Kulturel succes - teologisk vanskæbne

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1993, s.88-91.

Vurderingen af Løgstrup

Hans Hauge, lektor ved Århus universitet, har, som han selv oplyser, oprindelig sat sig for at skrive en introduktion til K. E. Løgstrups forfatterskab, men har siden ændret sit forsæt, så at det endelige resultat er blevet en syvhundrede sider lang, "intellektuel biografi" af Løgstrup, en benævnelse, der lyder noget abstrakt, hvis man ikke vil sige spøgelsesagtig, i sin ubestemmelighed. Man kunne nok have ønsket, at Hauge havde holdt fast ved den oprindelige plan, for den intellektuelle biografi, hvad noget sådant ellers måtte være, kommer i stand ved, at der så at sige tages et aftryk af det hele forfatterskab, som det umiddelbart foreligger for en objektiv betragtning, og gøres rede for de kulturelle og filosofiske omgivelser og sammenhænge, hvori det fremtræder. Men om noget opgør med forfatterskabets indhold og tendens - som netop angives at være opgør - er der ikke tale i Hauges bog. Han synes ikke at spørge synderligt efter dets betydning for ham selv. Og det er en mangel. Han beskriver forfatterskabet, dets forskellige faser, bevægelserne i det og de påvirkninger, det sandsynligvis er kommet i stand ved eller har været udsat for. Og så punktum.

På den måde kommer man hverken mennesket K. E. Løgstrup eller den fascination, som forfatterskabet har udøvet og kunnet udøve, ind på livet. Det løgstrupske forfatterskab er uden tvivl af mange i vor tid følt som en momentan klaring af eksistensspørgsmål, som de selv har tumlet med, følt sådan af mennesker, der finder sig selv i en verden, hvor det religiøse har mistet sin myndighed, hvor Gud er borte, og videnskaben er sandhedsorakel, hvor menneskene er alene med hinanden, og hvor ingen kan sige, hvad der er ret, og hvad der er uret. Og når man ikke kan sige, at Hauges bog i noget videre omfang bidrager til at gøre det forståeligt, hvorfor så mange har flokkedes om Løgstrup som vor tidsalders store vismand, så er der grund til at antage, at det hænger sammen med, at der i den ikke spørges dybtgående nok, ikke gøres op, ikke tages personlig stilling.

Hauge bygger inddelingen af sin intellektuelle biografi op på Løgstrups selvbiografiske tale om tre "fromhedsbølger" - senpietismen, eksistentialismen og marxismen - som Hauge oplyser selv at have været igennem, og det skal vel i læserens øjne gøre ham troværdigt rustet for sin opgave. Som en helt særlig kvalifikation for at forstå Løgstrup nævner Hauge, at han i sin tid i Studenterkredsen tilhørte - ikke Løgstrupfløjen, men Tidehvervsfløjen, et synspunkt, der nok ville have været mere troværdigt, dersom Hauge i sin bog havde røbet blot nogen forståelse af, hvad Tidehverv er. Men det er blot altfor tydeligt, at hans kontakt med denne "fromhedsbølge" har indskrænket sig til den i kirkelige kredse populære misforståelse af den. At Tidehverv ikke er eller har været eller sigtet på at være en bevægelse eller en forening, som har fundet sin morskab i at smide sådanne ud, som ikke har villet lade sig ensrette, men derimod er en løbende samtale mellem mennesker, der behøver at spørge efter forståelsen af evangeliet, og som samtidig ved om, at en sådan samtale ikke kan gå for sig uden strid, fordi det er som syndere, at de må spørge, det synes ikke at være gået op for Hauge. Og det kan også være tvivlsomt, om det nogensinde gik op for Løgstrup.

