det eneste, jeg ved, er jo det ord, hvormed Gud møder mig, som jeg altsaa selv hører og kun kan tage i min mund, naar jeg selv hører det. Det er noget virkeligt, noget levende, og derfor i hvert øjeblik noget nyt - hvis det ikke er nyt, nyt hvert øjeblik, saa er det allerede dødt, og al vor egen varme og begejstring kan ikke gøre det døde levende. - Derfor er forkyndelse personlig, bekendelse, vidnesbyrd, fordi det handler om det levende, skabes af det levende og skal være levende selv. Men forholdet er stadig saadan, at det er evangeliet, der giver mig og mit vidnesbyrd liv; det er ikke mig, der skal give noget gammelt og forbigangent nyt liv, gøre noget svundet aktuelt. Dette at det er det saglige, mine ord handler om, og det absolut personlige, det udelukker ikke hinanden, netop fordi det her drejer sig om den virkelighed over mig, som jeg er bundet til, som altsaa for saa vidt er blevet min Virkelighed.

Forkynderen er altsaa den, der først og fremmest møder ordet og maa modtage det. Derfor er han eet med sine tilhørere, kan slet ikke være andet; hvis han prøver paa at unddrage sig, stille sig selv udenfor, saa har han i hvert fald ingen grund til at kalde det for Guds ord. Hans forkyndelse har altid først bud til ham selv, hvis det er forkyndelse af Guds ord. Alt andet, han forkynder, alt hvad han stiller sig selv udenfor, det er død lære, intellektualisme - og det hjælper slet ingenting, om det døde engang har været levende! - det er aldrig Guds ord, hvis det ikke er levende. - Man kan stille sig udenfor paa flere maader: den mest anerkendte er den, at man selv har sit paa det tørre. Man er selv frelst, omvendt, og har derfor ikke brug for ordet om omvendelse; man har forlængst været vakt og taler og gaar derfor ikke til vækkelsesmøder for at blive vakt, men af andre grunde. Man er selv naaet til en overbevisning og kan derfor docere den for andre som en færdig viden, man ejer. (For at tydeliggøre, hvad jeg mener, kan jeg her henvise til f. ex. Skovgaard-Petersens smaa artikler i Berlingske Tidendes kirkeside; man skal lede længe for at finde en forkyndelse, der i den grad i forhold til læserne er udefra - for ikke at sige ovenfra - al deres mulige betydning og dygtighed ufortalt). Derfor kan man tale som den omvendte, der altsaa "ikke trænger til omvendelse", til de uomvendte, som den troende til de vantro. - Men kan man nogensinde være saadan garderet over for Guds ord? Kan man nogensinde sætte sig til rette i en sfære, hvor man, om jeg saa maa sige, har Guds ord bag sig eller under sig? Er det ikke at tale paa den maade, som Gud alene kan tale paa? Er det for forkyndelsen andet end "lære" og livsanskuelse, selvfølgelig fremsat med fuld overbevisning og tilslutning? Er der noget, der hedder "et overstaaet stadium" i forholdet til Gud, et stade, hvorfra man kan tale uden selv at høre, uden selv at angribes, uden selv at møde tilbudet om frelsen? - Dette bliver jo i sidste instans et spørgsmaal om selve Kristendommens væsen. (Det er bl.a. dette forhold, der er styrken, navnlig i Geismars forkyndelse, og det var vist bl.a. dette, der drog mange af os til Trinitatis kirke; han talte til sig selv, og derfor til os alle, under eet. - Selvfølgelig er den sag ikke klaret med lejlighedsvis at sige: "Brødre, jeg prædiker for mig selv!" Det kommer strengt taget ikke os andre ved, og en saadan bemærkning er i sig selv et svaghedstegn - oftest maaske hos de stærke - og fører let ind i noget skævt).

4.
Alt det foregaaende er mere principielle betragtninger, der maaske synes at sætte meget snævre grænser for forkyndelsen; hvordan det nu end forholder sig, saa kan jeg ikke indse, hvordan vi skal kunne komme uden om dette.

Men med disse synspunkter brydes saa alle de konkrete krav, der stilles til forkyndelsen, meget forskellige efter de forskellige tider, tilhørere o. s. v. Jeg skal af nærliggende grunde ikke prøve paa at vise, hvordan disse synspunkter skal gennemføres i det konkrete; jeg er godt nok klar over, at der ofte opstaar skarpe konflikter; men det forekommer mig, at det principielle altid maa være det overordnede, i visse tilfælde det gavnligt hæmmende; vi kommer vel ofte til rent konkret at gøre alvor af troen paa, at "det rene evangelium" trods alt er mere nødvendigt og mere virksomt end al vor (mulige) psykologiske og pædagogiske kunst. Men "dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort".

