Kirkefondets Aarbog 1929

Af Hans Dreiøe. Tidehverv, 1929, s.165-167.

Anden og Sidste Artikel.
Det er hjemligt, men for et folkekirkeligt Hjerte egentlig ikke opmuntrende at træffe ude i Folkekirken de sædvanlige kirkelige Metoder i Brug: Klikeaftaler, Underaftaler, Intriger, Fortielser og Kompromiser, Tillid til Flertallets Ret og Ringeagt for dem, der "ikke betyder noget", er uden "Indflydelse"; alt det er jo i højkultiveret Brug i Menigheden, helliget ved Guds Ord og Ben. Hjemme fravéd man, hvad Bevægkraften er i disse Ting: Hensynet til Magten. Det kender man fra Bestyrelsesvalg, Præstevalg, Landsmøder o. s. v. Og saa støder man paa een Gang paa det samme ude i Folkekirken hos dem, der for en foreløbig Betragtning kun er Kirkeskatteydere, men nu med ét Menighedsraadsvælgere, og de bruger de samme Metoder knapt og skrapt tilskaarne paa Parlamentarismens Maskine; her er ingen formildende Omstændighed indskudt; ikke et lille Guds Ord; ingen Bøn; her vedgaas det lige frem, at Meningen er, at vi vil tale med; vi vil have Magten, for det er os, der betaler. Ak, ja, saa langt er man ude - ude i Folkekirken.

Det er vel saadan noget, Provst Helweg-Larsen tænker paa "i en Tid, hvor vi maa regne med en Fremmarsch med bred folkekirkelig Front". Vi maa møde den paa et sikkert Staasted i Andenpræstestillingen og den halve Kirke.

Helweg-Larsen frygter Fremtiden og er ikke tryg ved Nutiden. Og vi, hans Modstandere, maatte jo være blinde, om vi ikke saa disse Farer. Vi maatte i det hele være mere sløve, end vi har Lov, hvis vi ikke saa en Fare for Ordets Forkyndelse i ethvert Makkerskab, det være helligt eller verdsligt. Men vi ser unægtelig en ikke mindre Fare i Kirkeligheden end i Verdsligheden. Vi knytter vel egentlig et større Haab til Verdsligheden end til Kirkeligheden - ikke med vor personlige Bekvemmelighed for Øje; vi har jo vore Forbindelser og Venner i Kirkeligheden; men for Kristendommen venter vi mere af Verdsligheden end af Kirkeligheden, af den ligefremme Grund, at Verdsligheden kan man haabe at overbevise om Verdslighed; det er nok værre at blotte den kirkefondske Verdslighed, og afsløre det kirkefondske Magtideal. Men selvfølgelig kender vi godt den egentlig folkekirkelige Fare, at Guds Ord kan blive bundet. Men atter her ser vi anderledes paa det end H.-L.; vi mener, at den Fare er og har vitterlig altid været, at "Menigheden" ikke fordrager Guds Ord, fordi den har afsluttet sig i sig selv; og vi mener, at Faren nok er størst i "de Tider, da Folkekirken er det naturlige Udtryk for Folkets Liv, fordi Folket som Helhed bøjer sig for Kristendommen", som H.-L. skriver, og hvormed han tænker paa svundne, skønne Dage.

Forskellen mellem Helweg-Larsens Pessimisme og vort Virkelighedssyn beror selvfølgelig paa en forskellig Vurdering af Folkekirken, som vi kender den indtil denne Dag. For H.-L. som for mange andre ligger Folkekirkens Værdi i dens Muligheder; den er - bortset fra dens pekuniære Værdi - væsentlig at anse som et Omvendelsesobjekt. Vi holder paa den for de flere Muligheders Skyld. Thi hvad har Baptister og Metodister faaet ud af deres frie Stilling?

