Satans rasen fra Teheran og de danske knæfald

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1989, s.63-66.

Er blasfemi det samme under Margrethe II som under Khomeini?

Salman Rushdies store roman "De sataniske skriftsteder" - bogen, som opinionsdannede analfabeter fra Khomeini til Kristeligt Dagblads lederskribent har stemplet som blasfemisk uden at have læst den - kan i dag ses som en profeti om det vanvid, bogen selv har udløst.

Den total krig, Islam har indledt - ikke blot mod den indo-engelske frafaldne muslim, Salman Rushdie, og alle, der udgiver og distribuerer hans bog, men mod hele kristenheden og den vestlige verdens åndsfrihed - kom måske nok overraskende for forfatteren personligt, men hans bog rummer i grunden en viden om det hele på forhånd.

Rushdies værk har nemlig to pointer.

For det første, at der er en hårfin dialektik mellem det hellige og det sataniske, som gør menneskets fornuft afmægtig overfor spørgsmålet: Er det gud eller satan, der åbenbarer sig? - Er de skriftsteder, man påberåber sig, guddommelige eller sataniske?

Kun eet svar er sikkert: Den, der kan besvare spørgsmålet så afgjort, at han identifieerer sin egen vilje med guds, han er satans talerør. Thi djævelen klæder sig gerne i en lysengels skikkelse - med et udtryk, der ikke er hentet fra Rushdie, men fra Paulus.

Altså er Muhammed og Islam satans talerør.

For det andet: Bogen er et bevægende signalement af emigrantens søndersprængte og absurde univers - Rushdies eget - hvor rødderne til den fædrende jord er kappet over. I dette univers yngler det religiøse sværmeri, som er den sataniske magtgalskabs forudsætning. Det er bogens grundide, at kun ved at høre hjemme et sted, har man mulighed for at skelne mellem guds og satans stemme. Thi satans kejserrige er i hjemløshedens tynde luft. Satan er - med et citat fra Daniel Defoe, som er bogens motto - uden fast hjemsted.

Dér er i dybeste forstand menneskets sted. Men der er i en mere konkret forstand emigrantens sted, siger Rushdie. For at overleve må han forstille sig og skifte sit ansigt ud med masker (romanens hovedpersoner Gibreel og Saladin er skuespillere). Prisgivet identitetsløsheden, frit svævende i en vægtløs blandingskultur er emigranten udsat for at gå i stykker i den sataniske dialektiks tomrum (andetsteds kalder Rushdie det et "gudsskabt tomrum"). Sådan går det i romanen den forlorne og skabagtige skuespiller Gibreel (muslimernes navn for Gabriel). Han vil være ærkeenglen selv, og det er ham, der i een af bogens drømmesekvenser giver Muhammed/djævelen hans åbenbaringer. Gibreel er uden tro, fornærmet på gud. Han vil selv spille gud - samtidigt med at han står betragtende udenfor sit eget liv - uden skyld i de ulykker han påfører andre.

Den forkælede og selvoptagne sværmer ender som en bestialsk morder og demonstrerer hele fylden af sin guddommelige selvherlighed, da han til slut tager sit eget liv. Thi for ham kan alt lade sig gøre, og intet er virkeligt. Hans modpol Saladin derimod ved, hvad personlig skyld er. Han finder tilbage til sit eget fædreland og sin identitets rødder ved at lære at acceptere sit folk, som det er - i stedet for at snobbe for den vestlige kultur. Han kvitter skuespilleriets sjælløse imitationskunst og bliver sig selv.

Identitetsløshedens spøgelse truer imidlertid ifølge Rushdie også det Vesten, hvis glitrende underholdnings-verden bevæger sig mod tomheden.

Bogen er ikke noget politisk manifest, men en ubarmhjertig selvbekendelse og et hvast opgør i romanform. Den taler imidlertid så umisforståeligt, at man ikke fatter, hvordan dens danske kritikere stort set har kunnet overhøre dens anliggende.

Tidehverv vil i næste nummer indeholde en gennemgang af bogen med citater. For nærværende skal der peges på skæringspunktet mellem romanens virkelighed og den faktiske virkelighed, reaktionen har gjort opmærksom på.

Det begyndte i Bradford
Den konklusion, som Rushdie ikke drager, men som for den tænksomme vesterlænding drager sig selv i forlængelse af læsningen, er gruen over den tomme rodløshed, der har drevet de vestlige stater til deres indvandrerpolitiske selvmord i tro på, at alt kunne lade sig gøre. Nu ser de skriften på væggen: De muslimske "gæster" demonstrerer truende mod åndsfriheden i deres værtsland og forlanger en bog, som er kritisk overfor Islam, bandlyst og forbudt.