Men når disse kritiske bemærkninger er sagt, og det står klart, at Hauges bog ikke kan være "Bogen om Løgstrup" - åbenbart fordi den som et værk af en kulturskribent nok udviser teknisk dygtighed, men synes uden lidenskab for den sandhed, som opbygger - så kan man godt bruge bogen som en objektiv præsentation af hele Løgstrups forfatterskab i dets forskellige faser. Den er skrevet i et underholdende sprog og på basis af, som det synes, et godt kendskab til den nutidige kulturdebat og filosofi, hvorfra Løgstrup både har og kan have hentet sine begreber. Og det kan meget vel tjene til for læseren at klargøre Løgstrups begrebsverden, at sådanne sammenhænge bliver oplyst. Som en oplysende kommentar eller et note-apparat kan Hauges bog gøre nyttig tjeneste, omend de fleste, der læser den, nok vil finde, at udbyttet ikke er ligefrem proportionalt med sideantallet. Men en sådan kommentar kan i sin udvendighed ikke træde i stedet for det saglige og reelle opgør med det indhold, som her er sagen. Den kan kun - måske - hjælpe en og anden læser til selv at se, når han får forfatterskabets udvortes side præsenteret, og således medvirke til, at han får øje på det, som det hele drejer sig om ikke bare i forfatterskabet som intellektuel præstation, men i dets opgør med Tidehverv og Kierkegaard. Løgstrups forfatterskab er, hvad det er, i dette opgør, der ikke var noget, som Løgstrup efterhånden frigjorde sig fra, men noget, som indirekte vedblev med at være bestemmende for ham også i hans misforståelse og afvisning af det.

På den måde har den, som skriver disse linier, kunnet bruge Hauges bog. I hvert fald har den givet ham anledning til at formulere de tanker om Løgstrup og hans forfatterskab, som i det følgende skal meddeles. Der bliver altså nok så meget talt om Løgstrup som om Hauge, og det bliver overladt til Hauge selv at afgøre graden af forligelighed mellem det, som her bliver sagt, og det, som står at læse i hans bog.

Hauge behandler Løgstrup under synspunktet kulturskribent. Det var han utvivlsomt også. Men ville han selv nøjes med at være det? Han var jo først præst og siden professor ved et teologisk fakultet. Desuden var han - og det har sikkert været af afgørende betydning - udgået fra et kirkeligt hjem af indremissionsk præg og konfirmeret i Eliaskirken af Fibiger. Løgstrup har næsten med nødvendighed været oplært i pietismens forståelse af verden som en af Gud uafhængig ond virkelighed, fuld af tilskyndelser til ugudelighed. Som voksen gør Løgstrup vel op med den senpietistiske kristendom og bliver klart antipietist og antimoralist. Men meget kunne tyde på, at han er forbleven negativt afhængig af senpietismens holdning til verden og altså har bevaret fælles præmisser med den, netop i sin tale om skabelsen.

Derfor kunne han følges med Tidehverv et stykke på vejen, fordi han opfattede det tidehvervske opgør med kirkeligheden i lighed med sin egen frigørelse fra den moraliserende pietisme. Men at dette følgeskab ikke var af sandhed måtte før eller senere blive åbenbart. Det skete i det store opgør med K. Olesen Larsen om den naturlige kærlighed og kærlighed til næsten, hvorigennem det blev tydeligt, at Løgstrup ved afgørelse forstod, at mennesket går hen til det sted, hvor det forstår, at Gud er nær, for dér at afgøre sig for troen på ham, mens det for Olesen Larsen betød selve det at være menneske dér, hvor mennesket intet forstår, fordi Gud har gjort sig selv nær for den gudløse. Overhovedet var denne diskussion mellem de to en slags gentagelse af reformationstidens diskussion mellem Luther og Erasmus. Løgstrups forargelse på Olesen Larsen og Tidehverv overhovedet er den samme som Erasmus' forargelse på Luther, når Løgstrup beklagede sig over, at Olesen Larsen talte forkyndende, også når han diskuterede, og derfor efter hans opfattelse ikke tog ham, Løgstrup, alvorlig som samtalepartner. Han kunne ikke forstå, at der, hvor evangeliet er hørt, kan ingen samtidig tale, som om det ikke er til - altså tale under bortseen fra Guds nærhed som virkeligheden. Om Gud og mennesket som eksisterende, om Skaberen og hans skabning, kan der ikke tales anderledes end forkyndende, ikke filosofisk og digterisk og videnskabeligt.

Det forstod Løgstrup aldrig. For ham var den filosofiske og harmoniske tale om Skaberen bestandig noget, som også skulle høres og havde krav på at blive hørt. Løgstrup måtte derfor opfatte Tidehvervs tale som en religiøs ideologi. Og derved kom han til at afsløre, at hans egen tale ikke var den eksisterende tænkers, men netop den religiøse ideologs.

