Jakob Knudsens Morgensang

Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1934, s.126-128.

Den tungsindige og skrupuløse Digter, Jakob Knudsen, har skrevet en af vore stærkeste og frejdigste Morgensange: "Se, nu stiger Solen af Havets Skød". Staaende ved det vide Hav ser, oplever og sanser han Morgenens Komme. Tung efter Nattesøvnen og med Sindet fyldt med "Mørkhed og Sjæle-Ve" rejser han sig fra Lejet og tager imod den nye Dag. Han indaander Morgenens friske Luft og fyldes med dens Kraft; han inddrikker Lyset og Luften og favner Dagen og Livet - vildt og uhæmmet som et Naturmenneske.

Sangen aander en sværmerisk Kærlighed til Livet; den sætter Ord til Ord: "Moder, Søster, elskte" for til Slut at opgive at finde Udtryk for, hvad Livet er for Digteren og nøjes med Ordet: "min Kærlighed".

Digtet klinger "hedensk"; man skulde næsten tro, vi stod overfor en hedensk "Solsang". Der er noget i det, som en Natur- eller Livstilbeder kunde opfatte som en Sang til Verdensaltet, til den elskede Moder Jord, til det skabende, strømmende Liv, - en Beruselse i Øjeblikkets Stemning uden Tanke for andet end Nuet, uden Sans for noget højere end det nærværende, en mystisk Hensynken i Tilværelsen, en Livets Sang til sin egen Pris.

Saaledes er vel det første Indtryk, man faar af denne Morgensang, - og der er det rigtige i dette Indtryk, at der ikke er Tale om et andet, et højere og mere "aandeligt" Liv. Sangen er helt igennem "verdslig"; der er ingen Længsel efter et andet Liv, ingen Paradisdrømme, ingen Flugt fra Virkeligheden. Digtet kender kun "dette Liv", som det kun kender "dette Menneske"; der er intet Spor af noget særligt "sjæleligt" eller "aandeligt" Menneskevæsen, ingen legemløs Tilværelse, intet Aandernes Skyggerige i det Indre eller i det hinsidige. Det er det naturlige Menneskeliv i dets Glæde og i dets Smerte, i dets Nød og i dets Synd, der besynges. Digteren holder ikke paa sig selv, som om han var ængstelig for at leve Livet; han er ikke andet og mere end Livet, og han hengiver sig til Livet og hengiver sig uden Forbehold: Livet er ikke noget urent, som han helst skal befatte sig saa lidt som muligt med, nej, Livet er værd at nævnes med de skønneste Navne, som Sproget kender.

Og dog er Jakob Knudsens Morgensang noget af det mest kristelige, der er talt eller skrevet i vort Land. Det er ikke Naturstemningen, der bærer Digtet, men Opstandelsens Haab; det er ikke Livets Kraft, Livets Herlighed og Skønhed, ikke Digterens egen Livsfølelse, der er hans Gud. Gud er Barmhjertighedens, Opstandelsens Gud, - det er derfor, Sangen er saa frejdig og stærk. Ja, i Virkeligheden er det det sidste Vers, der bærer Digtet:

Se, da stiger Solen af Hav paa ny,
alle Dødens Skygger for evig fly!
O, for Sejers-Jubel, for salig Lyst:
Lyset stander stille paa Livets Kyst!

Her er Jakob Knudsens Haab, hans Tro og hans Glæde; her er det, der bærer ogsaa hans Kærlighed til Livet. Men hvad mener han i Grunden med dette sidste Vers? Ja, han mener i hvert Fald ikke en "Livets Fortsættelse", ikke det udødelige Liv, ikke en evig Sjæletilværelse. Hvad han mener, kan han kun sige i Billeder hentet fra denne Verden, i Billeder, som kun er Forsøg paa at sige, hvad intet Øje har set og intet Øre har hørt: Forkrænkeligheden, Livets op og ned, er ikke mere: Solen stander stille paa Livets Kyst. Ingen Skygger lægger sig over Livet: alle Dødens Skygger for evig fly.

Dette helt andet, helt nye Liv, hvorfra kender Jakob Knudsen det? Det er ikke noget, han ligesom har uddestilleret af det nærværende, ikke en sorgfri Fremtid i evig Nydelse, ikke et Fantasiliv skabt af hans kødelige eller aandelige Lyster. Nej, at han ved om det, og det, han ved om det, skylder han Evangeliet om Guds Barmhjertighed og Naade, om den ny Himmel og den ny Jord, i hvilken Retfærdighed bor.

