Uffe Østergaard - en tidstype

Af Henrik Gade Jensen. Tidehverv, 1998, s.186-193.

"Den som kunde gjøre det Utroligste skulde have Kongens Datter og det halve Rige.
De unge Mennesker, ja de gamle med, anspændte alle deres Tanker, Sener og Muskler; To spiste sig til Døde og Een drak sig ihjel for at gjøre det Utroligste efter deres Smag, men det var ikke paa den Maade, det skulde gjøres. Smaa Gadedrenge øvede sig hver i at spytte sig selv paa Ryggen, det ansaae de for det Utroligste."

Sådan begynder Hans Christian Andersens eventyr med titlen Det Utroligste: den som kunde præstere det utroligste, skulle have kongedatteren! Da alle landets undersåtter på en given dag skulle fremvise, hvad de hver især anså for det utroligste, præsenteredes et stort og sindrigt urværk, som alle hurtigt blev enige om, var det utroligste. "Det var yndigt at høre, det var dejligt at see. Det Hele var et mageløst Kunstværk, det Utroligste, sagde alle Mennesker."

Kunstneren viste sig at være et ungt menneske, som var ven med alle, hjertensgod og barneglad. Og alle var enige: han fortjente prinsessen og det halve kongerige.
Men pludselig trådte en "knoklet Kraftkarl" frem og hamrede en stor økse i kunstværket, så det blev totalt smadret. Og folket måbede: "Ødelægge et saadant Kunstværk! … Ja, det var det Utroligste!"
Og så måtte prinsessen tage voldsmanden til ægte og alle i landet sørgede, men at hans gerning var den utroligste ved at ødelægge kunstværket, kunne ingen benægte.
(Eventyret slutter ikke her, det har en lykkelig slutning, men det kan enhver selv gå hjem at læse.)

H. C. Andersens eventyr udtrykker mere prægnant end mange ord problemet i moderne tid. Det lyder som en floskel, men er det ikke. Eventyret er et sindbillede på moderniteten.
Modernitet består i at tro på fornuftens evne til at skabe en bedre fremtid end fortiden har været. Det er oplysningens projekt: ved hjælp af menneskelig fornuft og forstand forstå verden og dernæst beherske den. Som konsekvens dyrkes det nye og især det fremtidige, mens det fortidige tages der afstand fra. På tysk benyttes udtrykkes Neuzeit synonymt med den moderne tid, hvor med det moderne knyttes til en tid og en retning.

Mennesket bemægtiger sig tilværelsen og fratager det uerkendte og ukendte sit mørke. Den oplyste del at menneskeheden lyser op i kroge, der før var præget af fordomme, afsakraliserer en verden førhen indviet i mystik og tabuer.

Det vigtige er at forstå den kobling, der sker fra Oplysningens projekt med dens grandiose tillid til fornuften og fornuftens mulig hed for at styre verden, og så til dette projekts funktion i praksis, nemlig dyrkelsen af de nye. Og hvor det nye bliver selvberettiget og fornuftenslegitimeret alene i kraft af at være nyt. Det nye behøver ingen anden begrundelse end at det er nyt - og anderledes og helst også provokerende.

Modernitet som terror
Den polske filosof Leszek Kalakowski definerer moderniteten som processen at nedbryde tabuer (i bogen Modernity on Endless Trial). Områder i samfundet som førhen fungerede i kraft af en uartikuleret og uantastet autoritet, udfordres og aflegitimeres. Overleverede tabuer attakeres systematisk, og ikke mindst moderne kunst kan vi se som en vigtig del af denne proces.

Når den tyske filosof Jürgen Habermas karakteriserer den moderne grundholdning i æstetikken som det at fokusere på nye former, at ville være fortrop (avantgarde), "altid på jagt efter chokerende hændelser" og at "dyrke det nye som sådant", ja, så forstår jeg bedre, hvordan jagten på chokeffekter og provokationen kan blive et formål i sig selv. Moderne kunst er den bestandige jagt på at sætte sig selv i scene som avantgarde. Trodsen bliver livsstil.

Når jeg selv tænker tilbage på 60'ernes og 70'ernes danske og for så vidt vesterlandske kulturliv sammenfatter ét ord for mig stemningen, som jeg fandt ord for hos Kolakowski: tabunedbrydning. Hvad var 68-bevægelsen andet end et voldsomt forsøg på at ødelægge alt overleveret? Intet måtte tages for givet eller forblive uberørt, men alt skulle udfordres og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. Alt helligt skulle som program antastes. Men det var ikke tilfældigt. Og når tabunedbrydningen sættes i scene og bliver livsstil og program, findes der ingen grænse for udskejelserne. Moderniteten må ende i terror. Habermas hævder faktisk det samme, når han i sin store berømte artikel "Det moderne - et ufuldendt projekt" taler om en række "problematiske forbindelser" mellem terroren og det kulturelt moderne.

Det var det, som H. C. Andersen så klart med sit eventyr om det utroligste. Jagten på det utroligste ender i destruktion. Du tvinges til sidst til at negere skaberværket for at kunne sætte dig i centrum og derved få opmærksomheden, kongedatteren eller midler fra Statens Kunstfond.

Den modernitet, som i sin egen selvforståelse skulle skabe fremskridt, velfærd og et bedre samfund, ender i virkeligheden i den fatale kortslutning, at fordi der moderne er det nye, bliver begrundelsen at ville det nye selvtilstrækkelig. Det betyder så igen, at det moralsk afgørende ikke længere bliver, om det nye og moderne bliver bedre end det foregående, for det væsentlige er, at det er nyt og derved et fremskridt i forhold til det bestående, der er udlevet og illegitimt i kraft af sin blotte eksistens. Som den engelske filosof Michael Oakeshott siger: rationalismens begrundelse er aldrig resultatet, men det at gøre forsøget. Dvs. forsøget, hensigten, bliver mere afgørende end om det faktisk ender godt. Det gælder om at gøre det utroligste. Og skam den der ikke forsøger. Det er også Kolakowskis pointe, når han kalder moderniteten en "endless trial", en endeløs række af forsøg.

