Folkekirkens Skæbnetime

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1928, s.119-121.

I Borups Lokaler. 20. September. Fire Repræsentanter for Kræfterne i Skæbnens Parallelogram, i alfabetisk Orden, hver et Kvartér.

Prof. Oskar Andersen (H) lægger for, medbringende sin efterhaanden pinlige Atmosfære af Rigsdag - derpaa Kirkeminister Brun-Rasmussen, stilfærdigt redegørende (V), og personligt - forhv. Kirkeminister Dahl, forsamlingserfarent (S), lunt, velvilligt kirkebeskyttende - og Dr. Scharling (venstrevendt) kirkesamlende og kirkebyggende.

Der var (navnlig naar de i Diskussionen optrædende medregnes) Stof nok til Studier i kirkelig Psykologi og Virkningerne af en mere eller mindre fremskreden politisk Infektion; jeg skal dog kun komme med nogle almindelige Bemærkninger.

De saglige Modsætninger er velbekendte. Det kirkelige Højre tænker romersk, men med traditionel lutheransk Dogmatik som Arbejdsstof (derfor opfatter de sig selv som de egentlige Bærere af det evangelisk-lutherske!); de andre kirkepolitiske Standpunkter er nærmest forskellige Slags Nej til Højres. Alt det er der ikke noget at sige til. Og at det kirkelige Spørgsmaal bliver et politisk Spørgsmaal, altsaa et Spørgsmaal om Magt og Chanceberegning og Manøvredygtighed, det kan vel heller ikke være andet, naar "Kirken" mere eller mindre er og opfattes som en Interessent-Gruppe.

Men det pinlige, det, der gør hele Sagen saa forløjet, er, at Ordet "Kirken" (der jo idelig er Substitut for "Folkekirken") ved Siden heraf dog stadig beholder saa megen Klang af Evangelium, at der gennem dette Ord kan lægges en Højtidelighed over de Ræsonnementer og fremskaffes Kræfter til de Tovtrækningsnumre, hvis sande Karaktér dog Gang efter Gang skinner igennem.

Derfor er de saa haabløst intetsigende, de vidtfavnende og de stærke Ord, gamle og nye: "Ingen udelukkes, med mindre . . . forargeligt Levned." Kirkegrænse = Lavmaalet for borgerlig Velanstændighed. Ja, hvorfor ikke. "Ingen udelukkes, med mindre han kæmper aabenbart mod den kristne Tro." Den kristne Tro. Aabenbart kæmpe imod. Det gjorde Luther som bekendt i sin Tid, han fik endda kirkeligt Papir paa det - men nu er alt det jo forbi, og ordnet een Gang for alle. Fædrene har omvendt sig for os.

"Lægges i Kirkens egen Haand." Ord, der lyser at Selvfølgelighed og toner med Retfærdighed, ja, men hvad betyder de i Praxis, i den foreliggende Situation? Naar maaske Halvdelen af "Kirken" ikke vil have det i "sin egen" Haand, skulde det saa ikke være, fordi man forstaar, at disse Ord betyder noget ganske andet end det de klinger af, - maaske ogsaa aner lidt om, hvad de i Virkeligheden betyder? "I Kirkens egen Haand". - Hvad om "Kirken" er saadan beskaffen, at (som Kirkeminister Brun-Rasmussen talte om) en valgretsvalgt Kirkedag var en endnu slettere Tjener for Gud end en valgretsvalgt, konfessionsløs Rigsdag? For nogle af os ligger den Tanke mildest talt ikke fjærnt, efter at vi har set Prøver paa kristelige Majoriteters Fremkomst og Arbejdsmaader.

"I Menighedens Haand i videste Forstand" - jamen i hvis videste Forstand? Pastor Holts? Ja, mig tiltaler det ganske vist, hver Gang jeg (som f. Eks. i Discussionen her) møder Pastor Holts' firkantede og oprigtige Tankegang: Plads for de forskellige Kirkeretninger, men ubetinget ingen Rationalisme (Rationalisme NB.); Sakramenterne urørte, "saa ingen kan komme i Tvivl om, hvorvidt de er rigtigt døbt." Det er udlagt: Indre Mission er villig til at strække sig meget vidt, for at kunne blive i Folkekirken - lige saa vidt som Indre Missions Dogmatik rækker. Ikke? Det er i hvert Fald først i den Udlægning, at Standpunktet overhovedet giver Mening, og det oven i Købet særdeles god Mening: Er Folkekirken en Menighed, og kan en Menighed lave en Religions-Forfatning, saa er den enkelte samvittighedsbundet i denne Forfatning, baade positivt og negativt - og saa maa Principet være: ikke et Skridt ud over, hvad jeg selv kan svare til. "Principiel Intolerance", om man vil. Ethvert Skridt i Retning af Kompromis stiller straks Sagen helt over paa borgerlig og verdslig Grund og forpligter til øjeblikkelig at stryge al Højtidelighed o. s. v. der ligger i Ordet Kirke som Forfatningsenhed, og give Afkald paa al den Fordel, der kunde flyde deraf; ellers er man med til at binde Tredjemands Samvittighed ved Hjælp af Andenmands. Og saa har vi givet Vrøvlet kirkelig Konfirmation.

