Tro og erfaring

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1970, s.98-100.

To artikler trykt indenfor de sidste tre år behandler forholdet mellem tro og erfaring i Jakob Knudsens forfatterskab. Det er højskolelærer Kuno Poulsens "Søforklaring over vort livs forlis", Krabbesholm Højskoles årsskrift, 1967, og stud. theol. Margrete Aukens "Romanen om Martin Luthers teologi", festskrift til Johannes Lauridsen.

Begge artikler har yderligere det tilfælles, at de ser en modsætning mellem Jakob Knudsens forståelse af troen som en erfaring (en forståelse forfatterne deler) og noget, Kuno Poulsen upræcist betegner som "Tidehverv", Margrete Auken antydningsvis som Johannes Lauridsen.
Der er for mig ingen tvivl om, at den påståede modsætning skyldes en delvis misforståelse af Jakob Knudsen - en misforståelse denne ikke er ganske uden skyld i selv - samt en komplet misforståelse af den (de) utilladeligt maskerede modstander (e).

Kuno Poulsen indleder sin artikel således: "Jakob Knudsens kristendomsopfattelse er bestemt af og hviler på en erfaring. Det kan være nødvendigt at slå dette fast til en begyndelse, for siden Jakob Knudsens dage er der opkommet en teologisk retning omkring bladet "Tidehverv", som lever af at polemisere mod enhver, der vil hævde, at kristendommen har noget at gøre med en oplevelse eller en erfaring. Jakob Knudsen hævdede dette, for ham var kristendommen noget, man kunne erfare, og hvis ikke den var det, var den for ham ikke andet end overtro. Troen er en erfaring, som man gør allerede i dette liv".

Senere i artiklen hedder det, at Jakob Knudsen indfører en adskillelse mellem det at tro og det, at have en forvisning om, at man tror, men Kuno Poulsen ser tilsyneladende heri ingen anledning til at revidere sin forståelse af Jakob Knudsens brug af ordet erfaring.

Jakob Knudsen siger selv herom i en fodnote til sit Kristelige Foredrag "Troens Ord": "Man kan let, når man taler om Tro, komme til at fremsætte tilsyneladende modsigende Ting. - Man kan tale om Troen som urokkelig og om Troen som den, der kan angribes af Tvivl. Dette beror på, at Ordet Tro bruges i forskellige Betydninger. Mener man dermed: Erfaringen af Guds Nærværelse i sit Ord, da må Troen kaldes evig-uforanderlig; thi denne Erfaring bliver altid sig selv lig. - Mener man derimod med Troen: Forvisningen om, at man har gjort denne Erfaring, da har man med en Ting at skaffe, som i hvert Fald i Begyndelsen af Ens Trosliv kan være temmelig omskiftelig. De to Ting er - om end nøje sammenhængende - dog meget forskellige; ligesom det at have Redningsbæltet om sig, når man er faldet i Vandet, og så det at vide, at man har det om sig, er to forskellige Ting . . .".

Her betegner Jakob Knudsen ganske vist troen som en erfaring, men det er på den anden side tydeligt, at erfaringen ikke er en bevidsthedstilstand hos ham, men en begivenhed, der sker med ham. Erfaringen er, at han får at høre, og ordet erfaring er altså brugt i en ganske anden betydning end den psykologiske, der ligger til grund for f. eks. Olesen Larsens opgør med en kristendom, der vil gøre troen til en oplevelses- eller erfaringssag. En sådan kristendom brød Jakob Knudsen sig heller ikke om. Med ordet erfaring, som jeg må læse det, vil han vriste troen ud af den inderlighedens mystik, begrebet dengang var hyllet i og gøre den til konkret virkelighed, der har magt over hans dagligliv: Livssamfund med Gud, evigt liv.

Troen, det er Guds ord, når vi hører det - ordets natur af helligånd, ikke en menneskelig præstation. Om man har et redningsbælte om sig, når man falder i vandet, er dog ikke bestemt af bevidstheden. Man har det, eller man har det ikke.

Når Jakob Knudsen derimod taler timeligt om Forvisningen om Troen, mener han erfaringen i psykologisk forstand, troens nedslag i bevidstheden, altså det vi normalt forstår ved erfaring. Her skal det erkendes, at Jakob Knudsen, udogmatisk som han er, også siger noget andet, når han vrøvler begreberne sammen og gør sin egen forvisning og selvforståelse til en trosbekendelse. Det sker, når han taler om troen som "sansen for det overnaturlige" og "evne til at fornemme sin forening med et andet hjerte", og når han gør "uendelighedslængslen" til en forudsætning for at tilegne sig kristendom. Denne selvmodsigelse er behandlet i sognepræst Knud Møllers artikel "Om idealisme og idealitet hos Jakob Knudsen" i septembernummeret af Tidehverv, og her er noget at hente, hvis man vil finde en alvorlig brydning mellem Jakob Knudsen og Tidehverv. Eller mellem Jakob Knudsen og Jakob Knudsen.

