En Hindus og en indisk Kristens Udtalelser om Missionsarbejdet

Af Johan Edvard Bittmann, Tidehverv, 1927, s.199-201.

Det er ofte sundt at lægge Mærke til Kritik af ens Arbejde, ogsaa naar den kommer fra Mennesker, som man maaske synes ikke er helt kompetente til at kritisere det. Der vil altid være noget i saadan en Kritik - hvis den er alvorlig -, som man har godt af at tage sig til Hjerte, da man derved maaske kan undgaa nogle af de Skær, man ellers vilde støde paa. Saaledes ogsaa, naar det gælder Missionsarbejdet. Medens mange Hinduer og - naturligvis - indiske Kristne anerkender Missionsarbejdet udført i den rette Aand, er der hos mange af dem for Tiden en temmelig stærk Kritik fremme imod den Maade, hvorpaa Missionsarbejdet udføres.

Vi har ikke Raad til at lade haant om en saadan Kritik, særlig i vore Tider, hvor vi, som Provst Hans Koch saa klart har paavist i sin Pjece: En Krise paa Missionsmarken i Fortid og Nutid, - staar over for store Vanskeligheder og Problemer.

Bladet "The Hindu" her i Madras, der udgives og redigeres af Braminer; havde forleden Dag en Leder, hvori det udtaler sig om Missionsarbejdet. Artiklen lyder saaledes:

"Faa menneskelige Virksomheder, udsprungne fra et virkelig uegennyttigt og rosværdigt Motiv, har frembragt saa megen Uro blandt de forskellige Klasser, saa megen Lidelse i Hjemmene og saa megen Splittelse i det nationale Liv som iveren for at vinde Tilhængere for de forskellige Religionssystemer. Tilskyndelsen til at dele med andre det guddommelige Budskab, vi mener at have modtaget er dybt indpræget i Mennesket, og meget i Civilisationen, der er af virkelig Værdi, skyldes den Tro, der ikke er død, men arbejder.

Men alle de Religioner, der fører deres Tro tilbage til en individuel Inspiration, har haft den Skæbne, at de i Tidens Løb er bleven krystaliserede og sat i System, - er bleven kæmpende Kirker. En saadan Religions Missionærer falder uvilkaarligt - uden selv at ville det - i den Vildfarelse at ophøje deres Tro, ikke fordi den i sig selv er enestaaende og af større aandelig Værdi end "Hedningerne"s Tro, men fordi den er deres. Og i de Egne, hvor denne Tro ikke før var kendt, bliver Antagelsen af den anerkendt som en Indrømmelse af Missionærernes Overlegenhed med Hensyn til Race; Intelligens og Moral. Naar først Missionærerne er ført ind i denne Vildfarelse, følger det ganske af sig selv, at deres Iver for at udbrede Sandheden formindskes, medens Iveren for at hverve Tilhængere for deres Tro tiltager. Religionen - eller det, der kaldes for Religion - bliver da Haandlangeren for en angribende Imperialisme.

I en Artikel i "Harper's Magazine" viser Dr. Cornelius, en indisk Kristen, der er Professor ved Universitetet i Lucknow, med overbevisende Klarhed og stor Aabenhjertighed, hvorledes det kristne Missionsarbejde i Indien og de andre af østens Lande har udviklet sig ad de ovenfor nævnte Linier. Han peger paa, at det uundgaaelige er sket, at Missionsarbejdet møder Fjendtlighed i hele østen.

Dr. Cornelius's Undersøgelse af Grundene til den saakaldte anti-kristelige Bevægelse fortjener at overvejes nøje, ikke alene af dem, for hvem sand Religion er en Hjertesag, men ogsaa af alle dem, der længes efter, at der kan komme et godt Forhold i Stand mellem øst og Vest.

Dr. Cornelius viser os, hvad vi alle véd er Sandhed, at Missionen altid har været Fakkelbæreren, der lyste op paa Stierne, enten det saa er i Kina, i Afrika eller i Syd Amerika, de Stier ad hvilke Soldaterne og Udbytterne fulgte efter og fravristede Indbyggerne deres politiske Frihed samt aabnede Vejen for deres kulturelle og aandelige Erobring. Og Missionærerne maa ikke alene finde sig i disse Erobringer; men de maa hjælpe dem, der udfører dem. Dr. Cornelius anfører følgende meget sigende Deklaration, som alle amerikanske Missionsselskaber, der øver Missionsarbejde i Indien, maa underskrive:

"Al skyldig Lydighed og Respekt skal vises den lovlig konstituerede Regering, og medens det afholder sig fra at deltage i Politik, er det dets ønske og Hensigt at dets Indflydelse, saa vidt den kan udøves paa rette Maade, skal blive udøvet i loyalt Samarbejde med Landets Regering, og det vil ikke antage andre Arbejdere end dem, der vil arbejde i denne Aand."