Den danske udenrigsminister, hvis pligt det havde været øjeblikkeligt at udvise den iranske chargé d'affaire i København, da denne offentligt identificerede sig med sin regerings mordtrusler og således optrådte som officiel leder af en mordkommando i landet, lod i stedet en underordnet embedsmand give diplomaten en mild folkeretslig formaning. Dermed gjorde regeringen Danmark til et besat land. Det skulle siden vise sig, at den på det tidspunkt var optaget af at sikre en handelsaftale med Iran om feta-ost for olie. Hermed har regeringen dokumenteret, at den slet ikke er regering, men kun et økonomisk administrationskontor.

Jo, det tør siges, at de begivenheder, romanen har fremkaldt, bekræfter dens profeti.

Man skal bemærke sig, at Islams mobilisering ikke begyndte i Teheran, men i den engelske kommune, Bradford, hvor de muslimske indvandrere dominerer bystyret, og hvor moskéer har erstattet kirker. Det var i den selvsamme kommune, den engelske rektor, Ray Honeyford, i 1985 blev terroriseret ud af sit embede, fordi han påpegede den multietniske undervisnings ødelæggende virkning for et skolevæsen, der egentlig skulle være engelsk. Bradford er et skoleeksempel på, hvorledes vestlig og mellemøstlig totalitarisme - marxistiske ekstremister og muslimske fundamentalister - har allieret sig i et massivt destabiliseringsfelttog mod nationens folkelige sammenhold og retsorden.

Det var netop i Bradford, bogbrændingerne begyndte i januar. At præsteskabet i Teheran ikke har læst Rushdies roman, er indlysende, og de få muslimer, der har læst den, har tydeligvis ikke forstået et suk - hvilket de også mangler åndelige forudsætninger for (Rushdie selv har tilegnet sig en imponerende fond af litterær vestlig viden og dannelse). Der kan næppe herske tvivl om, at det er Englands intellektuelle marxistiske indvandrer-lobby, som har læst romanen og set sin politiske fordel i at antænde lunten til den islamiske krudttønde ved at gøre det muslimske præsteskab opmærksom på "fornærmelserne mod profeten".

Islams sataniske rasen mod Vesten er altså ikke fremkaldt i Teheran, men i Vesten selv. Også her følger virkeligheden den rushdie'ske dialektik. Det er ikke til at vide, hvor Satan nøjagtigt befinder sig. Vanviddet er fremkaldt af det vestlige revolutionære sværmeri, som i disse år taber terræn - i alliance med indvandrede muslimske fundamentalister, der i realiteten fungerer som Khomeinis agenter. De behøver ikke engang at være plantede. Troen vil forene dem fra Teheran til Bradford og Ishøj - og det hvadenten de kalder sig flygtninge eller ej. Islam er den nye totalitære og antikristelige kraft, som vil erstatte den dogmatiske socialismes, der nu synger på sidste vers.

Det svarer i grunden til en anden indisk Islam-kritiker, V. S. Naipauls påvisning af, at vel er Islams lære og dogmatiske krav på en verdensbeherskelse den samme som altid, men den slumrende kæmpes aktuelle opvågnen til ny revolutionær kraft og vilje til verdensbeherskelse er inspireret af mødet med Vestens politiske revolutions-sværmeri. ("Blandt de rettroende").

Flygtninge for Khomeini
Vore hjemlige kulturradikale intellektuelle har hidtil afvist alle kritiske advarsler mod den indenlandske islamiske trussel. De har henvist til, at iranere, som var flygtet fra Khomeini, naturligvis var færdige med al fundamentalisme. Og de blev rystede i deres humanistiske barnetro lørdag den 25. februar. 2-3000 muslimer vandrede da igennem Københavns gader med transparenter, som forlanger censur indført med et forbud mod trykning af den af Khomeini bandlyste roman. Gæsterne forlangte værtslandets grundlov ændret i overensstemmelse med koranen.

- Hvabehar'? De kulturradikale måtte gnide øjnene et par gange. Som fakkelbærere for den højeste oplysning har de tit og ofte måttet smile overbærende ad den latterlige tanke, at noget så obskurt som tro skulle spille nogen rolle i vore dage. For det var nu deres tro. Når alt kom til alt, tænkte muslimer og folk fra en kristen kultur nok på samme måde. Ikke sandt? - vi er jo mennesker allesammen og derfor i grunden ens. Og når bare vi er tolerante og næstekærlige...

