Af Jack Kornbeck. Tidehverv, 2002, s.180-183.

Man kan undre sig over den voldsomme Nietzschebølge, som vi oplever i disse år, hvor der udgives i stribevis af bøger både af ham og om ham, for har han da virkelig så meget at sige vor tid?

Men man skal ikke undre sig over det, siger eftertanken, for der er meget gode grunde til denne bølge. De kulturradikale er i disse år noget trængte, og om de kulturradikales forhold til Nietzsche gælder det, at han er meget mere end det stærkeste kort, som de har på hånden. Kulturradikalismen er ganske enkelt Nietzsche på dansk grund og i dansk udtydning. Når de kulturradikale holder sig til Nietzsche, holder de sig bare til deres eget. Enhver kan overbevise sig herom ved at læse Georg Brandes’ Aristokratisk Radikalisme (1889).

Bogen, der gentager en forelæsningsrække fra vinteren før, blev til efter Brandes’ år i Berlin. Her blev han opmærksom på Nietzsche, der ellers var så godt som ukendt, og alt tyder på, at Nietzsche har Brandes at takke for, at hans forfatterskab ikke gik i glemmebogen, men at det i stedet skulle få verdensry.

Brandes stiller to ting op med Nietzsche. Han foretager en ganske ufilosofisk gennemgang af en filosof (for Nietzsche regnes for filosof). Uden kritik og uden diskussion refererer han Nietzsche og tilslutter sig ham. Han aflæser trivielle påvirkninger, mens det sensationelle brud med den filosofiske tradition og standard, der kendetegner Nietzsches forfatterskab, ganske enkelt går hen over hovedet på Brandes. Nietzsche skriver ikke filosofiske afhandlinger, men foretrækker i bogstaveligste forstand smalle bøger og en sprængt form, der tillader hans ustadige og lunefulde væsen og hans filosofiske impressionisme at slå fuldt igennem. For at få sagen på det rene havde Brandes ellers blot behøvet at foretage en sammenligning med den Schopenhauer, som først var Nietzsche en vældig inspiration, men som han senere vendte sig imod. Uden prøvelse tilslutter Brandes sig Nietzsche. Kun en enkelt gang gør han indsigelse, og da er indvendingen betegnende nok æstetisk. Han finder, at Således talte Zarathustra er uden skikkelsesskabende kraft, og det har han ganske ret i.

For det andet gør Brandes brug af Nietzsche til egne formål. Og hvad får Brandes så ud af Nietzsche? Det er Nietzsches frie fabrikation af ideologi og hans frie overvejelser over de moralske fænomeners opståen, som Brandes hæfter sig ved og finder stort behag i. Og det generer ikke Brandes, at Nietzsches teorier sjældent har hjemmel andre steder end i hans private fantasi.

Nietzsches forsøg på at vende ret og moral på hovedet tilslutter Brandes sig, thi det er vand på hans egen mølle. Og han er glad for overmenneskelæren, som han tyder som et program for kultur og samfund, hvor overmennesket bliver til kulturmennesket, der i kulturens interesse groft skal favoriseres på andre menneskers bekostning.

Skriftet betegner den danske kulturradikalismes fødsel med dens velkendte dannelsesovertro. Nietzsche er som bekendt tillige nationalsocialismens store filosofiske forudsætning. Det står derfor uafviseligt fast, at dansk kulturradikalisme og tysk nazisme vokser på den samme ideologiske rod: Nietzsches forfatterskab.

Kampen mod barmhjertigheden.
Nietzsches kamp mod kristendommen er meget langt fra at være et blot teoretisk anliggende. Det er en kamp på mange fronter. Og det frygteligste slag i denne krig er hans kamp mod barmhjertigheden. Om hans proklamation af, at Gud er død, og hans fornægtelse af Jesus gælder det, at det har man dog hørt om før. Det kan ikke siges om hans krig mod barmhjertigheden. Her er noget, der er nyt, opsigtsvækkende nyt.

Det er uhyrlige ting, som Nietzsche sætter på papiret, og det er uhyrlige ting, som Brandes har læst henover uden at sige fra. I ganske særlig grad øver Nietzsche sin ubarmhjertighed og sit instinkt for grusomhed på de syge, som han er på nakken af som næppe nogen anden europæisk forfatter. Et eksempel fra Moralens oprindelse (1887): "De sygelige er den store fare for mennesket, ikke de onde, ikke "rovdyrene." De fra første færd forulykkede, kuede, knækkede det er dem, de svageste, der mest underminerer livet mellem mennesker, der farligst forgifter og sår tvivl om vor tillid til livet, til mennesket, til os selv. Hvor undgår man det dystre blik, hvis dybe bedrøvelighed man ikke slipper, det indadvendte blik hos den fra første færd vanskabte, der røber, hvordan et sådant menneske taler med sig selv – dette blik, der er et suk "Var jeg dog blot en anden!" … Her vrimler det med had- og nagfølelsernes orme, her stinker luften af hemmeligheder og skummelheder, her spindes den mest ondartede sammensværgelses net uafladeligt – de lidendes sammensværgelse mod de vellykkede og sejrrige, her hades det blotte syn af de sejrrige."

