Boganmeldelse

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1927, s.79-80. (Emil Brunner: Reformation und Romantik. Kaiser Verlag, München 1925 (27 S., Mk. 1,20)).

Brunner - Professor i Zürich - hører til den Kreds af yngre Theologer i Schweitz og Sydtyskland, der ogsaa begynder at blive kendt herhjemme som "den Barth'ske Skole". Karl Barth, Thurneysen, Brunner og Gogarten er vel dens mest kendte Navne.

Umiddelbart føles disse Mænds Tanker som en voldsom Reaktion mod den religionshistoriske Retning, der særlig blomstrede frem omkring Aarhundredskiftet, og som navnlig gennem et energisk Populariseringsarbejde ("ReligionsgeschichtlicheVolksbücher", der jo ogsaa fik Aflæggere andetsteds, f. Eks. hos os) kom til at sætte sit Præg paa vide Kredse i de protestantiske Lande. Den religionshistoriske Retning var et typisk Udtryk for sin Tid; den vilde yde sin Tribut baade til Videnskaben og Religionen - men det betød, at Religionen fik, hvad der kunde blive tilovers til den; thi Tidens Religiøsitet var udsvømmende og dens Forskning naturalistisk. Saa levede denne Retning da en Aarrække - og lever til Dels endnu - som en nærmest romantisk-religiøst farvet Naturalisme, hvis Arnested var Universiteterne, og hvis Indflydelsesomraade blev det hele Folk; hvis Basis var et detailleret Fagarbejde, filologisk, religionshistorisk og psykologisk, men hvis Maal, "Fremtidens Religion", er unitariserende eller pantheiserende.

Ved sin flammende Protest mod "Historismus und Psykologismus" fører den barth-ske Theologi nu et voldsomt Slag mod al "religionshistorisk", "liberal" og "radikal" Theologi - og opfattes derfor af den konservative Theologi uvilkaarligt som en Forbundsfælle. I første Omgang. Den konservative Theologi véd jo nemlig i Almindelighed ikke selv af, at den er lige saa rationalistisk som den liberale - mindst; den er blot mere langsom i Vendingen. Men i anden Omgang vil ogsaa den nok faa en klarere Opfattelse af, hvorledes den bliver vurderet - og da vil nok den barth-ske Theologi, fra konservativt Hold, ikke som nu blive betragtet som "myndig" og "bibelstærk", men som "farlig" og "uklar" og "bibelsvag".

Hvis denne Bevægelse nu blot var en ny theologisk Skole, der gør et faglig ret værdifuldt Arbejde og vinder Terræn ogsaa uden for sit Hjemland, da var der ikke saa megen Grund til at tage Notits af den uden for Fagkredse - og det hele var i hvert Fald næppe blevet berørt i dette Blad. Men nu staar vi her over for en Bevægelse, der i sin Grund netop ikke er theologisk i gængs Betydning, men hvor den theologiske Uddannelse og filosofiske Træning saa at sige er den blot haandværksmæssige Forudsætning for det, de Mænd egentlig vil have sagt - og som de siger med en saa uakademisk Kraft og paa en faglig set saa ukorrekt Maade, at Fakulteterne ryster paa Hovedet - og mange Mennesker lytter, og uvilkaarlig mindes noget lignende, der skete engang for Aarhundreder siden.

- Det er vor Hensigt i de kommende Numre af "Tidehverv" - mest vel gennem Boganmeldelser - at prøve at orientere Læserne i denne Bevægelses Tanker; og jeg vil tilføje at f. Eks. for mig vil et saadant Arbejde væsentlig have samme Nyhedens Interesse som det maa formodes at have for Flertallet af Læserne; bl.a. er jeg selv spændt paa, om jeg virkelig skulde være "Barthianer", eller maaske lige det modsatte. (Dette til Underretning bl.a. for dem, der er vant til at tænke i Baase og derfor ogsaa forlængst har sat "os" i Baas. Det gælder jo at forenkle Tilværelsen og have noget klart og bestemt at holde sig til, i disse vanskelige Tider).