Der bliver jo faktisk stillet forkyndelsen bestemte opgaver, som den maa give sig i lag med; jeg skal berøre enkelte af dem - om jeg saa er konsekvent i forhold til det foregaaende, det lader jeg staa hen.

Man møder ofte kravet om at tale "enfoldigt", og kravet stilles paa en saadan maade, at man mærker, det mener at have Ny Testamente med sig; i virkeligheden menes der meget ofte blot, at der skal tales let forstaaeligt - et meget berettiget krav, som man absolut ikke bør være overhørig. Men det er efterhaanden næsten blevet moderne at prale med, at man er enfoldig, og saa hører det berettigede i kravet op; saa maa det være tilladt at gøre opmærksom paa, at det "enfoldige" og det "let forstaaelige" virkelig ikke er ligefrem proportionale størrelser, og Ny Testamentes ord om de enfoldige har intet at gøre med det moderne raab om at tale enfoldigt og ligetil. Og det enfoldige er ikke det samme som det selvfølgelige og fastslaaede. - Saa længe vi ikke er enfoldige, er det vist omsonst at prøve paa at tale enfoldigt; en tilstræbt enfoldighed er ikke af det gode. Enfoldighed er noget, der har med det inderste i selve sagen, forkyndelsens indhold, at gøre; det er ikke noget formelt. Hvis vi endnu er i høj grad uklare og uselvstændige og bundet til tradition og fortid, som vi dog ikke rigtig tror paa, saa er vor enfoldige tale vist begrænset til meget snævre omraader. Dermed være ikke sagt, at de sikre og de, der hviler i traditionen, er det enfoldige nærmere; det er i hvert fald ikke givet paa forhaand. - Det forekommer mig, at enfoldig tale i egentligste forstand har vi i saligprisningerne (der absolut ikke er lette at "forstaa"); men hvem har myndighed til at tale saadan, hvem kan og tør? - - -

Dernæst det altid aktuelle spørgsmaal om vækkelse. Der er vel ikke mange omraader, hvor vi unge er mere raadvilde, bl.a. fordi vi her er allermest skeptiske over for det i øjeblikket anerkendte; og vanskeligheden vokser, naar vi opdager, at vi i virkeligheden langt fra er frigjort fra at sætte en nødvendig forbindelse mellem vækkelse og en metodistisk omvendelse. Før vi naar til en klaring af begrebet vækkelse, naar vi næppe til større klarhed over maal og midler. - Jeg tror, at det er af stor betydning at faa forbindelsen mellem "vækkelse" og "omvendelse" radikalt brudt. Derved mener jeg ikke, at denne forbindelse ikke kan komme, men blot, at forkynderen intet har at gøre med at bringe den i stand; hvis han prøver paa det, og det lykkes, er der ingen grund til paa forhaand at tillægge begivenheden kristelig værdi. - Som forholdet er nu, ligger tyngdepunktet saa aldeles overvejende i det psykologiske, især i oplevelsens planmæssige forløb, mens selve forkyndelsen af budskabet træder meget tilbage; og budskabet fremsættes ofte i en form, der kræver baade viden og en forhaands autoritetstro for at høres, en forudsætning, som de fleste steder ikke mere findes. Men ogsaa det psykologiske, menneskeskildringen paa alle stadierne, lider af en stor svaghed. Forholdet er jo dette, at der prædikes vækkelse og omvendelse som noget, man skal igennem; og da forkynderen har det bag sig, er han afskaaret fra at have sig selv som tilhører i religiøs forstand; deraf kommer det bl.a., at det ofte er mærkeligt konstruerede og tilhørerne ganske uvedkommende mennesker og situationer, der skildres. F. ex. er det meget almindeligt at tale om ydre og indre vanskeligheder, der maaske var virkelige for 50 eller 30 aar siden, mens det hele nu ligger ganske anderledes. Disse ting er gaaet over i vækkelsessproget og lever videre der; men tilhørerne er desorienterede. Men saa længe man opfatter det kristelige som en gang gennem forskellige stadier, kan det naturligvis ikke være anderledes, end at forkynderen selv er uden for eller over det, han taler om. Vi føres tilbage til spørgsmaalet om, hvad Kristendom er.