Og så befinder vi os durkt inde i dette århundredes betændte ideologiske kamp, hvor der igen og igen refereres til den gode vilje, når totalitære samfundssystemer skal forsvares. Måske lykkedes det ikke så godt, men det var da i hvert fald et forsøg på at tænke nyt. Forsøget på at gøre det nye berettiges af sig selv. Og samtidig aflegitimeres det bestående - det mister sin autoritet og berettigelse, når først perspektivet lægges ind i fremtiden og vi fokuserer på alle de muligheder, der er for at skabe en bedre verden, eller som det hedder i dag: et fredeligt Europa. Især i den moderne kunst ser vi denne avantgardespiral dreje i dødsdrummelagtig hast. Det gælder hele tiden om at skabe noget nyt, noget anderledes, som ikke er set før, og det har fået en politisk ukorrekt amerikansk kunstkritiker Roger Kimball til at hævde, at moderne kunst er den dyrkede perversion. I jaget efter at ville overskride det gængse ender man til sidst i destruktionen og negationen. For mig at se er 68-oprøret den iagttagelige og logiske konsekvens af århundreders modernistisk kultur- og samfundsliv.

Tabunedbrydningen er også nået til historie- og åndsvidenskaberne i form af så fine ord som denationalisering og dekonstruktion. Den store dille er nuomstunder at vise, hvorledes overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner er kunstige og skabte. Hvad vi mennesker i vores lykkelige naivitet går og tror er naturligt, skal dekonstrueres og med videnskabeligt mikroskop afsløres og afdækkes som værende illusioner. Det er tabunedbrydning som program.

Fy-ordene
I år er det 150 år siden, at Treårskrigen brød ud med slaget i Bov 9. april 1848. I den anledning skrev historikeren Uffe Østergaard et langt essay i Weekendavisen, "Nationalisme eller patriotisme", hvor den lærde historiker tog sig for at aktualisere begivenhederne fra dengang med en sammenligning med Jugoslaviens borgerkrig i 1990'erne.

Her karakteriseres den danske nationalstat som "etnisk-racistisk nationalisme" og "tendentielt totalitært", ønsket om at Slesvig skulle høre med til denne nationalstat som "uhistorisk, urimeligt og i sidste ende udemokratisk".

For at levendegøre historien sammenligner Uffe Østergaard så den første slesvigske krig med Balkan, hvor resultatet bliver, at "i 1848 må man nærmest ligne danskerne med den velbevæbnede serbisk dominerede jugoslaviske forbundshær i 1991", slesvig-holstenerne er kroaterne og de "blakkede" slesvigere, der ikke vidste om de var tyskere eller danskere, er den tids bosniere, som ulykkeligt af omstændighederne tvinges til at vælge en nationalitet.

Således har vi elegant på en avisside fået bragt orden i historien og sat tingene på plads. Den ulykkelige strid, som har præget Danmarkshistorien siden de første spadestik og pæle blev sat i jorden et sted nede omkring Ejderen i 700-800-tallet og som har fortsat op til vor tid og udmøntet sig i tre blodige krige indenfor de sidste 150 år, får vi gjort forståelig med den behændige aktualisering med stridighederne i Eks-jugoslavien. Vi er i virkeligheden som serberne! Fy-ordet er nationalisme, som ofte forstærkes med etnisk-nationalt eller etnisk-racistisk for at berøve enhver tvivl om begrebets moralske status. Det kunne jo være, der var en uoplyst sjæl blandt avisens læsere. Plus-ordet bliver patriotisme, som i modsætning til det etnisk-nationale tillader optagelse af nye medlemmer og som ikke foregøgler dette "ntionens tvangsmæssige og abstrakte "som om" fællesskab". I konflikten for 150 år siden er det særligt helstatspatriotismen, som Uffe Østergaard priser, nemlig den loyalitetsfølelse overfor den fælles konge og den fælles forfatning, som rigets bedste mænd følte uanset tysk eller dansk i tiden op til 1848.

Uffe Østergaards formål med historien er ikke uden relevans i dag, nemlig opgøret med den etniske, racistiske nationalisme, som efter historikerens mening har præget dansk politik og danskernes selvforståelse fra 1864 og til i dag. Og plæderingen for en ny, overnational patriotisme. "Men vi kan i dag se", skriver Uffe Østergaard, "at denne lilleput holdning er mindre funktionel som grundlag for en postindustriel, hypermoderne stat, der af økonomiske og kulturelle grunde integreres stadig mere i et Europa, hvis flertal langt klarere har set bagsiden ved den etnisk-nationale begrundelse for demokrati."

Komparativ historie
Den mundsmag, vi her har fået på Uffe Østergaards historieskrivning, kaldes med et fint ord komparativ historie, sammenlignende historie. Det enkelte lands historie berettes ikke for sig selv, men ses og måles i forhold til andre landes og andre tiders historie.

Det siger sig selv, at den art af historieskrivning kræver sin mand eller kvinde, for det forudsætter et overmåde godt kendskab til historien for således uden at klinke sin professortitel at udpege danskere som serbere og slesvigholstenere som kroater. Jeg kender ingen serbere, og kan derfor ikke udtale mig om sammenligningens gyldighed, men jeg er jo heller ikke professor. Jeg må tage hatten af og nikke beundrende for den store indsigt, der må ligge bag et så højt hævet historisk perspektiv, hvor århundreders og kontinenters afstand overvindes i samme sætning.

