Den forbandede identitet

Af Henrik Gade Jensen. Tidehverv, 2001, s.47-50.

Jeg er ikke indvandrer. Jeg er ikke nydansker. Jeg er dansker.

Sådan sagde Danmarks første indvandrer i folketinget, Isminiur Lone Yalcinkaya, fornylig i et interview. Hun afløser CDs Mimi Jakobsen, der skal redde børn. Isminiur Lone Yalcinkaya kom til Danmark fra Tyrkiet som 10-årig og tog så navnet Lone for at tilpasse sig det danske samfund.

Meget mod sin vilje bliver Lone Yalcinkaya straks placeret som "indvandrerpolitikker". Men hun har intet ønske om at arbejde specielt for indvandrere, for hun har ikke nogen særlig tilknytning til indvandrermiljøet. Hun vil bare gerne være en god dansk politiker.

Situationen med Lone Yalcinkaya viser, hvor etnificeret det danske åndelige miljø er blevet. Mennesker vurderes ikke som mennesker, men får et minoritetsstempel på sig. Selv om Lone Yalcinkaya ser pæredansk ud og snakker pæredansk, skal hun bruges som indvandrer. Uden sit efternavn var hun aldrig blevet kendt. Havde Lone også valgt at kalde sig "Jensen" eller "Hansen" til efternavn, ville ingen så hurtigt have bemærket CDs nye folketingsmedlem.

Nu må hun lide under sit oprindelige efternavn. Og lide under, at det offentlige Danmark jagter indvandrere som europæere førhen eftertragtede de ædle vilde og gerne ville prøve at røre ved en neger. So ein Ding müssen wir auch haben.

Lone vil gerne være dansker, men får ufrivilligt sat en etnisk etikette på sig. Nu har vi endelig fået en indvandrer i folketinget, og så vil hun ikke engang spille rollen. Hva' pokker bilder hun sig ind? Det er ligesom ikke nok, at Arne Melchiors oldefar indvandrede fra Holsten. Et mere ægte eksemplar af racen "nydansker" håbede mediedanmark at have fået med Isminiur Yalcinkaya. Og så vil hun bare kaldes Lone. Det kan du altså ikke være bekendt - din dumme nudansker!

Så må vi vente til næste valg, hvor Nasar Khader stiller op. Så vil vi få "den første etniske politiker" i Folketinget, som TV2 beskrev Nasar Khader i nyhederne, da han blev opstillet. Oven i købet som hovednyhed. Den ædle vilde er kommet til os. Nu har vi også fået opdrættet en af slagsen her til lands. Hvad Naser Khader siger og gør, er fuldstændig underordnet hans funktion som etnisk markør. Han er ikon. Naser Khader er en af landets mest efterspurgte foredragsholdere, for stor er interessen fra menighedsråd og oplysningsforbund for at beskue denne fyrige araber. Vi har fået en Fredag.

"De er meget venlige og kender ikke til ondt", skrev Columbus i sin dagbog, da han havde mødt indianere i Amerika. Straks tog han et par stykker med hjem for at vise dem frem ved hoffet i Spanien. Endelig et par etniske rariteter.

"Jeg skriver altså ikke indvandrerhistorier!". Sådan sagde en iranskfødt dansk forfatter, Marco Goli, fornylig i et interview. Den unge forfatter er sur over at blive rubriceret som indvandrer. Det er pressen og forlæggerne, der ønsker at skabe en "indvandrerforfatter", siger Goli. Som Columbus jager Gyldendals talentsspejdere efter en etnisk udstillingsgenstand for at kunne markedsføre deres frisind. Den dag et forlag finder en Hassan, som både er indvandrer, homoseksuel og kan sige noget ondt om danskernes racisme, jubles der blandt de hvide mænd i direktionslokalerne.

"Jeg er den, jeg er. Det vil jeg vurderes på. Men når du både er indvandrer og forfatter, havner du meget nemt i en niche. Hvis Isabel Allende havde skrevet sine bøger i Danmark, ville hun nemt have været flygtningeforfatter", siger Marco Goli.