Dr. Cornelius's Kommentar til denne Deklaration er kort og skarp:

"Med andre Ord, Missionæren skal støtte den imperialistiske Jærnarm" - man lægge Mærke til, at dette er ikke Politik - og afholde sig fra at hjælpe Folket til at opnaa dets lovlige nationale Aspirationer, - for bevares, dette er Politik."

Den nationale Aand, som Missionæren stiller sig med Front imod, idet han støtter Regeringen, har, som Dr. Cornelius viser, intet revolutionært i sig, og dog gør Missionæren sig ingen Anstrengelse for at forstaa dens virkelige Hensigt. Og den mindste Tilbøjelighed, han maatte have i saa Henseende, bliver mødt med truende Øjekast fra den regerende Race, som det klart viste sig for kort Tid siden, da der fremkom heftige Angreb paa K. F. U. M., fordi man mente, at den havde pro-indiske Sympatier.

Ikke mindre skadelig end denne politiske Afhængighed er den denationaliserende Indflydelse, som Vestens Kristendom har, idet den ophøjer den evropæiske Kultur paa Bekostning af østens. Vestens Kristendom tilskynder sine Proselyter til at være u-indiske i Idéer, Maade at leve paa, i deres Skikke, Mad, Klædedragt, ja endog med Hensyn til de nye Navne, der gives dem. Og tillige sætter dette sit Præg paa de ikke-kristne Studenter, der læser i de Skoler og Colleges, som Missionen har oprettet og underholder. Man har ikke lært den dybe Sandhed, som Dr. Cornelius antyder, naar han siger, at "Orientens religiøse Gæstfrihed skyldes, at den anerkender, at selv om der kun er een Gud, saa er der mange Veje til Ham."

Den anti-kristelige Bevægelse er, siger Dr. Cornelius:

"Et Kald til Kristendommen om at frigøre sig fra alle dens politiske Komplikationer, at være tjenende og ikke proselyterende, at opfylde og ikke omplante, at være indisk og ikke evropæisk og at være mere optaget af Livet end af Dogmerne."

Og han henvender sig til Evangeliets Prædikanter om at optage denne ædle Opfordring i den Aand, den er givet.

"Vil de have Mod til at gøre det?"

Saavidt "The Hindu".

Ret og Uret, Sandt og Usandt er saa underlig blandet sammen i denne Artikel. Man faar her et Indtryk af, hvorledes mange moderne Hinduer ser paa Kristendommen. At Kristendommen kan bringe Splid og Strid ind i de sociale Forhold, er jo kun, hvad Jesus forudsagde vilde ske, naar Mennesker kom til sand Tro paa Ham. Saa denne Anklage er uundgaaelig, forsaavidt som Spliden ikke fremkommer paa Grund af vor Uforstand eller Ukendskab til indiske Forhold, men paa Grund af et inderligt Gudsforhold hos dem, der følger Kristus efter.

Man mærker Bitterheden i Udtalelserne mod Missionærernes Forhold baade overfor andre Religioner og i deres Stilling overfor den herskende Race. Det er her vanskeligt at udrede det sande fra det usande. Det er en gammel Anklage, at den verdslige Magt fulgte i Missionens Spor og undertrykte de farvede Folkeslag. Dette kan dog ikke lægges Missionen til Last undtagen i de Tilfælde, hvor Missionærerne ikke protesterede imod saadanne Overgreb. Kristendommens Forkyndere maa i Følge Sagens Natur betragte den Religion, de bringer, som den højeste og bedste.

Anderledes stiller Sagen sig imidlertid, naar vi kommer til Anklagen for, at vi bringer Vestens Civilisation og Kultur sammen med Kristendommen paa Bekostning af den Kultur, der fandtes i de Lande, til hvilke Evangeliet blev bragt. Dette er sikkert ofte sket; ikke fordi vi vilde ødelægge noget, der ikke skulde ødelægges, men fordi vi simpelthen ikke kendte denne Kultur og tog det for en givet Sag, at den maatte være vor egen underlegen. Kristendommen var i vore Tanker saa ofte nøje forbunden med vor vesterlandske Kultur, at vi ikke forstod, at denne saakaldte kristne Kultur vilde faa et andet Præg, naar den mødte andre Landes Kultur og Civilisation. At vi i denne Henseende trænger til Kritik, har jeg ingen Tvivl om. Og selv om Kritiken kommer fra dem, der ikke har opfattet, hvad der er Kærnen i sand Kristendom, saa maa vi vistnok indrømme, at vi har ofte fejlet paa dette Punkt og derved lagt Hindringer i Vejen for det Budskab, vi havde at bringe. Vi sammenblandede ofte Kristendom og Kultur paa saadan en Maade, at det ikke var at vente, at de ikke-kristne skulde kunne forstaa, at de to Ting ikke hørte uvægerligt sammen - Vestens Kristendom og dens Kultur.

