Omkring antinomismeopgøret

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1981, s.115-116.

Det kan kun glæde mig, at det i Dansk Kirketidende nr. 20 - forekommer Jens Kvist at være særdeles klart, hvad jeg lægger i begrebet helliggørelse. Jeg har virkelig også gjort mig umage for, at det skulde være klart. Så meget mere mærkeligt er det derfor, at han alligevel totalt misforstår hvad jeg mener, og i stedet pådutter mig noget helt andet, som jeg ikke mener - men som altså må være det, som Jens Kvist finder særdeles klart. Han er dermed i mine øjne kommet til at afsløre sig som en antipietistisk pietist af samme observans som Johs. Lauridsen.

Jens Kvist viser, at han ikke har hørt ordentlig efter, hvad jeg siger, når han først kan referere Lauridsen, "at da Gud er den, der retfærdiggør syndere, kan mennesket overfor Gud aldrig blive andet end en synder og ethvert forsøg på at ville være andet er - ja, netop synd. For så forlader man sig ikke på Guds nåde helt og holdent, men man stoler mere på sine egne præstationer", og derefter sige, at en sådan tale er, hvad jeg kalder antinomisme. Det er ikke sandt. Jeg siger jo akkurat det samme. Det, som jeg kalder antinomisme hos Lauridsen og de andre, består i, at de ikke siger mere der, hvor der nødvendigvis skal siges andet og mere, for at det skal være evangelisk sandhed. De er gode påskeprædikanter, men slette pinseprædikanter, fordi de intet prædiker om helligåndens helliggørelse, men alene om Kristi forløsning (Luther om antinomerne). De vil ikke vide af den helliggørelse, som Luther kalder syndsudfejning, fordi de som dårer, der forgætter helligånden, ikke derved kan forstå andet end menneskets stræben efter at gøre sig uafhængig af nåden. De forstår ikke - eller de vil ikke forstå - at synderen ved nåden netop sættes ind i skyldigheden at leve i en taknemlighedens stræben efter at følge Kristus efter og dermed ligne den himmelske fader, hvilken skyldighed er selve menneskets liv som Guds skabning, der i syndens verden og under nådens og troens vilkår vil ytre sig som åndens strid imod kødets gerninger. Det at stå ved ånden er ikke en ny sikkerhed, men det er kun til som det, at den, der står må se til, at han ikke falder, se til, at han, når han lever ved ånden, også vandrer efter ånden og ikke efter kødet.

Jeg skal tillade mig at citere mig selv: "Det vil sige, at det, som antinomismen siger, kun er sandhed, hvis det forkyndes i forbindelse med en gentagelse af loven, sådan som denne, efter at den som den lov, der er sat for den uretfærdige, er afskaffet ved evangeliet, nu er et med evangeliet selv om Guds evige og uforanderlige vilje og faderlige befaling til mennesket om at elske ham og sin næste som sig selv, som selv giver, hvad den befaler, idet den befaler" (Tidehverv nr. 4, 1981 p. 46).

