Af Ivar Amnitzbøll. Tidehverv, 1928, s.57-59.

Bibellæsning over Marcus 4,21-23.

Hvorfor fortalte Jesus denne Lignelse? Guds Rige er nær, det var vor Herres Jesu Kristi Prædiken, hvormed han begyndte, og mægtige Gerninger fulgte denne Forkyndelse. Baade Ordet og Gerninger gav Genlyd i Galilæa og Judæa, og Sindene kom i stærk spænding. Man følte, at der blæste en ny Aandens Vind over Folket, som om Aanden hviskede gennem Menneskeskarerne: Bered Eder paa store Ting. Og snart skal disse vise sig. Men mange sagde: hvornaar kommer denne store Verdensrevolution, hvor der bliver vendt op og ned paa alting, hvor - og det var vist manges hemmelige Tanker - Israel fra sin Fornedrelsesstand faar sin gamle Plads i Solen, hvor Hedningerne skal søge Foretræde for Israels Jomfru. Thi det var vel i den Form, manges Tanker klædte sig.

Men under Højtrykkets Spænding blev Sindet utaalmodigt. Hvad bliver det til? Og man syntes, at Fortsættelsen ikke holdt, hvad Begyndelsen loved. Hvordan gaar det med dette Guds Rige, nærmer det sig eller fjerner det sig?

Jesus mærker noget af Utaalmodigheden, ja maaske Vredens hede Aande slaa imod sig, vistnok ogsaa fra hans Disciples Side. Og saa fortalte han Lignelsen.

Og først fjernede han al Tanke om, at hvad han forkyndte, var et udvortes Rige i Magt og Herlighed. Det var et Guds Rige, som ikke udvortes kunde ses. Det er usynligt i Menneskers Indre. Se! Guds Rige er inden i Eder. Hvor det bliver modtaget, gør det Mennesker levende. - Men det maa som alt i Verden have sin Tid. Det nye, han forkyndte, var der alligevel, selv om det ikke saaes. Han afviser de hurtige og letkøbte Resultaters Forlangende. Guds Rige, siger han roligt, er som Sæden; naar den er kastet ud, ligger den i Jorden. Den ligger der for at vokse og mangfoldiggøres.

Hvis en saadan Lignelse behøvedes, medens Jesus levede sit Ringhedsliv paa Jorden, saa behøves den endnu mere efter hans Bortgang. Da han døde paa Golgatha, saa det virkelig ud, som Sæden forgæves var lagt i Jorden. Det var som med Foraaret i Aar, hvor vi gik og spurgte: Bliver det ikke Foraar, kommer de aldrig frem, de grønne Spirer paa Markerne? Men Sæden var der, den laa bare i Jorden, for at opstaa til nyt Liv.

Det er Billedet af Guds Rige. Det kan ses som et Solstrejf - og saa er det sluknet. - Et øjeblik lyser og glimter det i Sædemandens Haand i Solskinnet for saa at forsvinde i Jorden. Naar Harven gaar over det og Regnen falder tæt, hvem kan da se, hvor Sædekornet ligger. Hvem kunde, da Jesus var død paa Korset se, at Guds Sædekorn beredte sig til at spire. Der gik haarde Harver over denne den gode Sæd, ubarmhjertige Menneskefødder trampede paa den - og den stride Regn faldt paa den. Hvor alt saa mørkt og ufremkommeligt ud.

Men Taalmodighed. Sæden ligger og spirer i det dulgte. Snart kommer den op. I sin Time brister Hylstret om Kernen og Hjertebladet vikler sig ud. Endnu kun lysegrøn Sæd saa spæd, saa Spæd at se til - men vent!, snart bliver det til Aks, og inden Verden ser sig for, bliver der fuldt Korn i Akset. Moden! - og saaledes modnes Guds Riges Sæd i os.

Lad os nu først sige, at Jesus Kristus er Sædekornet, som lagdes i Jorden for at dø, og saa opstaa og leve i ny og uendelig Mangefold. Og blandt denne Mangefold er vi, hvis hans Sæd er spiret i os. Og hvad der spirer derinde, blomstrer ud i evigt Liv. I hans Udsæd er evigt Liv, det virkelige Menneskeliv. Det han kom for at give os, var ikke nye Lærdomme eller nye Samfundsformer. Han var ingen Sokrates, der kom for at lære Dyd og vise Mennesker, at de intet vidste, endnu mindre en Filosof, der opruller forskellige Tankesystemer, saa at Disciplene, naar de skal vælge, ved hverken ud eller ind og kan sige med Faust:

da steh' ich nun, ich armer Thor!
und bin so klug, als wie zuvor!