- Den lille Bog, det denne Gang drejer sig om, "Reformation und Romantik", er en Tale ved Luther-Selskabets Stiftelse i München i Sommeren 1925. Det er et Programskrift, der egner sig til Referat, og Indførelse i Kredsens centrale Tanker. Opgøret er, karakteristisk nok, hverken med liberal eller konservativ Theologi; de skærer igennem de mere tilfældige Forskelle og søger ind til de fundamentale. I Modsætning til dem, der har kunnet opfatte den schleiermacherske Theologi som en Fornyelse af Reformationen, begynder Forf. straks at fasthamre den gennemgribende Forskel mellem det romantiske og det reformatoriske. Romantik er en Atmosfære, en Tendens, Reformation en Skikkelse, et Indhold - Romantik er et Adjektiv, Reformation et Substantiv i Historien; Romantikens Stormænd er fine, tolerante Sind, Reformationens Stormænd er "Gewalttäter". Begge er de Udtryk for en Reaktion mod Tiden - men Romantikeren finder dog stadig en Mulighed for at gaa ind i Tiden, Reformatoren staar der som Fjende af enhver Tidsaand.

Romantik er dybest set altid religiøst ment, og det hvad enten man tænker paa den Enkelte, hvor det religiøse er den mystiske Umiddelbarhed, Eenhed mellem Sjælen og Gud, eller man tænker paa Helheden, Tilværelsesforløbet, Gudsudfoldelsen. Baade den religiøse "Faderlighed" (eller rettere: Innerlichkeit, sjælelig Indadvendthed, Fordybelse) og det organisk-mystiske Historiesyn er typiske for Romantiken; den har levet paa dem begge - men den har aldrig virkelig formaaet at give en Syntese af Mystik og Historie.

Ogsaa Reformationen staar paa en Maade over for Problemet "Inderlighed" og Historie. Men Romantiken søger bort fra Virkelighed, Reformationen er netop født af en lidenskabelig Virkelighedshunger; ogsaa Reformatorerne mærkede, at den afgørende Virkelighed ikke laa i det ydre - men saa standsede de ikke, som Romantikerne, ved den nærmestliggende Antitese: i det indre. Realistisk Selvprøvelse lærte dem, at i "Inderligheden"s dybeste Grund fandt de - ikke Gud, men Synden. Personlighedens Inderste er Villie; og Gudsvillien er ikke eet med, men Modsætningen til Egenvillien. Indad møder vi altid kun os selv; derfor er Inderlighed som Frelse en Meningsløshed.

Det er denne Virkelighedsalvor, denne "Gottesernst", der er lige saa karakteristisk for Reformationen, som den mangler i Romantiken. Mennesket kender ikke sig selv, heller ikke sin Synd. Ja, kunde vi veje den Sten, kunde vi vel ogsaa løfte den. Ikke udefra, men heller ikke indefra, kun fra det, der er hinsides Verden og os kan Frelsen komme - og kommer ikke i en Følelse, men i et Ord, som er Jesus Kristus. Det Ord møder vi i den Korsfæstede, hvor Erkendelsen af, hvem Gud virkelig er, og Erkendelsen af, hvem vi virkelig er, betinger hinanden og er uløselig sammenknyttede. Det er Aabenbaring. Reformationens Lære om Retfærdiggørelse af Naade alene betyder, at al "Inderlighed", ogsaa den dybeste, frommeste, Hjærtets Bøn og vor inderste Stilling til Gud, Religionen, er syndig, at det aldrig i os kan komme til den Enhed, som Mystiken søger.

Gennem "Inderligheden" vil Romantiken spare den Enkelte for Ydmygelsen. Men, er Tro Inderlighed, da er den Inderlighed med nyt Subjekt: Gud, mod os, og over for os - og dette er det modsatte af Romantiken.

