Den fælles forargelse

Eversharp, Tidehverv, 1983, s.36.

Den fælles forargelse
En bog om 70'ernes danske teologi af den søvndyssende epigon og Aarhus-teolog Viggo Mortensen bliver genstand for en lang, søvndyssende anmeldelse af sognepræst Lars Tjalve i Kristeligt Dagblad 15. februar. De enes så godt, de to. Den ontologiske Mortensen og den kirkelige Tjalve er nok forskellige, men ikke for alvor, og anmeldelsen er pænt refererende og velvilligt forbeholden og smukt indforstået, og på den anden side ... og det er dog nok et spørgsmål ... og måske må man alligevel...

Lige indtil talen falder på Tidehverv. Så rejses der med eet strittende børster. Anmelderen bemærker, at den hidtil så urbane og tolerante Mortensen pludselig bliver vred og hidsig, og Tjalve er enige med Mortensen og finder ham meget, meget morsom og rammende.

Ak ja. Det er hos de samme teologer på mode at tale anerkendende om det "oprindelige Tidehverv" og beklage det nuværendes eksistens. En tildragelse som den nævnte viser realiteten i den snak. Nej, eet sted i dansk teologi og kirkeliv siges der noget - et kristent ord, en ordentlig luthersk besked. Det er i Tidehverv. Sådan var det. Sådan er det.

D'herrer Mortensen og Tjalve er i deres fælles forargelse kommet for skade at levere endnu et bevis.

sk.

En moderne reformator
Fra folketingets talerstol forsøgte Margrete Auken 7. december 1982 at vække mindet om Martin Luther til live, idet hun fremsatte en række theser. Det var ikke 95, men kun 6. Det var heller ikke om aflad og evangelium, men om atomraketter og fred. Der var i det hele taget kristendommen til forskel. Når en moderne reformator skal udsige den pure sandhed, bliver det på følgende måde:

"1. Atombomben er imod Guds orden. 2. Det er ukristeligt at opretholde fred gennem overmagt. 3. Det er ukristeligt at opretholde fred gennem terrorbalance. 4. Det er ukristeligt ikke at ville være den, der begynder nedrustningen. 5. Det er ukristeligt ikke at ville lytte og vise den anden tillid. 6. Det er ukristeligt ikke at kunne se forskel på en atomkrig og et husspektakel eller for den sags skyld anden verdenskrig".

En moderne reformator sådan nærmest i Thomas Münzer-stil. Der ville ikke være kedeligt at have hørt Martin Luthers kommentarer til den slags theser.

sk.