Deres overbærende smil er nu veget for dyb forbløffelse over en virkelighed, de ikke kendte.

En af de forbløffede var SF'eren Torben Krogh. I en radiokommentar erklærede han, at synet af denne demonstration havde været dybt uhyggeligt. Men så gik han ilsomt besværgende i gang med at udlægge begivenheden:

Man måtte huske, at til ytringsfriheden hører også retten til at demonstrere imod ytringsfriheden. Og demonstrationen havde jo ikke direkte støttet Khomeinis dødstrusler. Argumentationens logik og situationsfornemmelse svarer til, om en dansk demonstration mod jøderne i 1944 havde villet påberåbe sig, at den sandelig ikke støttede Hitlers jødeforfølgelser. Adskillige herboende muslimer har da også i medierne erklæret - efter nogen overvejelse - at de nok ikke ville gå så vidt i deres modstand mod bogen som til at myrde folk.

Torben Krogh forstod på en måde godt, at der var nogle, der sagde: "De skal ikke komme herop og belære os om, hvad vi må læse". Alligevel måtte han påpege, at denne argumentation skød forbi. For nu er indvandrerne jo en del af det danske samfund!

Det er den form for elementær tankebrist, som logikken kalder et petitio principii - at forudsætte det, som man vil bevise. Det var jo netop det, vi skulle drøfte: dels om det er ønskeligt og dels om det er muligt, at muslimer i større antal bliver en integreret del af Danmark.

Torben Krogh kan have ret, for så vidt han mener, at de fremmede, vi har givet ophold, har vi pligt til at behandle ordentligt. Men det forudsætter sandelig, at de opfører sig som ordentlige gæster, respekterer dansk tro og retssyn og ikke forlanger værtslandet ændret efter forbillede af det land, de har forladt. Det er øvrighedens pligt i værtslandet at forlange dette af de fremmede og udvise dem, hvis de ikke efterlever det.

Med et citat fra fortalen til Martin Luthers lille katekismus, som her skal anføres med en særlig hilsen til Dansk Flygtningehjælp:

"For skønt man hverken kan eller skal tvinge nogen til tro, så skal man dog drage omsorg for, at folk ved, hvad der er ret og uret hos dem, de vil bo, ernære sig og leve hos. For den, der vil bo i en by, han skal kende og overholde den byret, hvis fordele han vil nyde, uanset om han tror eller han i hjertet er en skurk eller slyngel".

Blasfemi - lov eller censur
Et højdepunkt i komisk proportionsforvrængning nåede Torben Krogh, da han lancerede sammenligningen mellem shia-muslimernes truende censurkrav med nogle vestjyske missionsfolks protest mod, at Danmarks Radio i sin tid lod afsynge Jesper Jensens harmløst infantile sang, "Øjet", som de fandt blasfemisk. Eller en tidligere trafikministers ordre til, at Jens Jørgen Thorsens vægmaleri af Jesus med en kæmpe-penis blev fjernet fra en S-togs-station.

Var det ikke også en krænkelse af ytringsfriheden under henvisning til blasfemiloven? - spørger Torben Krogh.

Nej, det var det ikke. Jens Jørgen Thorsen må naturligvis tilfredsstille sig ved at tegne ligeså mange og ligeså store tissemænd, som han vil - og på hvem som helst. Men ejermanden til den væg, hvorpå de er tegnet, har selvsagt en ligeså indlysende ret til at få lokums-kradserierne fjernet øjeblikkeligt. Ganske som radiorådsmedlemmer og andre kan mene, at en sang er under en dansk monopolradios niveau - uden at de af den grund går ind for censur. Ingen har jo protesteret mod sangens udgivelse på tryk eller på plade.

Sammenligningen mellem kravet om bortcensurering af et litterært mesterværk - som enhver iøvrigt kan undlade at læse - og så en offentligt sanktioneret smagløs tegning, der har det ene formål at genere samtlige forbipasserende S-togs-passagerer, er ikke noget flatterende vidnesbyrd om Torben Kroghs åndsevner.

På eet punkt er Torben Kroghs kommentar imidlertid karakteristisk for den generelle mediedebat om sagen. Det mest påfaldende udtryk for den vestlige begrebsforvirring og uvidenhed om baggrunden for konfrontationen finder man i hjemlige kommentatorers accept af, at Rushdies bog er blasfemisk, fordi den gør op med Islam (og iøvrigt gør det langt skarpere, end kritikerne har forstået).

