Hvad er "Godt"?

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1926, s.43-44.

I "Tilskueren" for September findes en Artikel af F. Rønning: Hvad er "Godt" og hvad er "Ondt"? Det er en principiel Imødegaaelse af ethvert Forsøg paa at bygge en ,,human Etik" op paa "videnskabelig" eller "naturlig Erkendelses" Grund. Den svageste Tendens i denne Retning forfølges skarpt. Ingen Sandsynligheder eller Formodninger om, hvad der hæmmer eller fremmer "den almindelige Lyksalighed" anerkendes som Grundlag for en naturlig Etik - dels fordi vi ikke kan overskue Tilværelsesforløbet, dels fordi "den almindelige Lyksalighed" kan være et ganske tidsbundet Ideal, der har afløst og igen kan blive afløst af andre. Selv saa beskedne Udtalelser som denne, at "videnskabelige Sætningers Sandhed bestaar ikke i, at de uden videre afbilder Tilværelsen for os, men deri, at de indeholde Anvisninger til frugtbart Aandsarbejde (Høffding)" attraperes, med Rette: "I Stedet for frugtbart bør vi sætte nyt" (d.e.: fortsat) - thi Dommen "frugtbart" forudsætter Føling rned Tilværelsens Maal, d.e.: er uvidenskabelig. Etik beror altid paa det absolut personlige og absolut uvidenskabelige Valg og Tro.

- Dette er rigtigt. De fleste ikke-kristne Tænkere indrømmer det efterhaanden, omend langsomt; de kristne Etikere hævder det naturligvis med Iver. (Forresten vil enhver, ved at gennemgaa f. Eks. lidt naturalistisk Livsvisdom, allerede i de blotte Ord og Udtryk, meget hyppigt ogsaa i selve Ræsonnementerne, se, hvor dybt, ja hvor uhjælpeligt enhver er bundet i Værdidomme.

Tankeabstraktioner løber ikke saadan fra den samlede Slægtsarv, indvundet gennem Praksis).
- Men nu var det interessant, og mere end det, at sé, om ikke ogsaa de kristne Etikere engang til indrømme, og gøre Alvor af den Indrømmelse, at heller ikke den kristne Etik lader sig begrunde som System, selv efter at Grundlaget, Kristus, er valgt. Netop fordi Kristus ikke er en Sætning eller et Princip, men Guds personlige, historiske Aabenbaring, netop derfor kan hans etiske Virkeliggørelse i Mennesket (om jeg maa bruge dette misvisende Udtryk) aldrig ske gennem nogen Form for Gentagelse; men kun gennem det Gudsliv, han skaber. Sammen med al ydre Efterligning maa ogsaa ethvert etisk System falde bort - kasuistisk saa vel som principbygget - netop fordi det forudsætter Gentagelsen, Paralleltilfældet. Vi kan prøve at føre Kristus og det kristelige tilbage til et Kærlighedens Princip (som andre søgte at føre Gud tilbage til et Retfærdighedens Princip) for derudfra at deducere al etisk Handlen - det nytter intet; netop som Princip er det behæftet med vor egen Afstumpethed og bærer Selvets Billede med sig ud i vor Tænken og Handlen, hvad enten det saa sker ved Udsvømmen, som Sentimentalitet, eller ved Multiplikation, som "Altruisme" - det bliver dog kun en anden Maade at mangfoldiggøre sig selv paa, lidt finere maaske end i det mere borgerlige Retfærdighedsprincip, men maaske knap saa ægte, i Forhold til, hvad vi virkelig indeholder. Vi ejer ikke Kærlighedens Idé, saa at vi kunde udfolde dens Indhold i Principer. I et Sindelag møder Gud os i Kristus; men det rummer ikke vore Navne, thi det er Guds; og vi kan ikke handle med Kristi Sindelag, thi det er Guds; og om vi forsøger - det kristus-lige, det Gode, er aldrig det overtagne, altid kun det, der er født af Guds Villie ind i mit øjeblik, af Jesu Faders Villie, i min Situation.

Thi kun een er god: Gud; og der gaar kun een Vej til den gode Handlen: Gudslivets.

Men det betyder, at det (kristeligt) gode snarere er selv-morderisk end selv-udfoldende, snarere mod os end af os. Og det betyder igen, at i Forhold til det Gode, er vi aldrig de vidende, altid de bedende; aldrig de bosiddende, altid de vejfarende.

Eller, skarpere udtrykt: Vort Gode er hos Gud. Fra ham forventer vi det, ved Kristi Aand, dagligt i vor Handlen, og evigt.