Universitetsteologien

Af Jens Glebe-Møller & Johannes Horstmann. Tidehverv, 1993, s.207.

Foranlediget af Johs. Horstmanns artikel "Universitetsteologiens forfald" beder jeg om optagelse af nedenstående kommentar i førstkommende nummer af bladet:

Uden i øvrigt at indgå i en debat med Johs. Horstmann om, hvad universitetsteologi egentlig er - et langt stykke deler jeg såmænd hans synspunkter - vil jeg gøre opmærksom på følgende:

Æresdoktorgrader kan ifølge bekendtgørelsen om erhvervelse af doktorgraden af 2. juni 1987 "tildeles forskere, der skønnes i den grad at have gjort sig videnskabeligt fortjent, at det findes naturligt at hædre dem med den højeste videnskabelige art".

Det har været Det teologiske Fakultetsråds opfattelse, at biskop Martensen i den grad har gjort sig videnskabeligt fortjent gennem sit teologiske arbejde, ikke mindst inden for disciplinen økumenisk teologi, at Fakultetsrådet har fundet det naturligt at hædre ham med graden doctor theologiæ honoris causa.

Med venlig hilsen
Jens Glebe-Møller
Dekan for Det teologiske Fakultet
Københavns Universitet


Dekan-teologisk forsvarsmanøvre

For en opmærksom læser af min artikel om Universitetsteologiens forfald vil det stå klart, at jeg ikke i mindste måde har anfægtet Københavns Universitets teologiske fakultets juridiske ret til at tildele æresdoktorgrader i teologi til hvem, det måtte have lyst, til katolikker, jøder, muslimer, ateister etc., og at det derfor ikke er nødvendigt eller meningsfyldt, at professor Glebe-Møller - i en henvendelse til Tidehvervs redaktør og ikke til rnig! - vil gøre opmærksom på det juridiske grundlag for sådanne tildelinger. Dette juridiske aspekt har for det, som for mig er sagen, nemlig teologien, ingen interesse overhovedet. Hvad jeg har gjort er at gøre opmærksom på de omkostninger, der er forbundet med fakultetets synkretisme eller økumenisme i tildelingen af doktorgrader, nemlig at fakultetet derved røber, at det har mistet sin troværdighed som teologisk fakultet og læreanstalt for vordende præster i den danske folkekirke og som rådgiver i lærespørgsmål for dennes biskopper, og dermed naturligvis også har mistet sit åndelige existensgrundlag sammen med sin existensberettigelse og kun bevarer skinnet af noget, som ikke er.

Professor Glebe-Møller ønsker ikke at indgå i en debat med mig om, hvad universitetsteologi egentlig er. Så kan han debattere det med andre, det er mig uden forskel. Det kan endda være, at han så vil betro sådanne andre, hvad han ikke synes at ville betro mig, nemlig hvilket det lange stykke er, hvor han "såmænd" deler mine synspunkter. Hvad jeg på min side i den nuværende situation ønsker er at bidrage til et opgør omkring eller en besindelse på, hvad teologi er og kan være i den evangelisk-lutherske kirke, og som i denne kirke er forudsætningen for, at noget med mening skal kunne kaldes et teologisk fakultet og have relevans for præsteuddannelsen - i den nuværende situation, da teologien åbenlyst for alle er i færd med at forsvinde fra teologiens hus. At Glebe-Møller ikke vil debattere det, som for mig er sagen, må han naturligvis om. Men det skal siges til ham, at jo mere han dukker sig ved at recurrere til bekendtgørelser og jura i stedet for at tage det op, som er sagen, desto mere kommer han til - antagelig imod sin vilje - at stadfæste, hvad jeg siger om universitetsteologien. Det hjælper ham ikke, at han er professor og dekan for et teologisk fakultet.

Johannes Horstmann.