Euro-propagandist
Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. I mange år var han lektor i historie og skrev munkemarxistiske artikler om historisk materialisme, mens han boede i kollektiv og var medlem af VS. Langsomt erstattedes marxismen med nationalismeforskningen, eller man kunne måske snarere sige, at det samme grundsyn blev præsenteret i en ny ramme.

I dag beklæder Uffe Østergaard et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50'erne og 60'erne. Hans erindringer, Mit liv, findes i dansk udgave fra 1987 udgivet med tilskud fra EU-kommissionen.

En Jean Monnet-lærestol er specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration. Den gives til dem, der er "entirely devoted to the teaching of European integration", helt hengivet til at lære om europæisk integration. Sagt på jævnt dansk kan euro-propaganda i den akademiske verden i dag belønnes med et professorat. Med lønnen udbetalt i ecu.

Hvor den danske offentlighed normalt gnider de kritiske øjne, når kommercielle kræfter bevæger sig ind på at sponsorere forskningen, fordi der dermed kan stilles alvorlige spørgsmålstegn ved forskningens upartiskhed, har den interessante nyskabelse i dansk akademisk liv som EU-udnævnte professorater øremærket til at docere euro-ideologi ikke påkaldt sig nogen offentlig debat. Den eneste omtale, jeg har bemærket, var historieprofessor Niels Thomsens hånlige bemærkning om Uffe Østergaard som "euro-professor".

Når unge journalistelever på Journalisthøjskolen skal lære noget om udenrigsjournalistik, undervises de af en Jean Monnet-professor, Hans-Henrik Holm. Det lover godt for fremtidige generationers evne til kritisk journalistik om europæiske forhold. I Jyllandsposten kunne man sidste år læse en kronik af en Jean Monnet-professor, Søren Dosenrode-Lynge fra Aalborg Universitetscenter, som lovpriser EU som det store fredens projekt og med opfordring til danskerne om at underordne sig den gode hensigt. Det urovækkende er ikke holdningen, for til enhver mening kan der siges et fornuftigt pro et contra, men at det siges af en EU sponsoreret professor. På Roskilde Universitetscenter forsker en begejstret Jean Monnet-Professor, Bruno Amoroso, hvis adfærd EU-kommissionen fornylig måtte undskylde, fordi han for EU skulle "udarbejde en liste over arbejdsmarkedskyndige organisationer, og det blev gjort med sjælden ihærdighed. Blandt trusler mod flere organisationer var et krav til Danmarks Lærerforening om dokumentation for, at foreningen virkelig repræsenterede danske lærere" (TV2s tekst-TV 7/7 1998). Det er interessant, at flere af disse Jean Monnet-professorer var benhårde marxister i 70'erne, og i dag får legitimeret kampen mod det forhadte bestående "nationalistiske" samfund med EU-midler.

Disse gamle marxister
Uffe Østergaards overordnede tese om, at nationer og national-stater er opstået i slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet, har en lang række fortalere indenfor historieskrivningen bag sig. Den britiske historiker Eric Hobsbawm hører til de kendteste. Hobsbawm er marxist og lægger ikke skjul på sin ideologiske holdning, når han i introduktionen til bogen Nations og Nalionalism since 1870 skriver: "ingen seriøs historiker om nationer og nationalisme kan være en erklæret politisk nationalist".

Hobsbawms overordnede perspektiv er, at nationalitet indgår som et stadium i en lang ekspansionsproces. Det hører hjemme i en historisk udvikling fra det lokale til det globale. Dermed er nationalismen straks diagnosticeret, sat på plads som noget, der måske kunne være berettiget en gang og da udøve en progressiv funktion, men som i dag hører til en svunden tid. Som god marxist karakteriserer Hobsbawm derfor også nationalismen som falsk bevidsthed.

Nationalismen er falsk, fordi den opfinder traditioner og skaber fiktive forestillinger. Sagt mere specifikt marxistisk opfatter Hobsbawm et nationalt fællesskab som udtryk for klassemanipulation og som et instrument for de herskende klasser. I 1983 udgav Hobsbawm et værk med den sigende titel Invention of Tradition, opfindelse af tradition, hvor det gennemgående tema er diagnosticeringen af, hvordan traditioner opfindes og manipuleres for at undertrykke og fremmedgøre befolkningerne.

Man tænker straks på det gode danske juletræ, som vi så længe slægtens erindring går tilbage, har stillet midt i stuen, uden hvilken det aldrig kunne blive juleaften ,og som nationalismeforskeren nu kan gøre opmærksom på, i virkeligheden ikke et dansk, men importeret fra Tyskland.
Fremmedgjorte og klassemanipulerede går vi rundt om træet og synger Peter Faberske nationalistiske sange!

Når nationalismeforskere diagnosticerer, ved man aldrig, om motivet er som lægens kliniske blik kun indstillet på at finde sygdommen og dens årsag. Eller om der ikke også er en vis glæde over at se patienten vånde sig med beskeden om hans eller hendes falske bevidsthed. Men man fornemmer ofte det sidste.

Uffe Østergaard er som sagt stærkt inspireret af Hobsbawm og begyndte også sin historikerkarriere som marxist. I 1976 skrev han en artikel med den letforståelige titel "Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie - bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab", som indgik i tidens esoteriske, indforståede marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. I dag er det fuldstændigt umuligt at læse.

I grunden findes hele Uffe Østergaards tænkemåde allerede her, nemlig den logiske indsigt i historien, der kan udstyre historikeren med den rette viden om historiens forløb. 11976 hed det "abstrakt kapitalanalyse" eller ""helhedsanalyse af den historiske udvikling" og "oprør mod den atomiserede enkeltvidenskabelighed".

