Grundloven for al øvrighed

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1988, s.10-11.

Ministre og politikere kan i vore dage på det nærmeste defineres som mennesker, hvis ord folket ikke kan stole på. De lover så meget og holder så lidt. Og derfor er det nødvendigt, at der til stadighed bliver gået skarpt i rette med dem af folket, der må være berettiget til at kræve ordholdenhed af de styrende. Kun derved kan balancen mellem dem, der regerer, og dem, der bliver regeret, opretholdes. Når ministre og politikere f.ex. taler om skattelettelser, må man være forberedt på, at de har planer om skatteforhøjelser, når de taler om Danmark for folket, må man regne med, at de er ude for at vinde fordele for deres eget parti o.s.v. De mener, at de er nødt til at love meget, for ellers vil deres vælgere ikke stemme på dem. Og de mener, at de er nødt til kun at holde lidt eller intet, for ellers vil virkeligheden ikke kunne stemme overens med det, de siger, at de vil gøre, og den vil heller ikke give dem sin stemme. Og det er naturligt, at folket gør indsigelse, hvor det bliver åbenlyst for det, at de styrendes ord ikke står til troende, for det er jo det, der bliver narret. Og den, som ser, at han bliver holdt for nar, kan ikke undgå at blive vred på den, som han bliver narret af. Det er noget, som vi alle godt ved, og vi kan tilmed forstå, at det ikke vil blive anderledes i en verden, hvor sandheden er Guds, og løgnen er det menneskes, som taler af sit eget, og hvor mennesket ikke kan vide, hvad morgendagen bringer, og hvor det derfor ikke kan love noget om fremtiden, men kun om, hvad det selv vil gøre idag.

Det kan derfor ikke undre os, hvor vi åbenlyst får at se, at ministre og politikere har et forhold til sandheden, som ganske ligner - vort eget. De og vi lever i en verden, hvor Gud alene er sanddru og hvert menneske en løgner. Men derfor giver det heller ingen mening for os at forsikre, at vi aldrig, aldrig mere vil stole på politikere, hvis vi griber en af dem på fersk gerning i upålidelighed. Det vil jo være det samme som at sige, at vi ikke vil leve, før vi får en anden og bedre verden at leve i, og så gør man politik til noget absolut, og det er der ikke visdom i. Det er jo heller ikke meningen med vort liv, at vi skal kunne stole på ministres og politikeres løfter. Vi skal bare leve vor hverdag i forventning til deres embede, som ikke er af dem selv, og i relativ tillid og mistillid regne deres menneskelige løfter for det, de er værd. Og den øvrighed, som kun kan være øvrighed ved at være af Gud, skal heller ikke vente, at borgerne i landet stoler på dens menneskelige løfter, men vente, at de stoler på, at den varetager det den af Gud givne embede ret og således styrer landet som den, der kun er redskab for hans styrelse. Men denne forventning hos øvrigheden til borgerne om, at de har en sådan forventning til den, kan kun være oprigtig hos øvrigheden, hvor denne anerkender, at den er Guds tjener og ikke Gud selv - altså at den, som befaler, selv er under befaling. Øvrigheden viser, at den venter på denne forventning og tillid fra borgernes side, ved at den varetager sit embede ret og adlyder den befaling, som dens embede retter til embedsindehaveren selv. Gør øvrigheden ikke det, så venter den ikke, som den skal, på tillid fra borgernes side, og det er da heller ikke menneskelig muligt for disse at have nogen tillid og forventning til den.

I Romerbrevet kap. 13 taler Paulus om øvrighedens embede og siger, at øvrigheden er af Gud med det ansvar, som dette indebærer, nemlig at den er absolut skyldig at bruge sin magt til at værne den gode og straffe den onde og således sørge for, at lov og ret råder i landet. I Johannes Åbenbaring kap. 13 udtrykker Johannes ikke et andet og mere pessimistisk syn på øvrigheden, men han siger, at hvor den øvrighed, hvis bestemmelse er at være Guds tjener, i egenmægtighed og hovmod misforstår sin opgave og gør sig selv til Gud, der dæmoniseres den og bliver til en tjener for det onde, til "det store dyr i åbenbaringen", til en djævelsk fordærvsmagt, hvori øvrigheden er blevet til bærer af og redskab for den totalitære stat, som sandelig ikke er "Guds gang i verden", men et helvede for mennesker på jorden - og som er det eneste, den mod Gud ulydige øvrighed er i stand til at være ved sin stræben efter at forbedre verden og skabe et gudsrige uden Gud. Det er enhver mod Gud ulydig øvrigheds sande væsen, som Johannes afslører ved at tegne billedet af det store dyr. Og derved viser han indirekte hen til Paulus' ord i Rom. 13 som den eneste mulige selvforståelse for enhver øvrighed, der skal gøre en ret øvrigheds gerning.

Den øvrighed, som ikke gør, hvad den skal, ikke vedkender sig sit ansvar og ikke bruger den myndighed, der er den betroet, i lydighed mod den befaling, den selv er undergivet, ikke vil være det ene, som en øvrighed kan være, nemlig af Gud og dermed krævet til regnskab for sin embedsførelse af ham, den er - næst efter den kirke, der prædiker et "anderledes", et antikristeligt evangelium - det mest fordærvelige af alt på jorden. En sådan øvrighed kan intet menneske stole på eller vente sig nogetsomhelst godt af, for den kan ikke gøre andet end det, som er ondt, og hvorved det folk, hvis øvrighed den er, ledes i undergang. I denne situation er landets borgere fremdeles skyldige at ære øvrighedens embede - dette embede er jo stadig af Gud, selv om misbruget af det er af djævelen - men folket kan nu kun ære dette og vise øvrigheden den tillid for dens embedes skyld, som den behøver for at kunne udøve embedet ret, ved at sige til den og overhovedet til alle politikere, at sådan og ikke anderledes er vilkårene for at være øvrighed, altså ved at gøre øvrigheden opmærksom på dens ansvar. Så må øvrigheden enten omvende sig til sit ansvar og gøre, hvad der er den befalet at gøre som tjener for Gud, holde sig til sit embede og gøre, hvad den kan, for at lov og ret kan råde i landet. Eller også må den fremture i sin uretfærdighed og finde sig i at blive knust i det sammenstød med hans almægtige forsyns regering, som da er det eneste, der overhovedet kan ske ved dens regering - knust i lighed med Johannes-åbenbaringens store dyr ved at blive afsløret i sin ugudelighed og dermed i sin magtesløshed midt i sin tilsyneladende triumf. Og at sige dette er samtidig den eneste måde, hvorpå folket kan vise den øvrighed, der misbruger sit embede ved ikke at ville være af Gud, den mistillid, den fortjener. For der, hvor Guds sandhed ikke løser til lydighed og liv, så ingen kan binde, der binder den til ulydighed og undergang, så ingen kan løse.

Det er grundvilkåret eller grundloven for øvrighedens embedsgerning, og den grundlov skal bestandig stå alle ministre og politikere klart for øje. For kun der, hvor den bliver overholdt, og deres gerning til stadighed begynder med at adlyde den, kan det være noget bevendt også med den konkrete lovgivning og rettens udøvelse og den praktiske politik. Kun der, hvor øvrigheden frygter Gud, kan den i hans sandheds lys se den vej, den skal vælge. Regna firmat pietas.