Det kan være kedeligt nok at høre paa almindeligt politisk Pjat; men naar det samme Pjat opfattes afgjort alvorligt af de vedkommende og er tilsat en god Portion Sagkundskab, Pietet og Magtfylde - saa bliver det pinligt. Og i den Henseende har kirkeligt Højre vist omtrent naaet, hvad der kan naas. Det er pinligt at se Kirkeligt Landsforbunds Balanceøvelser mellem religiøs Methode og politisk Methode; det er næsten endnu mere pinligt at se en Mand som Prof. Oskar Andersen efterhaanden optræde som en almindelig politisk Kraftmand, se hans Evne til at opfatte det centrale i andres Tanker komme i absolut Misforhold til hans Evne i Repliken. Der er ikke noget saa opløsende for Sagkyndighed som at blive parti-geskæftig, og ikke noget saa opløsende får kristelig Dømmekraft som kirkepolitisk Forstaaelse. Jo mere man opnaar for Kirken, des værre for Kristendommen.

Der har været arbejdet i Menigheden, paa en vis Maade da, og Arbejdets Redskaber, Institutionerne, er i Færd med at blive det egentlige Trosobjekt - og Institutioner regner og maa altid regne med "Chancer". I den senere Tid trænger Socialdemokratiet og Højre jo af og til til hinanden; derved faar Guds Rige en Chance - naar "Kirken" vil tage den. Saa finder de gamle aristokratiske Kirketanker og de nyere økumeniske Foreningstanker hinanden; saa vinder den ufrugtbare, magtbevidste og saarbare institutions- og Repræsentant-aand frem igen i Kirken - ("der sad vi danske Kirkemænd i Lausanne mellem Repræsentanter fra de øvrige Kirker", klagede Prof. Oskar Andersen, "og havde intet virkeligt Mandat til at tale paa den danske kirkes Vegne!" - Ja, hvad maatte de andre dog ikke tænke, og hvad maa Kirken ikke føle, og hvad vilde Kristus ikke have sagt - for slet ikke at tale om, hvad han har sagt). - Men, som sagt, nu er der en Chance.

Thi at Indre Mission véd sig indflydelsesrig ikke mindst nu i sin Udflydelsestid, derom er der ingen Tvivl. Gennem "Kirkeligt Landsforbund" og "Fjerde Retning" rækker Indre Mission sin Haand bredt ud i Kirken, og gennem K. F. U. M. bredt ud i Borgerskabet. Nu er man i visse Kredse resolutions- og styrevant, blandt andet derfor er det et "alvorligt øjeblik", naar "et stort politisk Parti" (S.) nu tilbyder en Forhandling om Kirkeforfatning og lader skinne igennem, at Tilbudet er afhængigt af Situationen og derfor kun midlertidigt. Vel, saa indgaar man et politisk Kammeratægteskab - bare saa længe til Menighedens Ret og Ære og Guds Riges Sag er reddet. At denne lille Forbindelse skulde staa i Forbindelse med de gentagne Visitter mellem Højre og Socialdemokratiet i Almindelighed, det tænker man vel ikke paa - og behøver jo heller ikke at tænke paa, dels fordi man virkelig tager hele Sagen meget alvorligt, og dels fordi man er saa langt inde i den politiske Luft, at man overhovedet ikke tænker saadan.

- Men pinligt er det nu alligevel at se en stor Skare Studenter lytte højtideligt til al den Theater-torden - Prøve-Trusler med "Kirkekommissionens Flertal", Garanten for, at denne Gang skal der nok komme noget ud af det - pinligt at høre RigsdagsBrix'en smække paa en eller anden Ryg, og saa mærke, hvor der tænkes: Det var vist Skræp, der klang. En Ynk at høre Kommissionsflertallets Vedtagelse af Forhandlingernes Hemmelighed blive begrundet: for at Medlemmerne kan bevare Friheden til eventuelt at skifte Opfattelse (Prof N. A. Larsen). Ja, gem Ansigtet, Menighedens "Ledere", der modigt søger Kirkens Ære, men alligevel er noget bange for, at Kirken kun vil takke sine - Dukker.

Og naar saa Flertallet - dette Flertal eller et andet Flertal, denne Gang eller en anden Gang - faar manøvreret sin Sag igennem, altsaa f. Eks. faar fastslaaet det evangelisk-lutherske Minimum og skabt "Kirken"s Garantier, ja, saa skal formodentlig Gud have Æren, og saa bliver Opgaven - straks eller i Jubilæumsaaret - at iscenesætte og rundkaste den befriede Menigheds Takke- og Jubelfest, o Kristelighed, naar Folkekirken er bevaret som evangelisk-luthersk og ingen kan komme i Tvivl om, hvorvidt han er rigtig døbt.

- Der var blevet lummert I Salen. Derfor kom det ogsaa som en sand Lindring, da Prof. Theol. Jacobsen ved Discussionen stod op og udtalte omtrent følgende:
Mine Herrer! "Skæbnetime", det er noget, som har med Forsyn at gøre. "Folkekirke", det er et Balancebegreb, der svinger mellem det verdslige Statssamfund og Kristi Kirke; her er Tale om et Kompromis, og ethvert Kompromis opretholdes netop saalænge, som enhver af Parterne mener, at de faar mere, end de ellers vilde faa. Derfor finder jeg det ufromt at tale om "Folkekirkens Skæbnetime".

Saa var det sagt, som skulde siges.