Hos Løgstrup satte dette sammenstød med Tidehverv sig dybe spor. Han prøvede vel på at gøre sig fri af det, som han der havde mødt, gennem sit senere opgør med Kierkegaard, som han regnede for Tidehvervs - eneste - kirkefader. Men dette opgør kunne kun stadfæste det, som Olesen Larsen havde sagt, nemlig, at Løgstrup var "professoren, der bygger et etisk system og tænkende bringer tilværelsen i orden". Disse ord kom til at passe på hele den efterfølgende del af Løgstrups forfatterskab. Hans virksomhed hjalp ham vel til at nå den position, som Hauge benævner "en moderne profet". Han fik skrevet en bog om "Den etiske Fordring", der skaffede ham læsere i vide kredse. Og med bogen "Kunst og Etik" fik han, foruden filosofien også digtningen inddraget i sit teologiske arbejde, hvilket forskaffede ham mange humanisters bevågenhed. Han kunne også - i "Norm og Spontanitet" - finde en plads for konkrete overvejelser vedrørende det politiske liv og endelig samle det hele sammen i en helhedsopfattelse af tilværelsen, som han benævnede "Metafysik", og som, da den kunne begribes rent intellektuelt, kunne skaffe religiøst udhungrede nutidsmennesker den af dem ønskede vederkvægelse.

Løgstrup "tilbageerobrede" på denne måde den verden, som hans ungdoms senpietisme havde berøvet ham, og som Tidehverv og Kierkegaard med deres tale om troens afgørelse havde holdt ham på afstand af. Og han mente, at det var talen om skabelsen, som han dermed genindsatte i dens rette funktion i forståelsen af menneskets liv på jorden. Han kom dermed til at overse, at skabelsen og dens befaling i syndens verden møder mennesket som dommen, der støder det ud af livet i gudssamfundet og holder det fast udenfor dette. Vel slipper Gud ikke sin skabning. Men den godhed, som forbliver i menneskelivet, også hvor det synder, er kun til som dommen, som loven, der dræber synderen. Netop sådan er skabelsesgodheden en godhed efter Guds forstand på, hvad godhed er, idet den holder mennesket ubetinget fast ved at skulle gøre, hvad Skaberen befaler det hvori godheden alene består. Det er kun ved at overse, at skabelsen for mennesket i synden er dommen, at Løgstrup kan have interesse for at indføre eller opfinde sine suveræne livsytringer.

Det er i dem umiddelbarheden, der udnævnes til at være identisk med skabelseslivet forud for synden og som sådan i stand til at sørge for, at syndens ødelæggelse af menneskets liv ikke bliver for omfattende. Forsikringen er dermed tegnet, allerede før syndens skadevirkninger foreligger. Den træder automatisk i kraft, hvor det behøves. Kan noget være mere fordelagtigt end at være synder på de vilkår?

Det er klart, at det i Løgstrups suveræne livsytringer er rationalismens fornuftige forsynstanke eller idealismens umiddelbarhed eller i det hele taget den naturlige teologi, der lever videre i en ny udgave, fordi det er glemt, at Gud er den, der skjuler sig for syndere, så at enhver tale om Gud, som ikke vil nøjes med at være troens tale om det, som ikke ses og ikke erfares, med nødvendighed bliver til en tale om en eller flere afguder. Men det er også klart, at dér, hvor man er nødt til at tale på den måde om Gud som den, der skjuler sig, vil man ikke kunne få noget harmonisk forhold til humanistiske akademiske kredse, hvis det er sådanne, som man gerne vil tale til - og det var nok ikke helt frit for, at Løgstrup havde et ønske om det akademiske auditorium. Løgstrup ønskede en ydre, påviselig sikkerhed for, at det som blev sagt om Gud, ikke var nonsens. Men evangeliet, Guds ord, vil ikke vide af en sådan demonstrerbar garanti. Alt, hvad det siger, taler det af tro til tro. Og hvor det taler, opløser det fornuftens sikkerhed radikalt i dens forhold til virkeligheden.

