Kirkefondets Aarbog 1929

Af Hans Dreiøe. Tidehverv, 1929, s.147-151.

Første Artikel.
Et nyt Foretagende, som formodentlig skyldes Provst Helweg Larsens frodige Initiativ, i al Fald er Bogen redigeret af ham; det er en pæn Bog paa 120 Sider, udstyret med Titelbillede af Joachim Skovgaard: Sædemanden; i Billedets Baggrund rider een ud og en anden ind. Biskop og Stiftsprovst? Biskoppen ud, Stiftsprovsten ind? Hvem ved? Provsten er jo en stor Spøgefugl. Iøvrigt indeholder Bogen 7 Afhandlinger og 1 Aarsberetning; dels af Kirkefondets Veteraner Westergaard, Ussing og Fibiger; dem er Fortiden betroet ("Før og nu"; "lidt om Grundtankerne fra Kirkesagens Begyndelse"; "Mariæ Kirkesal"), dels af Kirkesagens 2 førende Mænd: Helweg Larsen og Kr. Jensen (Sognepræsten ved Timotheus og Korshærens Chef), der bistaaet af Sognepræsten i Varde skriver om Kirkefondet i Situationen; Helweg Larsen tager sig af den folkekirkelige Situation, Jensen af den aandelige Pastor Sørensen behandler "Kirkesagen og det øvrige Land". Hvorfor Pastor Sørensen er udvalgt til at skrive denne Artikel, er ikke godt at vide. Sandsynligvis har han et godt Navn i den levende Menighed, og det er meget vigtigt nu. Af Forstaaelse (som, han skriver om) er der ikke Spor. Artiklen er tom og routinemæssig, og er derfor allerede bleven citeret med al Ærbødighed. Et Eksempel: Hvorpaa beror det, om Kirkesagens aandelige Opgaver skal løses? Saa vidt jeg ser væsentlig paa tre Ting: 1) At der kommer til at lyde en levende og klar Forkyndelse i Kirkerne, en Forkyndelse, der kan vække og bevare aandeligt Liv i den enkelte. 2) At der vokser frem en ansvarsbevidst, i Tro og Lydighed (han glemte Haab) arbejdende Menighed i de forskellige Sogne. 3) At der bag Kirkesagen Landet over staar en i Kærlighed forstaaende, bedende og ofrende Menighed."

Væsentligt paa disse tre Ting. Saa vidt Pastor Sørensen ser. Det staar i Kirkesagens Aarbog 1929. Unægtelig, man bliver spændt paa den næste.

Og vel at mærke: Der staar ikke mere. Ingen maa falde mig i Talen og spørge: Jamen, hvad siger han om det? Det er vel blot hans Tekst; en ikke altfor god Tekst. Der maa vel komme noget mere? - Nej. Der er ikke mere.

Og saadan Artiklen igennem: Der er ikke noget. Jo, sikkert et godt Sind. Og det er det vigtigste; men ikke Adgangstegn til at skrive om Ting, man ikke kender. Men saaledes som Pastor Sørensen skriver, skriver jo de hundrede. I en Situation, hvor der forlanges klare og skarpe Ord, Vejledning, tydelig Tale og helst ikke for store Ord, der skriver man rundt og glat, skriver paa Erindringer, Associationer, Fornemmelser.

Bortset fra dette vilde der ingen Interesse knytte sig til Pastor Sørensens Artikel, hvis han ikke var kommen til at skrive om Præstespørgsmaalet. Og der taler han i sit underlige Missionshus-Sprog tydeligt i Realiteten. Og det er vigtigt. Jeg maa straks sige, at det, der interesserer i Bogen mere end andet af, hvad den indeholder af godt og ondt, er Spørgsmaalet om Præster, og her siger Pastor Sørensen: "Der stilles store Krav til dem. De maa kunne forkynde Guds Ord saadan, at Samvittighederne vækkes. Evighedsspørgsmaalene maa gennem Forkyndelsen blive aktuelle. Det er ikke nogen ringe Ting, om Forkyndelsen kan kaste Lys fra Gud over Tidens aktuelle Spørgsmaal. Men det er langt større endnu, om Evighedsspørgsmaalene bliver aktuelle. Thi først paa Evighedsbaggrund vurderes Tidens Spørgsmaal ret. Og først naar Ordet bringer Evighedsalvor ind over et Menneskes Sind, synker det i Knæ for den hellige Gud. Det er i Sandhed et stort Krav, der herved stilles Forkyndelsen."