Hvad Jesus vilde give, var Guds Rige og dermed et nyt Menneskeliv, Menneskeliv, realiseret efter sin evige Bestemmelse, Liv, som efterhaanden aabenbarer Guds Rige.
En saadan Indsats frembringer ikke straks de store Forandringer. Jesus er ingen Utopist, som mener, at der efter Vinter straks følger Sommer. Han regner med Forholdene, som de er. Men i Sæden ligger der en Kraft, som overgaar enhver anden. Intet andet kan frembringe Guds Rige. -
Men som i Naturens, saa i Aandens Rige. Hvorledes Sæden gror, ved ingen. Du kan undersøge, beskrive, mikroskopere et Frø, men dets Liv unddrager sig din Undersøgelse. Du kan undersøge med den mest geniale Skarpsindighed det menneskelige Sjælelivs Ytringer - der er altid en Grænse. Her har vi blot at undres og tilbede og sige:

Senke nieder
Adlergedank, dein Gefieder!
Kühne Seglerinn, Fantasie
Wirf ein muthloses Anker trie!
(Schiller).

Men det menneskelige Hovmod har vanskeligt ved modløst at kaste sit Anker foran det uudgrundelige Hvorfor? Fordi det tit - som her ser saa ringe ud. Saa meget mindre ud end som Mennesker tænker og hvad de selv frembringer. Hvorledes lyder det ikke fra Verden udenfor Kristendommen: Hvad er det for en Verdensforbedring, Kristendommen skal bringe?

Er Menneskeheden bleven lykkeligere? Er der ikke ligesaa meget ondt som altid? Er de saakaldte kristne Folk mindre selviske end andre, er der Verdensfred, mere social Lighed - eller har Kristendommen overhovedet givet en tilfredsstillende Verdensforklaring?

Det er imidlertid ikke blot Verden, der vil hoppe over den indre Udvikling og med Kunst og Magt frembringe hurtige Resultater. Kirken og de enkelte Menighedssamfund har tit villet forgribe sig paa Livets hellige Skjulte, alle de mange Partimennesker og Aandelighedsfabrikanter med deres selvgjorte og tværsikre Domme.

Guds Rige kommer ikke saaledes, at det ses, thi se: Guds Rige er inden i Eder. Først Guds Rige i Eder, saa kommer bagefter Høsten. Det er Loven for Guds Rige i Mennesker. Først Jesus nedlagt som Sæd i Dit og mit Hjerte - saa modnes den hele Verden, men at den store Forandring sker i Menneskehjertet ved at Jesussæden spirer i det, det unddrager sig al Beregning. Det er en Skabelse, et Guds-Under.

Saa staa stille med dyb Undren og Tak, at Grundunderet er sket i Verden, Sæden nedlagt. I Daaben er Sæden nedlagt i os alle, den Sæd, som bliver til Frelse og evigt Liv; dér,

hvor Hjerter med Varme
om Ordet slaar Arme,
vor Frelser vi tage i Favn!

Har vort Hjerte lukket sig over Sæden, saa Underet er sket, kald det Omvendelse, Genfødelse eller hvad Du vil, saa begynder Vejen eller Ligeløbet ind i Guds Rige.

Altsaa Lignelsen siger os: Gudssæden er livssvanger og spiredygtig. Tro paa Sædens Evne til at forandre Dig.
Men der staar: "Sæden vokser, han véd ej selv hvorledes." Og nu ville vi prøve paa at naa ind til en vaagen Ungdoms Vanskeligheder. For der er Vanskeligheder, og det store, mens Sæden vokser og bliver høj.

Hvem der nu ret kunde huske sin egen Ungdom! huske den Utaalmodighed, den tilsyneladende Goldhed, vi led under, hvor tit vi gik under det tunge Pres af trykkende Tanker om vor egen Uformuenhed til at være og gøre noget, og med Spørgsmaalet: Hvad skal det hele blive til!

Kendte vi ikke til noget af dette: at anklage Udviklingen, fordi den gik paa Tværs af den Retning, jeg syntes, den skulde gaa; kendte vi ikke at føle os forraadt af Livet, at kende sig som den arme Peter blandt de glade andre:

Der Haus und die Grete tanzen herum
und blitzen nu Hochzeits geschmeide;
der arme Peter die Nägel käut
und steht ein Werkeltogskleide!
(Heine).

Kendte vi Synden som en Bændelorm, hvor tit Hovedet end hugges af, vokser der et nyt frem. Synd trods alle gode Forsætter, og den redeligste Vilje. Det kan være til at græde Blod over. At være under Tilbagegangsloven er frygteligt. Hvis man giver efter for den, kan ens Hjerte blive som en nedtrampet Mark.

