De vanekristnes solidaritet

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1970, s.21-24.

Kære vanekristne.
Denne henvendelse er egentlig med dens besynderlige tilegnelse tænkt som en vanekristen lægmands solidaritetserklæring. Tanken om at søge dannet en forening til beskyttelse af den vanekristne menigheds rettigheder har ikke været mig helt fjern. Jeg kan ganske vist ikke være sikker på at finde nogen hjemme under denne adresse, men gør jeg ikke det, har jeg dog heller ikke ulejliget nogen med min henvendelse. Dens anledning er, at fromme folk vil have os jaget ud af vor egen kirke.

Udsmidningen foregår på mange raffinerede måder: Spontant indstuderede aktivistafbrydelser af prædikenen i Absalonskirken. Den intetanende menighed afpresses sine syn på Vietnam-krigen.
Bagefter afpresser tv menigheden dens syn på gudstjenesteformen, og præsten konkluderer med en udråberfærdighed som nogen Tribini, at kirken skal lære folk selvstændig tænkning, hvad han så forstår ved det. Gudstjenester med økumenisk pilgrimsgang til brødre og søstre i andre kirkesamfund. - Måske kan du lære noget her! Måske var det ikke Kristus, du havde behov for!
Domprovstelige og lektorale prokuratorkneb og hundekunster i Århus for at skaffe sagesløse studenter en miljøpræst, der kan behandle dem i stedet for deres sognepræster, der kun kan være præster. Strukturkommissionens forsøg på bag lukkede døre at forpligte folkekirken konfessionelt og - ikke mindst - økonomisk på en hellig og eksklusiv præstelig rejsehobby, der hedder økumeni. Folkekirkens Nødhjælp, der skal engagere menighederne politisk. Mere fredeligt: En forhenværende kirkeministers krampagtige forsøg på at holde sig på hitlisten med forslag om tvungen borgerlig vielse, så de lunkne vanekristne kan holdes ude af kirken. Og mere direkte: En pastor Szilas presser sin menighed til udmeldelse af folkekirken, fordi den ikke er troende nok. Inkvisitorer og markedsgøglere underholder folket med heksebål og taskenspil.

Sådan behandler man vanekristne, det pak. Ruskes op og engageres skal de. Ellers ud på kirkepladsen, hvor bålene flammer.

Jeg har til en begyndelse valgt at gå ud fra, at de vanekristne virkeligt eksisterer, fordi disse nidkære omvendere hævder det. Det hævdes tillige, at vi skulle være mange vanekristne, og det er troligt nok, for vi ved alle, at vanens magt er stor. Måske kan vi blive en stærk og slagkraftig organisation.

Har man øre for sproglige undertoner, kan man jo nok høre, at i ordet "vanekristen" er kristen underlagt vane - at altså en vanekristen strengt taget slet ikke er en rigtig kristen, men først og sidst et vanedyr. At han også er kristen skyldes tilfældigheder som tradition og kulturmønster og tæller derfor ikke. Og dåben - den har han jo slet ikke præsteret noget for at opnå.

Jeg vil gerne vise, at jeg har forstået ordet vanekristen ret ved at lade min solidaritetserklæring omfatte alle vanedyr: De politisk og ideologisk uengagerede, de socialt inaktive, folk uden global samvittighed, ja overhovedet hele den søvnige og borgerligt selvtilstrækkelige flok af mennesker, som kun er optaget af livet omkring dem, som kun magter at administrere deres egen tilværelse, og dårligt nok den, som ikke engang kan mande sig op til at nære en livsanskuelse, eller i det mindste i beskedenhed at yde deres skærv til, at det hele går fremad.

Mine vanekristne venner får undskylde, at jeg udvider vennekredsen til at omfatte alle vanedyr, men jeg forsikrer dem: også disse sidste er brave folk, som vi kan være tjent med at have iblandt os.

Når man finder, at man selv hører hjemme i denne forsamling, er det naturligvis ikke, fordi man har valgt det, men fordi man bare er der. Som vanedyr er man jo afskåret fra at vælge. Eller kunne det alligevel tænkes, at der lå et valg i at nægte at vælge, når de valgmuligheder, der bydes en, ikke forekommer en at være muligheder?

Når den moderne kirkeligheds inkvisitorer spørger: Vil du omvende dig eller gå fortabt? (oversat til moderne sprogbrug: Vil du engagere dig eller fremmedgøres?) rummer spørgsmålet intet valg. Jeg kan ikke besvare det, for gå fortabt vil jeg nødigt, og omvende mig kan jeg ikke. Så vælger jeg enten at tie eller at tale om noget andet.

