Lovens hegn - og det sentimentale overgreb

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1978, s.89-92.

Der er ingen grund til at hidse sig op over, at et notorisk vrøvl vrøvler; hans vrøvl forhindrer jo ikke, at man kan sidde stille og se kærligt på ham. Men der er grund til at ophidse sig over, at et ellers fornuftigt menneske opløser en samtale i vrøvl, fordi han plejer andre interesser end samtalens spørgsmål efter sandhed.

Der er ingen grund til at undre sig over, at en diskussion mellem en teolog og en politiker er ganske ufrugtbar. Men det er ubehageligt, når begge parter er teologer, og den ene blot er faldet for tidens fristelse til at tage nogle politiske kegler og tilmed appellerer til det flade grin ved at håne sin teologiske modstander for at tale præstelatin. Denne foragt for grundigt teologisk arbejde næres så rigeligt andre steder fra.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg sigter til Niels Carl Lilleørs rolle i en diskussion i Præsteforeningens Blad med Johannes Horstmann i forlængelse af slagsmålet på Tidehvervs sommermøde om lovens rette brug. Horstmann har i et par klare og præcise artikler gjort rede for Luthers syn på lov og øvrighed i anledning af det sociale sværmeri (in casu omkring Christiania), som adskillige "lutherske" teologer, bl.a. Lilleør, har forlovet sig med. Horstmanns bemærkninger om de dele skyldes jo ikke en arkæologisk interesse for reformationens kirkehistoriske arvegods, men skyldes, at Luthers opgør med sværmeriet og antinomismen er så påtrængende og aktuelt som nogensinde.

Lilleørs sidste svar flyder ud i sentimentale stemninger, og dog slutter han med en temmelig frimodig beklagelse af, at han har ladet sig rive med af sin modparts sproglige afmagt. Der er dem, som har spurgt Lilleør, hvilken interesse han har i alternative sværmere og blomsterbørn, fortæller han os. Lilleør kan kun svare dem, at tilværelsen kan være så brydsom, og han føler med dem.

Om dog tilværelsen ville blive ham så brydsom, at den ville prygle de sentimentale fornemmelser ud af kroppen på ham og sætte ham på plads i solidaritet med de folk, han taler om - ikke en solidaritet, som bygger på parternes indbyrdes humane følelsesvibrationer, men på, at de hver især er fastholdt på ansvaret. Jeg skal tilføje, at jeg ikke under Lilleør det så godt af almindelig human næstekærlighed, men for gammelt venskabs skyld. Rollen som humanistisk Florence Nightingale klæder ham afgjort ikke, og jeg fortrøster mig til et ikke ubegrundet håb om, at den før eller siden vil caramboulere med humoren.

Næstekærligheden er en fordring, som gør os retsløse. Det er noget andet end at sige: Tilværelsen er så brydsom for mig. Det er den nok også for dig. Og føler du med mig, så føler jeg med dig. Denne af selvmedlidenhed udsprungne medlidenhed kunne han godt spare christianitterne for, selvom de på deres side nok skal vide at slå mønt af den. Af folk, som udnævner sig selv til "et socialt eksperiment" kan man vente sig alt i retning af skamløshed.

Efter temmelig letsindigt at have påberåbt sig Luther, er Lilleør nu hoppet fra Luther (som talte præstelatin) og har i stedet indført en modstilling mellem et hegelsk-germansk retssyn, der er stift og hierarkisk og et nordisk retssyn, der er blødt og bøjeligt. Det er imidlertid ligeså løst som hans første udgangspunkt.

Torben Damsholt gjorde fornylig i en artikel om Augustin i Phønix opmærksom på, at når de keltiske folkestammer i Nordeuropa modtog kristendommen i pelagiansk skikkelse, så var det fordi den augustinske tale om ufortjent nåde forekom dem vederstyggelig. Den lugtede langt væk af den korruption og protektionisme, som var karakteristisk for romerretten. For nordboerne var loven forskelsløs og ubøjelig - ikke fordi den grundede i en metafysisk hellighed, men netop fordi den byggede på folkets historiske sædvane. Sædvanen kunne ændres, men det betød sandelig ikke, at loven kunne tilpasses efter lejligheden. Den skulle tjene til hver mands tarv og ikke priviligere de magtfulde eller bevidstgjorte, sådan som den kanoniske ret gjorde det. Den lov, som kongen gav og folket vedtog, kunne selv ikke kongen omgå.