Efter sammenstødet med Tidehverv i det store opgør med Olesen Larsen søgte Løgstrup at rette sit skyts imod Kierkegaard selv. Han siger i denne forbindelse ("Opgør med Kierkegaard", p. 52 f.): "Hos Kierkegaard kommer kærligheden til næsten - mere og mere udpræget, som forfatterskabet skrider frem - til ene og alene at bestå i at hjælpe næsten til at elske Gud. Efter at evangeliet er forkyndt, er der kun en eneste gerning, der er kærlighed til næsten, og det er at forkynde ham evangeliet. Kaldets gerninger diskvalificeres. Hvad som helst, der gøres til næstens gavn og glæde, kommer altid gerningens gører til gode, om ikke på anden måde så derved, at gerningerne forstås af næsten eller af tredje person. Åbenbaringen annullerer den Guds fordring om kærlighed til næsten, der lyder til os i de naturfødte og kulturelt udformede relationer, hvori det ene menneske befinder sig til det andet. Fra åbenbaringen af lyder Guds ord ikke mere til os i kaldets lex creationis, kun i Kristus.

Til forskel fra Kierkegaard er det min påstand, at den kærlighed til næsten, der er en følge af troen på evangeliet i to henseender er den samme som den kærlighed til næsten, der uafhængigt af evangeliet kræves af ethvert menneske bare i kraft af, at det lever, og i kraft af, at næsten er udleveret det. Stedet er det samme, nemlig kaldet, gerningerne er de samme, nemlig gerninger, med hvilke den enkelte står næsten bi".

Hvad er der her sket? Åbenbart det, at kærligheden til næsten ikke bliver forstået som selve det skabte liv, hvor Gud i Kristus har åbenbaret sin kærlighed til verden. Hvordan skulle der vel kunne være nogen anden fordring til end netop det store bud i loven som det, hvori Gud udtrykker sin kærligheds nærværelse, eller nogen anden befaling end den guddommelige kærligheds egen? Hvor Kristus for troen er den, som åbenbarer Gud ved at være den kærlighed, der sætter sit liv til, der er skabelseslivet samtidig åbenbaret som kærlighedens befaling og det at gøre den befaling ikke som loven, der dræber, men som kærligheden, der giver liv. Det er jo at leve i skabelseslivet, i den kærlighed, som er Guds, og dermed også i kærlighed til næsten.

Hos Løgstrup er kærlighedens befaling i Kristus ikke identisk med skabelsesbefalingen selv. Men denne er til uafhængig af og forud for evangeliet og dermed også uafhængig af Kristus, altså uafhængig af det evige gudsord, ved hvilket alt er skabt, og som er blevet kød i Jesus. Der er sket det, at Kristus for Løgstrup ikke er i Faderen, og den, i hvem Faderen derfor heller ikke er. Der er sket det, at Jesu nærværelse ikke er forstået som Faderens egen nærværelse. Der er ikke paradox enhed og sammenfald mellem skabelsens ord og frelsens ord i evangeliets forkyndelse. Så må det nødvendigvis gå galt. Løgstrup er blevet, ikke kirkelig moralist, ikke pietistisk moralist, men humanistisk skabelsesmoralist.

Det kan ikke undre, at humanisterne så giver deres bifald til kende. Det er netop vand på deres mølle. Kærligheden til næsten er for dem, at mennesket giver medmennesket sine gode gerninger, ikke, at det giver næsten sig selv, som det er til for Gud.

Løgstrup vil opgør. Men han vil også, at fornuften skal kunne være kontrolinstans i opgøret. Han vil for ingen pris, at fornuften skal blive knust mod paradoxet og dermed overlade talen om Gud og skabelsen og frelsen til Guds ord alene. Og så bliver skabelsens fordring under hans behandling moralistisk, gerningsretfærdig. Løgstrup stræber vel efter at være antimoralist, men netop derved bliver han moralist, ikke en pietistisk, men en antipietistisk moralist. Og på samme måde stræber Løgstrup efter at blive erkendelsesteorien kvit for at kunne få en direkte, upræpareret adgang til skabelsesvirkeligheden, men han bliver herved blot til en antierkendelsesteoretisk erkendelsesteoretiker Han stræber efter et umiddelbart og uspekulativt forhold til verden og tingene og forholdene i den, men hans antispekulative tilværelsesanalyser kommer til at bære spekulationens fortegn. Han vil, om jeg så må sige, redde skabelsen fra at blive opslugt af frelsen. Men han ser ikke, at en sådan bestræbelse er umulig - og overflødig - dér, hvor frelsen, syndernes forladelse i Jesu Kristi navn, selv er nær som skabelsens gentagelse og skabelseslivets genfremstilling, og hvor saligheden derfor er et med at høre Guds ord og bevare det. Det ville da også være underligt, om skabelsen skulle kunne blive reddet af nogen anden end Gud selv og hans skabende ord.