Men jeg bør nok tvivle på, om mit valg kan forpligte mine med-vanekristne, og hermed er vanekristendommen allerede på vej ud i en foreningskrise. Måske er det ikke så let at solidarisere sig. Og skabte man en forening, så ville man enten ingen medlemmer få (fordi vanekristne ifølge sagens natur ikke ville gide at melde sig ind), eller man ville få flere medlemmer end nogen anden organisation, men så ville de ikke være vanekristne mere (for de havde dog bevist aktivitet gennem deres indmeldelse).

Mine vanskeligheder med at få hold på de vanekristne kommer nok af, at de ikke er min opfindelse. Jeg har overtaget ordet fra den i indledningen nævnte skare af kirkelige - og for den sags skyld også de antikirkelige - profeter. Det syntes mig, at når disse inkvisitorer og taskenspillere jamrede over vor vanekristendom, måtte den være noget overordentlig fortræffeligt. Heri lå nok kimen til en fejltagelse, fordi jeg så overtog deres problemstilling.

De kirkelige og antikirkelige aktivister er enige om én ting: Skal der være mening med kristendommen, så må man mene noget med sin kristendom. Man skal i det hele taget mene og ville noget med sit liv.

Det gør de vanekristne tilsyneladende ikke. At være vanekristen er altså en negativ bestemmelse, og da de vanekristne således kun har et manglende udgangspunkt tilfælles, er grundlaget for at organisere sig lidt spinkelt.

Men de behøver det heller ikke. De har nemlig en folkekirke til deres rådighed. Her kan de komme uorganiserede og enkeltvis. Den er til for de vanekristne - dem, som ikke har kvalificerende grunde til at bruge kirken, og som ikke rigtigt ved, hvad de mener med deres kristendom og vil med deres liv. Netop fra kirken kan de ikke jages ud. Folkekirken er deres kirke, også om de kun bruger den til jul, dåb, bryllup og begravelse. Den har ingen betingelser at stille.

Det kendes blandt andet rent praktisk på, at præsten er statsansat og kongelig udnævnt embedsmand. Der er ved denne folkekirke noget befriende for menigheden i, at dens budskab forkyndes af en mand, som er kongeligt udnævnt hertil. Fordi enhver kan se det åbenbart urimelige i den tanke, at en kongelig udnævnelse i Guds øjne skulle være en kvalifikation til at forkynde hans ord. Når præstens borgerlige kvalifikationer er hans embedsbrev, er det således understreget, at der kristeligt slet ingen kvalifikation kræves til at forkynde eller høre budskabet.

Var præsten udpeget af menighedens midte som et særligt gudvelbehageligt menneske, havde kirken jaget de ugudelige ud - dem, for hvem kirken skulle forkynde syndernes forladelse. Derfor ønsker Johannes Aagaard frikirken indført.

- Men når der ingen kvalifikationer kræves for at høre dette ord, hvordan kan kirken så være kirke specielt for de vanekristne? Bliver det så ikke en særlig kvalitet at være vanekristen? - Jo, hvis jeg i irritation over de fromme aktivisters hælden vand ud af ørerne og et ønske om at forblive tørskoet havde søgt at gøre alvor af mit uovervejede projekt om en ny kirkelig forening af vanekristne, så var det gjort til en særlig kvalitet. Men i kirken (når den da er kirke) dømmes min ligegyldighed, vantro og "vanetro" og jeg retfærdiggøres ved syndernes forladelse. Her ophæves al tale om kvaliteter, og et ord som vanekristne eksisterer ikke. I kirken tales kun om Kristus, og hvad han gør det. Vore vaner stemples som synd og vantro.

- Men hvis kirken er hele folkets kirke, må den vel også være kirke for de fromme aktivister. Eller hygger tolderne sig med kirken over, at farisæerne farer til helvede?
- Ja, hvis kirken ser det som sin opgave at solidarisere sig med toldere og syndere imod de fromme aktivister og derved gøre tolderne til farisæere. Men kirken kan slet ikke solidarisere sig med nogen, og ingen kan solidarisere sig indbyrdes i kirken. Her har Gud solidariseret sig med mennesket og dermed gjort det solidarisk med sin næste.

Jeg sagde heller ikke, at de fromme var udelukket af kirken, kun at kirken er for de vanekristne. Kirken er virkelig også kirke for de fromme aktivister - som vanekristne. Kirken er kun for mennesker og ikke for deres medbragte livsanskuelser, og med mennesker mener kirken (når den er kirke) - de rådvilde og fortabte, uanset om de agter at pynte sig med deres fromhed eller djærve syndighed. Kirken kan ikke sondre mellem frelste og fortabte, men kun forkynde Guds frelse for de fortabte.