Bag ved alle disse ønsker om at få sat etniske identitetsmærker på folk ligger en helt skævvreden ideologi. At betegne andre som etniske er at sætte sig selv i centrum som den normale, magthaveren, der finder behag i at få nuanceret udsynet. Først var det arbejderne, der med marxismen blev udnævnt til historiens ofre. Siden blev det kvinder, som i hvert fald skulle sikres en kvote. Og nu er turen kommet til indvandrere som eftertragtede objekter, så partier og virksomheder kan vise et multikulturelt ansigt ud ad til. Ligesom sorte pager før hen var elskede ved hoffet.

I 1970erne var det fancy at studere arbejderkultur og bedst var det, hvis man selv kunne sige at komme fra arbejderklassen. Mange akademikerbørn på universitetet har sukket tungt over deres manglende politisk korrekte identitet. Men så kunne der kompenseres ved at skrive vidt og bredt om arbejderen og gennemanalysere perifere forfattere som Martin Andersen Nexø, Scherfig, Hans Kurt m.fl. Den proletariske kulturs undertrykkelse fra det borgerlige samfunds side var også et rigtigt hit dengang.

Siden blev det kvinde-identiteten, der skulle sættes fokus på. Og universitetet er siden 1980erne blevet mere og mere kønsopdelt med studier, der fokuserer på kvindelige aspekter ved ditten og datten. Kvindeforskning og mange millioner øremærket til kvinder til studier i kvinder. Fra tidligere at have det fællesmenneskelige, det humanistiske perspektiv, som det selvfølgelige udgangspunkt, som viste hen til en 2000-årig europæisk civilisation og kultur, nedbrydes den fælles ramme mere og mere af identitetsmæssige opsplitninger. Det fælles, nemlig at vi alle besidder fornuft, reduceres til fordel for partikulære identiteter: klassen, kønnet og nu etniciteten.

Nu bliver der gjort et stort nummer ud af at finde "indvandrere" i det danske samfund. Peter Schmeichel har en polsk far, så han fremstilles som indvandrer. Så fik I den, alle I Roligans i Parken med jeres selvgode klappehatte. Jeres helt er i virkeligheden indvandrer! Hvilken Verfremdungseffekt!

Den danske kulturskat gennemsøges for at finde alle dem, der har en indvandrerbaggrund for at vise, at det danske samfund altid har været multikulturelt. Og derfor kun beriges og ikke tager skade af indvandring. Min egen bedstemor indvandrede fra Skåne som spæd, så jeg kan måske også kandidere til lidt victim-status. Hvor skønt og herligt selv at kunne med i vor tids proletkult.

"Hvad er danskheden?" spurgte Susanne Brøgger engang i en samtale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Og Susanne Brøgger tilføjede så: "'Ja, det virker jo absurd, hvis vi ikke selv ved det."

"Jeg overvejer faktisk at lave et panel af nydanskere, der skal prøve at formulere, hvad det danske er", svarede kulturminister Gerner Nielsen. "De kan måske gøre det meget bedre end os selv."

I denne ordveksling mellem ministeren for dansk kultur og en fremtrædende forfatter får vi hele dette jag efter en identitet præsenteret. De dumme danskere! De ved ikke, hvad det vil sige at være dansk. Det kan Brøgger og Gerner Nielsen enes om. Og det må vi gøre noget ved. For kan vi gå rundt, fem millioner danskere, og så være uvidende om vores egen identitet? "Absurd", kalder Susanne Brøgger det, når danskerne ikke kan opremse, hvad danskhed er. Som om identitet var som den store tabel, der kan læres udenad og repeteres i søvne. Og så på prøvelsens dag aflires for kulturministeren på inspektion i danskheden.

Vi må håbe, at kulturministerens ekspertpanel af nydanskere kan fremlægge en definition af danskhed, som vi andre så kan lære. Så vi ikke mere skal vandre i tåge.

