Af h.. Tidehverv, 2003, s.209.

Professor Svend Andersen i Århus er begyndt at lufte en lejlighedsvis lidenskab for Den augsburgske Bekendelse. Hvis Svend Andersen synes, man falder uden for dens rammer, er han der med det samme. En gang imellem i hvert fald. Ikke, når det er Thorkild Grosbøll eller Niels Grønkjær, der fornægter den samlede bekendelse. Så er der tavshed fra det intellektuelle fyrtårn i Århus. Men når den "kristnes politiske næstekærlighed" skal forsvares, springer han op som en løve. Hvem glemmer f.eks. hans klage til Københavns biskop over Tove Fergo, fordi hun som luthersk præst havde stemt for Irak-krigen. Fritidskonfessionalisten gav den fuld skrue, desværre uden at opnå så meget andet end at afsløre sit ukendskab til den konfession, han brugte i sin politisk-teologiske kamp.

Nu prøver han igen. Der skal være høring om Irak-krigen i Folketinget, og så skal folkekirken også have sin egen høring om Irak-krigen og den lutherske bekendelse, siger Svend Andersen. Endnu engang præsenteres offentligheden for professorens blændende argumentationskunst. Ræsonnementet lyder som følger: Irak-krigen er i modsætning til Den augsburgske Bekendelse, fordi USA indledte angrebet, inden FNs Sikkerhedsråd havde givet tilladelse (Kristeligt Dagblad 7/11).

Vi er sikre på, at Luther og Melanchthon vender sig i deres grave. Bare tanken om at indlede en krig uden om FN, ville formodentlig have hensat Luther i afmægtigt raseri. At krigen er en moderne parallel til reformationstidens tyrkerkrige, vil næppe gøre noget indtryk på den professorale Luther-kapacitet. At vi i dag ligesom i 1500-tallet må forsvare Vesten mod islamisk aggression, er næppe noget, der tæller.

Svend Andersen ved nemlig nok, hvordan det hele hænger sammen. Irak-krigen var en væmmelig lystkrig, som Bush fandt på for at glæde militærindustrien, og Anders Fogh hoppede med på vognen af "følgagtighed i forhold til en stormagt". Svend Andersen kender således alt til de lyssky grunde til denne ukristelige Irak-krig. Vi kender til overflod alt til Svend Andersens ukristelige argumenter imod den.

Må vi på den baggrund foreslå, at den økonomisk hårdt ramte folkekirke fritages for udgifterne til en høring. Og at offentligheden fritages for endnu et billigt grin over folkekirken.