Det er denne kristelige Overklassebetragtning, vi staar imod. Den fornægter Solidariteten med Folket baade timeligt og aandeligt. Det er denne Solidaritet med det hele, som er Folkekirkens Idé. Vi er Ben af deres Ben, Kød af deres Kød, verdslige som de, de samme Vilkaar undergivne, som de kender, Syndere som de og inde i det samme Dødens Fællesskab; vi er af dem, og de er af os; vi skal ikke vinde dem for os og for vore Rettigheder; mellem os og dem ligger intet "enhver sit". Vi skal bringe dem Evangeliet, og saa maa Gud om, hvad Resultat deraf kan komme. Fra en anden Side set udtrykker denne Solidaritet et Taknemlighedsforhold. Folket har givet Kirken gode, timelige Kaar og sikret dens Præster deres faste Løn, for at det skulde blive opfyldt, "I har modtaget det for intet, giver det for intet", og det bærer indtil denne Dag ganske selvfølgeligt betydelige pekuniære Byrder. De behandler Ordets Forkyndere efter samme Regel, som de behandler deres Redaktører, Folketingsmænd og Fagforeningsledere: Præsten er en pæn Mand og en lærd Mand, han skal have en god Løn. Derfor vil vi ikke trættes med dem om dit og mit. Vi véd fra Skattebilletterne, at mange Bække smaa gør en stor Aa. Derfor vil vi hverken aandeligt eller pekuniært lave os Enklaver. Vi vil ikke lege Folke-kirke, men være Folkekirke. Vi frygter ikke for Fællesskabet, men mere for Følgerne af velaflukkede Menigheder, hvor Ventilationen er lagt i Kirkefondets Hænder, Menigheder, der i Bevidsthed om deres Særegenhed skal drive Mission ovenfra og nedad. Ved at afsondre dem paa sekterisk Vis risikerer man at underbinde en af Menighedslivets Hovedaarer, den folkelige. Folkekirke betyder jo, at der er stadig Forbindelse og Vekselvirkning mellem Menigheden og Folket. Vi er jo mange, der vil sige, at vi ude i Folket lærte, hvad Menigheden aldrig kunde have lært os. Lærte af dets Taalmodighed, Sammenhold, Beskedenhed, Nøjsomhed, lærte Respekt for trange Kaar; lærte at hjælpe og at give; lærte at stille Krav paa andres og ikke altid paa vore egne Vegne. I fri Mark lærte vi mere Samfølelse, end vi lærte af Samtalemøder i Samfundene, og vi fik forhaabentlig en dybere Menneskeforstaaelse, end der er dem beskaaret, for hvem Menighedssamfundet er Tilværelsens Midte. Vi lærte saa meget uden Dørs om Livets Realiteter, at vi syntes, at naar vi kom indenfor "til vore egne", mødtes vi ikke saa sjældent af en Uvirkelighedens Tyndluft, saa vi snappede efter Vejret. Og hvad vi saa og lærte i den grove Verden, førte os længere ind i Evangeliet og i Forkyndelsens Problemer.

Derfor staar vi i Gæld til Folkekirken. For det var i Folkekirken, vi lærte det.

Vi har lært meget andet i Folkekirken, som jo omfatter andet end "Folket". Men her nævnes altsaa, hvad vi lærte af "Folket" - det Folk, som Kirkefondets ledende Mænd ser paa med Mistro. I det Folk føler vi os hjemme. Her trives vi, og her vil vi blive, saa længe der er Rum for Evangeliet i dette Folk.

"Ganske upraktiske Overvejelser i en praktisk Situation", siger H.-L. Jeg vil svare, at den praktiske Situation vilde ikke have foreligget i denne Form, hvis H.-L. kendte Folkekirken i København indefra. - For at sige det lempeligt!

En Bemærkning endnu. Helweg-Larsen opkaster paa S. 31 det Spørgsmaal: Om ikke de folkekirkelige Tider overhovedet er forbi. (Meningen maa vel være: i en nærmere eller fjernere Fremtid). Lidt senere tilføjer han: "Jeg tænker naturligvis herved særligt paa Folkekirken som Statsorganisation; thi selvfølgelig vil den folkekirkelige Opgave foreligge til alle Tider og under alle Forhold". Hermed kan kun (jvfr. S. 20) menes en frikirkelig Folkekirke; altsaa en Kirke, der omfatter en væsentlig Del af det danske Folk. Man maa nu spørge: "Skal Kirkefondet under disse frikirkelige Forhold ogsaa arbejde med Clausuler og det øvrige garanterende Apparat?"

Een Ting i Bogen skal endnu nævnes. Det er Tanken om Kirkefondet (d.e.: Forretningsudvalget) som Indehaver af en summ- eller subepiskopal (hvad der kan komme ud paa ét) Myndighed i København. Helweg-Larsen var inde paa det i sin Bog om Skillevejen og blev kraftig imødegaaet; der er i Aarbogen kun et enkelt ganske svagt Spor af, at det har gjort noget Indtryk. Tanken er ellers i fuld Vigeur. Dette Spørgsmaal om Tilsynsmyndigheden fra Kirkefondets Kontor er for saa vidt et indre københavnsk Spørgsmaal. De københavnske Præster og Menighedssamfund maa selv vide, hvad de takserer Forretningsudvalget til. I min Tid regnede man det for et Forretningsudvalg, og det skal jo ikke være det forbudt at have aandelig Forstaaelse og Øjnene med sig. Men det tilhører dog væsentlig denne Verden. Vi vilde den Gang meget have os frabedt at skulle regne med dets Anerkendelse eller ikke-Anerkendelse af Præstegerning og Samfundsliv. Og jeg tænker - eller véd da - at H.-L., der jo selv har været menig Præst, ikke regnede med Sekretær eller Forretningsudvalg som sine aandelige Fædre og Vejledere. Han vil dertil svare: "Naive Ven, den Gang var jeg ikke Sekretær. Det er noget andet nu".

Det er rigtigt. Det gør en Forskel.

I Helweg-Larsens Øjne.
Men ikke i vore.
Tværtimod.