Problemet med en identitet er, at den aldrig kan kortlægges på nogen som helst måde. Har Lone Yalcinkaya mon nogen definition af danskhed, når hun nu så gerne vil være dansker? Næppe. Jamen er det ikke absurd? Nej. For identiteten lever altid som noget uartikuleret. Det er som at ville finde sjælen i kroppen at ville fastlægge den danske identitet. Den er der, sjælen og identiteten, men ethvert forsøg på at pege på den, definere den for at sætte den på formel, er dømt til at mislykkes.

Hvad vil det så sige at være dansk? Når nu vi ikke kan sige noget om det. Dansk er at være dansk. Mere er der ikke at sige. For danskhed - dette forfærdelige udtryk - kan ikke defineres. Der kan aldrig siges noget direkte om, hvad danskhed er. Og fri mig venligst for forsøgene. En historiker sagde engang om nationalitet: "Så længe ingen spørger os om det, ved vi hvad den er, men at forklare den eller definere den, kan vi ikke".

For nationalitet eller en national identitet er ikke en defineret størrelse med en essens. Ethvert forsøg på en definition vil få den til at forsvinde. Danskheden er mere som et løg med mange lag uden en fast kerne. Men mange søger ligesom Brøgger og Gerner Nielsen efter kernen og undres, når de ikke finder den som en åbenbaret gralshemmelighed. Nationalitet er baggrund og ikke forgrund. Den kan kun udtrykkes digterisk og symbolsk. Videnskabelige eller saglige forsøg på at indkredse "danskheden", dens faste kerne, er lige så meningsløst som at finde noget væsentligt ved racestudier.

Men det betyder ikke, og det er hele pointen, at nationalitet er uvirkelig eller falsk bevidsthed. Nationalitetens manglende væsen har fået mange historikere til at opfatte den som opfundet og kunstig, hvilket i sidste instans vil sige skin og bedrag. Som en undertrøje de autoritære fædre engang i tidernes morgen tvang nedover det uskyldige barn. Og som i trods skal krænges af.

Nationaliteten er lige så virkelig som så mange andre menneskelige fænomener; hvis væsen og egentlighed er svært bestemmelige. Hvad vil det - udover det biologiske - sige at være mand? Bør mænd vide det? Hvad vil det sige at være barn, voksen eller gammel? At dø og at leve? Der findes klare og overfladiske svar på disse spørgsmål, men ingen af disse dækker essensen. Ligesom der om danskere kun kan siges - overfladisk - at det er dem med dansk statsborgerskab.

Kærlighed og had findes heller ikke som definerbare størrelser, men tvivler nogen på deres realitet og virkninger på menneskelivet? Næppe. Bliver ikke de fleste mennesker mundlamme på spørgsmålet: hvorfor elsker du din kone? Eller dine børn? Din familie? Jamen, jamen, jamen det kan man da ikke sige. Det er et eksistensforhold og ikke et spørgsmål om familiens væsensegenskaber. Ligesom det at være dansk ikke har noget med danskhedens egenskaber at gøre. På samme måde er de større gruppemæssige sammenhænge, vi står i, mere noget eksistentielt end noget defineret og fastlagt. At det er eksistentielt vil sige, at det er noget vi står i. Midt i. Vi kan ikke hoppe ud af vores nationalitet eller etnicitet, ligesom vi heller ikke kan glemme eller fortrænge vores modersmål. Men vi kan heller ikke definere den som en kappe eller tønde, vi er tvunget til at løbe rundt med på vores nøgne krop.

Eksistens er kamp, nemlig kamp for fortsat at eksistere. Hvert enkelt menneske fører denne eksistenskamp - måske et lidt for dramatisk udtryk - hver gang vi køber ind, gifter os, bosætter os, opdrager børn, vælger skole for børn, skaber omgangskreds etc. Alle disse aktiviteter gøres ikke artikuleret, men ud fra en i høj grad traditionspræget og fordomsfuld formening. Selv om det foregår ubevidst, kan det sagtens være rationelt motiveret, fordi der altid er færre omkostninger ved at omgås det velkendte fremfor det fremmede, hvis tungemål og kultur er uvant. Kun som turist har man et overskud af tid til at kunne modtage det fremmede og så er det spændende og givtigt. At være eller ikke være - det er spørgsmålet. Al den snak om identiteten er intellektuel omklamring. Fri mig for at blive bestemt som noget bestemt. Eksistensen går forud for essensen.