Og gennem Historieforherligelsen skal Slægten spares for Ydmygelsen, idet det Guddommelige lægges ind i Menneskeheden og Tilværelsesforløbet selv. Men: Det enkelte Menneske, Folket, Traditionen, Kulturen, Kirken - i Spørgsmaalet Synd og Frelse staar alt dette lige, nemlig paa denne Side Frelsen. "Det er ingen Tilfælde, at det var Religionen, der naglede Herren til Korset. Korset er, hvad der maa ske, naar Religionshistorie og Aabenbaring mødes." - I alt dette løber Brunners Tanker med stor Fasthed og Klarhed, og, som det synes mig, med Myndighed og Kraft. Det er Tanker, som Tiden i høj Grad trænger til at stilles over for - ogsaa hvor der falder drøje Hug til "det, som man nutildags ynder at benævne Calvinisme - jeg mener den evolutionistiske Verdensfornyelsesoptimisme, men ogsaa kan betegnes som kirkelig Amerikanisme," og til "det, der sædvanlig kaldes Lutherdom - den etiske Quietisme og Konservatisme", i sin officielle tyske Skikkelse "en Bastard af Reformation og Romantik, som man tydeligt ser af det dér fremtrædende katholiserende Kirkebegreb og Sakramentalismen."

Derfor er det for saa vidt mindre væsentligt, at Bogens sidste Sider løber ud i det uklare - fra det Punkt nemlig, da Brunner (ganske som Romantikerne, paa deres Maade) tørner mod Problemet: Inderlighed (i reformatorisk Forstand) og Historie. Det bliver i sidste Instans Spørgsmaalet om Helliggørelse, personligt og samfundsmæssigt, om Guds Villies Virkeliggørelse, ja dens Virkelighed her. Der tales om en "Etik der Weltüberwindung", og i meget gængse Vendinger om en "Erobring af Verden for Kristus", thi "ogsaa den store Verden tilhører Kristus" - men Tankerne om en saadan energisk religiøs-etisk Indsats i Samfunds- og Kulturlivet "auf das Neue hin, das Christus will" staar underlig uformidlede over for den med Styrke hævdede Grundtanke, at alt vort er Synd, at Kristi Retfærdighed er ikke i os, men for os - "forensisk", næsten juridisk - at Gud, og dermed Kristus, i Forhold til Historien er "das ganz andere". Skal der gøres Alvor af denne Grundtanke, bliver Gudsvillien "eskatologisk", det endelige Gennembrud Virkelighedens Begyndelse, og dette Tilværelsesforløb i Grunden indifferent, naar Virkeligheden dog er "hinsides" - og saa er vi inde i en ny Form for Islam. Og omvendt: skal Helliggørelsen, skal en Etik der Weltüberwindung være en Realitet, saa er vi med det samme inde i Spørgsmaalet om Historien som Guds-Virkelighed i en eller anden Betydning - og da maa Opgøret med den romantisk-idealistiske Livsbetragtning gennemføres ad helt andre Veje.

Men disse Spørgsrnaal bliver der jo nok Lejlighed til at komme ind paa en anden Gang, da de jo naturligvis kommer frem i Brunners andre Skrifter.

Og saa er det vigtigste jo aldeles ikke, at de bliver løst - - det lader man nok være.

(Følgende rettelser fra Tidehverv 1927, Nr. 7, s.112, er indskrevet i teksten:
"Trykfejl: Da et Korrekturark ved et Uheld var bortkommet paa Trykkeriet, fandtes i Anmeldelsen af Brunners Bog i sidste Nummer (5) en Del Trykfejl, af hvilke et Par var meningsforstyrrende:
S. 79, Lin. 20 f r. n.: Romantikens Stormænd er "Gewalttäter" - læs: Romantikens Stormænd er fine, tolerante Sind, Reformationens Stormænd er "Gewalttäter".
S. 79, Lin. 3 og 10 f r. n.: Faderlighed - læs: Inderlighed).