Ordene som professoren i europæisk civilisation benytter i 1990'erne er anderledes end for 20 år siden, men grundtanken er den samme: historien studeres ud fra et helhedsperspektiv nøjagtigt som Marx gjorde det og dette abstrakte perspektiv medfører nødvendigvis en forskel mellem historikerens indsigt og folkenes selvforståelse. For almindelige mennesker har ikke via abstrakte kapitalanalyser nået den indsigt, som forskeren kan erhverve sig med sin helhedsanalyse.

Selvhad
Men hvad er der galt med Uffe Østergaards komparative historiefortælling? Meget af det kan være spændende læsning. Det er ikke detaljen eller sprogbrugen, der er interessant, selvom man nok kunne dvæle ved en person, der har et voldsomt behov for at karakterisere det land eller den nationalitet, som han tilfældigvis selv tilhører med så historisk belastende udtryk.

Selvhadet har altid været intellektuelles egentlig drivkraft, mente George Orwell, da han måbende måtte se flertallet af sine samtidige forfatterkollegaer kritisere Storbritannien og alt engelsk sønder og sammen, mens Sovjetunionen kritikløst blev beundret. Om ikke andet var det da i hvert fald noget nyt!

Eller som den tyske forfatter Botho Strauss skrev for et par år siden i et essay i Der Spiegel: "Intellektuelle er venlige overfor fremmede, ikke fordi de kan lide fremmede, men fordi de er forbitrede på det bestående og hilser alt velkomment, som kan ødelægge det."

Anschwellender Bocksgesang [Opsvulmende bukkesang] lød titlen på Botho Strauss' metaforfyldte essay, der hentyder til myten om syndebukken. Men i dag er det slet ikke "de fremmede", der er syndebukken, men det nationale. Sammenholdet i den moderne liberale kultur skabes ved at distancere sig fra det nationale, i Tyskland i langt højere grad end i Danmark. I vores naboland skal valutaen, D-marken, "ofres", ofres, for at skabe et nyt sammenhold og en ny loyalitet. Den kultskabende bukkesang hedder selvhad og selvkritik, og viser sig i dag i knæfaldet for det overnationale og multikulturelle. Men bag ved lurer den samme mentalitet: uviljen overfor sit eget og dyrkelsen af det, der kan nedbryde eller aflegitimere det.

Tyske intellektuelles egentlige motiv, mener Botho Strauss, består ikke i liberalitet og tolerance, men i selvhad, og derfor bydes hver ny fremmed velkommen, fordi det som i en marxistisk katastrofeteori kan bidrage til at ødelægge det bestående. Sådan lyder nutidens bukkesang, hvor nationen med tusindvis af åndelige sylespidser og mentale nålestik skal ofres i tribalagtig ødelæggelsesdans. Venstrefløjens terror, der skulle eskalere modsætningerne i samfundet og gøre undertrykkelsen og fordommene åbenbar for befolkningen, videreføres i dag med indvandringen som middel, mener Strauss.

Nynazister og skinheads i Tyskland ser Botho Strauss som nutidens ungdomsoprør analogt til 68. "De provokationer [Schamverletzungen] som den anarkismetro ungdom i 1968 bedrev, er i dag arvet af højre. De nye unge gør umiddelbart ikke andet end hvad den foregående generation førte sig frem på, nemlig gribe initiativet ved hjælp af tabunedbrydning." Og det kan tilføjes for at gøre det umisforståeligt, at Botho Strauss ser sin største fjende i tabunedbryderen, modernitetens ægte barn.

En tilsyneladende mildere udgave af selvhadet kommer til udtryk i lysten til at provokere. Denne trang til at sige imod, kritisere og karikere og gøre oprør; blev for 68-generationen til en livsstil. I Uffe Østergaards tilfælde har mentaliteten overlevet i lysten til vende op og ned på vante forestillinger. "Det er godt at vende de konventionelle sandheder om; så opdager man, at det ofte forholder sig radikalt omvendt af, hvad vi lærte i skolen", udtalte Uffe Østergaard engang i et interview. Lysten til at forarge, sige imod og intellektuelt lege med ideer ligesom pyromanen med tændstikker uden tanke på konsekvenserne bliver en metier. Trodsen bliver livsstil.

Teorien
Komparativ historie, hvor man beskriver det ene ved at sammenligne det med noget andet, f.eks. Danmark med Jugoslavien (man kunne også forestille sig Burundi med New Zealand eller Paraguay med Nepal), forudsætter at man selv er i stand til at placere sig interesseløst i en tredje mands position, altså midtvejs eller hævet over de lande, der nu skal males ud med historikerens tommestok og termometer.

Nøglen til denne indsigt i den komparative historie ligger i at vide, hvad man skal sammenligne i den brogede vrimmel af begivenheder, der udgør historien. Vide hvad der er tilfældigt og hvad der er nødvendigt, hvad der er forestillet og hvad der er ægte, hvad der er selvbedrag og hvad der er viden. Den indsigt leverer teorien.

Uffe Østergaards teori hedder nationalisme-teori og pointen er simpel og sikkert velkendt: nationer er kunstprodukter, skabt af politikere og ideologer i 1800-tallet. Før da kan der ikke tales om en egentlig nationalfølelse eller om nationalstater. Før 1800-tallet bestod Europa ifølge Uffe Østergaard af et broget mønster af statsdannelser på tværs af nationaliteter, som den dansk-tyske helstat illustrerer. Som en ikke altid direkte udtalt, men ofte underforstået præmis implicerer teorien, at nationalstater i kraft af deres kunstighed ikke er i overensstemmelse med menneskenes sande interesser, men at der er tale om en tvangsdragt, som indelukker og isolerer menneskene. Det er i hvert fald undtagelser i nationalisme-forskningen, når der peges på nationalstaten som et fremskridt, som noget der besidder visse fordele fremfor tidligere tilstande. Oftest værdiges nationalstaten kun en plads som en fase, som et skridt i en udvikling hen mod nye og mere mondæne statsformer.