Hvis man skærer forbindelsen over mellem vækkelse og omvendelse, hvis man altsaa "nøjes med" at arbejde paa at vække til bevidsthed om Gud eller, hvad der er det samme, arbejder for, at Gud bliver erkendt og respekteret som Gud, saadan som han har aabenbaret sig i Jesus Kristus, saa maa det forkyndende element faa en meget mere fremtrædende plads, og det psykologiske (dette er ganske vist en noget abstrakt distinktion, men har dog sin betydning) bliver det menneskelige set i evangeliets lys og ikke i tilhørernes; trang og længsel f. ex. Bliver ikke, hvad mennesker mener, men hvad evangeliet siger, de trænger til. Der er jo en vis troens risiko ved at se sagen fra den side; men det er nødvendigt. Det hænger sammen med det, Barth taler om, naar han siger, at forkynderen maa forstaa tilhørerne bedre, end de forstaar sig selv; men dette "bedre" kan kun tilvejebringes, naar man gør springet fra vor selvforstaaelse til evangeliets forstaaelse. Og at forstaa tilhørerne med evangeliets forstaaelse er kun muligt, naar man selv erkendes af det, selv er den tiltalte, altsaa naar forkynderen selv skal "vækkes". Det siger sig selv, at naar han er under tiltale, kan han ingen viden have om, hvad der skal komme ud af det, han kan ikke lede til en i forvejen psykologisk fastlagt oplevelse. Han maa "nøjes med" at stille sig selv og tilhørerne overfor Gud, overfor hans aabenbaring i evangeliet. - Som man ser, er de forskellige momenters aarsag og virkning nøje forbundet.

Kan der komme vækkelse ud af det? Det ved jeg ikke, det beror ganske paa Gud. Det spørgsmaal, der skal stilles, lyder det ikke meget snarere saadan: Er dette den kristne forkyndelses vilkaar, eller er det det ikke? - - -

Endnu et par spørgsmaal vil jeg berøre. Det ene er om ungdomsforkyndelse. - Er det rigtigt, at forkyndelse er overbringelse af et budskab, der skal forkyndes strengt sagligt, saa bliver der draget ret snævre grænser for pædagogikkens indflydelse paa forkyndelsen; og hvis ret forkyndelse kun er mulig, naar forkynderen er eet med tilhørerne, saa er forkynderens stilling ikke attraaværdig for en pædagog, der vil holde sig selv udenfor eller over. Det bliver i virkeligheden et spørgsmaal, om en speciel ungdomsforkyndelse er mulig. Formodentlig er den det. Jeg tænker navnlig paa, at vanskeligheder og indre og ydre kaar kan være forskellige hos unge og ældre, saa at der kan blive nogen forskel i "emnevalget". - Men her gælder det rigtignok, om nogetsteds, at forstaa tilhørerne bedre, end de forstaar sig selv. Man kommer ikke ret dybt, naar man uden videre tager for gode varer, hvad der siges højt (karakteristisk nok som oftest af ældre paa unges vegne, eller i hvert fald inspireret af ældre). Vi, der er unge nu, længes vel ogsaa efter lykke; men hvad det har med kristendom at gøre, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald er det saadan, at langt dybere, langt mere konkret og reel er længslen efter og trangen til forløsning. Derfor er det rigtigt, naar en sagde, at "vort haab er et haab om dom". Selvfølgelig gaar man ikke rundt og siger den slags ting; meget ofte er det endda slet ikke "noget i mig", der længes efter dette; men det er hele min faktiske stilling, min faktiske nød som et menneske, der er hjemfalden til synd og død og skilt fra Gud her i verden, det er den, der raaber om forløsning, om dom. Jeg vilde tro, at dette ogsaa var et mere solidt udgangspunkt, end de længsler og haab, der ofte har meget blandede udspring og er mere eller mindre fysiologisk og psykologisk betingede. At aabne menneskers øjne for denne virkelige, uhjælpelige nød, det er en af forkyndelsens opgaver; det er vor nød, set i evangeliets lys; hvad vi i øjeblikket lider under og føler og ser som vor nød, det er udslag af og tegn paa vor dybeste, virkelige nød. Den findes der ikke hjælp for, hverken ved at livet lykkes i ydre forstand, eller ved at vi følger idealets dragelse, eller ved religiøse oplevelser; kun hvis Guds udvælgelse staar fast, hvis Gud har vilje og magt til at skabe det nye menneske, kun ved opstandelse er der virkelig frelse. Alt andet, ja det kan sikkert have betydning i livet paa mange maader; men det er ikke dom og derfor ikke frelse og forløsning. Vi er maaske hverken stærke eller begejstrede i vor tid; vi bøjes kun af en forkyndelse, der er radikalt skeptisk, illusionsløs; kun sandhed, kun naade. - -