Hvad er det da, jeg virkelig mener om helliggørelse, når det ikke er det, som Jens Kvist pådutter mig? Lad mig først sige, at jeg taler som dialektiker og betjener mig af paradoxet, ikke for at sige ja og nej til det samme, men for således at gøre opmærksom på en virkelighed, der må udsige sig selv, eller rettere på stedet, hvor den gør det, hvis den gør det. Retfærdiggørelse og helliggørelse er een ting, men når de er een ting, er de to ting. Sagt på anden måde: de er den nådige Guds nærværelse hos syndere, og således er de een ting. Men denne ene nærværelse er Guds nærværelse som nåde for syndere og denne nådes vilje til at være i mennesket som Guds, og således er retfærdiggørelse og helliggørelse to ting. Gud forlader syndere al deres synd, men syndere under forladelsen befaler han, den nådige, som sine skabninger at være hellige, sådan som han selv er hellig. Helliggørelse kan der kun være tale om der, hvor synderen på grund af retfærdiggørelsen allerede er fuldkommen hellig for Gud ved tilregnelsen af Kristi hellighed, og der kan ingen tilregnelse af Kristi hellighed være, uden at helliggørelsesfordringen er der med det samme. Men kan der være brug for nogen anden helliggørelse, når synderen ved retfærdiggørelsen er fuldkommen hellig? Det vil den fornuft, der ikke sanser det, som er Guds - og som, hvis den bryder ind på dette sted, skaber den antinomistiske tankegang - mene, at der ikke kan være. Men helligånden mener noget andet end fornuften. Netop der, hvor fornuften vil sætte punktum - og dermed rationalistisk forfalsker retfærdiggørelsen - tager helliggørelsen fat, ikke menneskets helliggørelse af sig selv, men helligåndens helliggørelse af mennesket. Den kan man godt kalde en proces eller en progressus, en fremadskriden, når man blot husker på, at den ikke har noget at gøre med en sådan proces, hvorunder det fromme mennesker er tilskuer til sin egen forbedring og væxt, men så meget mere har at gøre med den syndsudfejning, som er Guds helliggørelse af mennesket til at være et tempel for hans ånd. Gud holder fast ved det hele menneske, som han har skabt, og fører derfor en uophørlig krig imod den synd, der bliver i mennesket også under nåden, indtil den i evigheden er udslettet helt. Derfor efterlader Gud ikke det udvortes menneske i syndens og dødens fordærvelse, men han oprejser også dette, sådan som han allerede har oprejst det indvortes menneske med Kristus ved troen. Hvor syndernes forladelse er ved Guds nærværelse som virkelighed, der følger også kødets opstandelse, som jo er det, at Guds nærværelse, som er hel og fuld i retfærdighedstilregnelsen, men på usynlig måde og for troen, gør sig synligt åbenbar som det, den er. Det, som er skjult, skal åbenbares, sådan som en sådan progressus, er Gud nærværende som Gud. Den, som blot vil holde sig trosbekendelsens ord om syndernes forladelse og kødets opstandelse for øje, vil ingen vanskelighed have ved at forstå det, som jeg siger om retfærdiggørelse som een ting og samtidig som to ting. Helliggørelsen er jo intet andet end opstandelsens nye liv, der strax tager fat på at gøre sig åbenbart der, hvor retfærdiggørelsen, syndernes forladelse, usynligt i forvejen er. Men dette nye liv er der kun som en begyndelse og dette tilmed som et liv, der skjuler sig under det modsattes, under dødens, udseende. Det nye liv ytrer sig i striden mellem ånd og kød i mennesket, således at det menneske, der ved retfærdiggørelsen er udleveret til helliggørelsens progressus, bestandig må sige, at han ikke allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen, men jager derefter, om han dog kunde gribe det - og således ikke kan komme til at rose sig af egne helliggørelsesresultater. Bestandig står han overfor formaningen til at aflægge det gamle menneske og iføre sig det nye, og forsåvidt er det at skride frem at begynde forfra påny. Men i og med og under dette drives han usynligt af Guds ånd, der selv fører striden for ham og med ham og derved uophørligt fører ham nærmere målet ved at ligedanne ham med den Kristus, som nådestilregnelsen har forenet ham fuldkomment med, i hans død og dermed også i hans opstandelse. Hvor den kristne på en gang er synder og retfærdig i retfærdiggørelsens totalaspekt, der er han også på en gang synder og retfærdig i helliggørelsens partialaspekt, det ene kan ikke være uden det andet, så sandt Guds nærværelse er Guds nærværelse. Og derfor er helliggørelsesformaningens tilstedeværelse kriteriet på, at der er prædiket ret om retfærdiggørelsen, mens dens udebliven er vidnesbyrdet om, at retfærdiggørelsesforkyndelsen er forvansket til objektiv lære eller antinomistisk gnosis. Og det, at der på førstepladsen bliver prædiket retfærdiggørelse af den ugudelige, og at Kristus alene er synderens retfærdighed for Gud, er kriteriet på, at den efterfølgende helliggørelsesformaning er helligåndens formaning, der formaner ved Guds barmhjertighed, og ikke fornuftens og gerningsretfærdighedens, der formaner ved loven og menneskets egen vilje.

Jeg er helt enig med Jens Kvist i, at man i en theologisk diskussion bliver nødt til at gå ud fra, at det er det samme, man taler om, og at eventuelle misforståelser må rettes. Men når jeg så gør, hvad jeg kan, for at rette misforståelsen - hvad jeg efter fattig evne har prøvet at gøre, hvor det gælder Johs. Lauridsen og hans meningsfællers åbenlyse misforståelse af mig - med det som eneste resultat, at misforståelsen bare bliver gentaget uforandret, så kan jeg ikke gøre andet end at konstatere, at samtalen er afbrudt og det af min diskussionspartner og tilsyneladende med fuldt overlæg. Når man på trods af min udtrykkelige indsigelse tiltager sig retten til at fastlægge, hvad jeg mener med mine ord og begreber, uden hensyntagen til, hvad jeg selv siger herom, så er samtalen afbrudt. Når man ikke ønsker at høre, hvad ens samtalepartner mener med sine ord, så ligger der deri en fjernelse af samtalens mulighed. Man har forvandlet samtalen til en monolog eller en pseudosamtale, selv om man fortsat giver det udseende af, at man er frisindet og villig til at fortsætte samtalen i det uendelige, om så skal være. Samtalens afbrydelse i frisindets navn.

Selvfølgelig er jeg villig til at stå til regnskab for, hvad jeg har talt og skrevet om retfærdiggørelse og helliggørelse og antinomisme. Men jeg stiller den ufravigelige betingelse til enhver, der vil samtale med mig, at han skal høre efter, hvad jeg siger, og lade mig selv definere de begreber, jeg anvender, - og f. ex. lade være med at hente sin egen definition af helliggørelse fra missionshuset for derefter at pådutte mig den. Jeg kan også sige det på den anden måde, at jeg forlanger af den, som jeg skal samtale med, at han tager den sag, som er oppe til diskussion, alvorligt og ikke er ude på at underholde sig selv og andre ved at finde en passende genstand for en pjattet "religionskrig". Og vil man så ikke samtale med mig, fordi man ikke mener at kunne gå ind for denne betingelse, og fordi man ser et bevis for manglende frisind hos mig i, at jeg stiller den, så er der råd for det. Så kan man nemlig i stedet gå ind i en samtale med Paulus og Luther om retfærdiggørelse og helliggørelse, og jeg tør love enhver, der vil indlade sig på noget sådant, at han ikke skal komme til at mangle svar - om han da hører ordentlig efter, hvad de siger.