Moderne fritidsfornøjelser

Eversharp, Tidehverv, 1969, s.84.

Moderne fritidsfornøjelser.
Johs. Aagaard er docent i Århus og samtidig en hund efter at arrangere kirkelige konferencer. Nogle samler på frimærker i fritiden, Johs. Aagaard arrangerer konferencer. Sidste år arrangerede han Mini-Uppsala konferencen i Haslev med tilslutning fra baptistisk ungdom og landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer. I år har han fået sin sommerferie til at gå med at arrangere en konference i Århus til drøftelse af forholdet mellem stat og kirke. Og han skal nok have moret sig og vil sikkert arrangere en ny konference til næste år.

Kun har den velvillige iagttager måttet undre sig over nogle af dem, der har leget konference med Johs. Aagaard. Både Kaj Thaning og P. G. Lindhardt skulle vel have fornuftigere ting at tage sig til i deres fritid. Det er naturligvis elskværdigt af dem, at de vil tage del i Johs. Aagaards fritidsfornøjelse, men de bør nok huske på, at det af offentligheden kan blive opfattet, som om de tog den af Johs. Aagaard arrangerede drøftelse alvorligt. Det gør de jo ikke. På Johs. Aagaards præmisser er der ikke noget problem vedrørende stat og kirke. Fromme og økumeniske ønskedrømme bliver ikke virkelige af at blive drømt og opført. Forholdet mellem stat og kirke ligger udmærket, som det ligger i Danmark i dag, og fornuftige mennesker skulle ikke forlede nogen til at forveksle Johs. Aagaards fritidsfornøjelser med alvor.

Han kan jo slet ikke lade være. Også for fremtiden vil han arrangere konferencer til kirkens trivsel, og vi vil glæde os over den alvorlighed, hvormed han går op i legen.

sk.

Præstens miljø.
I en radioudsendelse har Per Salomonsen udtalt, at præstestanden er uden mulighed for folkelig kontakt, fordi den for størstedelens vedkommende er rekrutteret fra befolkningens øvre og eksklusive miljøer. Det siger statistikken. Men det fremgår ikke, om det også er statistikken, der siger, at et menneske er et retsløst produkt af sit miljø. Ved at lade det fremstå som statistikkens resultat gør Per Salomonsen det imidlertid til en sociologisk kendsgerning, og således støtter videnskaben kirkeligheden.

Det er strukturkommissionen i arbejde.

sk.