(Det er, hvad jeg kalder at skrive paa Erindringer og Associationer; rundt og glat).

Men nu kommer det egentlige. "Der stilles endvidere det Krav til Præster ved Kirkefondets Kirker, at de maa have dyb personlig Forstaaelse af helligt Samfundsliv, ikke blot Foreningsliv eller Arbejdersammenkomster, men Fællesskab med hellige om hellige Ting. Ingen kan til fulde sige, hvorpaa Hemmeligheden og Herligheden ved Samfundsliv beror; men kun den, der har oplevet det, ved, at hans aandelige Kraft, hans Frimodighed og Forventning har en af sine dybeste Kilder i de helliges Samfund. Og kun den Præst, for hvem Samfundslivet er blevet en Livsens Nødvendighed, vil faa Lykke til ved sin Forkyndelse og ved sin Færd at føre andre ind i de helliges Samfund."

Se dette er ren Besked. Ikke om de helliges Samfund. Men det skal jeg ikke komme ind paa. Men om Præstespørgsmaalet. Thi dette vil sige, at det kirkefondske Præstespørgsmaal for Fremtiden skal løses ved indre-missionsk Rekrutering. Indre Mission har i Sandhed faaet en Chance. "Vore gode Samfund har været vore bedste Præsteopdragere, og vi haaber til Gud", skriver Pastor Sørensen, "de maa vedblive at være det. De Præster, som paa en god Maade skal kunne knytte Københavns Kirkesag og Landets Menigheder sammen, maa have aandelig Rod i de sidste, men ikke fastere, end at de virkelig kan gro inde i Hovedstaden".

I Forhold til denne umiskendelige Klarhed har det intet at betyde, at Forf. slutter med et ønske om, at Københavns Kirkesag bliver hele Landets Sag. Det tillader jeg mig at opfatte som et automatisk Afskedsbuk for den saa lykkeligt tilendebragte Landsindsamling.

Helweg Larsen skriver, at hvert Bidrag i denne Bog staar for den enkelte Forfatters Regning. Det kunde betyde, at H.-L. f. Ex. tager Afstand fra Varde-Præst. Derfor spørger jeg for en Sikkerheds Skyld Helweg Larsen: Er du enig med Pastor Sørensen eller ej?

Jeg vælger denne lidt paagaaende Fremgangsmaade ogsaa med Hjælpeindsamlingens sidste Møde som Baggrund, hvor af Mødets 11 Talere de 9 var Missionsmænd, og Hovedspørgsmaalene blev behandlet udelukkende fra Indre Missions Hold.

2.
Jeg haaber ikke, at jeg med dette skal have draget Opmærksomheden bort fra Bogens Hovedperson, Helveg Larsen selv. For Bogen er - bortset fra Prof. Oscar Andersens Bidrag, der er noget for sig og staar aparte til Bogens øvrige Indhold - Helweg-Larsens. Selv inspireret af Stiftsprovst Ussing har han - forekommer det mig - inspireret sine to Medarbejdere omtrent med en Verbalinspirations Nøjagtighed; et Særsyn. En indgaaende Behandling af disse Ting vilde kræve en Bog af lignende Omfang som Aarbogen. Dertil savner Anmelderen baade Tid og det saa ofte i Bogen omtalte Kald. Jeg har i sin Tid her i "Tidehverv" udtalt mig om nogle af de i Bogen behandlede Spørgsmaal i en Række Artikler, som jeg bringer i Erindring som et Supplement til dette.