Men blasfemi betyder ikke det samme i et kristent og i et islamisk land! Og her tænker jeg ikke bare på den banalitet, at blasfemi for den kristne er forhånelse af Kristus, mens det for muslimen er forhånelse af Muhammed og hans lære.

Jeg tænker derimod på, at mens koranen, som for muslimen er både guddommelig og borgerlig lov, forordner straf for krænkelse af profetens ære, så afviser kristendommen ethvert forsøg på gennem den borgerlige lovs magtanvendelse at forsvare Kristi ære.

Muhamed forsvarede unægtelig selv sin ære med en nøjeregnende forfængelighed og henvisning til Allahs vilje - som når han i koranen lader Allah sige om ham selv:

"De, der sænker stemmen i nærværelse af Guds profet, er de mennesker, hvis hjerter Gud har draget mod fromhed. Deres synder skal forlades dem, og de skal få stor løn. De, som kalder på dig udefra (medens du er i dit værelse), har for størstedelen ingen forståelse af, hvad de skylder dig. Hvis de ventede tålmodigt, indtil du kom ud til dem, var det bedre for dem". (Kap. 49, 2).

Blasfemi og evangelium
For en islamisk øvrighed er den, der forhåner profeten, hjemfalden til borgerlig straf. Kristus var derimod frelser, netop da han på korset blev forhånet af mennesker - og efter at han selv havde sagt: "I skal alle forarges på mig". Alle.

Forargelsen kan kun Gud selv overvinde ved troen. Den borgerlige lov hverken kan eller skal. Det forbyder evangeliets egen sondring mellem åndeligt og verdsligt regimente - den sondring, som for muslimer er den størst tænkelige forargelse og meningsløshed.

Med Grundtvigs ord om vor Herre:

Kun hvor han frit fornægtes kan,
Åbenbart frit bekendes han.

Sondringen mellem tro og borgerlig lov er ikke alene en hovedhjørnesten i den kristnes bekendelse. Den er tillige et alment kulturelt nedslag i kristenhedens lovgivning, som alle borgere i et kristent land anser for selvfølgelig, hvadenten de er medlemmer af folkekirken, eller de fornægter kristendommen for fuldt udtræk.

Hvad er da en blasfemi-lov i et kristent land? - Blasfemi betyder "ond tale", og en lov herimod er for det første det kristne lands erkendelse af, at dets borgerlige lov aldrig kan være overordnet eller sideordnet Guds lov. Den borgerlige lov skal ikke identificere sig med Guds lov, men den skal vide af, at Guds lov er til - som skjult for selv den skarpsindigste retsfilosof, men som forudsætning for, at der overhovedet er noget der hedder ret.

Heraf følger nu for det andet: En blasfemi-paragraf i et kristent land kan og skal i praksis ikke være andet end en anstødeligheds-paragraf - et borgerligt krav om almindelig sømmelighed, som ikke modsiger ytringsfriheden, men er en nødvendig forudsætning for ytringsfriheden. Thi friheden går, med Monrads ord, altid til grunde ved sine egne udskejelser. Deraf følger også, at en blasfemi-lov kan have forskellige udformninger efter hvert lands kulturelle baggrund og fordomme.

Når fjottede danske præster i anledning af ayatollah Khomeinis mordtrusler mod dén, der gør op med profetens lære, har erklæret, at de nok principielt må være imod mordtrusler, men dog må erkende, at ayatollah'ens vrede over blasfemi er udtryk for en tros-alvor, som de kristne desværre savner - så har de dermed demonstreret deres egen totale mangel på alvor. Troens alvor forholder sig nemlig til evangeliets indhold, mens den, der kun forholder sig til trosalvorens attituder er en gudelig komediant som skuespilleren Gibreel i Rushdies roman.

Hvis dansk lovgivning respekterede det islamiske blasfemi-begreb, ville det i sin konsekvens betyde en nedlæggelse af den danske retsstat og en tilintetgørelse af hele vores åndsfrihedstradition. Det ville også betyde fornægtelse af det evangelium, som altid vil være i et radikalt opgør med "den falske profet", som Muhamed kaldes både i den middelalderlige tradition og hos reformatorerne. Enhver kristen prædiken er og skal være en blasfemi i Islams øjne. Det vil derfor ikke være gjort med at bortcensurere Rushdies bog. Dante og Martin Luther og mange andre kristne fædre og forfattere må også på bålet. (Faktisk hár shia-muslimer allerede truet med at sprænge Dantes gravmæle i luften, hvis ikke Ravennas borgmester tilbagekalder digterens fornærmende ytringer om profeten i "Divina Comedia").