De typiske eksempler som behandles i nationalismeteorier er Italiens og Tysklands samling. I begge tilfælde kan man sige, at teorien i hvert fald m.h.t. sammenknytningen af stat og nation passer eklatant, ja teorien kan næsten beskrives som en generalisering af udviklingen i disse to lande. Begge lande bestod før 1800-tallet af en politisk mangfoldighed, som så samledes til en politisk enhed af statsmænd som Garibaldi og Bismarck. Danmark passer dårligt på teorien, fordi Danmark stort set har været en politisk enhed (under stærkt skiftende konstitutionelle former) med over 1000 års monarki under samme dynasti, men når nu teorien er sand, må den jo også gælde her til lands, og det er her den tidsbevidste historiker er sat overfor sin opgave.

Overbevisningen om denne teoris sandhed er selve udgangspunktet for nationalismeforskningen, og som alle grundlæggende teorier antages den uden nogensinde at sættes på prøve. Teorien er den transnationale, næsten platoniske sandhed, som gør forskere i stand til at anvende den på enkelte lande og komparativt. I et af Uffe Østergaards nok vigtigste akademiske arbejder, den store artikel "Hvad er en nationstat?" fra 1988, gennemgås hovedtrækkene i nationalismeforskningen. Men hurtigt løber historikeren ind i problemer og paradokser. For tilsyneladende passer teorien ikke på virkeligheden.

"Hovedvægten har hidtil nu ligget på en fornyet interesse for den ovenfra planlagte integration af de europæiske bondebefolkninger" skriver Uffe Østergaard. "Problemet ved disse arbejder med integration fra oven, sproglig ensretning etc. er, at denne proces ikke kun byggede på tvang." Altså: vi har teorien, der siger os, at den nationalstatslige integration fra 1800-tallet og frem til i dag i princippet var et elitært projekt, der kunstigt gjorde forskellige mennesker (jyder, fynboer og sjællændere for Danmarks vedkommende) til ens statsborgere. Nationalismeforskningens a priori, dens forudgivne sandhed er, at integration sker fra oven og er helt kunstig. "Problemet" bliver så, at det ikke kun skete sådan.

Uffe Østergaard: "Der var "et eller andet", som eliterne kunne spille på, når nationalfølelse og nationalstatslig identitet skulle opbygges. At et sådant potentiale … var nødvendigt for etableringen af en "national" identitet fremgår alene af det faktum, at forsøg på at skabe nye nationale identiteter - enten "oven"- eller "nede"-fra - af og til faktisk er slået fejl."

At virkeligheden tilsyneladende ikke passer til teorien, får ingen god videnskabsmand til at forkaste sin teori. Næ, så har vi et problem eller et paradoks, og det kan igen give anledning til nye overvejelser. Så er der åbnet for ferm jongløren med begreberne, som f.eks. i en sætning som: "Nationer skabes ved "historiske tilfældigheder", men selvfølgelig ikke vilkårlige tilfældigheder".

Babels-byggeri
Et andet eksempel på teoriens almene gyldighed, der blot ikke passer til virkeligheden, finder man i Uffe Østergaards beskrivelse af begrebet "den nationale interesse". I tidligere tider var det almindeligt i international politik at beskrive staternes indbyrdes relation ud fra et begreb om, at staterne havde en interesse, en vilje, en ræson. I dag er man mere kritisk overfor at tillægge kollektive størrelser som en stat en fælles vilje (og med fuld rette, tror jeg). Men det interessante ved Uffe Østergaards udlægning af problemet er forholdet mellem teorien, som der redegøres for som den nyvundne sandhed, og så virkeligheden, som den egenmægtigt arter sig. Uffe Østergaard: "At sige sådan [at beskrive nationer som havende en vilje, interesser, som aktører etc., HGJ] er ganske vist næsten at genindføre det fortærskede historikerbegreb den "nationale interesse", som det omsider er lykkedes at komme af med, i hvert fald i den mere omtænksomme samfundsforskning. Nu spørger vi altid hvis interesse, når nogen påberåber sig nationale interesser. Men igen skal man ikke smide alle børnene ud med badevandet. For der er faktisk eksempler på konstanter i staternes udenrigspolitik. Småstaten Danmark overfor den mægtige nabo Tyskland siden 1864 er et godt eksempel."

Sagt med andre ord: teorien passer ikke på Danmark. Men det får ikke Uffe Østergaard til at forkaste teorien. Så ville han næppe være blevet euro-professor.
Modsigelsen mellem teori og virkelighed kommer nogle gange frem i samme sætning, som når han beskriver den italienske nationalist Mazzini, der i 1859 formulerede en "utopisk inddeling af Europa i "nationale" enheder". Uffe Østergaards kommentar til dette lyder: "… det var et rent skrivebordsprojekt, som ingen forsøgte at føre ud i praksis. Men det var alligevel repræsentativt for meget af det, der blev omsat i politisk handling." Ingen forsøgte at føre det ud i praksis, men det blev alligevel omsat i politisk handling.