Dr. Cornelius har vist Ret naar han siger, at Østens religiøse Gæstfrihed skyldes, at man har den Opfattelse, at "selv om der kun er een Gud, saa er der mange Veje til Ham." Østen er gæstfri i religiøs - som i andre - Henseender, saa længe den fremmede Religion ikke prøver paa at ødelægge dets sociale og nationale Liv. Naturligvis kan vi som Kristne ikke underskrive den sidste Halvdel af den Sætning, - at der er mange Veje til Gud, saaledes som Hinduerne opfatter denne Udtalelse. Vi kender kun een Vej til den ene Gud, - Ham, der er Vejen; men vi staar her igen overfor Spørgsmaalet, om vi ikke til Tider unødvendigt blandede os i det sociale og nationale Liv herude, idet vi bragte Budskabet om Ham, der ene er Vejen.

Selv om jeg ikke kan være helt enig med Dr. Cornelius i alt i hans "Udfordring", saa ser jeg dog godt, at han rører ved Punkter, som vi i Fremtiden maa have vor Opmærksomhed mere henvendt paa, end vi havde det hidtil.

At Missionerne i Kina og ogsaa her i Indien trænger til at frigøre sig fra de politiske Komplikationer, kan der vist ikke være Tvivl om. Dr. Cornelius er noget bitter i sin Omtale af Deklarationen, som ikke britiske Missioner opfordres til at underskrive. Jeg forstaar, at han kan være det; men jeg vil helst ikke komme nærmere ind paa dette Spørgsmaal.

Kristus kom. for at tjene, og Dr. Cornelius har efter min Mening Ret, naar han saa stærkt fremhæver det tjenende Element i Missionsarbejdet. Ordet "Proselytisme" kan let blive et Slagord, hvis den, der bruger det, ikke fuldt forstaar dets Betydning. Jeg tænker mig, at Dr. Cornelius dermed mener, at der ikke maa bruges ukristelige - og derfor utilladelige - Midler for at bringe de ikke-kristne ind i Kirken. At dette til Tider blev gjort, er vel ikke helt udelukket. Et af Missionsarbejdets Kærnepunkter maa blive det, som Stanley Jones fremsætter: "Vi maa betro Indien til Kristus og Kristus til Indien". Kan vi som de tjenende gøre det, vil Indien selv under Hellig Aandens Vejledning bringe de sociale og nationale Forhold i den rette Stilling overfor et sandt Kristenliv. De Forandringer, der i saa Henseende maa ske herude, maa Inderne selv foretage; vi Fremmede kan det ikke. Vi kom ofte saa ynkelig tilkort i vore Forsøg derpaa i Tiden, der gik.

Dette Forhold er igen saa nøje forbunden med det, der indeholdes i Sætningen "at opfylde og ikke omplante". Vi har omplantet i høj Grad og ikke altid haft vor Opmærksomhed heftet paa den Kendsgerning, at Kristus altid kommer til Folkeslagene for at opfylde den Trang til at søge efter Sandheden, som ogsaa, findes herude i Indien.

Indien og Østen i det hele og store trænger til at se mere af det tjenende Sind hos Kirken og hos os Missionærer, som de ser det i Jesu Liv. Og det betyder herude ogsaa, at vi lever vort Liv i nært Samkvem med Indiens Folk - som Tjenere og ikke som Herrer.

Jeg skal ikke gaa nærmere ind paa Artiklen i "The Hindu", da jeg gaar ud fra, at dette Tidsskrifts Læsere har Forudsætningerne for at kunne udskille det rigtige fra det urigtige, det sande fra det usande.

Indien er mere end interesseret i Kristus; det har set noget af Hans Storhed. Vi lever i en Tid herude i Østen, hvor de forskellige Religioner er i Smeltediglen. Det kommer i saa høj Grad an paa, om vi i denne kritiske Tid staar som de rette Bærere af Budskabet om Ham, der ene er Lyset, Livet og Vejen.

Johan Edvard Bittmann,
Madras i August 1927.