Imidlertid vender Jakob Knudsen efter sine svinkeærinder altid tilbage til, at troen er Guds værk, og det er den forkyndelse, der præger hele hans forfatterskab.

Margrete Anken skriver i festskrift til Johannes Lauridsen, at "for Jakob Knudsen er erfaringen den eneste farbare vej til erkendelse", og tilføjer, at dette også gælder teologisk. Herefter vender hun sig mod en teologi (Tidehvervs?), som i hendes fremstilling bliver nærmest uigenkendelig:
". . . Problemet er her, om kristendommen har nogen indflydelse på menneskets liv og lykke, om forkyndelsen kan gribe ind i vores tilværelse og i bekræftende fald hvor meget.

Der findes teologer, der ganske vil benægte en sådan indflydelse. Nok hævdes forbindelsen mellem kristendommen og menneskers liv, men alle nærmere bestemmelser gøres så rummelige og abstrakte, at hele indflydelsen foregår i en yderst luftig spekulation.
Baggrunden for en sådan ren abstrakt teologi må vistnok søges i bekymringen for, at troen gøres til besiddelse og dermed til præstation, så snart det hævdes, at den får betydning for vores skæbne . . .".

Man må nok spørge: Hvad er det for en teologi, "der ganske vil benægte en sådan indflydelse?" Hvem angribes? Er det Johannes Lauridsen, så skylder han sin samtid en forklaring.
Jeg har aldrig hørt nogen sige, at kristendommen ikke har indflydelse på menneskets liv og lykke, men derimod har jeg hørt, at menneskets liv og lykke ikke har indflydelse på kristendommen. Jeg har aldrig hørt, at forkyndelsen ikke kan gribe ind i vor tilværelse, men derimod, at vor tilværelse ikke rokker en tøddel ved forkyndelsen, om denne skal være ret. Jeg har aldrig hørt, at troen gøres til en præstation, fordi den får betydning for vor skæbne (selvfølgelig får den det, hvis den er en sag om liv eller død for mennesket), men jeg har hørt, at troen ikke kan kendes på vor skæbne uden at blive til gerningsretfærdighed.

Skulle det være muligt, at Margrete Auken simpelthen har hørt forkert?
Eller måske sigter Margrete Auken til socialrådgiver Henning Tjørnehøj, der vel nærmest betragter teologi som en hjælpevidenskab under socialpædagogikken - når den da er respektabel - og som i samme festskrift har haft held til at få trykt et hovedløst forsøg på at "gøre op" med K. Olesen Larsen og en del flere, der er kommet for skade at træde på nogle socialpædagogiske ligtorne. Han vil mene, at Gud ikke gør noget ved verden, hvorfor han selv må tage sig den tunge pligt på. Retten til denne pligt kan Gud aldeles ikke anfægte, da Gud er absolut, og Tjørnehøj er relativ, hvad der ikke er ringere. Han sammenroder ikke det kristelige og sociale, men deler opgaverne broderligt mellem Vorherre og sig selv. Her kan man med en let omskrivning anvende Margrete Aukens ord: "Af lutter bekymring for, om man nu giver Gud, hvad der er hans (læs i stedet: giver verden, hvad der er dens. J.L.) kan man i den grad komme til at fordrive kristendommen fra jorden, at det eneste, der bliver tilbage hos mennesker, er klapjagten på dem, der ikke skelner effektivt nok mellem det absolutte og det relative".

Fra én side angribes altså Tidehverv (eller hvem det nu er?) for at gøre troen for skjult, så kristendommen fordrives fra jorden. Fra en anden side angribes Tidehverv for ikke at gøre troen skjult nok, og altså ikke fordrive kristendommen tilstrækkeligt fra jorden (det sociale).

Jeg skal vel vogte mig for at svare på Tidehvervs vegne, men med anledning i Margrete Aukens artikel har jeg lyst til at svare på mine egne vegne, idet min replik i det væsentlige stemmer overens med, hvad jeg har hørt hos Jakob Knudsen:
Naturligvis kan kristendommen ikke fordrives fra jorden, for den er forkyndelsen af det jordiskes dom og retfærdiggørelse. End ikke sociale begrebskategorier unddrager sig kristendommens tiltale, enten socialpædagogikken nu bryder sig om det eller ej. Og naturligvis virker Gud i vor erfaring, således at han med sit ord griber afgørende ind i vort liv og lykke.

