Af Hans Bjerrum. Tidehverv, 1928, s.115-116.

En Dag havde jeg en Samtale med Mahatma Gandhi om Art og Form for min fremtidige Virksomhed; ved den Lejlighed erklærede han, at udover dette almindelige, at han ønskede jeg vilde indvi mit Liv til at tjene Indiens trængende Børn, kunde han intet sige om Enkeltheder, kun, at jeg maatte følge Guds Aands Ledelse.

Med disse Ord udtalte han netop paa den tydeligste Maade, hvad der maa være Ledetanken i vort Missionsarbejde. Men samtidigt viser denne Udtalelse mere slaaende end nogen Missionsberetning vilde kunne gøre det, hvor dybt Kristendommens Aand er trængt igennem i Indien. Denne Mand benægter paa det bestemteste at være en Kristen (i Ordets sædvanlige Forstand i alt Fald) ; alligevel opstiller han som eneste gyldige Regel for vor Handlen: Guds Aands Ledelse, en Regel, der forudsætter den dybeste kristelige Erfaring.

Naar Profeten i den gamle Pagt siger: Mine Tanker er ikke eders Tanker, og eders Veje er ikke mine Veje, siger Herren, - da er der allerede her givet Udtryk for den Sandhed, som først kan finde sin fulde Virkeliggørelse efter Aandens Udgydelse. Men naar Aandens Tilstedeværelse er en Virkelighed, da har vi ikke mere nogen Undskyldning.

For Paulus var Aandens Ledelse en Virkelighed. Skønt han bestræbte sig for kun at arbejde for Planer, som han var overbevist om var Guds Planer, saa var hans Sind dog samtidig aabent og modtageligt over for Tilrettevisninger og Aandens Indgriben. Den simple troværdige Skildring af hans Erfaring paa dette Punkt, under hans Rejse i Lilleasien, da Guds Plan var, at han skulde til Europa, bærer tydeligt nok Vidnesbyrd om, hvorledes Aandens Ledelse for Paulus var en Virkelighed.

Er den nu ogsaa en Virkelighed for os? Missionsarbejdet er jo af meget gammel Dato, ogsaa hvad den danske Mission angaar. I Tidens Løb er det kommet ind i en bestemt Skure.

Den Metode, der gennemgaaende har været fulgt, er den, at oprette Smaamenigheder hist og her, i Haab om at de efterhaanden vil vokse sig større, for tilsidst at optage hele Befolkningen i sig. Ganske vist har den aandelige Værdi af disse "Kristne" været yderst ringe, idet mange har sluttet sig til "Menigheden" af rent materielle Bevæggrunde, men ved Hjælp af "indre Mission", Kostskoler og andre Virksomheder haaber man, at den aandelige Modenhed efterhaanden vil komme, saaledes at de med Tiden kan blive sande Kristne, der vil være i Stand til at bringe Evangeliet til deres Landsmænd. Det synes imidlertid, som dette Haab kun for ganske enkeltes Vedkommende bliver virkeliggjort. Langt den største Del bliver ved Missionernes materielle Hjælp mere og mere materialiseret, og selv de bedre af dem naar sjældent højere end til at kræve en betrygget Stilling i Missionens Tjeneste.

Det er Situationen, som den har udviklet sig ad vore egne Veje. Det har haft sine naturlige Grunde, at Udviklingen er foregaaet paa denne Maade. Det har aabenbart været den letteste Vej til hurtigst at faa synlige "Resultater" i et Land, hvor Kastevæsenet dominerer. Paa lignende Maade - Pengepungens Indflydelse dog fraregnet - er det, saa vidt vi kan skønne, i sin Tid gaaet til i Travancore, Cochin og Malabar ved Oprettelsen af den syriske Kirke. I Aarhundreder har denne Kirke ført en stagnerende Tilværelse - uden aandeligt Liv, uden aandelig Indflydelse, bogstavelig talt som et fremmed Legeme indkapslet i det større Samfund; - i egentligste Forstand "fremmed", idet den bestandig har fastholdt syriske Kirkeformer, ja, endog syrisk Kirkesprog ned igennem Tiderne. Den er en syrisk, ikke en indisk Kirke. Det ser ud, som om de nyere Missionskirker i Indien er godt paa Vej til at komme ind i en lignende Udvikling; kun er Formerne her europæiske, ikke syriske. Det kristne Samfund har for største Delen allerede indkapslet sig som et statsanerkendt Samfund i Landet. Mærkeligt, at den syriske Kirkes Exempel ikke har kunne afskrække Missionerne!

I og for sig maatte man paa Forhaand kunne sige sig selv, at det er en umulig Opgave for andre at stifte en Menighed. En Menighed vokser op, hvor Mennesker, der er grebne af Guds Aand, slutter sig sammen. Det bliver ikke en Menighed, naar Folk udefra, selv i den bedste Mening, prøver paa at oprette en Kirke, tilmed med fremmede Kirkeformer og Skikke, ja, endog fremmed Kirkesang. Men det er det, man har gjort, - med det Resultat, at Missionerne nu er kommen ind i Dødvande, hvoraf man ikke ser nogen Vej til at komme ud. "Menighederne" kræver Missionernes Penge, Tid og Kræfter; "Missionernes Børn" forlanger og venter Ansættelse i Missionens Tjeneste; samtidig er det ganske klart, at der er et andet Arbejde, der er Missionens ypperste, men simpelt hen bliver forsømt.

