Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1988, s.38-39.

Medierne kan ikke længere lægge låg over kritikken af familiens gennemførte retsløshed under et totalitært bistandssystem. Efter at der i Tidehverv og fra Forældrenes Børnekommission har været råbt - tilsyneladende for døve øren - i godt ti år, er den frempiblende kritik begyndt at ligne en fos. Efter halvfjerdsernes folkelige duknakkethed rejser de almindelige forældre - ja selv deres kommunalpolitiske repræsentanter - hovedet og vil ikke finde sig i mere.

Men systemet har sine bastioner. De, der lever af at administrere retsløsheden har i journalistverdenen sine faste tropper, der mobiliseres til at bringe kritikken til tavshed:

Det er TV's Bent Henius, som i december bragte en længere udsendelse, hvor systemets mest familiefjendske talsmænd var mobiliseret: den københavnske socialoverlæge, Tina Bryld, Joav Merrick etc., mens den kritik, de imødegik overhovedet ikke eksisterede. Dermed stod programmet som journalistisk aldeles umotiveret.

Eller det er også Jyllands-Postens Anja Mellerris, hvis varme forsvar for systemets ret i tvangsfjernelsessager på en sektionsforside søndag d. 13. december var en perlerække af erklæringer fra de mest militante tilhængere af offentlig kontrol med familien. Iblandt sås følgende udtalelse af socialoverlæge Mads Meldgaard, Århus:

"I nogle tilfælde lader vi en skæv udvikling køre for længe i håb om at skabe eller bevare et samarbejde med forældrene. Alt for mange børn trues i deres udvikling, fordi de ikke kommer hjemmefra i tide."

Udtalelsen og navnet, bragt ind under jul, hensatte mig i en særegen julestemning. En begivenhed i julen for syv år siden kom til at stå lyslevende i min erindring - et møde, jeg deltog i på rådmand Jens Arbjerg Pedersens kontor med toppen af Århus kommunes social-forvaltning - bl.a. socialoverlæge Meldgaard.

Jeg var der som bisidder for en arbejderkone, der på fjerde år blev nægtet hjemgivelse af to børn - trods det ingen ekspertrapport kunne påpege blot antydning af et kritikpunkt mod hende - trods det hun var en sød og kærlig moder, dertil dygtig og velbegavet - og trods det hun hos den samme kommune modtog døgnplejeløn for at passe andre mødres børn.

Det ældste barn skreg sanseløst, når socialmedarbejderne efter besøg hos moderen slæbte af med ham.

Begrundelsen for at nægte hjemgivelse var netop frygten for en "skæv udvikling". Og hvad betød så det? Jo, man skønnede, at den finere plejemor, hos hvem kommunen havde anbragt børnene, havde bedre tid til at tage sig af dem (hun kunne tilbyde ridehest og andre bekvemmeligheder). Desuden var klassekvotienten mindre i skolen på landet, hvor plejefamilien boede, end i skolerne inde i Århus. En helt anden og mere reel grund var nok, at moderen ikke omfattede det sociale system med synderlig respekt - og sagde det højt.

Mødet på rådmandens kontor var kommet i stand på mit forlangende. Dets konkrete anledning var en detalje i sagen: socialoverlæge Meldgaard havde afslået moderens bøn om at møde sine børn i nogle få minutter i dagene inden jul, give dem julegaver og sige Glædelig Jul til dem.

Jeg husker ordvekslingen, som var det i går: den rare og ligefremme socialdemokratiske rådmand, der nærede arbejderpolitikerens humoristisk jordbundne skepsis overfor de intellektuelle behandlere, men alligevel frygtede disse uddannede folk med de fine ord. - Og så socialoverlægen, som, da jeg bad om en forklaring på at moderen ikke måtte ønske sine børn Glædelig Jul, iskoldt affyrede mødets replik:

"Det må jeg efter mit bedste lægelige skøn på det bestemteste fraråde."

Sådan. Ingen videre begrundelser fra terapeuten. Og derved blev det.

Baggrunden for min julehistorie var, at moderen havde tabt sagen mod Århus kommunes socialforvaltning i den sociale ankestyrelse og landsretten. De sagkyndige landsrets-dommere trak som vanligt i disse sager det længste strå; når en ekspert siger "barnets velfærd" bliver jurister bløde i knæene. En juridisk dommer havde alligevel helt usædvanligt stemt for hjemgivelse. Derfor skulle en tilladelse til højesteretsappel iflg. almindelig retspraksis være en selvfølge. Appelsagen blev imidlertid forhindret af daværende justitsminister Ole Espersen efter råd fra - ja, hvem tror De? - Århus kommunes socialforvaltning. Dens vurdering lå på minister-skrivebordet, da moderen fik foretræde. "Dine børn må nok hellere blive i den gode skole", sagde ministeren for lov og ret.

Jeg var kommet ind i sagen efter en diskret henvendelse fra politiet, som var rystet over socialforvaltningens fremfærd. Da havde moderen kæmpet forgæves i fire år. Få måneder efter blev børnene pludseligt administrativt hjemgivet. Forvaltningens erklærede begrundelse: "Vi skønner ikke, at der er flere samarbejdsmuligheder mellem (moderens navn) og os". Jeg havde skrevet om sagen i Jyllands-Posten, og man ønskede ikke mere offentligt vrøvl. Så vilkårligt er systemet.

Og så tilbage til julemødet på rådmandens kontor. I denne socialoverlæge, som efter sit "lægelige skøn" måtte fraråde, at en mor fik lov til at sige Glædelig Jul til sine børn, fremstod lyslevende den behandlerisme, der ikke fatter, hvor videnskabens grænser går - og tillige en magtfuldkommenhed, der i praksis ytrer sig som professionelt had til den almindelige regelløse menneskelige samhørighed, der ikke lader sig sætte i socialt system.

Og den mand udtaler nu til Jyllands-Posten, at man samarbejder for længe med forældrene i stedet for, at barnet "kommer hjemmefra i tide"...

I nævnte tilfælde kom børnene hjem, da "samarbejdet" med moderen skønnedes ophørt. Sådan kan ordet "samarbejde" betyde så meget forskelligt.

Jeg kunne fodre Anja Mellerris med eksempler som ovenstående julehistorie: tvangsfjernelser af en ganske anden art end dem, hun selv betegner som "tvivlsomme", og hvor forældrene er narkomaner, og børnene render rundt uden tøj på.

For selvfølgelig skal et barn tvangsfjernes, når dets liv eller helbred er truet, og forvaltningen iøvrigt har gjort et reelt, men forgæves forsøg på at hjælpe familien. Det er skønsprincippet og bistandslovens formulering: "barnets velfærd", der har skabt retsløshedens totale vilkårlighed. "Barnets velfærd" er nemlig ret ofte truet, når sagsbehandleren - eller ekspert-grupperne bagved - har set sig tilstrækkelig gal på familien.

Det lyder umenneskeligt, men er såre menneskeligt; for bistandssystemet er et belastende system at arbejde under. Grundfejlen er en lov og et skønsprincip, der tildeler offentlige hjælpere en så frygtindgydende magt. Den kan intet syndigt menneske bære, uden at magten bliver dæmonisk og destruktiv.