At vore forfædre så grundigt havde misforstået den augustinske kristendom, at de troede, evangeliet om Guds nåde og barmhjertighed var en retsnorm til regulering af samfundslivet, kan selvfølgelig være deres fejl. Men det kan jo også skyldes, at de havde hørt den augustinske kristendom forsvaret af en romerkirke, som selv havde korrumperet sagen ved at sammenblande lov og evangelium, fordi den ikke kendte forskel på Guds stat og den politiske stat. I så fald gjorde de ret i at afvise en sådan kristendom - en almen barmhjertighedslære - som fordærveligt vås, for så var de bedre farne med det hedenskab, de havde.

Barmhjertigheden hører hjemme, hvor den enkelte hører evangeliet om Guds ubetingede og ubegrænsede barmhjertighed, og hvor den enkelte affordres en ligeså ubetinget og ubegrænset barmhjertighed mod sin næste. Barmhjertighed er Guds svar på synderens bøn: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Statslivet derimod er under loven, og indføres barmhjertigheden som princip i statslivet, så er Fanden for alvor løs. Så slår barmhjertigheden straks over i sin modsætning: af ren og skær barmhjertighed undlader man at domfælde og straffe forbryderen. I stedet opdrager og behandler man den utilpassede. Af ren og skær barmhjertighed ser øvrigheden stort på folks handlinger, men påtager sig til gengæld at kontrollere og afrette deres holdninger. Al erfaring viser, at der i det lange løb ikke er den misgerning, en sådan offentlig statsbarmhjertighed vil vige tilbage for. Kan den ikke være barmhjertig med det gode, så må den være barmhjertig med det onde. Den er jo ikke bundet af noget ydre. Den kender ingen lov, intet krav og heller ingen skyld og intet ansvar. Derfor er den uden næste. Som een har sagt det fornyligt: Alt ender i et tilgivelsens galehus. Jeg siger ikke, at Lilleør har sådanne intentioner. Hvad han udtrykker er jo blot en sentimental uklarhed, som de rette folk nok skal vide at gøre sig nyttig. Lilleør har ligefrem inviteret dem til det.

Lilleørs udgangspunkt er, at højesteretsdommen viste, at Christianitterne ikke har ret; men de kan få det - mener han. Hvis nemlig øvrigheden bøjer sig for deres krav om at opretholde en ulovlig besættelse. Sikke en tanke fra en mand, som vil agere retsfilosof. Efter besættelsen sagde øvrigheden om de "krigsforbrydere", som blot havde fulgt øvrighedens parole, men som nu skulle ofres: - Juridisk havde de ikke uret; men de kan få det. Og så indførte man et straffelovstillæg, der hjemlede dødsstraf med tilbagevirkende kraft. Da der for tiden ikke er brug for dødsstraffen, har man i humanitetens navn ophævet den i 1978. For hvad, - man kan jo altid indføre den igen med tilbagevirkende kraft. Om folk efter loven har ret eller uret, når de begår deres handlinger, ser vi stort på. De kan jo få det.

Nu er der i Christiania-sagen ikke tale om at ændre lovgivningen hverken med fremad- eller tilbagevirkende kraft og således permanent legitimere, at raske landnamsfolk opretter fristæder på naboens græsplæne. Der er derimod tale om at undtage Christiania fra loven. Der er tale om det skandaløse, at højesteret afsiger en kendelse, som klart erklærer projektet ulovligt og derefter tilføjer en kommentar, hvor retten rent privat hvisker regeringen det råd i øret at lade ulovligheden passere. Men højesteret har intet at gøre med som dommerkollegium at tilføje private kommentarer om det humane eller opportune. For at blive i analogien med retsopgøret ville det svare til, at man i stedet for at indføre straffelovstillægget efter besættelsen havde ladet domstolene dømme efter gældende lov, og at domstolene så havde sagt: efter gældende lov er de at frifinde, men vi vil rent privat tilråde, at politiet tager sig kærligt af dem. De har jo ikke fortjent bedre.