Det er ikke let at forhandle med Helweg Larsen paa Tryk. Hans Sprog - som hans Skrift - flimrer. Vel sagtens ogsaa Tankegangen. Han har mange gode Bemærkninger, fordi han ser mange Enkeltting rigtigt. Men han lærer ikke andet deraf end at forsøge at gøre det gale paa en noget bedre Maade. Han ser i sine klareste Øjeblikke f. Ex., at Kirkefondets Hovedbestræbelse: at danne "levende" Menigheder med aandelig Indflydelse i en stor By er slaaet fejl. Han kritiserer dem, der er, paa lignende Maade som jeg (mindre skarpt, fordi han er et godt Menneske og Sekretær). Men han mægter ikke at spørge om Fejlen. Han vil bare have dem bedre, end de er, og han tror med Glæde paa det sørensenske Idealbillede. Det er det, der gør ham kvalificeret til i en agtværdig Presse at skildres som Manden med det lyse Haab. Han taler om den pæne, farveløse Forkyndelse, der høres i de kirkefondske Kirker, og han slutter deraf: altsaa maa vi have mere af den samme Tønde, kun i en lifligere Kulør. Men navnlig: Han er meget optaget af den kirkefondske Hovedtanke: "den organiske Samvirken mellem det frie Menighedsliv og den ydre folkekirkelige Orden - mellem det menighedsfolkekirkelige og det statsfolkekirkelige (besværlige Ord, hvormed vel menes det indre og det ydre kirkelige); dette er Kirkefondets Kongstanke, "som i en vis Forstand repræsenterer det folkekirkelige Ideal." ("vis Forstand"?) Disse Linier kræver egentlig en nøje Analyse, som de næppe kan bære. Men det vil ikke interessere Læserne og næppe Helweg Larsen, for hvis Skyld Analysen nærmest skulde foretages. Men altsaa det er Kirkefondets Kongstanke i hans Formulering. Hvorledes har nu denne Kongstanke virket? Ja, i lang Tid som Gnidning, for Tiden akut Gnidning, som kan true med Sammenbrænding. Det statsfolkekirkelige truer, og vi staar svagt; Øjeblikket er vanskeligt; vi kan let tvinges ensidigt ud i det fri Menighedsliv eller ensidigt ud i det statsfolkekirkelige. Saaledes staar vi med vor Kongstanke. Nu laa det nær at spørge, enten 1) var der da noget forkert ved den oprindelige kirkefondske Kirketeori, eller 2) kan det ikke tænkes, at en 40 Aars Udvikling, og saadanne 40 Aar som fra 1889 til 1930, har forandret Forholdene saaledes, at disse Tanker nu maa lempes efter en nuværende Situation? Men saaledes spørger H. L. ikke; saa vilde han ikke være Friis Hansens Arvtager. Nej, det der er sket er, "at der har været en Sammenrodning, uden at Linjerne er blevet klart trukket op; det er hverken rigtig bleven det ene eller det andet, men en Pêle-mêle uden den rette aandelige Kraft." Det siger H. L.. Det smager ikke stærkt af Anerkendelse overfor Fortiden. Men lære af Fortiden kan han ikke. Han gør det samme som Fortiden, bare bedre.

Og saa kommer hans Hovedtanke, salvet og kronet, endnu før den kom til Udførelse. Men Tiden har Hast. Altsaa: Helweg Larsens Kongstanke.

3.
Det, der forekommer Kirkefondets Mænd mere truende end noget andet er, hvad H. L. med et betegnende Udtryk kalder: den folkekirkelige Opmarsch. Ikke underligt, at man kan være urolig. Thi vel har man altid haabet paa en folkekirkelig Bevægelse; men paa en saadan, som den vi ser i Optræk nu, har man ikke været forberedt. Det har altid været et sikkert Holdepunkt for Overvejelserne i Badstuestræde og Vendersgade, at Folket sov, til vi vækkede det. Men nu er der gaaet kirkelig Agitation i det københavnske Socialdemokrati. Det er underligt at tænke paa for en gammel Læser af "Socialdemokraten". Kan det tænkes at rumme Muligheder? spørger man. Man skulde synes det. I Kirkefondet (d.e.: i Vendersgade) synes man det nu ikke. Der er man klar over, at det "drejer sig om en rent partimæssig Invation". Ja, det kan siges. Det er en Agitation, ikke for Tilslutning til Gudstjenesten, men til Valglisten. Det er det, der ængster H. L.. Naa, denne Agitation er ikke ukendt andre Steder; i adskillige Byer regner man med det som en Selvfølge, at der er en mere eller mindre stærk socialdemokratisk Liste. Kirkelig Aarbog bringer i saa Henseende alle Oplysninger. Og disse Socialdemokrater regerer med Midlerne, vælger Præster, gaar i Kirke og lader være at gaa i Kirke, snarere mere end mindre end før Menighedslovgivningen. Helweg Larsen er ikke ukendt med dette. Han kan flere "kønne Fortællinger" ude fra Landet om, hvorledes kirkelig Interesse vækkes hos ukirkelige Folk, naar de kommer i Menighedsraadet. Men her, i København, drejer det sig om en rent partimæssig Invasion. - Ja, men det gør det jo ogsaa paa Landet og i Provinsen, kun at Provinsen kom først. Der er ingen Forskel; og jeg kan i denne Sammenhæng supplere Helweg Larsens Viden med en køn Historie til, hvordan en partimæssig Invasion efter alle Kunstens Regler og med den faste Hensigt at besætte Menighedsraadets Flertal socialdemokratisk, indsatte Flertallet med 6 Kirkegængere og 2 velvillige. - Jamen, her inde er der langt mindre kirkelig Sans, siger H. L. - Mon det f. Eks. ogsaa gælder i Sammenligning med Aarhus? for blot at nævne et efter min Mening særlig lærerigt Eksempel. Paa alle disse Indvendinger vil H. L. svare, som han gør det i sin Bog: "Verden over er der en almindelig Følelse af et voksende Svælg mellem en stadig mere virksom Menighed og en stadig mere gudløs Befolkning". Vel. Jeg forstaar nok, hvad han mener, selv om jeg vilde udtrykke Svælget adskillig anderledes. Men jeg beder bemærket, at det er at plumre det Spørgsmaal, som Kirkefondet staar overfor i Øjeblikket. Thi hvad Invasionen angaar, da er her hverken Tale om Gudløshed saa lidt som om Gudelighed. Hvad betyder denne Invasion? Simpelthen, at en hel Del Mennesker kræver netop den Indflydelse, som deres Skattebillet berettiger dem til, indenfor de Rammer, som den kirkelige Lovgivning anviser. Hverken mere eller mindre. Men i den Anledning erklæres selve Evangeliet i Fare, og man raaber Garantierne i Gevær (se S. 34-35); bl.a. vil man "sikre (saa langt sligt kan sikres), at Evangeliet lyder med Kraft i de Kirker, der er byggede netop hertil".