Det sidste er om arbejderstanden. Arbejdernes umaadelige ligegyldighed over for forkyndelsen maa jo have sine aarsager. Deres egen presse synes at give grunde nok; det er dog et spørgsmaal, om de slaar til. Der tales der om deres forargelse paa kirken paa grund af deres overklassesyn, kompromisser, afstand fra Jesu lære o. s. v.. Denne forargelse kan vi formodentlig lade gaa lige op med kirkens forargelse over arbejdernes gudløshed, materialistiske indstilling og mangel paa aandelig sans o. 1. Men der er en ting, som vist har meget mere at sige, og det er, at kirkens forkyndelse forekommer dem saa ligegyldig, at det ikke falder dem ind at forarges paa den. Men hvad der ikke rummer mulighed for forargelse, det møder dem ikke med myndighed. Det maa dog vist være tegn paa en dyb mangel og svaghed, at vor forkyndelse ikke forarger, men er ligegyldig. I Ny Testamente og ogsaa senere var det netop forkyndelsen, der forargede og derfor ogsaa kunde bøje og føre til tro. Nu synes vi at tale om ting, som de slet ikke kan afvinde den samme interesse som vi. Vi kan lægge saa meget af skylden, vi vil, over paa deres haardhudethed. Der bliver nok til os selv. Hvad er der i vejen?

Chr. Rimestad anmeldte - netop i Socialdemokraten - en bog, der udelukkende drejer sig om et (sygeligt) menneskes indre liv; han kaldte den for en stor bog, men tilføjede, at vi i vor tid slet ikke havde raad til at være saa individualistiske som denne bog. Er det ikke saadan, at kirkens forkyndelse efterhaanden har udartet i individualistisk retning? Den drejer sig i saa overvejende grad om den enkeltes sjæleliv; den tager sig med største ængstelse og omhu af sindets mange skiftende svingninger og stemninger og tillægger dem ofte en ganske overdreven stor betydning; meget af det, der skildres med religiøs farve, har jo i virkeligheden ganske andre aarsager og er slet ikke frembragt f. ex. af skyldfølelse over for Gud. Naar man er saa optaget, som arbejderne maa være, af at skaffe penge og faa dem til at slaa til, saa kan man ikke i den grad tillægge det betydning, som de fleste prædikener handler om; de synes slet ikke at ramme deres stilling med deres nød og haab, for deres haab er et haab om retfærdighed - lad saa være med al for svag følelse af egen brøde og al for ringe erkendelse af ansvaret for sjælen. Men al denne ensidige tale om det indre liv forekommer dem uvirkelig, snæver, smaatskaaren, med eenøjet forstaaelse af livet.

Men den kristne forkyndelse har virkelig noget at tale om til dem. For der er et Guds rige, der er langt mere omfattende end min nød og trang og anfægtelse; Guds maal ligger højt, højt over, hvad jeg beder om og forstaar og kan rumme, og i dette rige raader Guds retfærdighed. Om Guds rige og hans retfærdighed, om Guds evige maal, om tilintetgørelsen af al elendighed, synd og død kan vi tale. Dermed gribes der ind i deres tilværelse med ord, der kan naa dem. Om dette kan der tales, saa det kan forarge ogsaa en socialdemokrat. For det er jo ikke utopier og haab om bedre tider, vi skal tale om, det er ikke om, hvor meget deres tanker og arbejde stemmer med Kristendommen. Men vi skal tale om det rige, mod hvilket hvert rige, de vil bygge op, ikke er andet end kaos, om den retfærdighed, der gør alle deres ideale maal til uretfærdighed, om den Gud, over for hvem ogsaa de med al deres iver kun har uret. Guds rige vil tilintetgøre alle vore riger med deres retfærdighed. - Det er dette rige, vi venter paa og længes efter, og netop derfor kan vi aldrig finde os i det, der er; derfor maa vi altid se den uretfærdighed, vi lever i, og være med til at kæmpe imod den; derfor arbejder vi for retfærdighed med bevidstheden og haabet om, at Gud selv vil bygge sit rige og skabe den nye himmel og den nye jord. - Det er evangeliet om frelse af naade alene; derfor er der forargelse i det, men ogsaa mulighed for tro. - Personlig tror jeg, at dette vilde være en vækkelsesforkyndelse, der vilde virke og bære gode frugter; jeg tror ogsaa, der netop i denne sammenhæng kan tales baade dybere og mere realistisk og omfattende om synd, end det sker i almindelighed. - - - - -

Til slut blot dette, at jeg skal være den første til at indrømme det "teoretiske" og ufærdige i alt dette her; men saa vidt jeg kan se, er det noget i den retning, vi maa besinde os paa og prøve at udføre i enkelthederne.