At de syge skulle have en sammensværgelse kørende mod resten af os er en tanke, som Nietzsche står alene med. Som realitetsbetonet skildring af de syge forbyder den sig selv, siden den har erfaringens vidnesbyrd imod sig. Man kan i forbindelse med citatet iagttage en ejendommelighed, der ofte dukker op hos Nietzsche: hans indbildning om at kunne aflæse andre mennesker deres sjælsindhold, at kunne skue ind i og beskue deres indre. I citatet kan han alene på grundlag af "det indadvendte blik" hos de syge aflæse deres samlede sjælsindhold, og dette sjælsindhold er nedrigt og ondskabsfuldt. Tankegangen forekommer at være vrangvendt.

Jagten på de syge bliver en sand besættelse, en mani for Nietzsche. I Afgudernes ragnarok (1888) rykker den moralske katastrofe hastigt nærmere:

"Den syge er en parasit på samfundet. I en vis forstand er det uanstændigt at leve videre. Det at leve videre i fej afhængighed af læger og praktikker, efter at meningen med livet, retten til livet er gået tabt, burde medføre en dyb foragt fra samfundets side. Hvad lægerne angår, skulle de netop være formidlere af denne foragt – ikke af recepter, men derimod af en vis portion væmmelse ved deres patienter hver dag … At skabe en ny ansvarlighed, nemlig lægens ansvarlighed, for alle de tilfælde, hvor livets højeste interesse, det opadgående livs interesse, forlanger den mest hensynsløse nedtrykning …"

Nietzsche standser op lige inden det ultimative og utilslørede forslag: slå dem dog ihjel! Men det skal snart blive anderledes. Grusomheden hjælpes godt på vej af, at Nietzsche ikke kender forskel på goder og værdier (denne fejl er meget almindelig nuomstunder, hvor der evindeligt og ulideligt kæftes op om værdier. Hvis man i stedet ville anvende det gammeldags ord: idealer, så ville det automatisk medføre en kvalitetsforbedring af tankegangen. Enhver indser umiddelbart, at livet selv og helbredet umuligt kan være et ideal). Nietzsche behandler helbredet som en værdi, og den syge er en slyngel, fordi han med sin sygdom har kompromitteret denne værdi. Det er analogt med, at løgnhalsen er en slyngel, fordi han med sine løgne kompromitterer sandfærdighedens værdi. Men helbredet er ikke en værdi, det er et gode. Og vi skal ifølge livets gang miste dette gode, ligesom vi skal miste alle andre goder. For hvad livet ikke tog, det tager døden til sidst.

Der er om Nietzsches kamp mod barmhjertigheden det at sige, at et menneske, der definitivt har taget afsked med barmhjertigheden, er allerede en forbryder. Det er muligt, at han ikke har begået forbrydelserne endnu, men han er allerede en forbryder.

Antikrist.
"Enhver, der alvorligt kritiserer kristendommens grundholdning, unddrager sig også den beskyttelse, som kristendommen giver ham. Han udleverer sig uvægerligt til dyresjælen," skriver C. G. Jung, og han skriver det netop i forbindelse med den Nietzsche, som han i sit forfatterskab beskæftigede sig indgående med. Vi har i forbindelse med Nietzsche allerede set dette dokumenteret gennem de anførte citater, og det bliver ikke bedre, når vi skrider til det værk i forfatterskabet, der er en samlet offensiv mod kristendommen, nemlig Antikrist (1888). Opgøret er her uden ethvert forbehold og mådehold. Skønt dette opgør er blottet for realitetssans, dokumentation og kritisk diskussion har dets virkninger været betydelige, og på Nietzschebølgen rider antikristendommen højt siden den toner frem så mange steder i forfatterskabet. Man er i forbindelse med en kritik af Antikrist nødt til at gå udenfor værket selv, fordi en række afgørende forudsætninger ligger udenfor bogen og sådan set er forudsat i den.