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog Europas ansigt i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange "løse formuleringer og upræcise hypoteser" i bogen, som er typiske for Østergaard. "I en diskussion af "danskhed" (s. 57-58) lykkes det ham således at hævde 1) at opfattelsen af danskerne som et lille, venligt, demokratisk folk går langt tilbage, i hvert tilbage til den engelske gesandt Robert Molesworth An Account of Denmark as it was in the Year 1692; 2) at Molesworth brugte Danmark som vrangbillede og karikatur overfor sine landsmænd på samme måde som Swift brugte Lilleput og Brobdingnag; 3) at der nok alligevel var noget om det; og 4) at det er tvivlsomt om man kan tale om en særlig danskhed før 1789."

Uffe Østergaards forhold til historien præges af det store perspektiv, "helhedsanalysen" som det hed i marxismens dage, og denne vinkel giver mulighed for at bevæge sig med en vis frihed over historiens vande. Dette leverer Østergaard et eksempel på i en artikel om kontrafaktiske hypoteser i historien. Det er hypoteser af formen "hvad nu hvis, det ikke var sket?". Hvad nu hvis Hitler var omkommet i 1938? Eller ikke var født? Hvordan ville historien så være forløbet? På én måde er al historie kontrafaktisk i den forstand, at mennesket er et frit væsen, og derfor kunne have truffet andre valg end dem, der faktisk blev truffet. Hvis ikke der kan spørges kontrafaktisk, ville historien og universet være determineret. På den anden side kan en for ivrig brug af kontrafaktisk historieskrivning udarte i absurd fantasteri. Det sidste leverer Uffe Østergaard en række eksempler på.

Hvad nu hvis Alexander den Store ikke var død ganske ung i 323 før vor tidsregning? Hvad nu hvis hans imperium havde fortsat og ikke var faldet fra hinanden? Østergaard fortsætter tankeeksperimentet med disse ord: "Kort efter sønnen Alexander IV's fødsel sejlede han i dette scenario som planlagt rundt om Arabien og opdagede monsunvindene - det skete i virkeligheden først 200 år senere. I efteråret 232 fvt. landede han ved Suez og satte den kanal i stand, som farao Necho tidligere havde bygget og den persiske konge Daerios I fornyet. Derefter blev der som planlagt bosat fønikere ved den persiske Golf i Kuwait, Bahrain og Aden. Tyros i Libanon blev genopbygget, mens andre semitiske folk, deriblandt jøderne vovede sig ud på havet. Dermed åbnede de sig for verden og mistede den religiøse fanatisme, de havde udviklet i deres isolation til fordel for en emanciperet hellenisme. Kristendommen, som skylder sin oprindelse jødernes religiøse intolerance, opstod derfor ikke."

Keine hexerei, nur Behändigkeit, har man lyst til at sige. Man mærker tydeligt Østergaards hensigt i sit kontrafaktiske scenario. For det første begrædelsen over imperiets forlis. Unionen, der samlede den daværende kendte verden under en oplyst regents vise forsyn, ville, hvis en influenza ikke havde gjort det af med Alexander, kunne have forhindret kristendommen og "jødernes fanatisme" og "religiøse intolerance". Idealet er en emanciperet hellenisme, en økumenisk verdenskultur, som han andetsteds sætter i kontrast til "de aggressive semitiske religioner ... jødedom, islam og kristendom". Disse aggressive religioner ødelagde "ideen om en fælles menneskehed" og beredte vejen til nationalisme, som for Østergaard er roden til alt ondt. Idealet er unionen, imperiet, menneskeheden, mens enhver sondring mellem mennesker, mellem hellener og barbar, hedning og vantro, giver anledning til krige.

Hvem tror Uffe Østergaard dog egentlig han er, når han kan sidde ved sin computer i Aarhus og lege med historien, som var det et stort krigsspil på CD-rom? Konsekvensen må vel næsten blive, at Uffe Østergaard er for god til denne verden, når han kan præstere en indsigt, der forklarer ødelæggelsen af den store altomfavnende menneskehed, der ville have umuliggjort de semitiske, intolerante religioner. Hvorfor dog ikke gå direkte til sagen og anklage Gud for at have styrtet Babelstårnet?

En lille komisk professor
Hvad er det, der er galt i Uffe Østergaards forhold til historien? For det er ikke et spørgsmål, om det er sandt eller falskt i detaljen. De europæiske staters historie er ligesom vores egen historie en mangfoldig proces, hvor der alt efter lyst og ideologi kan fremhæves og betones forskellige forhold. Selvfølgelig skete der en afgørende centralisering og integration i Danmark med grundloven i 1849. I forhold til enevælden og helstaten betød demokratiet i høj grad en homogenisering af landet og befolkningen og at denne også var et "projekt", altså en politisk ideologi, nemlig de nationalliberales samfundssyn, kan næppe betvivles. Selvom der i disse tider sker et skønmaleri af helstaten, som i dag nærmest udlægges som en paradisisk og tolerant multietnisk smeltedigel, hvor Baggesen, Oehlenschläger, Kuhlau osv. skiftede mellem dansk og tysk, så gælder det ikke så meget om at diskutere detaljen som at få fat i anliggendet og mønsteret.

Den bedste måde til at illustrere Uffe Østergaards historiesyn er ved at læse Søren Kierkegaards historiefilosofiske overvejelser i Efterskriften. For de er præcist rettet mod den ånd og mentalitet, som Uffe Østergaard skriver ud fra, hvad der på ingen måde er tilfældigt, da Uffe Østergaard kan siges at repræsentere vor tids hegelianisme, som prætenderer at fange historiens mening, kende dens faser og vide besked med retningen.

Kierkegaards opgør i Efterskriften retter sig mod ethvert forsøg på at begribe historien, f.eks. ved at give den en mening i betydningen kende dens årsager. I Smulerne hedder det, at man kan lige så lidt forklare det forgangne som der kan spås om fremtiden. Hvis årsagerne til historien kunne findes, ville man også være i stand til at prognosticere om fremtiden.