Men den kristne forkyndelse, der tales ind i vor erfaring og vort hele jordiske liv, kan ikke efterprøves af erfaringen, uden at vi bemægtiger os evangeliet.
Udfra et ringe kendskab til Grundtvig tror jeg, det var det han mente med, at trosbekendelsen er et ord af Vorherres egen mund. At trosbekendelsen ikke er et udslag af erfaringen, at den siges uden anden autoritet end Guds, på troens risikable vilkår, skjult for vor efterprøvelse. Da denne skjulte tro ikke kan beskrives i en roman (den måtte jo have Gud som hovedperson og eneste person) men kun kan bekendes, er romanforfatteren Jakob Knudsen henvist til i Martin Luther-romanens episke forløb at beskrive troens nedslag i den menneskelige erfaring (forvisning), og således skriver han i stedet for en prædiken en roman om lovens teologiske brug. Margrete Aukens tolkning af romanen kan jeg iøvrigt tilslutte mig og vil derfor ikke spilde ord på.

Men Margrete Aukens konklusion af Jakob Knudsens hensigt er unægtelig besynderlig:
"Begreber som "gratis nåde", "troen alene", "samfundet med Gud" og "loven som fordærvsmagt" er begreber, dvs. tolkningsord for tilstande, vi kan gribe med erfaringen. Løsriver man dem fra deres livssammenhæng, mister de omgående deres indhold, de bliver tomme og formale og kan, når denne løsrivelse bliver tilbundsgående, kun bringes i relation til hinanden i rent tautologiske udsagn. Men så bliver det heller ikke muligt for mennesker at forstå disse udsagn med mere end et abstrakt center i hjernen, hvorved evangeliet umenneskeliggøres og inkarnationen fornægtes".

Som sproglig betragtning kan dette være rimeligt nok, men inkarnationen fornægtes vel ikke på en sproglig finesse. Man må da spørge: Er det menneskene, der sætter evangeliets livssammenhæng? Hvad betyder det, at evangeliet umenneskeliggøres? Og hvordan kan inkarnationen fornægtes ved den omtalte løsrivelse? Disse upræcise udsagn giver kun mening, hvis forudsætningen er, at erfaringen skal kontrollere, hvorvidt troen er ret.

Den forudsætning, jeg mener at have fælles med Jakob Knudsen - at evangeliet hørt i tro taler ind i erfaringen (forvisningen) og klinger efter i den, fører jo ikke hen til, hvad der er troens anliggende. Det er for Jakob Knudsen karakteristisk at skrive på denne erfaringens digteriske ressonnansbund, så romanpersonen Martin Luther oplever et kristent menneskes frihed som en følelse af frihed, men denne følelse og dens handlingskonsekvenser er jo ingen garanti for troen på denne frihed, kun en følge af den.

Afgørende er det altså, hvilken tro, der er tale om, hvilket evangelium, der forkyndes. Margrete Auken forkynder et evangelium, der kan menneskeliggøres eller umenneskeliggøres, og hvis sandhed lever af vor erfaring. Jakob Knudsen forkynder Guds evangelium, der nok virker i vor erfaring, fordi Gud vil, at hele vort jordiske liv skal bestemmes af evangeliet, men som virker ganske uafhængigt af erfaringen. Derfor rykkes troen i selve forkyndelsen ud af erfaringens greb og sætter erfaringen på plads som en timelig ting. Fordi troen kun kender Gud og ikke kender til bevidsthed om sig selv, er den fri - fri af erfaringens vægt - og troens frihed skænker den, hvem troen retfærdiggør, et kristent menneskes frihed. Der går en lige vej fra tro til erfaring men ingen i modsat retning.

Eller med Jakob Knudsens ord:
"Hvem der tror på Jesus Kristus, har evigt liv". Og at tro på Ham vil sige at finde og tage Ham i det Ord, hvormed vi er Ham tildøbte. Og uden for Daaben og Daabens Ord, uden for Nadveren med dens hellige Ord, og uden for Herrens Bøn finder for mig intet Møde Sted med den levende Gud her paa Jorden. - Saa meget kan jeg sige af Erfaring. - Og ser jeg paa Arten af dette Livssamfund med Gud i Ordet og sammenligner det med, hvad man ellers vil give et saadant Navn, da kommer jeg til den Slutning, at vil nogen søge Gud uden for eller uden dette Ord, da forvilder han sig enten ud i Afguderi, der vil skade hans sande Gudsdyrkelse, eller han kommer, i hvert Fald til sidst, helt bort fra Gud og dør Døden, den evige Død. - Derfor beder vi:

Gud, lad os leve af Dit Ord
Hver Dag, vi se paa denne Jord,
Og før dermed fra Graadens Dal
Os hjem til Himlens Frydesal!"

- Så meget kan jeg sige af erfaring, skriver Jakob Knudsen. Det betyder: Sådan har jeg hørt kristendommens tale. Han kunne også have brugt det hebraiske ord:

Amen.