Den afsluttende del af sit forfatterskab efter opgøret med Tidehverv og Kierkegaard har Løgstrup givet navnet "Metafysik", og deri møder man udfoldelsen af hans skabelsesbegreb i spekulative analyser af alt mellem himmel og jord. Men i hele denne stræben er der karakteristisk nok ingen forkyndelse. Den grundlæggende bestræbelse for at sikre, at troen kan blive tro på forståelsens præmisser, lægger sig hindrende i vejen derfor. Der er heri alt det, som Løgstrup i tidens løb har gjort op med, der vender tilbage, i det udvortes som kronen på værket, i virkeligheden som en tilintetgørelse af alle opgørets bestræbelser, efter at de først har skaffet ham succes hos humanister og andre kulturelle. Man kan spørge, om det ikke er ungdommens senpietisme, der i sækulariseret skikkelse vender tilbage som denne metafysik, senpietismens behov for at få kristendommen bekræftet og stivet af ved noget, som ikke er kristendom, men som nyder anseelse i verden. Om nogen teologi i Luthers forstand, den Luther, for hvem "teologiens genstand er mennesket som skyldigt i synden og fortabt og den Gud, der retfærdiggør og er frelseren for syndens menneske", er der her ikke tale. Løgstrup har foretaget bevægelsen fra den kulturelle pietisme ved århundredets begyndelse til den sækulariserede humanisme med religiøst anstrøg ved dets slutning. Men om noget virkeligt opgør har der ikke været tale i denne bevægelse, kun om intellektuelt at få bragt orden i tilværelsen.

Kulturel succes - teologisk vanskæbne.
"Løgstrup - en moderne profet" siger Hauge. Intet mere malplaceret kan siges om Løgstrup. For en profet er en forkynder af Guds ord, og ve ham, om han ikke forkynder, hvad han har fået befaling til at sige. Men hos Løgstrup findes der ikke forkyndelse, kun en tænkning, der aldrig vil blive til forkyndelse, fordi den bestandig vil forstå, før der forkyndes, forstå, hvad der kan være troens anledning, og som derfor ikke kan kende denne anledning dér, hvor den bestemmer sig selv for at være. Meget snarere er Løgstrup en moderne gnostiker. Gnosis er jo det, at tænkningen bliver religiøs. Den fremkommer, når fornufterkendelsen i menneskets møde med evangeliets tiltale vil fastholde sig selv som retfærdig og uden synd med den begrundelse, at den jo må været i stand til at berede vej i mennesket for gudsordet og troen. Den fromme, den religiøse fornuft træder her i troens sted og kalder sig selv for tro. Den er allerede i pagt med Gud og råber derfor ikke til ham fra det dybe, men søger som den over paradoxet ophøjede at overskue Guds veje, og den holder derved mennesker udenfor gudsretfærdigheden og hindrer troen at blive til i og med, at den fører sig frem med stormægtighed i tale og visdom efter denne verdens bedømmelse af, hvad visdom er.

"Ingen bliver teolog, hvis han ikke bliver det uden Aristoteles", læser vi hos Luther. Og andetsteds hos ham - i udlægningen af den anden bods salme - hedder det: "Dig tykkes, at det er forkert, når det ikke går som du tænker. Din tænken skader dig og hindrer mig. Det må gå ikke efter din forstand, men over din forstand. Sænk dig ned i uforstand, så giver jeg dig min forstand. Uforstand er den rette forstand, ikke at vide, hvor du går hen, det er at vide, hvor du går hen. Min forstand gør dig helt uforstandig". Løgstrup kom aldrig i sit forfatterskab til at vise, at han havde forstået sådanne ord. Så meget kan man godt få ud af at læse Hauges bog - selv om det nok ikke er derfor, at han har skrevet den.