Missionskonferencen i Jerusalem fremhævede klart og tydeligt, hvordan Kirken paa Missionsmarken maa være for at kunne udfylde sin Plads og sin Opgave. Den skal være levende og national (indigenous). Dette udførtes nærmere med Hensyn til dens Kristusforstaaelse, dens Gudstjenesteform og dens Indflydelse paa Livets forskellige Former. - Enhver, der kender noget til "Missionskirkerne", maa indrømme, at de ikke kan komme ind under denne Kategori - levende og nationale Kirker.

Er det hele da forgæves? Er vi kørt uhjælpelig fast? Det er vi, hvis vi haardnakket holder fast paa vore egne Planer og vore egne Veje. Men der er andre Veje, og de er ikke vanskelige at faa øje paa.

Det blev ogsaa fremhævet ved Jerusalem-Konferencen, at i Stedet for at forsøge at reformere Hinduen ved at tage ham bort fra hans naturlige Omgivelser, skulde vi prøve ikke ved vore egne Bestræbelser at frembringe kunstige Nydannelser, men give Plads for Aandens Virksomhed. Underlig er det blot, at dette skal være noget nyt. Underlig er det, at det er noget, man ikke har kunnet se. Hele Indiens nyere aandelige Udviklingshistorie taler højt om, at det, der her foregaar, er en ganske bestemt Bevægelse henimod Kristus. Det er blot ikke med Missionskirkerne som Udgangspunkt (de er endog gennemgaaende uden Forstaaelse af og uden Sympati med denne Bevægelse, fordi den ikke er "kirkesøgende", - og det har sine Grunde, - men "kun" kristussøgende; det er en Folkebevægelse. Man synes at have en ydmygende Følelse af, at alt dette er opkommen udenom, ja, paa Trods af Missionens Arbejde; men at Bevægelsen er der, er tydeligt nok. "Vinden (Aanden) blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du véd ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen." Nøjagtigt saadan er det, man føler overfor det, der foregaar i Indien i vore Dage.

Da Romerriget blev kristnet, skete det ved et Kompromis; det blev en Navneforandring, ikke en Aandsforandring, hvad Romerkirken tydeligt nok bærer Vidnesbyrd om. Hvad der sker i Indien, er for den katolske Missions Vedkommende utvivlsomt et Kompromis, og for den protestantiske for en meget stor Del en Navneforandring; men det man kan læse i Statistikken er ikke det, der sætter Præget paa Folkets Aandsliv. Det, der foregaar, er i Virkeligheden intet mindre end, at Kristi Aand er ved at gennemsyre Nationens Liv. Hans Aand er tilstede og "blæser"; alle de forskellige Virkninger af Surdejgskraften taler højt om, at Guds Rige er kommen nær. Paa det etiske Omraade ser vi Vidnesbyrd derom i den Revolution, der for Tiden er ved at foregaa i Folks Betragtning af Pariaer og andre "urørlige" Kaster, - eller i Kvindens Stilling med den skarpe Protest mod Barneægteskaber og dermed sammenhængende Onder. Paa det religiøse Omraade har især Mahatma Gandhis frivillige stedfortrædende Lidelse, idet han gør sig til eet med sine fattige Brødre, bidraget til at give Folket Forstaaelse af Meningen med Jesu Gerning. Baade religiøst og moralsk er Jesus den Maalestok, hvorefter der maales.

Hele denne Udvikling skyldes ikke mindst den kristelige Indflydelse, der er udgaaet fra Missionens Skoler, Collegier og Hospitaler, især gennem de aandsbaarne Mænd og Kvinder, der har stillet sig selv til Guds Raadighed og i deres Liv har genspejlet Kristi Sind.

Denne Gennemsyring foregaar ikke ved menneskelige Kraftanstrængelser, ikke ved Magt og ikke ved Styrke, ikke ved Prædikekampagner eller "Alle-mandstag", men ved Guds Aands Virksomhed. Det er den, og kun denne, der betyder noget.

Det ser altsaa ud, som om Gud her har et ganske bestemt Formaal og virker efter en bestemt Plan og ad bestemte Veje for at virkeliggøre sit Maal, oven i Købet til Tider med Anvendelse af Midler, som Kristne har ondt ved at anerkende (paa samme Maade som det faldt Jøderne for Brystet, at Cyrus skulde kaldes Guds Tjener). Men selv om det gaar stik imod alle vore Missionsteorier, er det vor Pligt at følge den Retning, Guds Aand blæser, og i Ydmyghed stille os til Raadighed i den Tjeneste, Gud anviser. Paa hvilken Maade Gud saa vil og kan bruge os som sine Redskaber, derom kan der intet siges i Almindelighed; enhver maa følge Guds Kald. Til enhver gives Aandens Aabenbarelse til det, som er gavnligt. Vi har kun at lade det Lys, som Gud har givet os, skinne for Menneskene.

Bangalore, 18. Juli 1928.

Artiklen er optaget efter Anmodning fra G. Brøndsted.