At man saa samtidig taler om organisk Samvirken mellem det frie Menighedsliv og den ydre folkekirkelige Orden (Kongstanke I.), gør Diskussionen næsten haabløs. Det vil ogsaa vise sig, at Kongstanke II. taler om denne Samvirken paa en højst uorganisk Maade.

Men en Ting endnu, før vi gaar nærmere ind paa Situationen og dens Løsning: Der er en Ting, som H. L. bør indprente sig nu ved Afslutningen af den 5-aarige Hjælpeindsamling, og maaske vil det hjælpe ham til at vurdere Bevægelsens egentlige Karakter, at der er ingen, der har gjort mere for at fremkalde den partimæssige Agitation end H. L. selv. Han ser her det første selvfølgelige Resultat af sin storartede Agitation for Kirkebyggeriet og den Frugt, det har baaret i de "20 Kirker". Jeg tvivler ikke om, at man i det kirkelige Hovedkvarter har ment, at det kunde gaa stille af. Det gik nu ikke stille af. Saa dybt sov man alligevel ikke; af den ligefremme Grund, at der med de 20 Kirker var rejst et pekuniært Spørgsmaal af betydelig Rækkevidde. Det forholder sig jo saaledes, at den københavnske Kirkeordning, hvori "den levende Menighed" nu vil hævde sin Førstefødselsret, som det saa patetisk hedder, saa godt som udelukkende hviler paa de "vantros" Penge. Det maa vel forøvrigt være det, som Stiftsprovst Ussing taler om, naar han beder "det frie Aandsliv" om at forstaa, at dette er en Gave fra Gud til os. Intet Under om Gavens Formidlere tænker nogle ganske elementære, borgerlige Tanker om Gavens nærmere Anvendelse; og hidtil har man jo tænkt ganske ædrueligt og, til forhaabentlig Beskæmmelse, kirkeligt. Man behøver kun at henvise til Hr. Klarskov Jeppesens Artikler i "Socialdemokraten" i September. Udpræget saglig-kirkelige. I Winblads gamle Spalter!

4.
Men jeg kom bort fra Provst Helweg Larsens Løsningsforsøg: Kongstanken. Han indrømmer Fjenden sin Ret. Suum cuique, enhver sit. Lad os gennemføre en hel Deling, saa den officielle Folkekirke faar sit, og det frie Menighedsliv sit, svarende til, at der er to Præster ved hver Kirke, og Kirkefondet har forbeholdt sig den halve Brugsret. Sognet faar Sognepræsten, og Kirkefondet ansætter en ordineret Medhjælper. Til Gengæld skal Folkekirken, som jo paa den ene Side mister Indflydelse, men paa den anden Side sparer Penge, betale det halve af Drift og Vedligeholdelse. Dette er Kolumbus's Æg. Saa har Socialdemokraterne - alias Folkekirken - faaet deres, og det frie Menighedsliv sit, og Evangeliet er sikret - for saa vidt sligt kan sikres; det har faaet "sin Plads indenfor Folkekirkens Orden, hvor de normale folkekirkelige Funktioner lettest kommer til kort". Rent praktisk vil denne Ordning (Kongstanke I. gennemført) betyde dette, "at kunne faa ansat de Præster, som man mener er de rette til Gerningen".