Man kender Gud og hans hellige Liv i Jesus Kristus. Men hvorfor bryder det ikke frem som en Flod? Man kender sig helliget i Jesus Kristus, og maa dog sige: I mit Hjerte er der meget gammelt Hedenskab." Hvor kan Gud taale det? Hvorfor hjælper han mig ikke frem? Hvorfor den ringe Begyndelse i mig?

Jeg har læst et Ord, saa vidt jeg ved fra de gamle Kirkefædre: Sustine dominum, d.e.: hold Herren ud. Bliv ikke træt af ham. Hans Begyndelser er altid i det ringe. Thi kun saaledes bliver Begyndelsen stor. Prøv paa at lade Herren raade, ved at overgive Udviklingen af Gudslivet i dig til ham. Han er de smaa Timers og Dages Gud. Han slipper aldrig en Begyndelse. Hvor han ser, der er begyndt, lader han Sæden vokse. Jo mere Du trænger til Guds Naade, jo mere lær at nøjes med den. Jesus vil øve et Storværk i Dig, der er bestemte Provinser i dig, han vil lægge under sig, hedenske Overdrev, der skal tilsaaes. I én Forstand skal vi lade som intet, lade i guddommelig Forstand staa til.

Lad os prøve paa at være stille, naar der bliver sagt: Nej, ikke nu, men senere, nøjes med min Naade. Han elsker os højt nok til at kunne sige: Nej, min Tid er ikke nu, min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed.

Afmagtsfølelsen overfor Sædens Vækst er Regn for Sæden. Det var alle store kristne Personligheders Ejendommelighed og Kraft, at de intet kunde af dem selv. Derfor kunde Gud saa meget i dem. I et Ungdomsliv kan der være Dorskheds- og Dvaskhedstider, hvor man tilsyneladende "ligger todt". Og dog kan saadanne Timer blive de helligste.

Det er dødt, det er ikke dødt,
hvad Du sænked i Tidens Strøm,
og sent eller tidlig bliver du mødt,
af alt, af Daad, som af Drøm!
(Kr. Arentzen).

Det er ikke let at være nøjsom, naar man er ung. Alligevel er det en Egenskab, som Livet kræver af sine Dyrkere, at nøjes med Guds Naade, det er: uden Hensyn til ydre og indre Vilkaar at holde fast ved dette: Jesus har købt mig, Jesus har faaet Haand i mig, Jesus vil ikke slippe mig - og saa at jeg til Gengæld holder fast ved denne store Frelsens Naade, og Guds Naade staar fast som Norges granitne Klipper, ja! uendelig fastere.

Men bag Taalmodigheden skal der være Frygt og Bæven. Guds Rige kan komme meget ubelejligt. Der kan komme det øjeblik, da Gud pludselig griber Dig, dømmer Dig og ryster Dig, saa alt i dig maa bæve. Da bliver det det afgørende, om vi da under Uvejret sidder stille og venter, indtil Solen atter skinner og det lyder til Dig: Vær ikke bange, det skete for at Guds Sæden skulde spire des kraftigere frem.

Endvidere: En daarlig Landmand den, der er ligegyldig for Sæden. Der er nok hos os i Danmark der med Hænderne i Lommen iagttager Livets Kamp mod Døden. Blandt dem være vi ikke. Den Ungdom skal være stor i Guds Rige, som bier, medens den er under Forventningens Lov. Søren Kierkegaard siger i "Frygt og Bæven": Enhver skal blive stor i Forhold til sin Forventning. Og enhver skal blive stor i Forhold til dets Størrelse, han stred med.

Og naar Høsten er moden, sender han straks Seglen ud. Ved Høsten kan forstaaes, at nu er alt klart mellem Gud og mig. Nu kan jeg under Frygt og Bæven og dog med Hjertets Fred, se hvorledes Gud fører mig, og

hvor Gud mig fører, gaar jeg glad,
han, ikke jeg, skal raade.

Eller Høsten er maaske det evige Liv i Fuldendelsen. Ogsaa i saa Henseende passer det, at det evige Liv saaes i vore Hjerter som en Spire, der gives os, mens vi er her paa Jorden, lad det vokse under Haabets Forventning og under Frygt og Bæven. Schleiermacher siger: "Udødeligheden bør intet ønske være, hvis det ikke har været en Opgave, som I har løst. Midt i Endeligheden at have været ét med Uendeligheden og selv været evig i hvert øjeblik af sit Liv, deri er der Udødelighed, et evigt Livs Høst."

Men det Liv, som saaledes saaes i os og vokser mod Høsten, det skal straale med Evighedens Lys og over det skal lyse: Jesus er dog Sejrherre, trods Vinter, Kulde og Sne, trods alle Hindringer. -