Også dengang

Eversharp. Tidehverv, 1981, s.24.

Også dengang
Hvad der derfor mangler i vore Dage, hvad der er Grunden til det fattige, golde Kristenliv, det er ikke Mangel paa Oplysning i almindelig Forstand, saa at vi af denne Grund trængte til længere Skolegang; om saa alle tog theologisk Embedseksamen, vilde det ikke forbedre Tilstanden. Det er vel heller ikke egentlig Mangel paa alvorlige Præster og Lærere; det har da været fattigere i saa henseende før, og intet Land er maaske for Tiden bedre stillet i saa henseende, end Danmark er. Nej, det hvori Skaden stikker, er i Grunden Lovløshed, Samvittighedsløshed. Det er de manges Elendighed, der søle sig i Synd eller højst staar og jamrer og stamper i en Omvendelse, som ikke bliver til noget. Loven er afslappet i dem, og dette er Grunden til det golde Liv hos mangfoldige opvakte; det bliver ved Høren og kommer ikke til en kraftig Gjøren, saa Hus, Skole, Livet i det hele faar en virkelig ny Skikkelse; ret forstaaet er det Lovløshed. Saadannes hele Væsen og Vilje er afslappet, sjattet, forvrøvlet, ynkeligt; og hvad de mangler, er netop Lovens Ballast. Som et skib uden Ballast ligger højt paa Vandet, kastes hid og did, kan ikke styres, har altid Vand og Skum forind, ligner kort sagt en fuld Mand, saaledes er et Menneske stedt, som mangler Lovens Grund at staa paa. Dette vil jo med andre Ord sige, at vi mangler sand Alvor, og Alvor stammer fra Loven. Det fuldeste evangeliske Vidnesbyrd kan ikke rejse en Slægt, som ikke vil lade Loven kalde frem; thi Evangeliet har dér intet at mødes med, det bliver en Røst i Ørknen, som ikke møder noget Svar.

Der høres så ofte Forlangende om et Evangelium, som kan overdøve Loven; dette Forlangende springer ud af Blødagtighed og ender i fræk Lovløshed. Det har mere end én Gang løftet Hovedet i Kristenheden; det er Verdens Lyst og de allermest Gudeliges Lyst; men det ender i det grufulde. Naar Antikristen paa det sidste bestiger Prædikestolen, saa vil han fuldt ud prædike et Evangelium og slaa Loven ihjeld. Derfor kalder Apostlen ham ogsaa den lovløse (2. Thess.2,8); dermed er ment dette, at han vil skaffe Loven bort, Alvoren bort, gøre Naadens Rige til Syndens Tumleplads, til et Helvede. Men ham vil Herren selv fortære med sin Munds Aande, som er Loven, der lyder ovenfra, fordi den ikke længere lyder indefra. Fra inden er den til Frelse, thi "naar vi bedømmer os selv, skulle vi ikke dømmes" (1. Kor.11,31); men fra oven, naar den er bragt til at forstumme i Mennesket selv (Matth.25,44), da er den til Undergang og til Dom. Vi maa derfor takke Gud, om han revser os, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.

Otto Møller (i "Vægteren", nr. l, 1886)