Givetvis ville Nietzsche ikke have været uenig med Jung. Han ville have repliceret, at det netop også var, hvad han ønskede at gøre: udlevere sig til det driftslag og den blinde livsvilje, som Jung kalder dyresjælen. Han ville have kunnet henvise til sit opgør med Schopenhauer, der i Die Welt als Wille und Vorstellung opdeler mennesket i et både forstands- og driftsvæsen, uden at det så værgeløst er udleveret til driften, til den blinde livsvilje, som man ofte ser det hævdet i sekundærlitteraturen. Nietzsches opgør med Schopenhauer munder ud i, at han prisgiver den menneskelige forstand, hvilket man ikke kan gøre uden tillige at prisgive al menneskelighed og anstændighed, og han hævder nu driftslaget i mennesket, viljen til magt, som sjælelivets eneste reelle komponent. Denne magtvilje forherliger han i gjaldende vendinger. Med forbillede i de fornemme klasser og racer, som han vil bekræfte i retten til riget, præsenterer han i Moralens oprindelse det blodtørstige driftsvæsen, som han er så betaget af: "De træder tilbage i rovdyrsamvittighedens uskyld, som jublende uhyrer, der måske drager videre fra en rædsom stribe mord, nedbrænding, voldtægt og tortur med en kådhed og sindsro, som om der bare var lavet nogle studenterløjer, i overbevisning om, at digterne nu igen i lange tider har noget at besynge og berømme. På bunden af alle disse fornemme racer genkender man rovdyret, det pragtfulde blonde bestie der lystent strejfer om efter bytte og sejr."

Citatet, der godt kan betegnes som nazismens litterære fødsel, viser, at Nietzsche så langt fra at overveje Jungs advarsel vælger at løbe i armene på risikoen. Det samme gælder Schopenhauers lære om livsviljen, den blinde vilje i mennesket, der grådigt, ubetinget og hensynsløst altid og overalt vil sig selv, heller ikke den nærer han betænkelighed ved, tværtimod.

Kristendommens sejr kommer ifølge Nietzsche i stand ved et "slaveoprør i moralen," hvorved socialt og biologisk ringere mennesker fortrænger de fornemme racer (og deres særprægede fornøjelser). Ganske vist påpeges det tørt af Villy Sørensen i hans Nietzsche-bog, at dette slaveoprør aldrig har fundet sted, men denne indvending ville næppe have generet Nietzsche. Hans ideer havde sjældent hjemmel andre steder end i hans private fantasi, noget der til overmål bekræftes af Antikrist. Han begik videnskabeligt selvmord allerede med sin første bog, og han ulejligede sig aldrig med litteraturhenvisning og grundig forskning. Værre er det, at han som regel heller ikke ulejliger sig med nogen begrundelse, eller han vrøvler fælt i forsøget herpå. Et eksempel fra Antikrist: "Hvad ødelægger hurtigere end at arbejde, tænke, føle uden den indre nødvendighed, uden et dybt personligt valg, uden lyst som "pligtens" automat? Det er nøjagtig recepten dekadence, endda på idioti … Kant blev idiot." Mage til sludder skal man gå langt efter. Mon ikke heroin ødelægger en del hurtigere end de bøvlede og personligt uvedkommende opgaver, som Livet i kald og stand hver dag fordrer løst? Og hvad angår den påstand, at Kant blev idiot, så er man glad for, at man ikke har bevisbyrden for den.

Det fremhæves i reglen, at Nietzsche taler smukt om Frelseren selv, og det er ganske sandt. Men det afstedkommer også en filosofisk bommert af rang, der præsenteres uden omsvøb i Antikrist: "Allerede ordet kristendom er en misforståelse –, i grunden var der kun én kristen, og han døde på korset." Citatet viser, hvad mangel på begrebspleje og sans for kategorier kan føre til. Jesus var ikke kristen. Han var Kristus (eller dette benægtes, hvilket logisk ikke gør nogen forskel). Og de der tror, at han er Guds søn, er kristne. Her er tale om to skarpt adskilte kategorier med en uendelig afstand mellem hinanden. Den, der prøver at skride fra den sidste (menneskelige) kategori over i den første (guddommelige) er en sværmer, der er ude i et umuligt og måske endda katastrofalt forehavende. Den kristne har sin tro, men det betyder som bekendt ikke, at Schopenhauers blinde livsvilje ikke har kløerne dybt i ham, for det har den. Andet end en synder bliver man jo aldrig. Alligevel vil Nietzsche kun kalde et menneske kristent, såfremt det formår at unddrage sig den livs- og magtvilje, som han i øvrigt forherliger.