I Efterskriften går han mere personligt til værks, idet forsøget på at begribe historien bliver til abstrakte sandheder og som sådan tenderer mod at underkende det enkelte, den konkrete eksistens. "I Abstraktionens Sprog", siger Kierkegaard, "fremkommer egentligen aldrig Det, som er Existentsens og den Existerendes Vanskelighed, … Netop fordi den abstrakte Tænkning er sub specie æterni, seer den bort fra det Concrete, fra Timeligheden, fra Existentsens Vorden … ".

Den abstrakte tænkning ser hos Kierkegaard bort fra det konkrete, det enkelte, og kerer sig mere om generaliteter og almenheder. Nationalismeteorierne er typisk udviklet med Italien og Tyskland som eksempel, og der kan de måske vise deres berettigelse - det skal jeg ikke tage stilling til -, men hvis de skal være universelt sande og gælde alle tilfælde, opstår den foragt for det konkrete, det foreliggende, som Kierkegaard hævdede følger af den abstrakte tænkning.

"Naar man derfor betragter en abstrakt Tænker, der ikke vil gjøre sig det selv tydeligt og vedgaae, hvilket Forhold hans abstrakte Tænken har til det, at han er en Existerende, saa gjør han, selv om han var nok saa ubemærket, et comisk Indtryk, fordi han er ifærd med at ophøre at være Menneske."

Når Uffe Østergaard begynder kontrafaktisk at overveje, hvad der ville være sket, hvis Alexander ikke var død, eller hvis Adam ikke havde spist af æblet osv. ja, så må man med Kierkegaard sige, at han virker komisk, fordi han befinder sig på et andet sted end der, hvor menneskene i dag befinder sig og hvor bl.a. konkurrerende intolerante religioner herser.

"I want to confine myself to try solving the riddle of the Danish national identity", skriver Uffe Østergaard et sted. Jeg ønsker at begrænse mig til at løse gåden om den danske nationale identitet. Han begrænser sig! Begrænser sig til kun at ville løse ét problem, nemlig blot den lille detalje at løse gåden om danskernes nationale identitet.

Uerkendt "racisme"
Der findes andre mennesker end dem som er danske
de bor i huler og slås hele dagen.
Det har vi lige godt aldrig nogensinde gjort
de varme lande er noget lort.

Sådan synger Shu-Bi-Dua, og det er jo rent guf for en nationalismeforsker. Uffe Østergaard anfører da også disse populære sanglinier som karakteristiske for danskernes "fordomme, selvironi og lilleputchauvinisme". På den måde kan danskens selvforståelse bestemmes og behandles videnskabeligt. Og det er vel videnskabeligt korrekt, at når danskerne synger om andre folk, at de bor i huler og slås hele dagen, må det betegnes som chauvinisme. Og sikkert også falsk bevidsthed, for det er en mestendels falsk generalisering at karakterisere andre på den måde. Jeg har altid undret mig over lysten til at ville være international og kosmopolitisk orienteret, fordi det for mig indeholder noget komisk over sig. For man fødes jo altid med et bestemt sprog som sit modersmål og ind i en bestemt kultur, om man kan lide den eller ej. Når f.eks. Uffe Østergaard udtrykker sin store begejstring for det europæiske, for unionen og integrationen i Europa, og samtidig ikke er langsom til at laste danskerne vores provinsialisme og snæversyn, ja, så kan det med Kierkegaards ord let komme til at virke komisk. Som om man vil være noget helt andet end det, som skæbnen har gjort én til.

At det konkrete ignoreres under den komparative historikers store vingefang, giver Uffe Østergaard flere pudsige eksempler på. Når historien skal vurderes fra så store skalaer som den sammenlignende nationalisme-forskning lægger op til, bekymrer man sig ikke om detaljen.

Det er f.eks. tankevækkende, hvad Uffe Østergaard kan skrive om f.eks. Skåne, Halland og Blekinges overgang til svensk styre i 1600-tallet: "Nationstaten … ekspanderede ved hjælp af krig; men p.g.a. den kulturelle homogenitet i Europa var det oftest muligt at inkorporere erobrede områders befolkninger, som da Sverige efter den skånske krig 1675-79 i løbet af halvanden generation svedicerede en dansk befolkning, der i 1670'erne massivt havde gjort oprør mod de nye herrer" Og andetsteds skriver Uffe Østergaard, at "svediceringen var resultat af en historisk enestående denationaliseringsproces" og et eksempel på "et succesfuldt gennemført skifte i national identitet for en hel befolknings vedkommende".

Svediceringen betegnes som "enestående" og "succesfuld", hvilket resultat man let kan komme til med et tilstrækkeligt langsynet og teoretisk perspektiv på historien. Og årsagen til succesen tilskriver Uffe Østergaard "den kulturelle homogenitet i Europa" før nationalstaterne blev dannet i 1800-tallet. Derfor kunne man let inkorporere store landområder uden problemer.

Men man kan også vælge at se historien i et mindre stort slået perspektiv, og i stedet fokusere på de menneskeskæbner, som led voldsomt under den meget hårdhændede svenske fremgang i de besatte områder for at gøre befolkningen svensk. Det er faktisk noget af det første eksempel på en totalitær undertrykkelse af en hel befolkning - stik imod indgåede aftaler. Succesrig og enestående kalder den komparative historiker forløbet. Sådan må resultatet blive, når man i forvejen har set bort fra de konkrete menneskers eksistens. Under svedificeringspolitikken dræbte og terroriserede den svenske hær skåninger på grusomste maner. I et enkelt sogn beordrede kong Karl XI alle mænd mellem 15 og 60 år dræbt, en anden gang radbrækkedes 20 snaphaner til døde, heriblandt en 14-årig dreng.