Begrebsforvirringen blandt danske pressekommentatorer kan stort set sammenfattes i den fælles formel: 1) Rushdies bog er nok blasfemisk, når muslimerne nu selv siger det. 2) Men blasfemi-paragraffen er egentlig en betænkelig indskrænkning af ytringsfriheden. 3) Men Rushdies bog er nu alligevel blasfemisk, og det er intolerant.

Således kan der siges både pro et contra. Thi et moderne vesten, som har glemt, at religionsfrihed og åndsfrihed er sat af kristendommen, opererer med et frihedsbegreb, som er uden instans - uden lov. Derfor står det vaklende og afvæbnet overfor en Islams konsekvente lov-rigorisme. Ja, det Vesten, som i de sidste tyve år har fornægtet al lov og autoritet, synes nu på en omvendt måde at fascineres af ayatollah'ens absolutte og dæmoniske autoritet. De sidste tyve års lov-fornægtelse vil af sig selv forvendes til lovtrældom.

Det er som hos Rushdie: sværmeriet indgiver magtgalskaben dens åbenbarelse.

Khomeini og den kristelige pænhed
Det styggeste knæfald for Islams blasfemi-begreb i tolerancens navn har vi fundet i Kristeligt Dagblad. I en leder af 28. februar trækkes den begavede parallel mellem ayatollahens censur og danskernes vrede over den stakkels tissemands-fikserede Jens Jørgen Thorsen af stalden. Og så fortsætter lederskribenten:

"Mod blasfemi-paragraffen kan anføres både, at den krænker trykke- og ytringsfriheden, og væsentligere, at religionen ikke behøver og i et demokratisk samfund ej heller uden videre er tjent med myndighedernes beskyttelse gennem en blasfemi-lov. Men spørgsmålet aktualiseres unægteligt, når pastor Søren Krarup bebuder, at Tidehvervs forlag vil indkøbe og forhandle "De sataniske vers". Selv uden at tro på statens og lovgivningens indgriben mod blasfemi burde man dog forvente en sådan kristen forståelse for netop den side af sagen, at det ikke ligefrem er opgaven at medvirke til krænkelsen af andres religion".

Mere usselt kan det ikke være. Det er slemt nok med den vulgære åndløshed, der ligger i at stemple et betydeligt litterært værk som blasfemisk/krænkende uden at have læst det.

Det er værre med den fejghed, der viger tilbage for at kolportere en hvilken som helst bog, som fremmede magthavere under mordtrusler vil forbyde her i landet.

Det værste er, at her er ethvert spørgsmål om sandhed og ret skubbet til side for den kristelige pænhed og magelighed. Stød for guds skyld ikke nogens religiøse følelser - end ikke djævelens! Så risikerer du ikke selv at skulle stå inde for noget. Vær rar og tolerant mod alle, så vil vor Herre være rar og tolerant mod dig! Tag aldrig evangeliet så alvorligt, at det vækker anstød!

- Siger hældøreriets hoforgan, hvis motto er: "Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre".

Er dette skriftsted anbragt under avishovedet nu udtryk for troens lidenskab eller vantroens selvgode magelighed?

Se, det er ikke sådan lige til at regne ud for mennesker. Og heri ligger der en slående bekræftelse af en vigtig pointe i romanen "De sataniske skriftsteder": at djævelen kan gøre det helligste skriftsted til sit ved at lade mennesker se sig selv bekræftet i det.

Så vist som det er en borgerlig forpligtelse at hævde lov og ret med magt og styrke, så vist er det åndens tale, at overfor Gud har mennesket altid uret. Hvor bibelen ikke læses med den åndsvejledning, som sætter skellet mellem lov og evangelium, bliver hvert skriftsted satanisk - eller bibelen bliver til koran.

Den kirkelige pænhed gør Khomeini sin opvartning - ikke i tilslutning til hans mordtrusler - den slags synes Kristeligt Dagblad sandelig også er grimt - men i reverens for hans hævdelse af, hvad der er gudsbespotteligt.

Vi har kun set begyndelsen til konfrontationen mellem Islams sataniske rasen og kristenhedens selvopgivende holdningsløshed.

Noget tyder på, at der skal hårde prygl til, før virkeligheden gør så ondt, at den vestlige verden får øje på den.