Hvor skal grænsen for vilkårligheden sættes, når alt alligevel er overladt til de herskende offentlige stemninger? Eller hvordan tror Lilleør, at højesterets kommentar havde set ud, hvis christianitternes "sociale eksperiment" havde været erklæret nazistisk?

Kampen bær' det rette frem,
kampen styrker hvert et lem;
blot den står bag lovens hegn,
er der ingenting i vej'n.

Lige vilkår er dens krav,
lige ret for høj og lav;
tiden går, og den har hast,
men vor grundlov skal stå fast.

Aldrig leg med lovens ord,
aldrig trumf i folkets bord,
aldrig trods på magt og rang
fanger sejr i Dannevang.

(C. Hostrups grundlovssang, 1887).

Tiden går, og den har hast - ja. Det er blevet moderne at tale om, at i et samfund i dynamisk udvikling skal loven være smidig og fleksibel. Det forekommer mig, at i et samfund, der har vokseværk af pralende overmod og drømmer om at vokse ind i himmelen og totalpolitisere den enkeltes tilværelse, fordi man ikke vil finde sig i næstens ufuldkommenhed, er der brug for en lov, som står ubøjelig fast og minder syndere om, at de hører hjemme på den ufuldkomne jord - og samtidig sætter grænser for deres handlinger, så de ikke æder hinanden - enten deres motiv hertil nu er sult eller barmhjertighed.

Lilleørs indlæg rummer en eneste virkelig tanke: Lovens retsbeskyttelse gælder også "de bevidstgjorte sværmere", siger han til Horstmann. Ja, naturligvis, men det er jo slet ikke herom, sagen drejer sig; derimod om de bevidstgjorte sværmeres pukken på en højere ret, der hæver dem over loven, og om øvrighedens opportunistiske leflen med dette rethaveri. Loven kender principielt ikke til, at reglen skulle have undtagelser, og når en god øvrighed ser gennem fingre, så er det netop tegnet på, at reglen hører hjemme i synderes ufuldkomne verden. Det er netop ikke et princip, men et principbrud. Som Horstmann har påpeget, kan forbryderen ikke gøre regning på eller kræve ret til at blive set gennem fingre med.

Vi taler jo her om lovens første brug, om loven, når den regulerer trafikken i statslivet, om den positive lov. Dens indhold og paragraffer ændres med tid og sædvane. Men ansvaret for denne lov ændres ikke. Det står fast som absolut. Ansvaret er til før paragrafferne. Ellers ville jo lovgiverne, som skaber paragrafferne selv være ansvarsfrie og blot skulle foreskrive borgerne deres ansvar. Hvis ansvaret for loven blev til på rådhuset, så ville øvrigheden være herre ikke blot over legemerne, men også over sjælene. Men ansvaret sættes ikke på rådhuset, og det kan ikke, sådan som paragraffernes indhold beskrives af retshistorikere. Ansvaret kan kun hævdes, forkyndes. Derfor sættes det i kirken. Lovens "du skal" sættes af forkyndelsen. Lovgiverne skriver, hvad du skal.

Borgerne skal altså ikke, fordi øvrigheden siger "du skal". Så ville øvrigheden have gjort sig selv til gud. Nej, øvrigheden siger "du skal", fordi borgerne skal. Dermed er øvrigheden jo også fastholdt på, hvad den skal som øvrighed. Den skal sammen med borgerne stå ret for ansvaret.
Ansvaret er ikke i øvrighedens besiddelse, så at den selv kan gøre sig fri af det - som det er tilfældet i en moderne positivistisk retsfilosofi som den, professor Stig Jørgensen fornylig på Grundtvigsk Konvent gjorde sig til talsmand for, hvor alt er tilladt, når det er hensigtsmæssigt (hensigtsmæssigt for hvem?). Her er retsproblemet ikke noget etisk problem, for der er intet "du skal", blot nogle foreliggende retsnormer. Der er intet bud og derfor ingen ansvarlighed. Ingen lov, blot en social kontrakt. Spørger vi juraprofessoren, hvad ret er - d.v.s.: hvad skylder jeg min næste? så svarer han med "en analyse af forholdene".