At være dansk er en eksistenskamp, nemlig den daglige kamp for at få lov til ikke at skulle påduttes en identitet - som dansker for eksempel. Og ikke skulle tvinges til at opfatte det multikulturelle som en identitet, vi nu alle skal bekende os til.

Men i dag er identiteten blevet det afgørende. Den store dille i den vestlige verden hedder "identity politics". Det gælder om at have en identitet. Tendensen udgår fra USA, hvor vejen frem i samfundet for etniske grupper og mindretal består i at udvikle en identitet. Har man ikke én, må den konstrueres. Og så gøres Platon gerne til afrikaner for at opruste den afro-amerikanske identitet. Sandt og falsk betyder lidet, når den gode sag sætter dagsordenen. For vejen til offentlig hjælp og positiv særbehandling ligger i at have en særlig identitet, som kan give plads på en kvote. De afro-amerikanere i USA, som ikke vil rubriceres som sådan, bliver betragtet som forrædere mod deres egen race.

Sorte, kvinder og homoseksuelle danner førergrupperne i denne identitetspolitik, og diskrimination eller racisme i dagens USA består først og fremmest i ikke at anerkende disse "identiteter" - snarere end at forskelsbehandle et medmenneske.

Hvor tolerance førhen bestod i at tåle den menneskelige forskellighed, som måtte dølge sig bag facaden, er tolerancen i dag blevet til et ideologisk pres for at bekræfte berettigelsen af identiteterne.

Kan det undre, hvis en arbejdsgiver nøler med at ansætte et menneske, der begynder med uforbeholdent at erklære sin identitet (jeg er muslim! jeg er feminist! jeg er homoseksuel! jeg er venstreorienteret! jeg er altså langelænder! etc.)? Og med krav om at blive accepteret som det særlige, man er. For langt det meste arbejde er jo irrelevant i forhold til disse identiteter, og denne bekendelses eller erklærings-krig fungerer kontraproduktivt for enhver minoritets mulighed for at blive integreret.

Den moderne identitetspolitik vender tingene på hovedet. Den forvandler et tidligere formelt, kollegialt eller overfladisk samvær til et bekendelses-orgie. Arbejdspinden bliver til en skriftestol. Det intime gøres offentligt. Alle andre skal tvinges til at acceptere og bekræfte hver minoritets særlige livsstil.

Hvis en dag vegetarer, astrologer eller venstrehåndede begynder at opfatte sig som diskriminerede, hvad de sikkert bliver (der er masser af reklamer for kødretter og de fleste kartoffelskrællere, guitarer og golfkøller er indrettet for højrehåndede), gælder det om at gøre en identitet ud af særligheden. Og så påberåbe sig en krænkelse, når denne identitet ikke får en særlig behandling.

Så bliver majoriteten påført en anklage, når den ubevidst antager medmenneskene for at være kødspisere eller højrehåndede, fordi "vi" så diskriminerer uskyldige mennesker med en anden livsstil. Så vil kendte personligheder, som ingen anede var vegetarer eller venstrehåndede, blive markedsført, så alle andre kan blive indoktrineret om, at der ikke er noget særligt ved kun at spise planter eller være lidt kejtet.

Tidsånden bryder sig ikke om mennesker. Den vil have etniciteter. Indvandrere har bare at spille komedien og så klæde sig ud som indianere eller negere eller gå med turban. Og som vi så kan glæde os over, når det går dem godt. Og bebrejde hinanden, når det går dårligt.

Mere udspekuleret er identitetspolitik vor tids måde at udøve bevidsthedskontrol på. Under en tilforladelig maske af at ville undgå diskrimination skal andre mennesker påtvinges et tankemønster. Hvide mænd skal lære at bukke og neje for alle ofrene for århundreders undertrykkelse. Og alle andre end hvide mænd har kun én karrierevej åben: at markedsføre en identitet. Ligger den ikke lige for, må den opfindes.