Den nøgterne historiker konstaterer objektivt, at svedificeringen var en succes, hvilket skyldtes en stor grad af homogenitet. Når befolkningerne i virkeligheden var kulturelt homogene (selvom de var uvidende om det), må de snaphaner og gønger, der under store personlige omkostninger gjorde oprør, vel karakteriseres som værende i uoverensstemmelse med deres sande interesser? Og bornholmerne, der succesrigt gjorde oprør og forblev under den danske krone - hvordan skal de karakteriseres? Forblændede af imaginære forskelle?

Et andet eksempel på foragten overfor det konkrete som følger af det overnationale, komparative perspektiv er, når Uffe Østergaard kan operere med et begreb som "uerkendt racisme". Østergaard taler om "den lille, uerkendte racisme, der ligger umærkeligt skjult i betegnelserne "dansk" og "fremmed". Disse betegnelser giver os nemlig problemer ikke bare i forhold til indvandrere fra den ikke-europæiske verden, men også i forhold til det Europa, vi er i en eller anden form for union med."

Altså går vi rundt med en mærkelig syge i os, en ikke bevidstgjort racisme, når vi finder på at skelne mellem dansk og fremmed. Blot at drage denne sondring, som ethvert barn ved er meget relativ vidner om racisme. Og det giver problemer overfor de mange nytilkomne indvandrere, som ikke kan dansk. Den eneste tilladte sondring må være mellem det enkelte individ og menneskeheden og alle inddelinger der i mellem bliver politisk ukorrekt. Det folkelige bliver racisme, det nationale bliver nationalisme, men dog stopper Uffe Østergaard - lidt inkonsekvent - ved Europas grænser. Vi må gerne være europæere.

Uffe Østergaard mener, at Poul Nyrup Rasmussen og Holger K. Nielsen i virkeligheden var drevet af en latent racisme, da de flettede det nationale kompromis sammen i 1993. "Det var sandsynligvis en sådan uerkendt form for racisme, der lå bag det danske forbehold overfor det europæiske unionsborgerskab i Maastricht-traktaten." Ikke at ville være europæer bliver til racisme.

Det nationale
En kendt engelsk historiker sagde engang om nationalitet: "Så længe ingen spørger i os om det, ved vi, hvad den er, men at forklare den eller definere den kan vi ikke".
Bedre kan det ikke siges, for nationer er ikke objektivt fastlagte inddelinger af verden fra skabelsens første dage. Så ville der være en forklaring og definition på nationaliteten. Det var det, nazismen søgte i racen og biologien. Og da grænserne ikke findes som naturligt, biologisk givne, bliver det kunstigt at opstille dem som naturlige.

Faghistorikeren kan sagtens undersøge så væsentlige størrelser som nation, folk og stat, studere deres udvikling over tid fra tidlige kim-dannelser til situationen i dag. Og danskerne har næppe tænkt på nøjagtig samme måde fra Gorm den Gamles dage og til i dag. Selvforståelsen har da sikkert udviklet sig, og det kan der så skrives lærde afhandlinger om. Hvis der ellers findes en sikker metode til at fange en selvforståelse og en mentalitet.

Men set fra den enkeltes synsvinkel og det enkelte overleverede fællesskabs synsvinkel er det ret ligegyldigt, om det kan påvises, at vi for århundreder eller årtusinder siden tænkte mere regionalt end nationalt eller talte mere i dialekt fremfor rigsdansk.

Det klogeste der på dansk grund er sagt om nationalitet, skylder vi sognepræst Jørgen Kristensen fra Sydslesvig, der i 1963 i en artikel om nationalstaten skriver: "Den enkelte nationalitet er ligesom det enkelte menneske en individualitet, et historisk eengangsfænomen, som man ikke kan definere, men kun kendetegne præcist ved at give navn. At være dansk er en parallel til at hedde Søren Hansen."

Det er derfor, det er lige så meningsløst at botanisere i nationaliteten og skrive store værker om danskhed, dansk identitet eller som i Uffe Østergaards tilfælde "løse gåden om dansk identitet", som det ville være at finde en sørenhed eller hansenhed. Nationaliteten unddrager sig ligesom personligheden en definition, en essentiel bestemmelse, et væsen. At ville indfange danskheden og sige den er sådan og sådan lader sig ikke gøre.

Sagt med skolastisk terminologi kan man sige, at nationalitet er et navn og at der bag navnet ikke gemmer sig nogen essens eller hvad-hed. Mange af nationalisme-forskerne beskylder nationalister for at operere med fikse ideer om nationen, men det er i virkeligheden nationalisme-forskerne selv, der tænker ud fra et på forhånd fastlagt tankemønster, når de formener at kunne udtale sig om, hvad der er kunstigt og falsk bevidsthed og hvad der tilsyneladende ikke er det. Hvis nationalstaten er kunstig, hvad er så naturligt? Verdensstaten? Menneskeheden?

"Det er nationalitetens væsen at være baggrund og det er i strid med dens væsen at være i forgrunden" skriver Jørgen Kristensen. Det nationale kan i den forstand ikke gøres til program, sættes i forgrunden, fordi dets væsen er at være den alment accepterede baggrund for et fællesliv. Derfor skrives der fædrelandssange, fordi kun i poesiens sprog kan det formuleres. Hvis der skulle argumenteres positivt for nationaliteten, bliver det let skingert og forceret.
Der kan egentlig kun argumenteres negativt imod forsøgene på at latterliggøre, banalisere eller dæmonisere nationaliteten.


(Bjørn Svensson har skrevet om Uffe Østergaard i Folkeskolens Genmæle i artiklen: Angreb på danskheden).