Når kirken er kirke, kender den ingen kirkelighed og ingen ukirkelighed. Den taler aldrig om disse ting - kun om Guds tilgivelse af os alle.
- Men hvorfor så overhovedet tale om fromme og vanekristne, som om der var forskel?
- Ja, om de vanekristne burde der aldrig have været talt. Det er en frækhed uden lige at mase sig ind på andre med hellig omsorg og foragt, navnlig på en påstået gruppe, hvis eneste kendetegn er, at den ikke ytrer sig, og som man derfor påhæfter et prædikat, der skal diskvalificere gruppens medlemmer som mennesker.

Om de fromme og til de fromme kan der tales, for de ytrer sig selv i tide og utide og helst i grupper. Til dem og om dem kan man tale i selvforsvar og for egen private regning værge sig mod deres selvglade missionsiver, som kalder alt passivitet, der ikke gider indordne sig under deres tilfældige religiøse problemstillinger, og som kalder folk for sløve og vanekristne, hvis de ikke deltager i deres veldædige arrangementer og politiske palaver, mener noget med deres liv og kristendom, giver to procent af deres indkomst til u-landshjælp (samt husker at meddele det til pressen), eller hvad de nu ellers kan finde på.

De fromme er så retfærdige, at de ikke ønsker at diskutere, magter det vel heller ikke. De opfordrer ofte generøst til debat, men overhører modsigelser og bliver fnysende fortørnede, hvis man bare siger: Nå! til deres præk. Kornfed og kernesund dansk ligegyldighed er dem som peber og kanel i øjnene. Udviser man en sådan respektløshed, har man misbrugt den frihed, de gavmildt tilstod én til at lege med, og de griber til trusler om tvang og ture på træhesten, brosten og trotyl, studenterpræster og fanden og hans pumpestok.

Som værn mod disse tapre korsfarere har vi øvrigheden, og hvor de fromme hysterisk forsøger med ulovlige midler at bemægtige sig folkets kirke, har vi kirkeministeriet til at sætte dem på porten i lovens navn. Hvadenten korstoget gælder miljøpræster, økumeniske strukturkommissionsfiduser eller anden gejstlig oppustethed og religionssociologisk markedspropaganda, kan vi være rolige, så længe ministeriet nøgternt røgter sin opgave - at bevare kirken for folket i overensstemmelse med lov og ret. Her behøves heller ingen ny forening til varetagelse af de vanekristnes rettigheder.

Men hvis det nu lykkes ved korsfarerne at erobre Guds kirke? - den tanke kan vi roligt lade fare, for fromheden uddrives af evangeliet som kræmmerne af templet, så snart den viser sig med sin sjakren med vorherre. Og tror den endeligt, at nu har den erobret Guds kirke, vil der forestå den pinlige opdagelse, at Guds kirke umærkeligt er flyttet et andet sted hen.

En sammenhæng mellem Guds kirke og folkets kirke er der, for vi kan se, at overalt, hvor kirken glemmer sit anliggende og begynder at interessere sig for sig selv, der jages folket ud af den. Folket kan roligt forsvare sig mod de fromme, men fromheden selv - den dømmer evangeliet som gudsbespottelse og stempler den sammen med alle vore øvrige vaner som synd.

Således tomhændede kommer vi fra kirken og drives stadig til den, til højtiderne, bryllup, begravelse og dåb - måske på almindelige søndage - af vane. Jeg kan ikke tænke mig, hvad der ellers kunne få en til stadig at søge hen i et hus, hvor man fratages alt, hvad man selv finder godt i sit liv. Måske er vanen den, at man ikke kan undvære Guds tilgivelse. Men vane er det. Troen? - nej, den kan det ikke være, der driver mig til at høre evangeliet, for hvor skulle jeg have den tro fra. Den tilsiges jeg jo først, når evangeliet høres.

Magtesløshed over for livet? - nej, den kan det heller ikke være, for den sættes jeg jo først i af evangeliet. Den magtesløshed, jeg på forhånd kender af mig selv, er nok mest selvopgivelse. Fortvivlelsen siger mig måske, at jeg ikke magter mit liv, men kun evangeliet kan fortælle mig, at det netop er Guds mening med mig. Hvad andet end evangeliet kan hindre mig i at bortmane fortvivlelsen med en tilværelsesforklaring og klare mig stolt på ryggen af den.

Ikke troen og ikke magtesløsheden, men vanen trækker en ind i kirken, og utak høster vanen for sin ulejlighed, for i kirken får den sin dom som synd og uretfærdighed, mens vi selv oprejses som retfærdige. I Guds kirke, som er for folket, for de vanekristne.

Og stadig værger vi os mod at blive frataget alt. Nogen sikkerhed vil vi have, og er vi kirkegængere i ny og næ, forlanger vi at vide, at det var kærlighed til Gud, der drev os derhen. Men hver gang lyder evangeliet om Kristus til os som Brorsons salmevers efter Paul Gerhardt:

Du skal ej heller klage,
at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer
at dæmpe al din ve,
og gør en liflig sommer
af al din trængsels sne.