Melodi og Harmoni

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1927, s.127-128.

Det er tydeligt, at Melodien er ved at opleve en Renæssance; og navnlig i mange yngre Kredse faar det svundne Aarhundredes Musik gennemgaaende ingen god Medfart. Naar J. P. Larsens Artikel "Omkring Weyse" (Tidehverv Nr. 2) slog saa voldsomt løs paa det 19. Aarhundredes Musikere, fik man let det Indtryk, at det var som Harmonikere, at de skulde dø - netop fordi Artiklen i saa væsentlig Grad føltes som et Indlæg for Melodien contra Harmonien.

Ogsaa for mig staar det saaledes, at Melodien paa eenfoldigere, renere og dybere Maade end Harmonien har udfoldet Tonelivet i os, gjort det frugtbart for vort hele Sjæleliv og styrket Sansen for det aabne, det sanddru og stærke.

Men hvorfor? Mon fordi Melodien i sig selv skulde være et sandere og ædlere Udtryk for det musikalske end Harmonien? Adskilles kan de jo dog ikke. De kan det ikke i deres Virkning - f. Ex. beror vel selve den Hvile, der indtræder i Slutningsklangene i en Melodi, i Grunden paa en Art Harmonivirkning. Og de kan det ikke efter deres Natur; begge har de jo Rod i den enkelte Tone; Tonen er jo i sig selv en Mangfoldighed; ellers ville den vel heller ikke saa at sige henvende sig til os og ikke være tiltrækkende for os - fordi den ikke spurgte os om noget og ikke antydede, at den havde noget mere at fortælle os. Men nu bor der altsaa i hver enkelt Tone, ogsaa rent theoretisk og teknisk, baade en egen Klangindividualitet, og en Tendens til Mangfoldiggørelse, til Udfoldelse - og hvorfor skulde denne Udfoldelse egentlig være sandere, naar den sker i Skriden, som Melodi, end naar den sker i Samtonen, som Harmoni?

Naar saa alligevel den vældige Udfoldelse af Harmonien, der er saa betegnende for den europæiske Musik i de senere Menneskealdre, nu af mange af os føles som uægte og gold, mon det saa ikke ligger deri, at Harmonien lettere end Melodien gav Plads for den falske Selvudfoldelse - den særlig europæiske Synd. Her, i Harmonien, var det saa fristende let at gøre sig selv og sine musikalske Tanker til mere end de var; her kunde det hele pustes op ved Multiplikation (Klaverets og Orkesterets Vækst); her kunde et Mylder af Bi- og Sidetanker saa let erstatte en Grundtanke eller dække over dens Banalitet; her var der Plads til at sno og dreje, her var der Lejlighed og Anledning nok til alle mulige psykologiske Optrævlinger og Spidsfindigheder, som kun Sagkundskaben rigtig kunde følge med i, og altsaa vurdere. Her voldtoges Tilhøreren af Kvantiteter, og løb Panden mod Faget, hvis faste Borg netop Kvantiteten er - her som paa alle andre Omraader.

- Det er maaske nok saaledes, at Melodien - Interval og Rhytme - er det egentlig musikskabende, fordi den er det givne, det naturlige musikalske Udtryk for det enkelte Menneske, gennem Stemmen; og at det derfor er fra Melodien, at Fornyelsen maa komme efter alle forkludrede Tider. Jeg tør ikke afgøre det. Thi det, at jeg selv føler saaledes, i vor Situation, er jo intet Bevis. I sidste Instans er Spørgsmaalet dog ikke om det musikalske Udtryksmiddel, om Harmoni eller Melodi; men her som overalt drejer det sig om Selvet, der vil vise sig og vil være mere, end det er - hvad enten saa Tidens musikalske Udtryk efter sin Grundkarakter er overvejende melodisk eller overvejende harmonisk.

En Tid lang vil det maaske nu være sværere at bedrage gennem Melodi, fordi vi nu kan føle friskere og ægtere dér, og fordi Melodien virkelig er de manges Eje og Vurderingen af den derfor endnu ikke er saa stærkt monopoliseret. Men hvad er der ikke ogsaa i melodisk Henseende drevet af Humbug i Harmoniens Tidsalder? Hvor ofte har, ikke blot Orkestermultiplikation og harmoniske Pikanterier, men ogsaa en Strøm af søgte Intervaller skullet - og kunnet - dupere Tilhørerne, skullet - og kunnet - skaffe sig Fagklikernes blaa Stempel?

En kommende Melodiens Tidsalder kan blive en Selvbesindelsens Tid, hvor Tonerne faar Lov at tale enkelt og ærligt om det der virkelig bor i den Enkelte og i et Folk, men naar Melodien bliver Mode, vil skruede og sjæleligt hule Toneløb blive mangfoldige, blive faglig anerkendte og urørlige, og forkludre det musikalske instinkt ogsaa hos de Mange, til hvem Harmoniens Sygdomme ikke naaede ud. Ogsaa Musikere er Mennesker, og Selvet vil langt hellere bemærkes som originalt, end ydmygt forsvinde bag en Klangrække, der toner om det, som lever i de mange. Kampens Tyngdepunkt vil ikke være flyttet. En Richard Strausz vil være pervers, hvad enten hans Talent udfolder sig gennem Harmoni eller Melodi; en Chopin vil være yndefuld og diabolsk, en Wagner genial og Sødt smeltende raadden baade i Harmoni og Melodi; Mozart vil være stilfuld og elskelig og stor, Beethoven tale om det uudtalelige, i fire spinkle Toner og i Symfoniens Klangmasser. Toner er Gerninger, og Gerninger aabenbarer, hvad der bor i Mennesket. Om Sjælelivet er oprindeligt, ydmygt og stærkt, eller om det er epigonært, skruet og selvisk, det vil Tonerne afsløre, hvad enten Harmonien eller Melodien er dets Tjener.

Vore Slægtled har set Selvkredsningens Synd blomstre paa mangfoldige Omraader - i det religiøse, i Musikken; og hvor vi har set den bruge Kvantiteten som sin Tjener, ja, dér reagerer man uvilkaarlig over for Kvantiteten, som man i dette Tilfælde finder i Harmonien.

Da kommer Melodien med sin Fornyelse, og vi glæder os over dens Renhed og Kraft.

Men pas paa: Nissen flytter med.