Et nyt Liv, - ja, men det er dette Liv helt nyt, helt anderledes, dette Liv oprejst af Livets Forløser, af Gud, oprejst til det, han skabte. Og herfra gaar Linjerne til det Liv, vi lever, i Synd og Død, - ikke saaledes at forstaa, at vi fra denne Verden skulde kunne trække Linjer ud i Evigheden, alle saadanne Linjer ender i Døden, men saaledes at vi kan følge Evangeliets Ord ind i denne vor Verden, - og fra dette Evangelium er det, vi skal forstaa Jakob Knudsens Lovsang til Menneskelivet: fordi han fra Evangeliet medbringer Haabet til Gud, fordi han tror paa det Liv, som dette Liv ikke er, det Liv, hvortil dette Liv skal forløses, fordi det trods alt er elsket af Gud, - derfor elsker han Livet i denne Verden.

Livet er i Trældom under Synd og Død; Livet er i Døden, det bærer selv Døden med sig, - og vilde derfor være et Helvede, om det skulde vare evigt. Men evigt skal det heller ikke vare: der er sat det en Grænse, en Forløsning i Opstandelsen. Udødelighed, Evighed ønsker han ikke Livet, men Forløsning, thi "hele Skabningen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu."

Digteren elsker Livet i Synd og Død, fordi han ser det i Opstandelsens Lys. Derfor glatter han heller ikke ud, derfor nærer han ingen Illusioner, derfor trøster han sig ikke med Drømme om Livets Sejr over Døden. Derfor lægger han intet forsonende Skær over Døden; det er ikke Resignation, naar han siger:

Lad mig nu kun vandre ad natmørkt Hav,
lad mig ikkun stævne imod min Grav,
nej for:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans Barn,
ud hans Haand mig river af Dødens Garn.

Døden betyder ikke Udfrielse af Fængslet, Døden er selve Fængslet; Døden forsoner ikke med Livets Nød, for Døden er selve Livets uhjælpelige Nød. Sangen er derfor ikke den lykkeliges lyse Stemning; saa vilde den i Grunden kun være en overfladisk Haan mod dem, for hvem Livet blev en Byrde, for hvem Livet glider glædeløst hen - glædeløst hen imod Døden. Der stilles ikke noget Krav om, at et Menneske skal elske Livet, naar det ikke kan, - det vilde ogsaa kun betyde at gøre Fortvivlelsen fuldkommen. Men ved Forkyndelsen af Haabet gives der Mennesker Glæde over Livet, - over det Liv, Gud vil forbarme sig over. Det at være til, det at være Menneske, det er at være søgt og fundet af den "milde Fader, vor Skaber, Gud". Derfor og kun derfor er det saligt at være Menneske.

Og saa forstaar vi, hvordan det Liv, vi lever, er som et Billede paa det, vi forventer, hvordan Solens Lys, Morgenens Friskhed, Livets Glæde kan være som en Lignelse, der taler om det kommende:

Lysvæld bag ved Lysvæld i Himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, Morg'nens Vind,
ret, som om det aanded af Lyset ud - -
o, du milde Fader, min Skaber, Gud!

Vi forstaar Digterens Tak til Gud for det Liv, han har givet os: Livet til Opstandelse; vi forstaar, at han ikke kan finde Ord, der er gode og skønne nok for det, han vil sige om Livet: at han trods alt - trods al Mørkhed og Sjæle-Ve - dog kan fyldes med Glæde. Vi forstaar hans Vilje til at leve dette Liv i Sorg og Glæde, - det er jo ikke en Vilje til at slaa sig til Taals, men en Vilje til at forvente langt ud over, hvad vi kan føle eller forstaa:

Jeg vil aande Luften i fulde Drag,
synge Gud en Sang for den lyse Dag,
takke ham, at Morg'nen mig end er sød,
at mig Dagen fryder trods Synd og Død.

Takke ham, som gav mig, naar Sol staar op,
selv at føle Morgen i Sjæl og Krop,
at al Mørkhed svinder og Sjæle-Ve,
blot jeg trygt vil sige: Din Vilje ske!
O, at jeg tør favne dig, skære Dag,
kalde dig med Navne, min Sjæls Behag,
alle gode Navne, som bedst jeg ved:
Moder, Søster, elskte: min Kærlighed!

Og endelig forstaar vi det første Vers med dets Naturstemning, med dets Lovprisning af Livet her:

Se, nu stiger Solen af Havets Skød,
Luft og Bølge blusser i Brand, i Glød;
hvilken salig Jubel, skønt alt er tyst,
medens Lyset lander paa Verdens Kyst,

Saaledes synger Jakob Knudsen om Solen og Livet, fordi han forventer med Opstandelsens Haab, at som Solen nu stiger af Havets Skød, saaledes skal den engang stige af Hav paa ny; men naar Dødens Skygger nu lægger sig over Livet, saa skal engang Dødens Skygger for evig fly. Som Solen nu lander paa Verdens Kyst, saaledes skal Lyset engang staa stille paa Livets Kyst.