(Jeg vilde ændre lidt ved det typografiske Udstyr i det sidste Citat, saaledes: "de Præster, som man mener er de rette til Gerningen". Thi "man" er Helweg Larsen.)

"Det er Spørgsmaalet om at komme aandeligt frem og have det rette Staasted." Jeg synes netop, man staar overfor en stor Aandløshed i dette Forslag. H. L. har - og det kan ikke noksom understreges - to Udtrykssæt i sin Bog. Snart siger han: "Situationen karakteriseres ikke saa meget af en slumrende kirkelig Sans, der er ved at vaagne, som ved en fortsat Fremmedgørelse for Kirken, d. v. s. Afkristning"; fremdeles (Chauffør-Billedet S. 32): "de har vist den Hensynsfuldhed i Tide at række Haanden ud til venstre, og vist, at de vil have Kirkefondet ind under den rent politiske Demokratiserings Nivellering. Det er ikke muligt for os længer at synge: "Det er dog en dejlig Skov, her er ingen Røvere". Og fremdeles - for at blive i Røverlignelsen - citerer han en Mand, "der kender sine Pappenheimere", og som sagde ved et Bestyrelsesmøde: "Det er ganske ligegyldigt, om De gør det ene eller det andet, for de standser ikke, før de faar det altsammen".

Saaledes taler man om Fjenden. I Polemiken. Hvorledes nu komme til Rette med ham? Vise Troskab, som det kaldes. Kan man vise anden Troskab end trofast Krig paa Kniven! Jo, naar man forvandler ham til "den ydre folkekirkelige Orden", til "det statsfolkekirkelige" etc. For ikke at spilde de missionerende Muligheder giver man saa disse Mennesker lige Kaar med sig selv i de Kirker, man har bygget. Man har Mistillid, den dybeste Mistillid, og man tilbyder Samarbejde i Spørgsmaalet om Ordets Forkyndelse! Og hvad Præster de nu kan finde paa at vælge - sine egne har man bjerget.

Jeg aner ikke, hvad Muligheder denne Idé har. Jeg tænker ikke, det er mange. Den rent praktiske Vanskelighed, at Kirkefondet ikke kan magte det, afvises kategorisk. H. L. mener, at det for Kirkefondet, der for Tiden kun ved Laan kan klare sine mest nærliggende Forpligtelser, vil betyde en økonomisk Sanering. "Pengene er jeg overhovedet ikke bange for i den Forbindelse". Det er rart for ham, der har Ansvaret. Jeg interesserer mig for Øjeblikket kun for Forslaget som saadant. Og jeg skal til Slut ikke tilbageholde, at der efter min Mening kan være eet Lyspunkt i det, naar Kirkefondet nu engang mener at kunne forsvare at indlade sig saa langt med Fjenden. Det aabner jo da altid en Mulighed for at faa nogle levende Præster ind til København, om ikke "levende" saa brugelige. Navnlig i Sognepræstestillingen. Thi det er min Overbevisning, at gennemføres Helweg Larsens Forslag, saa vil Reglen være den, at de levende Præster vil komme paa Trods af "Livet". Det kan være smaat nok med Livet i Forvejen; men skal disse smaa Kredse udnævnes til "den levende Menighed", aflukkes, betjenes af den, hvis Forkyndelse er garanteret, af dem, der kommer til det store Kald, og véd sig i Besiddelse af alle de høje Aandens Gaver, som Pastor Sørensen taler saa smukt om, saa vil Selvretfærdighedens Nøjsomhed blive et saare fremtrædende Træk i det københavnske Kirkeliv. Det er saa rigtigt, hvad Prof. Westergaard siger i det gode Indledningskapitel, at "Forkyndelsen maaske (hvorfor "maaske"?) skal agte paa de nye Tider og forstaa at lægge de Spørgsmaal til Rette, som brænder i Øjeblikket". Rigtigt. Men mig forekommer det, at "den levende Menighed" allerede nu har liden Sans for dette. De vil allerede kun det tilvante. Men værre bliver det da i Fremtiden, hvis Kongstanken virkeliggøres. Saa kommer man til at sætte sin Lid til Sognepræstestillingen. Og det saa meget mere, som det med Bestemthed kan siges, at der allerede nu er en Del unge, som vanskeligt kan tænke sig at arbejde i Kredse, som siger sig selv at være levende og har Navn deraf.