Med evangelierne og de første kristne har Nietzsche det ondt, og han lægger ikke fingrene imellem. Hør blot fra Antikrist: "Man gør vel i at iføre sig handsker, når man læser Det nye Testamente. Nærværelsen af så megen urenlighed tvinger næsten til det. Vi ville lige så lidt vælge "de første kristne" til vor omgang som polske jøder … Ingen af dem lugter godt."

Det er en underfundig sag med Nietzsches antijødiske holdning. Han ser kristendommen og jødedommen som et sammenhængende landstykke, og han omtaler i Moralens oprindelse senjødedommen som "dette hadets træ," som kristendommen er vokset ud af. Der er i Antikrist ingen mangel på antijødiske udtalelser, selvom angrebet på jøden særligt sker gennem den kristne: "Den kristne er blot en jøde af en "friere" bekendelse." Den antijødiske og den antikristne holdning er blot den samme mønts to sider, og Nietzsches hærskare af apologeter er os andre en forklaring skyldig på dette punkt, siden de bander og spytter på, at han ikke er antijødisk.

Skønt han har soleklare skriftsteder imod sig hævder Nietzsche, at evangeliernes lære og Frelserens ord alene er udsagn om livet på denne jord og ikke angår noget hinsidigt, og han betegner den tidligste lære og bevægelse som "en helt oprindelig spire til en ny buddhistisk fredsbevægelse." Fra dette punkt er der ganske enkelt ingen ende på raseriet mod alt, hvad der i løbet af et par tusind år med rette eller urette har kaldt sig kristent. Det er de laveste og mest nederdrægtige instinkter, der har forklædt sig som kristendom og tilranet sig magten. Præsterne får, hvad der kan ligge på dem, der er næppe den afskyelighed, der ikke lyves dem på. De må i Nietzsches hoved formere sig ved knopskydning, siden den ene er der andens nøjagtige kopi. En sådan homogen kritik af et så heterogent fænomen som kristendommen er selvsagt uden nogen som helst generel gyldighed.

Nietzsche mener sig i stand til at gennemskue alt og alle, og han finder alle vegne slette motiver bag pynten. Had er den følelse, som han oftest skyder sine modstandere i skoene. Og had er, hvad der med en smudsig glans lyser ud af meget af det, han har skrevet. Nogen kalder den slags for projektion. Men disse evindelige fantasier om andres sjælsindhold (ofte hen over en afstand på 2000 år) har en meget vigtig litterær funktion. De træder i stedet for den dokumentation, begrundelse og bevisførelse, som man i reglen må savne.

Når en bog i den grad henter sin energi fra hadet, så indebærer dette risikoen for den litterære forbrydelse. Og denne mulighed realiserer Antikrist: "De svage og mislykkede skal gå til grunde: vor næstekærligheds første sætning. Og man skal endda hjælpe dem til det."

Her slutter så Nietzsches jagt på de syge, og ordene falder: slå dem dog ihjel. Det er kvalmende, men slet ikke overraskende, at ordene næstekærlighed og hjælp bruges i den forbindelse. Ordet medlidenhedsdrab er tilsvarende blevet brugt om drab og massedrab, der intet har med medlidenhed at gøre. Det er så vammelt, at man ser sig om efter en ærlig øksemorder, der ikke drømmer om at besmykke sit grufulde værk.

Hvorfor læses denne bog trods dens åbenbare afskyeligheder og mangel på balance? Fordi den har en glitrende litterær overflade, fordi der er fart over fremstillingen, og fordi den er tematisk sammenhængende, hvad Nietzsches bøger langt fra altid er. Antikrist er med sine små 100 sider en meget facil bog, nemt og hurtigt læst, underholdende, båret af en følelsernes rus i stedet for af solidt tankearbejde. En hastig gennemlæsning tåler denne bog, og den kan i den forbindelse godt skabe en vis indre glød. Men den tåler ikke genlæsning, og er der noget, som Nietzsche overhovedet ikke tåler, så er det nærlæsning. Tager man ham ganske nøje, så falder han uvægerligt fra hinanden.

Læsningen af Antikrist efterlader det samme blivende indtryk som læsningen af de fleste af hans andre bøger, og man oplever en gammeldags angst for, hvilke ulykker de kan afstedkomme i hænderne på unge og ubefæstede sjæle, for Nietzsches talent som litterær forfører er uomtvisteligt. Sagen er alvorlig, og den kræver en klar kommentar. Deres referent mener efter årelang overvejelse, at det er beføjet at stemple Nietzsches værk som et forrykt og forbryderisk forfatterskab. Pr. refleks rammer denne meget alvorlige beskyldning tillige den kulturradikale tidsånd, hvis forgabelse i ham åbenbart er endeløs.