Lovens første brug, loven som positiv lov, går ikke ud fra at menneskene er engle eller sigter på at gøre dem til det, men den går ud fra, at vi er djævle og holder os fast på det. Ellers var lov jo også overflødig. Denne lov forlanger hverken mere eller mindre end overholdelse. Overholder jeg loven, så har jeg ikke mere med loven at bestille.

Spørger synderen i sin trang til at fuldkommengøre verden efter mere end det, da stilles han overfor loven som Guds absolutte lov, der lyder: - Vær fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen! Dette fuldkommenhedskrav - ikke rettet mod samfundet, men mod synderen selv - dette krav om, at menneskets liv skal være hel og fuld lydighed - kan kun drive et menneske i fortvivlelse - eller til tilgivelsen i Kristus, som er fuldkommelsen.

Hvor sansen for lov fordærves, fordærves også sansen for evangeliet. Hvor det glemmes, at loven er reglen, og som regel principielt undtagelsesfri, kan det ikke fastholdes, at evangeliet er undtagelsen. Hvor loven ikke kræver, at skyldneren selv soner sin skyld ved straf, der bliver det meningsløst at forkynde, at Gud lader nåde gå for ret derved, at Kristus har sonet den enkeltes skyld og taget hans straf på sig. Hvor loven ikke driver os til Kristus, der har den heller ikke drevet Kristus i døden, og så er der intet evangelium. Hvor loven ikke er krav, der er evangeliet ikke opfyldelse. Hvor barmhjertigheden overføres til statslivet, der bebyrdes samvittigheden til gengæld med loven i dens perverterede udgave af "kristelig moral". Hvor loven "evangeliseres", der gøres evangeliet til lov.

Vi så et enkelt eksempel herpå, da en adresse til fordel for Christiania, som Lilleør var medunderskriver af, appellerede til justitsminister Orla Møllers kristelige samvittighed under henvisning til, at justitsministeren også var præst.

At Lilleør påberåber sig, at hans interesse i Christiania-debatten slet ikke er teologisk, men rent verdslig og politisk, gør ikke sagen bedre. Med hvilken ret suspenderer han teologien til fordel for en politisk interesse? Hvornår ophører teologen med at være teolog? Det er som om talsmænd for denne moderne eftertidehvervske teologi tror, at de sondrer mellem lov og evangelium ved af og til at meddele offentligheden, at nu taler de ikke som teologer, men som politikere.
Som når børnene råber "helle" under deres leg.

Syndernes forladelse har man jo. Det ved teologen, og således sikret går han over til den politiske dagsorden, lykkeligt befriet for her at stå under Guds fordring.
Men syndernes forladelse har vi ikke. Evangeliet tjener ikke til en sådan almindelig borgerlig betryggelse. Vi kan ikke arve apostlenes eller Luthers evangelium fra dem som en formel, der overleveres fra slægt til slægt. Hvad vi er fælles med apostlene og Luther og med hele vor historie om, er lovens krav og dom over syndere. Så må vi som de vende os til øjeblikkets håb om Guds tilgivelse.

P.S.: Ovenstående er oprindeligt skrevet som et indlæg til Præsteforeningens Blad. Siden ombestemte jeg mig til at sende det til Tidehvervs redaktion. I al den journalistiske halløj, der har udspillet sig efter Tidehvervs sommermøde, bemærkede jeg mig en hoverende passus fra den lindhardtske kirkelighed i Jyllands-Posten: "Nu er de begyndt at skændes for åbent tæppe". Kirkeligheden kan kun tænke i partier. Derfor vejrer den morgenluft ved tanken om en begyndende "partisplittelse". Heroverfor er det kommet til at stå mig klart, at "Tidehverv" er stedet, hvor man altid skændes for åbent tæppe i modsætning til alle de kulturelle og kirkelige scenearrangementer, hvor tæpper trækkes op og ned alt efter publikums bifald og aktørernes forfængelighed.

Hertil kommer, at jeg helst vil skændes med Lilleør på dette sted. Som medudgiver af "Tidehverv" kan Lilleør formentlig intet have at indvende herimod.